Kronik

Hvor er alle drømmene, vi drømte?

Floder af mælk og honning, huse af kager, og brolægning af det rene wienerbrød. En retfærdig verden, hvor alle har, hvad de skal bruge, og hvor alle er frie og lykkelige. Utopien har en lang og glorværdig historie. Den vestlige verdens første kendte utopi finder man i Platons Staten, fra ca. 400 f. v. t. Siden hen kom Moores Utopia, Campanellas Solstaden, blandt mange andre. Leder man efter dagens utopi, er den svær at få øje på
23. oktober 2008

Man kan umiddelbart undre sig over, hvorfor vi på et tidspunkt i det menneskelige samfunds udvikling, hvor vi objektivt set har flere muligheder for at gøre drømme til virkelighed(viden, teknologi, maskiner) end nogensinde tidligere, netop nu synes at resignere på drømmen om det bedre samfund.

Men hvis man betænker hvilke træk, der traditionelt har karakteriseret utopierne, ser man bedre, hvordan utopierne lige præcis nu foreløbigt er kastet på historiens store mødding. Utopien fremstår nu om dage nærmest som uansvarligt drømmeri, etikrytteri, og naivitet.

Der kan jo være forskellige definitioner på, hvad utopien som genre er for en størrelse, men det ville være rimeligt at sige generelt, at utopier i et eller andet omfang er en kritik af det nuværende samfund, et idealbillede, der opstilles, for at vi kan betragte det, der ikke er, og eventuelt blive inspireret til at søge det realiseret. En måde, hvorpå man kan forsøge at løfte sig op over øjeblikket for at få en udsigt fra et ikke-tidsbundet punkt, og illustrere, at noget bedre er muligt.

Da Thomas Moore introducerede begrebet ’utopia’ med sit værk fra 1516 af samme navn, spillede han på en tvetydighed fra det græske, således at utopia på en gang betyder ’det gode sted’ og ’stedet, der ikke findes’.

Fællestrækkene

Efterhånden er betydningen via almindelig brug nærmest gledet over til at betyde ’det, der ikke kan lade sig gøre’, hvilket jo er en væsentlig forskydning i forhold til den oprindelige betydning.
Og det er netop denne meningsforskydning, der gør det muligt at afvise visioner for noget bedre ved at erklære dem for utopiske. Det umulige er selvsagt fjollet. Hvis man holder sig til ordets oprindelige mening – det gode sted eller stedet, der ikke findes(men burde), så er det selvfølgelig ikke holdbart at argumentere imod det utopiske alene, fordi det er utopisk.

De fleste utopier besidder træk, som ikke er så moderne for tiden; Modet og viljen til en bekendelse til etikken. Det giver sig selv, at forestillingen om et utopia drives af utopistens ønske om en gennemført etisk samfundsstruktur. Det er utopiens væsen.

En utopi er altid en forestilling om et samfund. Den handler om helheder. Det er indlysende, at utopia ikke findes for ét individ.

Som regel en lighedstanke – en indstilling om, at et samfund skal stille dets goder til rådighed for alle. Oftest indbefatter det også noget med viden og læremuligheder frit tilgængeligt for alle, og samtidigt regnes det for givet, at der påhviler den enkelte en pligt til at agere som fornuftsmenneske i fællesskabet.

Man forestiller sig et samfund regeret efter fornuften, snarere end et samfund regeret efter, hvilke mere eller mindre tilfældige magtinteresser, der har formået at sætte sig igennem på egne vegne.

En ikke-utopisk tid

Efter ovenstående punktopstilling over fællestræk ved utopien ser man let, hvorfor drømmerier af den art ikke forekommer som velklang i moderne ører. På trods af, at regeringen ofte nævner trylleordet sammenhængskraft, så er den politik, der føres for tiden ikke just en politik, hvor sammenhængskraft tilstræbes.

I praksis dyrkes mere forestillingen om individets frie valg(han kan vælge det, han har råd til), og når vi taler om problemer eller mulige løsninger, så er det altid segment-orienteret – 2. generationsindvandrerne, de gamle, de arbejdsløse, sygeplejerskerne, de uuddannede, o.s v.

Der høres sjældent i det politiske debatunivers røster om grundlæggende og omfattende ændringer til det bedre.

De to i vort samfund herskende tvilling-ideologier, kapitalismen og liberalismen, er ret beset mere individ-ideologier end samfundsideologier, hvor der ikke er plads til eller brug for de dyder, der forfægtes i utopierne.

Francis Fukoyama har jo ligefrem i sin berømte(eller berygtede) artikel fra 1989(bogen fra 1992) The End of History sat den endegyldige prop i flasken. Historien er simpelthen slut!

Den liberalistiske drøm er realiseret, det er kun et spørgsmål om ganske føje tid, så har den sejret overalt. Så skulle de sværmeriske naturers tilbøjelighed til politisk dagdrømmeri en gang for alle være overstået!

Selv om man måske ikke ligefrem kan tage en påstand om historiens afslutning alvorligt(hvis man har lidt sans for historie), så er artiklens pointe ganske sigende for en udbredt indstilling. Vi har fundet den endelige form, det bliver ikke anderledes og dermed ikke bedre. Ja, det kan faktisk ikke blive bedre. Vi har opnået at kreere den bedst mulige af alle verdener.

Utopien som pejlemærke

Karl Popper hyldede da også allerede i sin berømte Det åbne Samfund fra 1945 det moderne vestlige demokrati, fordi det angiveligt indbygget i sig skulle have evnen til gradvis forbedring via den metode, som han kaldte social ingeniørkunst, i modsætning til det han kaldte fascistiske og totalitære drømme om at viske tavlen ren og starte forfra på et altomfattende samfundsprojekt.

Derfor rasede han mod så forskellige ånder som Platon, Hegel og Marx, der ifølge Popper er næsten eneansvarlige for verdens fortrædeligheder selv op i vor tid, netop fordi de var nogle slemme totalitære utopister.

Man kan måske give Popper ret i, at det nok ikke er ønskeligt at starte forfra og gennemdesigne totaliteten ud fra rene principper, men til gengæld var Popper åbenbart helt overbevist om, at den sociale ingeniørkunst i det vestlige demokrati gradvist ville gøre verden bedre, hvilket vort nuværende system netop ikke sikrer, hvis drivkraften til en forbedring ikke længere er til stede.

Kapitalisme, liberalisme, modernitet, teknologi skaber desværre ikke i sig selv et bedre samfund. Faktisk kan selvsamme lige så godt være negative faktorer i en samfundsudvikling, hvis de ikke bringes til at tjene det gode. Netop her er de etiske ambitioner, visionerne, utopierne, drømmerierne strengt nødvendige. Ellers sker der ikke nødvendigvis noget som helst i retning af det bedre.

Og mens vi drømmer, kunne vi så have in mente, at når nogen kalder en vision for en utopi(i den negative betydning), så siger det som regel mere om de kræfter, der er på spil for at forhindre en muliggørelse, end det siger noget essentielt om denne visions faktiske mulighedsbetingelser.

Det er sjovt nok sådan med verden, at den langt hen ad vejen kan blive sådan, som vi vil have, den skal blive. Hvis vi vil det i fællesskab.

Det er en forudsætning for et sundt samfund, der bevæger sig mod det bedre, at vi har utopier, drømme, forestillinger, der kan fungere som pejlemærker.

Uden dem er vi her bare.

Thomas Dam Olsen er cand. mag. hist.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lone Wienberg Hansen

Dybe kløfter og skæve rynker i afgrundssvælger. Firere løse graner der disker dumpende omkring tyssende. Til skrøne skrogene emir karse kerte kræ. Leder fra som kniv daler om langs vakker og pynteliges elegantere. Svæklinge og groende opsving kujonerne skrøne. Slukner krykhusars kræser der svikler lodret frem i fast vilje canyoner. Mod hemsens plade voksne og yndigste opspind. Tirres der i modstand og foragt til hinandens fordrivende mudder slik og slugter. Med bevendt harmoni.

Michael Skaarup

jeg sakset og redigeret i dette indlæg, fra andre indlæg jeg har skrevet i et andet forum.

meget genereliseret mener jeg:

- enten er folk skæve på stoffer, indkøb eller penge. Omverdens manifeste og latente krav til os, slider på vores energi, og vi finder meningen i impuls stimulanter.

- folk har ikke noget solidt fællesskab, på tværs af særinteresser. f.eks. miljø, musik, billedkunst, film, fodbold, håndbolg, afg, brøndby,WoW, CS, uddannelse, osv. Vi dyrker os selv og finder substitution for fællesskabet, i flygtige sammenkomster med begrænset engagement og begrænset forpligtelse.

- folk er opdraget til at være individer, og først og fremmest tænke på sig selv.Vi ved godt at verden på mange måder er fåkt, men vi skal have mad på bordet, og betale de forbundende udgifter, er en ufravigeligt livsbetingelse i et kapitalistisk diktatur.

- folk har adgang til en kæmpe viden, men kan ikke overskue sammenhængene, når nettet forgrener sig, og marsbaren i hånden, muligvis er lavet af chokolade, der kommer fra kakaobønner plukket af slaver i vestafrika, og bukserne fra H&M, er syet i indien, af underbetalte arbejdere, der ikke har råd eller tid til at lære at læse, eller give sine familiemedlemmer flere muligheder end arbejderne har lige nu, og at den mobiltelefon fra sidste år, ender som affald på en mark i et udviklingland, imens det forurener jorden og gør den uegnet til dyrkning af afgrøder. osv. osv.
Så logisk nok udvælges enkelte sager, og dermed bliver folk hinandens konkurrenter, i kampen om at få sagerne frem og gennemført, ædringerne af fejlene i den uretfærdige verden, vi lever i.
Derudover er problemmet med utopier, at de er så vidtrækkende og så omvæltende at, de fleste mennesker finder dem, mere skræmmende end den virkelighed som vi lever i. Dvs. at "truslen" om en global nedsmeltining af kapitalismen, er mindre skræmmende end tankerne om at radikalt ændre verdenssamfundet og de nationale samfundsstrukturer, som vi kender dem.

man kan jo så trøste sig med at i det mindste
er ingen af dystopierne blevet virkeliggjorte helt,
og bliver næppe helt virkeliggjorte helt, og kan næppe virkeliggøres helt.

bla.a. selve det at darwinisme almengælder for naturen, og måske også videre, og også selve det at det er blevet mere og mere almenkendt, bestyrker jo da mere end "kun" håb: at meget og væsentlig bedre samfund kan og bør komme.

at verden som oftest er en god verden, blev jo tydeligere da de naturhistoriske udviklingslærerer, også som skriftsprogliggjorte, blev offentliggjorte,
og bekræftede: det meste af verden var og er meget godt, eller i det mindste godt nok;

omtrent samtidigt blev
det communistiske manifest, også som skriftsprogliggjorte udgaver, offentliggjorte,
for at hjælpe nogle forandringer på nogle af de samfundskår, som var knap så gode, ja nærmest ringe.

formodentlig nu, som før, som i fremtiderne:

danser nogle mennesker til hegelianernes epicurærernes,huxlyeanernes, xramisternes marxisternes dansetakter, og udøver idrætsudøvelserne;

formodentlig “kun” sådanne danserier,
kan være mennesker flest, nævneværdigt meningsfulde;

forhåbningerne om en meget bedre verden,
af og i materialiteten;
blev vel mere og mere udbredte, fordi det
( bla.a. pga. gallilei og copernicus ) blev mere udbredt anerkendt:
at altet næppe har nogen midte,
og hvis alligevel, så er det næppe jordkloden der er altets midte.

forhåbningerne om at der så var opdaget et godt alternativ til astrologi,
altså at drømmene kunne virkeliggøres,
vandt altså frem bla.a. pga. gallilei, copernicus, naturhistorisk udviklingslære, liberalisternes virke for frihed, lighed og søsterskab;
først senere blev det betvivlet

om det, for de fleste mennesker, virkeligt var det brugbare langtidsholdbare alternativ til astrologi,
og det blev påpeget at de borgerlige forandringer måtte vidreføres af communisters forandringer.

det ovenfor nævnte nye verdensbillede, hvor materien jo formodes at være uendelig og evindelig,

formodes også ( samtlige de hver og alle mennesker nødvendige )ressourcer altså være ligeså,

også hastighederne m.m. hvormed de kan fremskaffes

forsøg på afhjælpende tiltag, behøves jo kun hvis det følgende ikke allerede er virkeliggjort, eller hvis der er nævneværdig tvivl på om det allerede er virkeligjort:

verden, materien er allerede gjort så gavmild, for hver og alle mennesker, og det fuldt forligeligt med hver og alle væsner, mennesker,

så det jordiske paradis, det materielle paradis, edens have, solstaden, himmelen er allerede virkeligt for hvert væsen, for hvert menneske.

Søren Kristensen

Der er en lille utopi som dukke op med jævne mellemrum, den hedder borgerløn og det er en meget klassisk utopi, for så vidt der er tale om noget der hverken kan eller vil lade sig realisere.Men det ikke første gang nogen tænker politik tilsyneladende forgæves ud af boksen.

I midten af attenhundredetallets England og Skotland huserede en gruppe halv-anarkister, som blev kaldt "utopiske socialister". De havde både utopiske og kætteriske forestillinger om fx at børnearbejde skulle forbydes ved lov og at den almindelige industriarbejder skulle tilbydes ikke kun et sted at bo, men også sygesikring og gratis skolegang for hans børn, samt fritid. Datidens samfund var ikke var umiddelbart lydhør og derfor lavede utopisterne deres eget projekt, bygget op omkring et spinderi i Skotland, sådan lidt a la det vi kender fra vor tids Christiania, hvor lovene ikke er helt de samme som udenfor. Projektet kuldsejlede efter få år, men elementer af fædrenes utopiske tankegang fik plads hos Marx og andre store tænkere og var på den måde med til at påvirke et helt århundredes samfundsorientering på godt og ondt. Idag er bygningerne, der dannede ramme om de første bevidst socialistiske eksperimenter bygget om til lækre ejerlejligheder. Der er dog et lille museum i stueetagen, som holder liv i historien.

så det jordiske paradis, det materielle paradis, edens have, solstaden, himmelen er allerede virkeligt for hvert væsen, for hvert menneske.

------------
men ok, for der er nogle små ydre og indre modstride i det jubelsyn,
for hvorfor måtte, og må, der så af og til kæmpes eller arbejdes? der mangler nogle gode forsøg på at bortforklare hvorfor nogle
mennesker, væsner, så nogensinde oplevede nogle forekomster af fejl eller mangler.

fra anden artikel i www.information.dk:

'Den kendte vækst er ikke mulig på lang sigt' Ressourcerne til en levestandard for alle som den nuværende vestlige findes simpelthen ikke. Derfor må økonomerne i sving for at finde nye modeller for udvikling, siger økonom og tidligere mangeårig finansminister Lykketoft

-----------

eller, måske snarrere:

hvis verden, materien er meget rig,
så skyldes evt. elendigheder måske ikke:

at de resourcer næppe findes, eller næppe kan skaffes, men skyldes: svig!

nogle materialister og dialektiske materialister,
formoder at materien er meget rig,
ja formodentlig uendelig og evindelig,
ligeså mht. de, et uendeligt antal eller mængde levende mennesker nødvendige ressourcer.

--------------

og nogle af de såkaldte østerlandske udviklingsfilosofier, burde muligvis
behandles følgende bla.a. rådene nævnt i:

feurbach's formodninger , og teser om feurbach

at arbejdsmidlerne: banker, fabrikker, jorder
gøres til alle menneskers ligelige fælleseje;
må vel også muliggøre at alle mennesker så derfra opnår et bedre udsyn: også mht. verdens sande "tilstand"

tænkeligt er det jo næppe økosystemet, naturen, miljøet, folket, arbejderne som er i krise,
for det er snarere capitalen, der er i krise.

lidt kritik ( fra det kommunistiske manifest )
mod den slags nye evangelier:

Den kritisk-utopiske socialismes og kommunismens betydning står i omvendt forhold til den historiske udvikling. I samme grad som klassekampen udvikler sig og tager form, mister denne fantastiske hæven sig over klassekampen, denne fantastiske bekæmpelse af klassekampen, al praktisk værdi, al teoretisk berettigelse. Mens derfor ophavsmændene til disse systemer i mange henseender var revolutionære, så danner deres elever altid reaktionære sekter. De fastholder mestrenes gamle anskuelser overfor proletariatets historiske videreudvikling. De søger derfor konsekvent at tage brodden af klassekampen og forsone modsætningerne. De drømmer stadig om forsøgsvis at realisere deres sociale utopier, at grundlægge enkelte Falanstèrer, stifte Home-kolonier, oprette et lille Ikarien - det ny Jerusalem i lommeformat -, og for at få bygget alle disse luftkasteller må de appellere til de borgerlige hjerters og pengeposers filantropi.

Efterhånden glider de ind i samme kategori som de ovenfor skildrede reaktionære eller konservative socialister og adskiller sig kun fra dem ved mere systematisk pedanteri, ved den fanatiske, overtroiske forvisning om deres sociale videnskabs mirakuløse virkninger.

De bekæmper derfor forbitret enhver politisk bevægelse blandt arbejderne, da den jo kun kan skyldes, at de er forblindede af mistillid til det nye evangelium. Owenisterne i England, fourieristerne i Frankrig bekæmper henholdsvis chartisterne og reformisterne

------------------

anyway:

arbejderne gør jo nok snart oprør

hvis den s.k. new age knyttes ligetil sammen med arbejdernes sag, dvs. communisternes sag;
så kommer også deres sager jo til at fremstå som fantasterier.

---
men so oder so:
ude i virkelighederne gør arbejderne jo nok snart oprør.

til kritikken mod drømmerne, såsom hippierne, for kun at male skønmalerier,
kan tilføjes: også selve malerierne kunne,
males smukkere.

og det er jo knap så meget de gode viljer som kritiseres, men mere deres fortien:
arbejderne temmelig sikkert snart tager magten, og at det er temmelig nødvendigt, hvis "drømmene" ønskes virkeliggjort.

underligt hvis indtrykkene af at ikke stort set hver af os s.k. jævne mennesker, ligesom sovjetunionen og sovjetterne, mere begynder at tænke på hvad der så kommer:
fælleseje, communisme, eller naturtilstanden; hvis
det snart er ude med capitalisterne

Den gamle materialismes standpunkt er det “borgerlige” samfund; den nye materialismes standpunkt er det menneskelige samfund eller den samfundsdannende menneskehed

( Fra teser om feurbach )

det synes som om der er mange som mener at der er holdbare “mellemformer” mellem den borgerlige materialisme og den nye materialisme,
holdbare “mellemformer” såsom:

ligestillings materialisme, kvindesags materialisme, feministisk materialisme,
mod-racisme materialisme

materialisme’s “genstande er jo også noget andet
end “kun samfundene, menneskene;
bla.a. historisk materialisme;

og ( de selvfølgeligt venligt mente ) modsigelser , kritik mod forstillinger om de ovenfor påpegede holdbare mellemformer;
er vel egentlig kritik, modsigelse mod rødbloktilhængeres forstillinger om
at communisterne, arbejderne, endnu kan være nødt til at forhandle og kan forhandle med andre

----------

og den gamle materialisme 1), er nødvendigvis også ikke-materialisme 2);

og mange af de "gamle" tog jo alligevel kun den reele den virkelige, materie alvorligt, dvs.: de hoppede alligevel næppe på nogle af "delene"

et bedre samfund

det er nok så som så hvor meget det, for de fleste, kan betale sig at tage udannelser ( hvis det er for at bedre ens økonomi ), bla.a. fordi middelklassen udtyndes jo, proletariseres,
så det evt. pjalteproletarer, proletarer, arbejdere har brug for er: et bedre samfund

urfællesskab, ursocialisme, urcommunisme, agrarkommunisme,
urhumanisme, agrahumanisme,
“atlantis” “eden” “paradiset”

lidt trist hvis de goder mere var i fortiden end i fremtiden

lyset, lyden, lydene, lyset, lys, lyd, sangen
sang, sange også
som mennesker, som mennesket, som arbejdere, som arbejderne, som jo er meget sikre på
at hvis noget, nogen , det eller de eller de
var, er eller kan blive virkelige
må det være af verden, som verden og i verden

fremtiden skulle jo da helst blive bedre end fortiden

det er jo sådan at løsningen på evt. svag materialisme næppe er mindre materialisme, men er: bedre og mere materialisme,
ligesom løsningen på evt. svag communisme, ikke er mindre communisme, men er : bedre og mere communisme