Læsetid: 3 min.

Engle og dæmoner

Ved at stereotypificere eksempelvis præsidentkandidater kan man lettere og hurtigere forholde sig til dem
21. oktober 2008

Verdens øjne hviler på valgkampen i USA. Begge kandidater har meget på spil og endnu mere at vinde og har derfor brug for et godt image. John McCain sælger sig selv som den loyale soldat, der hele sit liv har forsvaret sit fædreland, mens Barack Obama åbent har fortalt verden om sit stofmisbrug som ung, sin tid som community organizer i Chicago og sin multietniske baggrund.

Deres image består i høj grad af stereotyper, som figurerer prominent i det progressive og det konservative verdenssyn, der udgør de to primære politiske ideologier i dagens USA.

På godt og ondt

Stereotypificering er en almindelig kategoriseringsproces, hvor man udligner forskellene mellem medlemmer af den samme sociale kategori ved at lade en underkategori - eller blot nogle karakteristika - fungere som definerende repræsentant for hele kategorien. På den måde kan man hurtigt fortolke og forholde sig til dem.

Negative, eller patologiske, stereotyper støder vi på, når kategoriens repræsentant opfattes som farlig eller på anden måde negativ. Disse er nemme nok at få øje på i den amerikanske valgkamp. Michelle Obama har f.eks. af konservative instanser fået trukket den stereotype bitre ghetto mama rolle ned over hovedet, og Sarah Palin anses af de progressive som et pengegrisk miljøsvin og en dyrplagende homofob - et stereotypt billede på en højreradikal.

Det kan også ske, at repræsentanten udgør et positivt billede, så den stereotypificerede gruppe ikke fordømmes men snarere værdsættes. Positive stereotyper er måske ikke så ligetil at gennemskue i valgkampen, men de er der.

Familiefejden

Ifølge sprog- og kognitionsforskeren George Lakoff er amerikansk politik og tankegang styret af to forskellige modeller for den ideelle familie, der er centrale i amerikanernes konceptualisering af selve nationen.

I den konservative den-strikse-far-modellen er faren den ultimative autoritet, der sætter dagsordnen, forsørger familien og beskytter den mod alverdens farer og ondskab. Her er styrke, disciplin og straf/belønning i fokus. Amerikanske konservative støtter således styrkelse af militær og ordensmagt, mens de anser det for 'wasteful spending', når statsbudgettet går til velfærdsprogrammer.

Dydsmønstre

I den progressive den-omsorgsfulde-forælder-modellen deles forældrene om ansvaret og er ligeværdige autoritetsfigurer. Her er kommunikation, gensidig respekt og empati centrale værdier sammen med evnen til at kunne afkald på visse goder i familiens navn. Derfor skal staten have føling med den enkelte borgers situation. Alle har ret til at være en del af, og bidrage positivt til, fællesskabet. Og de, der ikke er i stand til det, skal hjælpes på vej af staten.

Hvert verdenssyn har sin egen dæmonologi. De progressives dæmoner omfatter blandt andet grådige mennesker, som sætter profit over velfærd, og som udnytter og tramper på de svage samt forvolder skade på andre og på miljøet, så som Sarah Palin. De konservatives dæmoner tæller driverter, do-gooders, egalitære og andre, der truer eller udfordrer de gældende autoriteter. Michelle Obama dæmoniseres dermed, når hun stereotypificeres som den bitre ghetto mama.

Man har selvfølgelig også hver sine dydsmønstre. Den ideelle konservative borger selvdisciplineret og hårdtarbejdende, hvor den ideelle progressive borger er solidarisk og villig til at give afkald på visse goder for lighed i samfundet.

Beskytteren og empaten

Obamas ungdomsproblemer med stofmisbrug, gør ham derfor ikke til en dæmon for de progressive. Tværtimod kvalificerer det ham til bedre at kunne hjælpe andre af med lignende problemer, da det er nemmere for ham at sætte sig i deres sted. Ligeledes giver hans multietniske baggrund ham indsigt i det at være del af en minoritet, og hans tid som community organizer i en af Chicagos udsatte bydele gør, at han har haft kontakt med folkene på gaden og samfundets bund. Specielt det sidste nævner han ofte i sine taler, og han præsenterer sig således som en, der har gjort en direkte indsats for at få indblik i samfundets svagestes forhold, og for at hjælpe dem til bedre kår. Og det er jo karakteristika, der beskriver den ideelle progressive borger.

McCain ser sig selv som nationens forsvarer, og giver ofte den karakteristik af sig selv i sine taler. Selv om han kritiserer håndteringen af krigene i Irak og Afghanistan, er han jo modstander af tilbagetrækning. Derimod mener han, at hæren bør udvides og opgraderes, og at regeringen bør være bedre til at håndtere militæroperationer. Han er desuden fortaler for minimalstaten og kritiserer Obama for at ville tage magten totalt fra borgerne og ikke have tillid til, at de kan tage vare på sig selv.

Således stereotypificerer McCain sig selv som den ideelle konservative borger.

Kim Ebensgaard Jensen er adjunkt ved Institut for Sprog og Kultur på Aalborg Universitet, hvor han arbejder med sprog- og kognitionsforskning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu