Kommentar

Der er brug for en rigtig værdikamp

Det globale perspektiv er væk i Venstres fornyede værdikamp, som kun handler om at få vores eget lille samfund til at fungere. Værdikampen burde handle mere om engagement i vores medmennesker på den anden side af kloden
Debat
30. oktober 2008

Venstre blæser nu til fornyet værdikamp (Kristeligt Dagblad, den 18. oktober). Jeg hilser altid en værdidebat velkommen, og ønskerne om at inddrage de frivillige i højere grad lyder besnærende. Men baggrunden for Venstres værdikamp er alvorligt skæv.

Venstres ønske om en værdikamp er et resultat af, at Venstre er vågnet op til den virkelighed, de selv har skabt: Når regeringen prioriterer skattelettelser over velfærd og opmuntrer til private sygeforsikringer til skade for det offentlige sundhedsvæsen, så har det konsekvenser.

I dag opererer de private hospitaler i stor udstrækning ortopædkirurgiske, men har ingen medicinske patienter.

Det offentlige skal også tage sig af patienter, som ikke kommer sig efterbehandling i det private behandlingssystem. På den måde ender det offentlige med alt det, der er dyrt, farligt og krævende.

En stemme i verden

Hvor er den frie og lige adgang til behandling og den solidariske finansiering?

Værdien af skattefradraget på arbejdsgiverbetalte forsikringer er fra 2002 til 2006 steget fra 90 millioner kroner til 400 millioner kr.

Penge staten mister, og som vi alle betaler for at nogle kan få en hurtigere behandling.

Danskerne indretter sig i stigende grad efter regeringens "enhver er sig selv nærmest"-spilleregler. Det er dette begyndende Frankensteinmonster, Venstre nu er blevet nervøse for, og værdikampen skal bruges til at afdæmpe konsekvenserne. At opmærksomheden samtidig kan flyttes fra den finansielle krise, og at de frivillige er billigere i drift end offentligt ansatte, er sidegevinster.

Jeg deltager altid gerne og ivrigt i værdikampen. Men jeg prioriterer den helt anderledes end Venstre. For mig er værdikamp ikke et plaster på et sår efter den (liberalistiske) økonomiske politik - hvis værdier skal have mening, drejer de sig om det mest grundlæggende i samfundet: Den måde vi ser på mennesket, fællesskabet og naturen.

En alvorlig konsekvens af Venstres plaster-på-såret-tilgang er, at værdikampen kommer til at handle om os selv, og hvordan vi får vores samfund til at hænge sammen.

For mig handler værdikampen i høj grad om, hvordan vi som samfund kan være en stemme i verden - en støtte for verdens fattigste, freden og det globale klima. Dette perspektiv forsvinder hos Venstre, og det er netop kendetegnende, at noget af det første, VK-regeringen gjorde i 2001, var at afskaffe en række velfungerende ulandsorienterede puljer, som frivillige organisationer havde benyttet til at skabe fremskridt i den tredje verden. Man kan være bange for, at regeringen med afsæt i den finansielle krise vil skære yderligere i vores støtte til den tredje verden.

Globaliseringen kunne bruges, så vi engagerer os mere i vores medmennesker på den anden side af kloden og fordeler verdens ressourcer bedre. I stedet reducerer regeringen globaliseringen til en skarp konkurrence, som tvinger os til at være succesfulde vindere, der arbejder mere og mere effektivt. Hvem der bliver tabere i spillet, er der ikke opmærksomhed på.

Ting har høj prioritet

Hvis Venstre vil fortsætte disse takter i værdikampen, hindrer den menneskelige løsninger - i stedet for at fordre dem. Det fik vi et eksempel på, da familiekommissionen skulle komme med løsninger på det spændte forhold mellem arbejdsliv og familieliv. I samme periode agiterede regeringen for, at vi skal arbejde mere, og indrettede skattepolitikken efter det. Igen blev ting prioriteret højere end tid. Derfor blev familiekommissionen aldrig andet end pæn glasur på regeringens blinde vækstorientering.

Jeg vil udfordre de helt grundlæggende antagelser i VK-regeringens verdensbillede. Jeg tror ikke på dogmerne om blind vækst, forbrugerisme og "flere penge i borgernes lommer". Vækstmålet må underordnes hensynet til økologien og solidariteten med verdens fattigste.

Jeg tror på, at mennesket er mere end forbruger og skattebetaler - vi har behov som tid, nærhed og fællesskab. Derfor forsvarer jeg lukkeloven, som sikrer os et ugentligt frirum. Og jeg vil ikke bare bruge den frivillige sektor til at lappe hullerne efter en liberalistisk politik. Jeg vil give den de bedste rammer, fordi det simpelthen er her - på højskolen, i foreningen og først og fremmest i familien - at mennesker mødes og livet leves. Den frivillige sektor er livsverdenen - alternativet til statens og markedets systemverden.

For mig er værdier ikke rundet af en økonomisk politik, og de vil kun indirekte og på sigt slå ud på BNP-målet. Men hensynet til miljøet, verdens fattigste og menneskets behov for tid, nærhed og fællesskab er afgørende for et godt liv - og det synes jeg er vigtigere.

Bodil Kornbek er tidligere formand for Kristendemokraterne

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ralph Sylvestersen

Globaliseringens ære forstået som globalt marked er ved at rinde ud - netop ud af global indsigt og forståelse vil det lokalt funderede vokse frem.

"Globaliseringen kunne bruges, så vi engagerer os mere i vores medmennesker på den anden side af kloden og fordeler verdens ressourcer bedre. I stedet reducerer regeringen globaliseringen til en skarp konkurrence, som tvinger os til at være succesfulde vindere, der arbejder mere og mere effektivt." Dette er det vigtigste, der er sagt om globalisering og landenes indbyrdes forhold i årtier - Bodil Kornbek er den lille dreng i "Kejseren Nye Klæder".

Hvad var det vi sagde engang om globalisering: Tænk globalt handel lokalt.
Det der så blevet fordrejet til: Handel globalt, tænk lokalt.
Måske det er på tide at vende tilbage til den oprindelige fortolkning.