Kommentar

Efterlønnen skal være intelligent

Politikere skal turde at forny rammerne for fremtidens arbejdsmarked. Der skal være plads til fleksibilitet i efterlønsordningerne
2. oktober 2008

Skaf straks 40.000 kvalificerede og arbejdsmarkedsparate medarbejdere. De skal være i stand til at løse alle flaskehalsproblemer, og det må ikke være forbundet med udgifter for staten. Samtidig er det strengt forbudt at pille ved politisk varme kartofler med efterlønnen som den absolut hedeste.

Arbejdsmarkedskommissionen er blevet sat på en helt umulig opgave, og Kommissionen har da også helt forståeligt bedt om at få lidt mere realitetssans ind i debatten, inden den kommer med sit første udspil til en reform på arbejdsmarkedsområdet. I Ingeniørforeningen har vi hørt Kommissionens nødråb og vil gerne spille konstruktivt og positivt tilbage.

Vi er enige i, at det er umuligt at skaffe den fornødne arbejdskraft ved småjusteringer af arbejdsmarkedssystemet. Ligesom det hverken er muligt eller rimeligt at finde arbejdskraften ved at svinge pisken over de, som ikke er fuldt arbejdsduelige.

Fleksibilitet er svaret

Derfor kommer vi ikke uden om efterlønnen.

Dette område er det eneste sted, hvor der samlet kan findes et større antal fuldt arbejdsduelige personer, som oven i købet besidder de faglige kvalifikationer, der efterspørges i stor stil på det danske arbejdsmarked. Selvfølgelig kan man ikke bare afskaffe efterlønnen. Folk har jo betalt ind til ordningen, og disse bidrag er deres personlige ejendom. Men hvorfor i alverden er det, at vi end ikke må debattere, hvordan vi gør efterlønnen til et fleksibelt og fremtidssikret gode i stedet for at klamre os til en dyr, rigid og generationsfjendtlig ordning, som ingen tror på holder i længden.

I Ingeniørforeningen tror vi på den intelligente efterløn. Vi tror på, man kan strikke en ordning sammen, hvor folk yder deres på arbejdsmarkedet - også efter de er fyldt 62 og samtidig får udbetalt det, de har sparet op i ordningen. Når vi spørger vores medlemmer, hvad der kan få dem til at blive i jobbet, også langt op i seniorårene, så peger de først og fremmest på fleksibilitet, nedsat tid, anerkendelse og kompetenceudvikling. Alt sammen noget, som bør være en del af en aktiv seniorpolitik.

Et spadestik dybere

Det bør være muligt at kombinere behovet for gradvis tilbagetrækning med en aktiv seniorpolitik og på denne måde få gladere medarbejdere, som frivilligt bliver længere på det arbejdsmarked, der sukker efter deres kompetencer. Det kræver selvfølgelig, at man går et spadestik dybere end den unuancerede 'enten-eller' debat om efterlønnen. Men det er det eneste realistiske måde at nå målene for Arbejdsmarkedskommissionen, og vi kan lige så godt komme i gang med lommeregneren nu.

Hvis det lykkes at reducere antallet af personer, der går på efterløn væsentligt, vil det nemlig skæppe så meget i statskassen, at vi formentlig helt kan undgå urimelige stramninger for arbejdsmarkedets svageste. Det kræver blot en smule solidaritet fra de stærkeste seniorer, lidt fleksibilitet fra arbejdsgiverne og så politikere, som tør forny rammerne for fremtidens arbejdsmarked.

Kommissionen peger også på dagpengereformer, som en måde at skaffe flere medarbejdere på den korte bane. Det er en god idé at forbedre flexicurity modellen, og her tænkes på en kortere dagpengeperiode med højere kompensationsgrad. Men det er bare ikke løsningen på problemer af denne størrelsesorden. På Ingeniørområdet og for mange andre faggrupper er ledigheden så lav, at potentialet her forsvindende er lille.

Til gengæld er der et område Arbejdsmarkedskommissionen ikke har berørt forud for deres udspil. Og det er ærgerligt, fordi vi er nødt til at kigge på 'de mange bække små'.

'Smarter not harder'

Kommissionen bør kigge kreativt og med åbent sind på mulighederne for at skrue på de håndtag, der kan få folk til at arbejde lidt mere. Bedre mulighed for at gå fra deltid til fuld tid er oplagt indenfor f.eks. sundhedsområdet. Men der ligger også et betydeligt potentiale inden for planlægning og koordinering: Folk sidder i timevis i motorvejskøerne eller pendlertoget. Dele af dette problem burde kunne løses med mere fleksible mødetider eller mulighed for hjemmearbejdspladser eller andre former for distancearbejde.

Man skal også kigge på anvendelse af ny og bedre teknologi - f.eks. velfærdsteknologi - efter devisen Work smarter not harder. Særligt når arbejdskraften ikke er til rådighed i tilstrækkelig mængde, er krav om flere hænder næppe den mest visionære eller langtidsholdbare løsning. På disse områder kan man løse meget ved at gå i dialog med arbejdsmarkedets parter.

Som Arbejdsmarkedskommissionen selv skærer det ud i pap, så kan man ikke opfylde de politiske ønsker til velfærd i fremtiden, uden at nogen kommer til at mærke det på pengepung og arbejdsliv.

Så lad os hellere tage fat på realitetsforhandlingerne nu. Der er hverken tid eller grund til at vente.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg er uddannet elektronikmekaniker/elektronikfagtekniker. Erhvervslivet skriger på elektronikmekanikere. Jeg har ikke arbejdet indenfor mit fag i mange år. Jeg opgav i sin tid fordi nerverne sad udenpå tøjet hver gang jeg skulle ud til en kunde. I de år jeg var arbejdsløs rendte jeg alle tænkelige instanser på dørene uden at det lykkedes mig at få brugbar hjælp. Jeg har brugt min arv fra mine forældre til selv at betale for hjælp hovedsageligt hos alternative behandlere. Jeg har nu et ufaglært job og har det godt selvom min løn ligger langt under en elektronikmekanikers.

En af mine kollegaer er lægesekretær. Hun sagde selv sit job på hospitalet op og kan til enhver tid vende tilbage, men er ikke interesseret. Hospitalerne skriger på lægesekretærer.

En anden kollega er optometrist. Erhvervslivet skriger på optometrister Han har haft selvstændig enmandsforretning i som han solgte med overskud, så det kan ikke være hans kvalifikationer der fejler noget. Hans sidste job i en kendt optikerkæde forlod han selv. Det var alt for stressende fordi de konstant manglede personale. Bemærk at det var efter at have været selvstændig i fem år!!! Han er dog nu på vej tillage til sit fag - lønnedgangen var alligevel for stor.

Jeg kan ikke tro at min arbejdsplads er et enestående eksempel. Jeg har set noget lignende andre steder. Jeg kan nogen gange tænkt at jeg er urimeligt overfor de arbejdsløse ved at sidde på et job som en person uden uddannelse kunne have haft. Overfor regeringen har jeg absolut ikke dårlig samvittighed. De ligger som de har redt. Men det er jo hele befolkningen dette tåbelige resourcespild går ud over.

Det burde undersøges nærmere hvor udbredt det her er. Ingen aner hvor megen kvalificeret arbejdskraft der bliver spildt på denne måde, for vi er jo ikke arbejdsløse. Men vi er på samme tid årsag til både arbejdsløshed blandt ufaglærte og mangel på kvalificeret arbejdskraft.

Claus Piculell

Jeg er generelt enig i artiklens budskab, men hvad med at fleksibilisere efterlønnen yderligere og koble den sammen med idéen om tidsbank, ved at give mulighed for 'efterløn på forskud'?
Det vil også være en konjunkturbuffer, fordi når det står strålende på arbejdsmarkedet er der bedre løn- og karrieremuligheder, mens det i sløjere tider kan give mening at bruge tid i banken ved at efteruddanne sig, have forlænget barsel, skrive den bog man drømmer om at skrive, rejse, etc.

vh
CP