Kronik

Den danske Afghanistan-strategi – et kritisk blik efter syv års krig

På syvårsdagen for invasionen af Afghanistan kaster SF’s forsvarsordfører og SFU’s formand et kritisk blik på krigen og et realistisk blik på, hvilke strategier der bør vælges nu
Debat
7. oktober 2008

Den danske Afghanistan-politik stritter i alle mulige retninger. I juni fremlagde regeringen en ny Afghanistan-politik, hvor det blandt andet fremgår, at der frem til 2012 skal ske en opprioritering af den civile indsats og en mere tilbagetrukket militær indsats. Siden da har vi intet hørt om den styrkede civile indsats. I stedet er der kommet talrige meldinger om en optrapning af den militære indsats. For nogle uger siden ville Søren Gade sende Jægerkorpset permanent til Afghanistan. I sidste uge ville Flyvevåbnet sende F16-fly. Og Søren Gade fastslår med fasthed i stemmen, at vi vil være i Afghanistan i 2018 med en militær styrke, som ikke er mindre end i øjeblikket.

Uklarheden bliver ikke mindre, hvis man spørger, hvorfor vi egentlig er derude. Et ofte forekommende svar er, at vi skal bekæmpe Taleban for at undgå terrorisme i Danmark. Andre gange lyder svaret, at vi skal kæmpe for demokrati og sikre den menige afghaner bedre levevilkår.

Ingen af forklaringerne er særligt gode. I det omfang, terrorister er en trussel for Danmark, er det næppe forklædte Taleban-krigere, som smugles ind i landet. Og hvad angår demokrati og sociale fremskridt i Afghanistan er resultaterne ikke imponerende.

Flere civile ofre

Det var et fremskridt, at Taleban-regimet blev væltet, men skuffelsen over de nye magthavere er udtalt. Som oppositionspolitikeren Malalai Joya sagde til Information den 17. maj i år:

»I dag lever Afghanistans kvinder under endnu mere katastrofale forhold end nogensinde.«

En rapport fra ngo’en Women Kind konstaterede i februar, at vold mod kvinder i Afghanistan nu har nået et »epidemisk omfang«: 87 procent har oplevet overgreb – halvdelen af dem seksuelle.

Der sker flere drab på civile. Næsten 700 civile blev dræbt i Afghanistan i de første seks måneder i år, og de stigende civile tab vækker modstand mod alliancen i befolkningen.

Den 3. oktober sagde den tidligere vicepræsident Haji Muhammed
Muhaqiq til Berlingske Tidende: »I løbet af de seneste syv år har det internationale samfund brugt ca. 18 mia. dollar på genopbygning i mit land. Men hvor er de synlige fremskridt for den almindelige afghaner? Både arbejdsløsheden, sulten og korruptionen er vokset. Det samme er opiumproduktionen, og i de 16 sydlige provinser forværres sikkerhedssituationen næsten dag for dag.«

Korruptionen er gennemgribende helt op på regeringsniveauet. Ifølge flere menneskeretsorganisationer sidder der krigsforbrydere i det nuværende parlament. I søndags kunne avisen The New York Times beskrive, hvordan præsident Karzai holder hånden over sin egen bror, som angiveligt er involveret i narkokriminalitet. Opiumsøkonomien gennemsyrer hele samfundet og er altså ikke kun et anliggende for Taleban.

Nedslidning

Nej, den reelle sandhed om vort engagement i Afghanistan er, at vi er der, fordi amerikanerne er der. Bush har gjort krigen i Afghanistan til omdrejningspunktet for sin såkaldte ’krig mod terror’. Og i forlængelse heraf er Afghanistan-krigen blevet en del af NATO’s eksistenskamp. Med en stadig større mangel på interesse fra USA’s side kæmper NATO en indædt kamp for fortsat at kunne legitimere sig selv. Det vil være et voldsomt tilbageslag, hvis NATO’s ISAF-operation ikke lykkes.

Med andre ord: Krigen i Afghanistan handler mere om USA’s krig imod terror og om NATO’s fortsatte overlevelse end om levevilkårene for den menige afghaner.

Midt i dette kaos står et dansk forsvar, som slides ned af en krig, der har vist sig langt mere problematisk end hævdet af regeringen, da et flertal i Folketinget besluttede at sende adskillige hundrede danske soldater til Helmand-provinsen. Nedslidningen har været kendt i længere tid, og Søren Gade bruger nu det som anledning til at kræve flere penge til militæret.

Det må vi tage afstand fra. Der er mange områder i det danske samfund, som trænger til penge. De danske soldater i Afghanistan skal have de bedst mulige vilkår – både hvad angår materiel, forudgående uddannelse og løn. Men pengene skal findes inden for forsvarets egne rammer. Det forekommer f.eks. ikke nødvendigt at indkøbe de mange, nye milliarddyre kampfly, som forsvaret lægger op til.

Exit-strategi

Krigen i Afghanistan er på mange måder ’a mission impossible’ (en umulig mission, red.). Der findes ingen militær løsning på konflikten.
Det blev sagt meget klart af den britiske brigadechef Mark Carleton Smith i avisen Sunday Times i søndags: »Vi kommer ikke til at vinde denne krig. Det handler om at reducere den til et tåleligt niveau af oprør, der ikke er en strategisk trussel, og som kan håndteres af den afghanske hær.«

Og han tilføjer, at Taleban nødvendigvis må inddrages i en politisk løsning.

Her ligger den centrale pointe: Vi skal være der nu, for at vi kan trække os ud igen på en ordentlig måde. Denne tankegang var også central i den danske regeringens Afghanistan-strategi fra juni. Problemet er nu, at den ikke tages alvorligt af den selv samme regering.

På trods af grundlæggende uenigheder vil vi i SF godt tage et medansvar for den danske Afghanistan-politik, hvis den kobles sammen med en bevidst exit-strategi. Hvor den civile indsats optrappes, og den militære nedtrappes.

Det vil være uansvarligt at trække sig ud med øjeblikkelig virkning. Det ville efterlade den afghanske civilbefolkning i et politisk og sikkerhedsmæssigt tomrum. Men strategien skal vendes, og den skal fokuseres på at overlade sikkerheden til afghanerne. Det kræver intens uddannelse af afghanske politistyrker og det afghanske militær.

Den tidligere danske bataljonschef Jens Lønborg har hævdet, at der er sket så store fremskridt i den militære træning, at de danske styrker kan trækkes ud inden for en overskuelig periode.

Det forudsætter imidlertid også, at retorikken om, at vi er i Afghanistan for at slås militært med Taleban forstummer. Denne retorik har været medvirkende til, at de danske styrker i høj grad er blevet fanget ind i en logik, hvor succesmålet bliver militære sejre og ikke civil genopbygning.

En konsekvens af denne logik bliver – som beskrevet af Gretelise Holm i Information den 3. oktober – et konfliktfyldt forhold til NATO’s Rules of Engagement, ifølge hvilken man ikke må angribe, medmindre man selv bliver angrebet. Det er selvsagt ikke acceptabelt.

Kursen må lægges om

Det centrale fremover skal være den civile genopbygning, og det peger selv amerikanske topfolk nu på.

»Vi kan ikke dræbe os til sejr«, sagde stabschef Mike Mullen til Reuters i september og pegede samtidig på, at de vestlige lande må gøre mere for at hjælpe den civile befolkning i Afghanistan ved at investere i veje, uddannelse og landbrug.

Men i forbindelse med den civile indsats er der nogle intrikate spørgsmål, vi er nødt til at diskutere. NGO’erne kan ikke uden videre arbejde under den nuværende usikkerhed. Det vil være helt uansvarligt. Vi er derfor nødt til at forholde os til en samtænkning af den militære og civile indsats. Heri ligger bl.a., at en civil genopbygning må finde sted med en militær tilstedeværelse og i sidste ende – om nødvendigt – også med militær medvirken.

Derfor foreslår SF i sit udspil til ny forsvarspolitik, at der etableres en særskilt ’genopbygningsstyrke’, bestående af folk med militær erfaring, men hvor de skal bruge deres civile kvalifikationer.

Og vigtigst af alt: Afghanistan-konflikten løses alene gennem et internt politisk kompromis, der om nødvendigt indbefatter dele af Taleban. Afghanistan får ikke et vestligt demokrati, som vi kender det. Men mindre kan også gøre det: sociale fremskridt, kvinders rettigheder, opgør med korruptionen og kriminaliteten vil være store skridt i den rigtige retning. Den opgave kan vi imidlertid ikke løse – og slet ikke med specialstyrker, F16-fly og en militær optrapning. Vi kan vende kursen nu, men i sidste ende er det kun afghanerne selv, der kan sikre varig fred og fremskridt i Afghanistan.

Emilie Turunen er landsformand for SFU, og Holger K. Nielsen er MF og forsvarspolitisk ordfører for SF

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Holger & konen:

"Den danske Afghanistan-politik stritter i alle mulige retninger."

I så fald har den en hel del til fælles med SFs udlændingepolitik...