Læserbrev

Fortrængningen af tidens problemer

Om Lykkeberg og teorien om en kulturel overklasse
30. oktober 2008

En hovedinspiration for Rune Lykkeberg (RL) i bogen Kampen om sandhederne er tydeligvis den franske sociolog Pierre Bourdieu. Dette er i og for sig ikke nogen dårlig inspiration. Bourdieus sondring mellem flere 'kapitaler' og hans begreb om 'kulturel kapital' kan vitterlig være særdeles nyttig i mange analyser. Så vidt så godt.

Men i de faktisk foregående samfundsmæssige processer er økonomi, politik og kultur/ideologi for det første filtret sammen. Processer der f.eks. overvejende er 'økonomiske' kan godt samtidig rumme kulturelle og politiske aspekter og have videre konsekvenser end rent 'økonomiske'. Et godt eksempel er her den globale kapitalisme som med massiv kraft slår igennem i de enkelte regioner og lande og med enorme kulturelle og politiske konsekvenser. 'Kapitalismen' er ikke, som RL synes at mene, bare et rent 'økonomisk fænomen', men en hel civilisationsform. Derfor har kapitalisme, klasser og klassekamp heller aldrig været rene økonomiske fænomener.

Magtrelationer

Det andet problem med teorien og begrebet om en 'kulturel overklasse' er, at teorien foretager en vægtning af magtrelationer, der simpelthen er grotesk. Det er helt utroligt, at man i ramme alvor kan finde på at sammenligne den magt og indflydelse, som en gruppe kulturarbejdere angivelig skulle have, med den enorme magt som de eliter, der står i spidsen for de store politiske, økonomiske og militære institutioner, har og udøver. Selv en præsident Eisenhower, der bestemt ikke var nogen dybtborende samfundsforsker, kunne dog finde ud af at identificere og tale om 'det militær-industrielle kompleks'.

Teorien og begrebet om en 'kulturel overklasse' er for det tredje indlejret i en uholdbar udviklingsteori. Såvel mainstream statskundskaben som førende mediedebattører og nu RL hævder, at der er sket et skift fra 'industrisamfundet', der var præget af en materiel interessekamp til det 'post-industrielle samfund' karakteriseret ved værdikamp. Problemet med denne teori er, at den simpelthen er forkert. Mellemkrigsårenes europæiske samfund var præget af endda voldsomme ideologiske sammenstød, og går vi tilbage til perioden fra den franske og den industrielle revolution frem til Første Verdenskrig, så var denne periode i Europas udvikling præget af kampe om frie forfatninger, valgretsudvidelser, stats- og nationsdannelse, og af de sociale underklassers ikke blot økonomiske interessekamp, men også kulturelle selvhævdelse.

Tesen om en forudgående historie med ren økonomisk interessekamp er simpelthen ren og skær fantasi. Økonomisk kamp, politisk kamp og kulturkamp har altid været sammenfiltrede, og det er også tilfældet i dag.

Blokerer for analyse

Selve begrebet om en 'kulturel overklasse' og tesen om den rene kulturkamp er således dybt problematisk. Endnu værre er det, at begrebet og tesen blokerer for en erkendelse og adækvat analyse af de store problemer, der faktisk plager de udviklede lande, herunder Danmark, i dag. Jeg skal her blot nævne tre: Problemet med den sociale solidaritet, problemet med demokratiets fremadskridende forfald - og for det tredje truslen fra den nye højrepopulisme.

De i vores moderne samfund faktisk udbredte værdier og adfærdsformer som griskhed, grådighed, egoisme, selvfremføring, materialisme og forbrugerisme kan slet ikke frembringe og sikre den fornødne sociale solidaritet. Den her i landet proklamerede 'værdikamp' er imidlertid ikke rettet mod dette grundforhold, men retter sig overfladisk mod den såkaldte 'trussel fra de fremmede' og 'kulturradikalismens ' angivelig skadegørende virksomhed. Tesen om en 'kulturradikal overklasse' forbundet med påstanden om truslen fra 'de fremmede' viger simpelthen uden om det fundamentale problem.

Demokratiet forvitrer

Også vores politik er blevet forvandlet. Som påvist af den norske magtudredning er demokratiet ved at 'forvitre'. Selv i rodfæstede demokratier som de skandinaviske er denne proces vidt fremskreden. De store folkelige bevægelser for demokratisk deltagelse og den klassiske demokratiske politiske kultur er væk. I stedet er trådt et 'brugerdemokrati', hvor atomiserede forbrugere kan vælge mellem de 'varer', som de konkurrerende politiske firmaer udbyder indhyllet i et slør af reklamer og spin. 'Kulturel overklasse'-tesen viger også uden om hele denne centrale problematik.

Dette fører frem til det tredje problem, som RL, hans begejstrede anmeldere og den løbende debat underbetoner: I perioder, hvor den genuine sammenhængskraft i et samfund er svækket, og det politiske system er i krise, kan der uhyre let opstå stærke bestræbelser både i bunden af samfundet og i toppen for en negativ afgrænsning. Når man ikke længere kan identificere sig positivt, så gør man det negativt gennem aggression overfor 'de andre'. Men tilhængerne af 'kulturel overklasse'-teorien får simpelthen bagatelliseret hele denne faretruende udvikling, og Dansk Folkepartis succes herhjemme bliver fremstillet som en forståelig - ja nærmest berettiget - protest mod en angivelig 'kulturelle overklasse'.

Curt Sørensen, professor emeritus, Århus Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Claus Rasmussen

>> Det andet problem med teorien og begrebet om en 'kulturel overklasse' er, at teorien foretager en vægtning af magtrelationer, der simpelthen er grotesk. Det er helt utroligt, at man i ramme alvor kan finde på at sammenligne den magt og indflydelse, som en gruppe kulturarbejdere angivelig skulle have, med den enorme magt som de eliter, der står i spidsen for de store politiske, økonomiske og militære institutioner, har og udøver

Nu er "elite" jo et relativt begreb, og så vidt jeg har forstået RL, så er den kulturelle elite defineret og beskrevet som modsætningen til den kulturelle underklasse. Jeg tror bestemt, at RL er enig i, at der også findes en økonomisk elite, som i en traditionel magtanalyse er stærkere end den kulturelle elite. Men pointen i Kampen om Sandhederne er at i den demokratiske kamp om magten har den kulturelle elite stået direkte overfor en alliance kulturelle underklasse og tildels den økonomiske overklasse - og tabt.

At Curt Sørensen (CS) haler den gamle økonomiske elite frem for at bagatellisere den kulturelle elites magt er uden betydning for en underklasse, der føler et større kulturelt fællesskab med den økonomiske elite end med den kulturelle elite, og som derfor stemte systemskiftet igennem i 2001.

CS er givetvis en begavet mand, så det kan umiddelbart undre, at han kan fejllæse RL på denne måde, men problemet er nok snarere, at CS ikke vil erkende, at venstrefløjens omfavnelse af kulturradikalismen i 80erne og 90erne var en fejl af de store, fordi han i multikulti flippets storhedstid fik kravlet så langt op i træet, at turen ned igen vil være alt for ydmygende. Men heldigvis er han og mange af hans ligesindede pænt oppe i årene, og der er næppe lang tid igen til de helt er væk.

Tilbage vil der (forhåbenligt) være en ny generation af venstreorienterede til at tage over med udgangspunkt i RL og andres moderne samfundsanalyser i stedet for at hænge fast i forældede dogmer fra det sidste århundrede.

Claus Rasmussen, jeg tror, du læser Rune Lykkebergs analyse som positiv; men det er den slet ikke - og fremfor alt er den jo en forfaldshistorie fra et samfund, hvor store dele af befolkningen samledes om fjernsynet for at opleve finkulturen i form af litteratur, billedkunst, teatertransmission og -produktion m.m.m. I 80erne kommer forfaldshitorien, hvor tv i stigende grad ønsker at gøre sig uafhængig af sin rolle som medie for at blive mere magtfuldt i egen ret. Dér går det galt, og det giver sig tydelige tegn i f.eks. en stagnation i muligheden for social opstigning. Danmarks Radio udgjorde en let og folkelig vej til forståelse af de universalier, vestlig kultur har som byggestene, og når den oplysning ikke længere foregår, holdes dem uden priviligeret adgang nede.

Curt sørensen laver et smart trick. Han stiller nogle konkrete problemer op som
han mener skal løses i det danske samfund. I forhold til disse problemer falmer
RL skriverier om den den kulturelle overklasse.

Men synsvinklen er forskellig. Curt Sørensen se hen på underklasse familien og siger
at jeres problem er at jeres børn klare sig dårligt i folkeskolen
og de ikke får taget en lang videregående uddannelse.
Det er ikke de "fremmede" som kommer til Danmark.

Rl tager udgangspunkt i hvad underklasse familien selv siger. Det kan godt være at
Mor drikker, at børnene klare sig dårligt i skolen osv.

Men de vil ikke have alle de fremmede ind i Danmark.

Det er præcis dette synspunkt at den kulturelle overklasse ikke har taget alvorligt.
(Incl. Curt Sørensen)

"Curt sørensen laver et smart trick. Han stiller nogle konkrete problemer op som
han mener skal løses i det danske samfund. I forhold til disse problemer falmer
RL skriverier om den den kulturelle overklasse."

Man kan vel også godt sige, at Rune Lykkeberg kommer tæt på at reducere samfundsdebatten eller samfundsdynamikken til at være en klassekamp mellem samfundsklasserne som de er defineret af Bordieu. Et eller andet sted har det jo nok ikke bare været en kamp om klassedominans for klassedominansens egen skyld, men i ligeså høj grad en kamp på ideer, om hvordan samfundet skal indrette. Men her har den kulturelle overklasse med deres ideer om selvrealisering været ligeså blind som alle andre, for at den samfundsorden de har søgt at indføre, mange gange har skabt ligeså store uligheder, som dem de søgte bekæmpe. Eksemplet er altid uddannelsessystemet hvor elever med ikke tilstrækkelig kulturel kapital bliver udskilt ligeså, hårdhændet som i den gammeldags sorte skole, ligesom mange ikke har følt sig hjemme og følt sig hørt i den kulturelle elites globaliserings og mulitkulti projekt.
Men man kan jo godt som Curt Sørensen stille spørgsmålstegn ved i hvor høj grad den kulturelle elite har domineret. Hvis man ser på I 80erne og 90erne har det jo nok mere været markedstankegangen der har domineret. Mit indtryk er at den kulturelle eller venstreorienterede "elite" i et vist omfang har været opmærksom på de her ting og accepterede markedet, fordi her kunne folk stemme med fødderne. Så selv den kulturelle elite har været nødt til at underkaste sig markedets hårde lov, Begrebet om kulturel kapital har nok også fået et andet indhold end da Bordieu opstillede sin teorier. . Lykkeberg skriver jo også, at systemskiftet sådan set havde fundet sted før det blev officielt i 2001. Så den magt den kulturelle elite og venstrefløjen eventuelt havde haft, var jo forvitret allerede på det tidspunkt. Man kan sige at det mest overraskende, var den aggressive borgerlige revanchisme og Foghs opgør med "smagsdommerne" som virkede temmelig anakronistisk, fordi det opgør havde fundet sted for længst. Jeg tror mere de smagsdommere var noget, der eksisterede oppe i hans hoved, men han troede jo på den anden side også at der var masseødelæggelsesvåben i Irak.

Søren Rehhoff, jeg tror desværre, at mange fra den kulturelle underklasse dengang og fortsat faktisk lægger alt for meget vægt på 'smagsdommerne', fordi de ikke er sikre nok på deres egne meninger. For dem har meget af Foghs bragesnak haft karakter af et "sandhedens øjeblik", hvor deres meninger kom til ære og værdighed.
Det er jo heller ikke sådan, at de pgl. mennesker ikke godt er klar over, at det ikke er pænt at tale om andre mennesker, som det nu alment foregår. Der er simpelthen bare sådan en barnlig dumstædighed, der får folk til at fornægte det, der er entydigt godt for én selv: empati, hjælpsomhed, generøsitet.