Læsetid: 5 min.

Dræb ikke kloden for at redde væksten

Sammenfaldet af kreditkrisen og klimakrisen kunne være en velsignelse, hvis EU havde fremsynede politikere
Debat
21. oktober 2008
Hvis isen på Arktis smelter, får det fatale konsekvenser rundt om i verden. Derfor går ikke, at Europas ledere bruger finanskrisen som en undskyldning til at sætte klimakrisen på standby.

Hvis isen på Arktis smelter, får det fatale konsekvenser rundt om i verden. Derfor går ikke, at Europas ledere bruger finanskrisen som en undskyldning til at sætte klimakrisen på standby.

Vi gennemlever for tiden to store nedsmeltninge: kreditnedsmeltningen og klimanedsmeltningen. Ophedningen af kloden forløber nu så hurtigt, at Det Arktiske Hav forventes isfrit i sommeren 2013.

En hændelse som Wall Street-krakket har vi ikke set i 80 år. Men Krakket i Arktis er ikke set tilsvarende i tre millioner år. Arktis er ofte blevet kaldt 'kanariefuglen i kulminen', men som en klimaforsker nu siger, så er kanariefuglen død, og det er på tide at rydde minen og komme væk.

Niveauet af drivhusgasser i atmosfæren er i dag højere end på noget tidligere tidspunkt i moderne geologisk historie. Sidste gang det var tilsvarende højt, var under eocæntiden. Havenes vandstand var dengang 90 meter højere end i dag.

Men selv i Europa, hvor erkendelsen af den globale opvarmnings globale trussel mod civilisationen er klarest erkendt, synes vore ledere nu opsatte på at bruge kreditsammenbruddet som påskud for at føre os længere ud i klimakrisen Sidste år indvilgede alle EU's ledere i at efterleve de anbefalinger, som ifølge forskerne er det absolutte minimum for at afværge katastrofen: Inden år 2020 skulle der skæres mindst 20 procent i CO2-udledningerne, gennemføres en 20 procent stigning i energieffektiviteten, samtidig med, at vedvarende energikilder skulle nå en dækningsgrad på 20 procent. Det ville gøre EU fint klædt på til at tage fat på forhandlingerne om den klimatraktat, der skal afløse Kyoto-protokollen, og sætte os i en stærk position til at presse resten af verden. Det kontinent, som gav verden oplysningstiden og moderne videnskab, kunne holde rationalitetens værdier i hævd ved at anvise vor art en vej ud af en dødbringende blindgyde.

Indtil sidste uge. For på weekendens EU-topmøde, der skulle handle om at løskøbe bankerne, begyndte flere af vore ledere at skændes om at løskøbe klimaet. Storbritannien krævede undtagelser for luftfart, mens den østeuropæiske blok med Polens premierminister, Donald Tusk, i spidsen erklærede, at aftalen var "i overkanten", og Italiens Silvio Berlusconi udtalte: "Tiden er efter vor opfattelse ikke inde til at fare frem som en anden Don Quixote. Vi har tid nok."

Afgørende tre grader

Men tid er præcis, hvad vi ikke har nok af. Nøglen til at forstå dette ligger i forskellen mellem en to graders-stigning i den globale gennemsnitstemperatur og en tregraders-stigning. Det lyder måske ikke som en kritisk forskel, for man tager ikke nødvendigvis jakken på en skovtur, fordi temperaturen stiger en grad. På den anden side, plejer man at lægge sig syg, hvis ens kropstemperatur stiger med en grad eller to, og ophedes den permanent med tre grader, ja så dør man.

Økosystemet er ikke som en skovtur, det er som kroppen. Små variationer i den globale temperatur kan få enorme konsekvenser. Den sidste istid var kun seks grader koldere end i dag. En samlet global stigning på kun 0,8 grader har været nok til at smelte sommerisen i Arktis.

Og inden længe vil vi have udgydt så mange opvarmningsgasser i atmosfæren, at en to graders-stigning vil være uundgåelig. Dermed tegner druknedøden uundgåelig for kystboere i Bangladesh og øboere i det sydlige Stillehav. Men hvis vi vil, kan vi stadig nå at opbremse og stabilisere klimaet på denne højere temperatur. Går vi derimod over to grader, vil klimaet løbe amok, og herefter nytter det ikke at træde på bremsen. Ved tre grader mere er næsten al is væk, og så vil en tredjedel af solens stråler ikke længere bliver reflekteret tilbage i rummet, hvad der vil forårsage nye temperaturstigninger. Ved tre grader mere vil Amazonas regnskov blive brændt af og afgive sine enorme kulstofmængder, hvorved verden vil blive endnu varmere. Og ved tre grader mere vil de sibiriske tørvemoser smelte og frigive enorme mængder af metan i atmosfæren, som yderligere vil skrue op for blusset. Når vi op på tre grader, når vi med andre ord også op på både fire, fem og seks grader, og så må fanden tage isbjørne og børnebørn. To grader er det punkt, hvorfra der ikke gives nogen vej tilbage.

Finansnedsmeltning

Sammenfaldet af de to nedsmeltninger kunne være en velsignelse. På samme måde som banksystemet imploderede, da de blev overladt til sig selv, har den nuværende CO2-udspyende økonomi sat kursen imod implosion. Vejen ud af begge nedsmeltninger er den samme: internationalt samordnet statslig handling og genreguleringer. For at komme ud af finanskrisen behøver vi en stor pakke med jobskabelser og økonomisk incitamenter.

For at komme ud af klimakrisen behøver vi en hær på millioner af nye arbejdere og milliardsummer i offentlige udgifter, for så stort er behovet, hvis vi skal isolere hver en bolig, opbygge millioner af nye vedvarende energikilder og tage fat på udvikle utallige nye innovationer, der kan hjælpe os til at afkarbonisere.

Kun tre procent BNP

Kan læseren få øje på en overlapning her? Europa kunne få en flyvende start inden for de grønne teknologier, som vil udgøre det 21. århundredes største markedsboom.

Den forestilling, at vi er nødt til at vente med at gøre noget ved den globale opvarmning, fordi vi først må sikre væksten, blev pulveriseret, da den britiske Stern-rapport påviste, at global opvarmning på længere sigt gør det af med selve vilkårene for vækst. Hvad økonomen Sir Nicholas Stern fandt frem til, da undersøgte de økonomiske konsekvenser af et masseødelæggelsesklima, var blandt andet, at den globale opvarmning kunne skære 20 procent af den globale økonomi i min levetid, hvorimod det kun ville koste tre procent af BNP at stoppe den nu.

Jo, vi kunne vælge at fortsætte business as usual. Så vil, som klimaprofessor Marty Hoffert siger, "nogen aflægge et besøg på planeten om et par hundrede millioner år og konstatere, at den i en fjern fortid var beboet af intelligente væsener, som ikke evnede at klare omstillingen fra jægersamlerkultur til et højteknologi."

På sin egen perverse måde er det en intenst fascinerende tid, vi lever i: Hele menneskehedens fremtid påvirkes af de beslutninger, vi træffer lige nu og her i disse år. Europa har en rolle at spille. Europa har en chance for at gøre noget ekstraordinært. Vi europæere kunne vælge at være de mennesker, der først indså denne trussel mod vor arter og indrettede vore samfund med henblik på at stoppe den. Historien om Europas 2020-vision kunne blive heroisk.

© The Independent og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Mon det ikke vil vise sig fatalt, at menneskeheden ikke har nogen erfaring med noget tilsvarende?

Hvis vi havde en sådan erfaring, så ville vi formodentligt (kan ikke være for sikker, når det handler om os mennesker) handle anderledes, end vi gør nu.

Det sørgelige er, at dem, der har set, hvor det hele bærer henad, først kan overbevise dem, der ikke kan eller vil se det, når det hele er for sent. Det er godt nok en ringe trøst for førstnævnte.

Mogens Michaelsen

"... intelligente væsener, som ikke evnede at klare omstillingen fra jægersamlerkultur til et højteknologi."

Måske det er forklaringen på, at vi ikke har haft kontakt med civilisationer fra andre planeter?

Altså at langt de fleste civilisationer kvæler sig selv på netop denne måde - inden de har teknisk mulighed for at opnå kontakt med andre.

Hvis det forholder sig sådan, så kan man vel også sætte spørgsmålstegn ved, om intelligens i det hele taget er nogen god overlevelses-strategi for en biologisk art?

(en lidt deprimerende tanke, der forhåbentlig ikke er rigtig).

John,
erfaring er desværre ikke ret meget værd. USA gentager alle Romerrigets fejl, den øjeblikkelige økonomi gentager 1928-krakkets fejl, irak-krigen og dens omstændigheder gentager vietnamkrigens fejl, de lovede sig alle sammen at det aldrig ville gå sådan igen, især med hensyn til økonomien har vi et glimrende eksempel: med keynes og new deal blev der faktisk sat en lang række beskyttelsesmekanismer på plads for at sikre, i hvert fald til en vis grad, at det ikke skete igen. Det begyndte man så at pille fra hinanden under Reagan, og man blir dårligt nok færdig med at skille det ad og hovsa! - det skete sgu igen, hvordan kunne det?
Hvad der måtte være af postapokalyptiske samfund i en forhåbentlig fjern fremtid vil uden tvivl ikke drage nytte af hvad der sker i dag heller.