Kronik

Fortællingen om frihed skal ændre vores transportvaner

Halvdelen af vores CO2-udledning stammer fra vores transport. Derfor er vi nødt til at ændre vores transportvaner. Og det er ikke gjort ved kun at fremhæve pengene og pragmatismen i forhold til transportvalg. Det er helt afgørende at få knyttet nogle nye billeder til de gode transportløsninger, der allerede findes
En bilist fortalte, at det værste han ved er at sidde fast i trafikken på grund af trængsel. Han oplevede, at det er en gyldig grund at komme for sent på arbejde, hvis toget er forsinket, mens forsinkelse på grund af trængsel ikke er en undskyldning, der holder.

En bilist fortalte, at det værste han ved er at sidde fast i trafikken på grund af trængsel. Han oplevede, at det er en gyldig grund at komme for sent på arbejde, hvis toget er forsinket, mens forsinkelse på grund af trængsel ikke er en undskyldning, der holder.

Bjarke Ørsted

30. oktober 2008

Lidt uden for den gamle bys centrum ligger villakvarteret. Tæt på bykernens tilbud, men med plads til egen have og parkeringsplads. Typisk for villakvarteret er stisystemerne, som man enten skal være indfødt eller en umådelig dygtig spejder for at finde rundt i. Stierne binder kvarteret sammen på kryds og tværs. Børnene kan tage en stikvej til legekammeraterne og skolen, og de voksne kan tage en genvej uden om lys-regulering og fartbøller, når de skal til byens centrum. Stierne er smalle og omkranset af træer, så de ikke appellerer til den hurtige trafik, men gør livet som blød trafikant til, i bogstaveligste forstand, en dans på roser. Fra byens station, få kilometer fra gadedøren, er der hyppige togforbindelser til hovedstadens pulserende arbejdsliv. 40 minutter med kaffe og avis, og man møder frisk og velinformeret på arbejde. Trods disse åbenlyse fordele ved at vælge kombinationen af cykel og tog vælger mange af villakvarterets indbyggere alligevel bilen til den daglige transport.

Ovenstående situationsrapport er hentet fra et villakvarter i Køge, som danner grundlag for den danske deltagelse i Pro.Motion, et EU-projekt om energieffektive transportmuligheder i boligområder. Ud over det danske villakvarter skal der i 13 andre europæiske lokalsamfund arbejdes med energieffektive transportløsninger knyttet til folks bopæl.

Sammenlignet med mange af de øvrige EU-lande er vilkårene for de danske bløde energieffektive trafikanter formidable. Det er derfor paradoksalt, at bilen bliver foretrukket på bekostning af cykel og kollektiv transport. Omkring 80 pct. af alle husstande i Danmark har bil, og næsten 20 pct. har mere end én. Næsten alle har også cykel, men modsat privatbilismen, som stiger, så bliver cyklen brugt mindre og mindre som transportmiddel.

Gennem samtaler med borgere i villakvarteret i Køge er det blevet klart, at spørgsmålet om de daglige transportvaner i høj grad handler om følelser. Det er følelser som frihed og fleksibilitet, der kommer i spil.

Der er tre begreber, som siger noget helt afgørende om de værdier, der har betydning for vores transportvalg.

Rejsetidsværdi

For det første er der rejsetidsværdien. Den tid, man bruger på rejsen, kan tillægges værdi. Hvis rejsen bruges på arbejde, får den en klar økonomisk værdi. Rejsetiden kan også opleves som spildtid, hvis man ikke bruger den på noget, som man synes er værdifuldt.

Det er bemærkelsesværdigt, at mange borgere umiddelbart knytter rejsetidsværdi sammen med rejser i tog, hvor der er gode muligheder for at læse, sove eller arbejde. Det at bruge tid på rejsen er implicit en omkostning, fordi vores tid er en begrænset og dyrebar ressource. Men omkostningen ved rejsen kan minimeres, hvis man kan foretage sig noget andet på rejsen. Det er også interessant, at de borgere, som dagligt pendler til arbejde i bil, havde svært ved at definere deres daglige rejsetid som værdifuld. Rejsetiden i bil er altså et vilkår, der følger med arbejdet.

Loyalitetsfølelse

Den anden værdiindikator kan kaldes transportformsdedikation. Hvis man er dedikeret til en bestemt transportform, argumenterer man ikke altid for den hurtigste, letteste eller billigste transportløsning. I stedet vil man fremhæve nogle sekundære kvaliteter, ved den transportform, man foretrækker. Det er en særlig loyalitetsfølelse over for en bestemt transportform, der dog ikke altid afspejler de faktiske valg.

En borger, der dagligt pendler i bil, sagde, at hverken trængsel, dyrere benzin eller billigere billetpriser vil ændre hans præferencer. Selv hvis det både økonomisk og tidsmæssigt ville kunne betale sig for ham at rejse med tog, ville han stadig pendle i bil. Et andet eksempel er en borger, der dagligt bruger cykel og tog for at komme på arbejde. Hun ville være et oplagt medlem af en delebilklub, hvor alle de økonomiske og praktiske omkostninger ved at være bil-ejer deles mellem klubbens medlemmer. Men selv om de økonomiske omkostninger er større, vil hun ikke undvære sin egen bil.

Fleksibilitet

Det tredje begreb kalder vi fleksibilitetsfornemmelser. Det dækker over, at det er individuelt, hvordan man oplever fleksibilitet. For nogen er det muligheden for efter pludselig indskydelse at kunne tage bilen og køre i sommerhuset, mens det for andre kan være et zonekort, der giver ubegrænsede rejsemuligheder med kollektiv transport.

En borger fortalte, at det værste han ved er at sidde fast i trafikken på grund af trængsel. Her føler han sig fuldstændig magtesløs. Han oplever, at det er en gyldig grund at komme for sent, hvis toget er forsinket, mens forsinkelse på grund af trængsel ikke er en undskyldning, der holder. Hans oplevelse af fleksibilitet er altså knyttet til, hvor ansvaret for eventuelle forsinkelser ligger.

Det er langt fra altid fornuftige overvejelser, der afgør, hvilke transportformer man er tilhænger af. Selvom stigende oliepriser, grønne afgifter og roadpricing vil flytte bilister over i den kollektive transport, så handler det også om værdier.

Når vi ønsker at flytte folks transportforbrug til mere energieffektive transportformer, er det ikke nok at fremhæve de praktiske fordele. Det er lige så afgørende, hvilke værdier folk knytter til forskellige transportformer, og hvilket image de forskellige transportformer har.

Fortællingen om frihed

En del undersøgelser peger på, at vores transportvalg hænger sammen med de forestillinger, vi gør os om vores behov i forskellige livs-situationer. Den danske forsker Malene Freudendal-Pedersen har vist, at mange anskaffer sig en bil, mens de venter deres første barn. De anskaffer sig altså bilen, før de oplever, at deres behov er ændret. I glansbilledet af den danske familie indtager stationcaren en lige så fremtrædende plads som sikring af de fremtidige generationer.

Den store udfordring er, at mange forbinder deres bil-ejerskab med en gennem-gribende romantiseret frihedsfølelse. Bilen som frihedens forløser ligger rodfæstet dybt i vores kultur, hvor road movien er det moderne eksempel på en uafhængighedsfortælling. I eventyrene er det en hest, der bliver lastet, før man drager af sted, mens det i dag er bilen, der er omdrejningspunktet, når man tager på udflugt.

God kombination

Halvdelen af vores CO2-udledning stammer fra vores transport. Derfor er vi nødt til at ændre vores transportvaner. Og det er ikke gjort ved kun at fremhæve pengene og pragmatismen i forhold til transportvalg. Det er helt afgørende at få knyttet nogle nye billeder til de gode transportløsninger, der allerede findes. Kombinationen af cykel og tog giver den ultimativt fleksible rejse. Man snupper cyklen til stationen, hvor den let parkeres, eller man tager den med i toget for at cykle videre. Den frihed skal vi have sat fokus på. Cyklen skal igen være et transportmiddel og ikke kun bruges som fritidsaktivitet, der kan dulme den dårlige samvittighed over et stillesiddende liv. Fortællingen om frihed skal ikke længere knyttes sammen med billedet af the lonely cowboy, der drøner af sted i bil for at udfolde individuelle tilbøjeligheder mod solnedgangen på øde, endeløse landeveje.

Vi skal opbygge en ny fortælling om frihed, hvor det er rejsetidsværdien, der bliver prioriteret. Frihed er selv at disponere over sin tid i toget - afkorte arbejdsdagen på kontoret og i stedet klare opgaverne på rejsen. Frihed er at få tid til at læse de romaner, man ellers ikke får læst. Og frihed er at give sig selv den luksus at dagdrømme, mens landet farer forbi. Frihed er at fralægge sig ansvaret for eventuelle forsinkelser og samtidig bruge tiden værdifuldt - oh frihed, friheden kører på cykel og med tog.

Pro.Motion er et EU-projekt, der handler om at skabe bedre muligheder for energieffektive transportvalg i boligområder. Der er 17 partnere fra forskellige EU-lande. Det danske projekt udvikles i samarbejde mellem Det Grønne Hus, Køge Kommune og indbyggerne i bolig-område Boholte/Hastrup

Anna Thormann og Ane Kollerup arbejder begge forDet Grønne Hus, et videncenter inden for miljø, energi, byggeri og sundhed

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Krogsgård

En udmærket kronik, dog med en faktuel fejl: Ifølge Danmarks Statistik råder 45,1% af de danske husstande over én bil, og 11,1% over to eller flere biler. Det er langt fra de 80%, der står i kronikken. Det er altså fortsat næsten halvdelen af husstandene, der ikke har bil.

Der mangler simpelthen et begreb: Mulighed.
Det betyder bl.a., at der er fysisk adgang for biler til den destination, der er den tænkte. Den fysiske tilgængelighed for biler er en helt afgørende faktor i transportvalget.
Der ligger heri et væsentligt problem gemt, idet manglende fysiske barrierer for biler næsten som en naturlov indebærer, at frie (=biltomme) områder 'besættes' af trafik og/eller parkering, f.eks. parkering på åbne pladser, fortove og grønne områder. Alene ved sine fysiske pladskrav fortrænger bilismen andre trafikarter og indskrænker sikkerheden for andre transportformer.
Et andet aspekt af mulighedsbegrebet er simpelthen, at man skal have råd til at holde bil.

Denne kronik er simpelthen det klogeste, der stod i minavis dén dag.

Særligt kan jeg genkende beretningen om de mennesker, der anskaffer sig en bil allerede før de har barnet og har konstateret om det egentlig er nødvendigt at fragte børn rundt i bil. Det er det ikke, skulle jeg hilse og sige, vi er mange, der har opdraget både to og tre børn uden at have andet end cykel, tog, bus og en delebil fra delebilklubben i ny og næ. Børn, som vi kan se ikke er vokset op med drømmen om en bil som den ultimative frihed.

Bilen giver nemlig ikke frihed, men det modsatte. Når først man har lagt alle sine sparepenge i sådan én, står den jo dér og kalder på at blive brugt. Selv om det måske ville være smartere at foretage turen til byen i tog eller bus, kræver ens økonomi at man udnytter den allerede anskaffede bil.

Jeg havde en kollega, der fik kørekort, så hun kunne køre mandens bil. Så sad hun dér på kontoret og sagde: "det giver jo sådan en frihed, at have bil". Da måtte jeg le overbærende og forklare, at fra nu af var hun tvunget til at bruge bilen, dels for at vedligeholde sine nyerhvervede færdigheder, dels for ikke at belaste familiens økonomi yderligere med udgifter til offentlig transport.

Løsningen hedder: sælg bilen og meld dig ind i en delebilklub i stedet. Den samlede sum af frihed er større på den måde.