Finanskrise? Hvilken finanskrise?

Dagligt lukker børser verden over med nye, dramatiske fald. Dagligt har aktionærer og pensionssparere tabt endnu en bunke milliarder. Og dagligt fortæller centralbankchefer, finansministre og statsledere, at de må pumpe endnu flere redningsdollar og -euro ud i det finansielle system, så det ikke kollapser.

Vel er det alvor. Vel er der grund til bekymring. Og vel bør en 53-åring som denne kroniks forfatter være dybt bekymret for sine 10 procent arbejdsgiverbidrag til pensionen og de ditto fem procent eget-bidrag.

Det er bare som om, det ikke rigtig trænger igennem, en lun oktoberaften på en terrasse i det centrale, pulserende Nice. Flyene svinger fortsat ind over palmerne på Promenade des Anglais inden touchdown i Frankrigs næstmest trafikerede lufthavn.

Caféer, bistroer og restauranter er fortsat stuvende fulde, når les niçoises sammen med herboende, småforbrændte englændere og skandinaver fylder umagelige stole, mens de venter på en Menu Touristique til 14 euro.

En begejstret sms-hilsen hjem til Danmark om efterår med op til 28 i skyggen og et 20 grader varmt og fristende Middelhav, bliver godt nok forstyrret af forsøg på realisme fra en god ven en kystbanestation før mig:

»Hvis du vil bevare dit gode humør, skal du ikke bruge det trådløse net til at tjekke din pensionsopsparings aktuelle værdi«.

Men hvorfor skulle jeg dog også det? Jeg kan jo hverken gøre til eller fra, hvis snart 30 års surt opsparede midler fordufter et sted i finanskrisen. Hvad ved jeg om eventuelle investeringer af mine penge i islandske spekulantbanker, færøske lakseeventyr eller vietnamesiske demokratiprojekter?

Den slags overvejelser har jeg jo valgt at overlade til formueforvalterne, som er vældig stressede p.t., fordi de kan se milliarderne fordufte i kursfald. Og jeg ved, at de sover ad helvede til om natten, at de drikker for meget kaffe og ryger for mange smøger, fordi de skal leve op til det prædikat, som Mogens Lykketoft satte på dem for efterhånden en del år siden: En flok hysteriske kællinger!

Vi satte dem til at forvalte

Hvad Lykketoft – og andre brugere af den forkætrede betegnelse for det stærke køn – muligvis overså, var, at ’kælling’ egentlig kommer fra det oldnordiske ’kærling’; egentlig en positiv betegnelse.

Om vi en stund fastholder den oprindelige betydning, er de hvidskjortede slipsefyre i alverdens finanscentre jo blot nogle elskelige stakler, som vi andre har sat til at forvalte vores pund.

Fordi de fleste af os jo ikke selv orker at holde styr på C20-indeks, byggerente og dollarkurs.

Derfor er det ikke mærkeligt, at ’kællingerne’ ligner udkogt sveskegrød i disse uger. Ikke blot er det vores penge, som åbenbart fordufter, hver gang en børs lukker et sted på verdens tidslinje; det er også vores tillid til forvalterne, som forsvinder. Og lur mig, om de ikke selv har en yen, en euro eller en dollar i klemme i de nedadgående kurver.

Men jeg er ikke det fjerneste sur. Egentlig har jeg aldrig rigtig troet på de svimlende beløb, når ’nutidskronerne’ er regnet om til ’pensionskroner’ ved arbejdsmarkeds-exit i år 2022.

Med småt har der jo hele vejen igennem været beskrevet en masse forbehold, som i værste fald vel kan føre til en nulstilling af hele pengebunken – surt show, javist; især når det betænkes, hvilken gavn de tvungne bidrag kunne have gjort i et tynget husholdningsbudget, da ungerne var små, da vuggestuen åd en anselig del af månedslønnen, og da end ikke bleer på tilbud var spor billige.

Pensionsangsten

Jeg husker tydeligt et møde med en såkaldt pensionsrådgiver, hvor jeg klagede min nød, men hvor jeg blev henvist til to uomgængelige fakta:

1) Det er din fagforening, som har lavet en kollektiv ordning, som du skal være medlem af – og som du for resten har store fordele af, netop fordi den er kollektiv.

2) Det er jo ikke til at vide, hvad der sker med folkepensionen, når du bliver gammel; måske er den helt væk?

Jeg kan altså på ingen måde sige mig fri for medansvar for den del af finanskrisen, som jeg selv har bidraget ganske omfattende til: Uden at have formuleret det direkte, har jeg jo sammen med alle andre i kollektive og individuelle pensionsordninger haft én eneste interesse; nemlig at det månedlige træk på lønsedlen skulle blive til så mange kroner som overhovedet muligt.

Klart nok har der været nogle etiske grænser: På minuslisten har f.eks. været investeringer i virksomheder, der benytter sig af børnearbejde, som sælger giftige ukrudtsmidler til fattige landarbejdere i Mellemamerika og som undertrykker fagforeningsledere.

Og heldigvis har gode kolleger, uden smålig skelen til deres egne pensionskroner, jævnligt sørget for at påpege angribelige investeringer i tv-dokumentarer, i radioprogrammer og på Informations forsider. Og hver gang har pensionskasserne lovet bod og bedring, skærpet de etiske retningslinjer – og vist i øvrigt fortsat som tilforn.

Sådan set har de altså blot gjort, hvad bibelhistorien har lært os: At få en dinar til at blive til to, to til fire og fire til otte. Ikke spor mærkeligt, hvis der går en eller anden form for subprime i dén trafik.
Der er således – trods fravær af finanskrise her på min lejede Nice-terrasse med bylivet summende fire etager nede i Rue de Gaétan – al mulig grund til, at den burde være temmelig nærværende.

Kapitalismens fallit

Og måske kommer den også. Da den var i sin vorden efter sammenbruddet i USA, stillede min gode kollega Adam Holm det oplagte – og måske eneste relevante – spørgsmål i Deadline til professor Finn Østrup fra
Copenhagen Business School: »Er det her egentlig ikke blot, hvad kapitalismen går ud på?«.

Svaret var – naturligvis – et ja; sammenbrud af banker, der ikke kan hive skillingerne hjem fra folk, de nok aldrig skulle have lånt så meget som en penny, bekræfter jo bare det kapitalistiske systems grundtanke: Lad falde, hvad ikke kan stå.

Deadline-ordene var befriende; også fordi de faldt få timer efter, at den republikanske vicepræsidentkandidat, Sarah Palin, havde bekendtgjort på de amerikanske kanaler, at »the system has failed and must be changed«.

I sandhed opsigtsvækkende ord fra en højrefløjsrepublikaner i kapitalismens og Guds eget land.

Ikke desto mindre – også her i Frankrig, hvor tv’s meget lange debatudsendelser har la crise financière på dagsordenen – formaster samfundsdebattører sig til at spørge, om Karl Marx virkelig havde ret i sine forudsigelser om kapitalismens sammenbrud?

Det fungerer jo alligevel

Men svaret er mestendels og naturligvis et rungende nej. Krisen er jo netop en bekræftelse på, at kapitalismen fungerer, fordi uholdbare finansielle arrangementer går ned.

Men hverken den ene eller den anden forklaring holder: Kapitalismen er for længst afskaffet som økonomisk system i store dele af verden. Økonomiske kriser er i årtier blevet mødt af statslige indgreb – Nyrup-regeringens kickstart i 90’erne er ét eksempel, EU’s planøkonomiske system i form af Det Indre Marked er et andet, og køen af finansielle hjælpepakker i disse uger er et tredje eksempel.

Derfor er der sådan set ingen grund til at beskæftige sig med finanskrisen.

Nok falder kurserne, renten stiger lidt og boligmarkedet er gået i stå; også her i det sydfranske, hvor den lokale avis Nice-Matin beretter om en ejendomsmægler, som ikke har skrevet en eneste slutseddel i flere uger, og af samme grund må skifte 125 kvadratmeter kontordomicil på Place Garibaldi ud med sølle 35 kvadratmeter i en sidegade.

Men som sagt: Det går nok. Ikke mindst for det flertal, som trods kursfald og teoretiske tab i friværdi, har det meste på det tørre. Måske ryger den ene bil, måske ryger en weekendtur til en af Europas hovedstæder, og muligvis bliver det nødvendigt at gå en cru ned i rødvin.

Heldigvis er der trøst at hente, da mobilen grynter med en flash-nyhed fra Ritzau: »Danske aktier slutter med historisk stor stigning på 9,96 procent i C20-indekset«.

Tillad mig derfor at gentage spørgsmålet: Finanskrise? Hvilken finanskrise?

Kurt Strand er journalist på DR