Kronik

Har globaliseringen kulmineret?

Kreditkrisen, energikrisen og klimakrisen er globale, nært forbundne og nærer hinanden. Verden har brug for en ny økonomisk fortælling, der kan flytte dagsordenen fra frygt til håb og fra økonomiske begrænsninger til nye kommercielle muligheder
11. oktober 2008

Vi befinder os i en kritisk historisk fase. Vi står over for en reel fare for global økonomisk nedsmeltning af samme omfang som 1930’ernes Store Depression. Den globale kreditkrise forværres af den globale energikrise, og den globale klimakrise kan udløse en potentiel katastrofe for civilisationen. Disse tre globale kriser er nært forbundne og nærer hinanden. At sætte ind imod denne tredobbelte trussel mod vor livsform vil kræve et nyt økonomisk paradigme for menneskeheden, der effektivt kan forvandle modgang til nye muligheder.
Den kreditkrise, der nu breder sig til Europa og resten af verden, begyndte først i 1990’erne. I et årti havde lønningerne i USA været stagnerende og faldende, og USA kom hovedsagelig ud af recessionen 1989–1991, der til dels var skabt af et krympende boligmarked, ved en massiv udvidelse af forbrugerkredit til millioner af amerikanere. Let tilgængelige kreditkort gjorde det muligt at købe varer og tjenesteydelser, som mange dårligt havde råd til.
’Kreditkortkulturen’ gav købekraften et løft og satte amerikanske virksomheder og medarbejdere i sving med at producere alle de varer og tjenesteydelser, der kunne købes på kredit. Igennem de seneste 17 år har de amerikanske forbrugere i vid udstrækning holdt verdens økonomi oppe ved disse kreditdrevne køb. Men prisen for at fastholde en global økonomi på skuldrene af stigende amerikansk forbrugergæld har været en udtynding af de amerikanske familiers opsparing. I 2006 gik opsparingen i røde tal. Siden da har den amerikanske gennemsnitsfamilie brugt mere, end den tjener. Dette kaldes ’negativ indkomst’ – en eufemisme for en fejlslagen strategi for økonomisk udvikling.
I takt med at familieopsparingen gik i rødt, skabte realkreditmarkedet og banksektoren nye former for kunstig kredit, så amerikanske familier kunne købe fast ejendom med små eller ingen midler og til lave eller ikkeeksisterende kortfristede rentesatser – de såkaldte subprimelån – men med stigende rente senere. Millioner af amerikanere bed på og købte boliger langt ud over deres evne til at betale på længere sigt. Dermed skabtes boligboblen. Hvad værre er, brugte boligejerne også deres friværdi som kontantautomat og genbelånte – undertiden to eller tre gange – for at få flere likvider. Boligboblen brast med den konsekvens, at millioner af amerikanere står over for tvangsauktioner, og banker trues af kollaps.

Kriseramt økonomi

Resultatet af de 18 års udvidede kredit er, at USA i dag er en kriseramt økonomi. Bruttogælden i den amerikanske finanssektor, som i 1980 lå på 21 procent af BNP, er steget støt gennem de seneste 27 år og nåede i 2007 ufattelige 116 procent af BNP. Og da de amerikanske, europæiske og asiatiske banker og finansielle netværk er så tæt flettet sammen, er kreditkrisen vokset, så den nu omspænder hele den globale økonomi.
For at gøre ondt værre er den globale kreditkrise eskaleret yderligere i løbet af de seneste to år, hvor oliepriserne et steget for i juli 2008 at nå 147 dollar per tønde. Den stigende pris på råolie skabte inflation, svækkede forbrugernes købekraft, bremsede produktionen og skabte øget arbejdsløshed, hvad der gjorde yderligere skade på en allerede gældsplaget økonomi.
Nu står vi over for et nyt fænomen. Det kaldes Peak Globalization, og det indtrådte, da olieprisen nåede de godt 150 dollar per tønde. Overskrides denne tærskel, skaber inflationen en stopklods for økonomisk vækst og skubber den globale økonomi mod nulvækst. Det er først, når den globale økonomi skrumper, at energiprisen igen falder som resultat af et faldende forbrug.
Globaliseringens fundamentale forudsætning var, at rigelig og billig olie gjorde det muligt for virksomheder at flytte kapital til billige arbejdsmarkeder, hvor fødevarer og forarbejdede produkter kunne produceres til minimale omkostninger med høje profitmarginer og derpå eksporteres. Denne fundamentale forudsætning er nu brudt ned, og det har ildevarslende konsekvenser for globaliseringen.
For at forstå, hvordan vi nåede dette punkt, må vi gå tilbage til 1979. For det var året, da den globale mængde olie per capita toppede (ifølge tal fra BP). Begrebet må ikke forveksles med det bedre kendte begreb om et globalt toppunkt for olieproduktion, der angiver tidspunktet, hvor halvdelen af verdens olie er brugt op. Geologer forudsiger, at dette toppunkt sandsynligvis vil blive nået mellem 2010 og 2035. Begrebet om toppunkt per capita forklarer os imidlertid, hvorfor globaliseringens kulmination har indfundet sig længe før toppunktet for olieproduktionen.

Mindre olie til rådighed

Efter 1979 er mængden af olie til rådighed per capita begyndt at falde. For selv om der er fundet flere oliereserver siden da, betyder befolkningstilvæksten, at hvis al olie blev ligeligt fordelt blandt alle personer, ville hver enkelt have stadig mindre olie til rådighed. Da Kina og Indien indledte deres dramatiske økonomiske vækst i 1990’erne, steg deres olieefterspørgsel kraftigt. Efterspørgslen begyndte at overgå udbuddet, og oliepriserne begyndte at stige.
Bundlinjen er, at med stadig mindre olie til potentiel rådighed for hvert enkelt menneske, er bestræbelserne på at føre en tredjedel af menneskeheden – Kinas og Indiens sammenlagte folketal – gennem en ny oliebaseret industriel revolution stødt på et begrænset udbud af olie. Med andre ord har efterspørgselspresset fra en voksende befolkningsgruppe i kombination med svindende oliereserver uundgåeligt presset prisen op. Og når olieprisen først rammer de 150 dollar per tønde, bliver inflationen så stærk, at det virker som en bremse for yderligere økonomisk vækst, hvorefter den globale økonomi skrumper ind.
Den stigende pris på energi er indbygget i alle produkter, vi fremstiller. Vores fødevarer bliver dyrket med brug af petrokemisk gødning og pesticider, vore plast- og byggematerialer og de fleste af vores farmaceutiske produkter og det meste af vores tøj er også baseret på fossile brændstoffer. Det samme gælder vores transport og elektricitet. De højere priser på energi påvirker hvert eneste aspekt af produktionen og gør langdistancefragt med fly og skib stadig mere uoverkommelig. Uanset hvor marginale fordele, selskaber måtte vinde ved at flytte produktionen til billigere arbejdskraftsmarkeder, så annulleres de af de stigende udgifter til energi gennem hele forsyningskæden. Dermed er vi i realiteten fremme ved slutspillet for den anden industrielle revolution, og dette sker vel at mærke, længe inden olieproduktionen har nået sit toppunkt.
Samtidig forringer virkningerne af klimaændringer yderligere økonomien i regioner verden over. Omkostningerne ved skaderne på den amerikanske økonomi fra orkanerne Katrina, Rita, Ike og Gustav anslås til over 240 milliarder dollar. Oversvømmelser, skovbrande, tornadoer og andre ekstreme fænomener decimerer verdens økosystemer og er ikke kun ødelæggende for landbrugsproduktion, men også for infrastrukturen, forårsager opbremsning i den globale økonomi og fordriver millioner af mennesker.

En billion dollar ikke nok

At den amerikanske regering har sammensat en hjælpepakke på næsten en billion dollar for at redde USA’s økonomi, vil ikke i sig selv være nok til at dæmme op for nedgang og føre os ind i en ny periode med bæredygtig økonomisk vækst. Dette skyldes, at den akkumulerende gæld i den amerikanske økonomi skal tælles i billioner af dollar.
I mellemtiden stagnerer de amerikanske lønninger fortsat, mens arbejdsløsheden stiger. Troen på, at den nuværende recession er kortsigtet og konjunkturmæssig betinget er i bedste fald naiv og i værste fald uvederhæftig. De globale energireserver er – uanset om det gælder olie, naturgas eller uran – for knappe til at kunne imødekomme de voksende forventninger i udviklingslandene og den udviklede verden. Samtidig forløber klimaændringerne hurtigere, end de videnskabelige modeller har forudsagt, de destabiliserer hele øko-systemer og skader vor civilisations økonomiske aktiviteter. Hvad gør vi?
Verden har brug for en overbevisende ny økonomisk fortælling, der kan flytte dagsordenen omkring den globale kreditkrise, olietoppunktet og klimaændringerne fra frygt til håb og fra økonomiske begrænsninger til nye kommercielle muligheder. Den fortælling er nu ved at tage form i takt med den stigende indførelse af vedvarende energi, bæredygtigt byggeri, brintlagringsteknologi, intelligente forsyningsnet og elektriske biler, der tilsammen er ved at lægge grundlaget for en tredje industriel revolution, der kan føre os ud af kulstofalderen. Spørgsmålet er: Kan vi gennemføre denne omstilling i rette tid til at undgå afgrunden?
kronik@information.dk
Jeremy Rifkin er økonomisk rådgiver for EU og fremtidsforsker

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steen Rasmussen

Det globale økonomiske sammenbrud kunne, hvis man havde den kognitive kapacitet til det, føres tilbage til samfundets forhold til sig selv og de mulighedsbetingelser, der er uden for det sociale. Olie, finanskrise, fødevarepriser og global opvarmning er måske de mest omfattende mærkater, der bliver sat på problemerne, og de fungerer som det moderne samfunds måde at indikere sine egne problemer på, men samfundet er ikke, med den forståelsesramme, der dikterer det hvad det kan se, tilnærmelighedsvis kognitivt på højde med sig selv.
Pengeværdiernes opløsning (de opløses nu i et tempo der langt overstiger Wall Street krakket i 1929) vidner om, at den globale verdensorden er ved at bryde sammen. Det er på mange måder befriende!
USA vil miste sin globale position som leder for den selvretfærdige og ekstremt destruktive ”frie verden”. Fjernelsen af nationalgrænser og andre forhindringer for den løsrevne og destruktive økonomiske rationalitet har ført til integration af hele verden under den samme orden. Ordenen har aldrig været mere illegitim og omfattende end nu. Men nu kan det ses!
Det pengeøkonomiske systems indflydelse på mennesket og naturen, med alle de virkelige forudsætninger for både det sociale og det økonomiske system, har været funderet i den sociale forgudelse af selve den økonomiske vækst, der har været ophøjet til meningen med alt, eller i det mindste set som forudsætningen for løsningen af alle problemer. Med det økonomiske systems sammenbrud mister den moderne verden ”meningen med tilværelsen” og vil samtidigt få konsekvenserne af sin egen destruktive adfærd at forholde sig til.
Den globale økonomiske verdensorden er ved at bryde sammen. Det pengeøkonomiske system har gradvis fra middelalderen og op til i dag fortrængt subsistensøkonomien, bytteøkonomien, de lokale traditioner for at udveksle lokale ydelser og goder på bæredygtig og lavteknologiske vis, ved at inddrage og reducere sin omverden til sin egen systeminterne symbolværdi. Pengene svarer ikke til noget, men prisen, det pengebeløb, der i princippet kan sættes på alt, er afgørende for adfærden i et samfund, som er determineret af intentionen om at maksimere det økonomiske afkast. Alt kan sættes op i en fiktiv ækvivalent pengeværdi, men det giver kun mening i økonomisk forstand, altså systeminternt. Og hvis denne økonomiske værdi opleves som primær eller eneste virkelige værdi, ja så er alle andre værdier i økonomisk forstand kun økonomiske. Det kan forklares, men ikke økonomisk!
Det moderne samfund har været hypnotiseret af den økonomiske rationalitet. Man har været så fikseret i de økonomiske problemstillinger, så der er vendt op og ned på rangordenen af nødvendighederne. Bjørn Lomborg har, sammen med den i moderne forstand succesadækvate sociale bærme, købt og solgt argumentet om, at de selvfedeste kunne forbruge sig ud af enhver mangelsituation. Det faktum, at 40% af verdens befolkning har fået frataget deres eksistensgrundlag, at de selvfede beslaglægger 5/6 af verdens begrænsede ressourcer og at de klimatiske og biologiske livsbetingelser forsvinder i takt med ”væksten”, forhindrer ikke de selvfede i at reducere de problemer, de har skabt, til spørgsmålet om at få råd til at tage sig af dem. Som om de kunne forbruge og producere sig ud af de problemer, der kommer med nødvendighed af selve væksten. Som om selve sygdommen var sin egen løsning. Som om heroin var løsningen på afhængigheden af heroin i andet end den syges forstand.
Den sociale selvbeskrivelse svarer ikke til en skid. Pengenes gigantiske nominelle værdier har heller ingen reference til noget længere, boblen er bristet, bylden er sprunget. De ideologiske relikvier af en mislykket og forbandet selvdestruktiv æra vil fra nu af kaste sig fortvivlet i lortet for at lede efter nye tilbud på en bekvem selvforståelse. Forsøget på at legitimere den krakelerede orden vil sammen med den nærmeste fortids kritik af samme orden kæmpe om sandheden, selv om begge lejre har overlevet sit eget potentiale for at forklare noget som helst. Polerne i det politiske system, med den ekstreme liberalisme på den ene fløj og dens traditionelle arbejdsværdifikserede på den anden ekstreme fløj, er to sider af samme elendighed. Med deres fiksering i væksten er de blinde for det sociales mulighedsbetingelser og det sociales indflydelse på sine egne forudsætninger. Ideologerne opfører sig som om de havde en rolle at spille, men det eneste, de gør, er at spærre for udsynet.
Den amerikanske finanskrise skyldes primært den mislykkede og ekstremt dyre krig, USA kastede sig ud i for at få adkomst til de potentielt 6 millioner daglige tønder olie. Denne olie kunne have løftet økonomien op igen for en tid, men krigen for den blev sammen med alt andet i stedet en møllesten om halsen på USA og resten af verden.
Den sorte Obama står til at vinde over den gamle hvide John MaCain
En sort mand i ”Det hvide hus” i mulighedernes land symboliserer en masse for hele jorden. Men hvis vinderen har vundet på de betingelser, der sætter retningen, så ændrer det intet. Forskellen vil være den samme, om det havde været en hvid mand, der for første gang havde sat sig i ”Det sorte hus” i en sort mands verden.
Dollaren har sammen med andre tomme nominelle værdier spredt sig ud over kloden, ført til gigantiske stigninger i kapitalværdierne, der nu klapper sammen som dårligt bagte kager. C20 indekset er tæt på en halvering over et år og hele verden oplever lignende værdinedskrivninger. Pengeværdierne havde ikke hold i virkeligheden, og de viser sig som det de var, tomme!
Obama aner ikke hvad han skal gøre. Vasalstyret i Bagdad anmoder om ubegrænset besættelse, så officielt vil Obama have svært ved at trække styrkerne ud. Og hele det amerikanske samfund fokuserer først og fremmest på, hvornår olien bliver tilgængelig. Vasallerne i Bagdad har officielt indbudt de 4 vestlige firmaer til at byde ind på udvindingen i de største felter, som Saddam fordrev dem fra med nationaliseringen for 40 år siden.
Obama vil have uendeligt svært ved at trække USA ud af Irak. Han hænger på den destruktive rationalitet, der har drevet verden ud i økonomisk og økologisk kollaps.
Han er fanget i den samme problematik, som hans forgænger var. Den er kriterierne for hans succes som kandidat. Hvis han skulle gøre en forskel, ville det kræve at han satsede på uafhængighed af olie, en ny form for økonomi, som ikke bygger på at spænde hele verden for det gigantiske overforbrug af ressourcer og livsbetingelser, som den amerikanske livsstil er udtryk for, at man tog klimaudfordringen alvorligt, som det den er, beviset på den herskende ordens underminering af sine forudsætninger og dermed sig selv. Men han kan kun vælges ved at love økonomisk vækst nu og her, dvs. mere olie nu og her. Han kan ikke vælges, hvis han dropper bare det der ligner en drøm om 6 millioner tønder olie mere om dagen. Han kan heller ikke tåle, at man kan anklage ham for at have ladet Irak fortsætte sin opløsning i borgerkrig.
Resultatet bliver den kortsigtede løsning, som betyder at problemerne med fødevarer og energi skubbes foran samfundet, med akkumulerede effekter for miljø og økonomi til følge.
Tilbage står vi sammen med den første sorte mand i det hvide hus, på ruinerne af en ødelagt og overbefolket planet. Den økonomiske verdensorden er brudt sammen, og vi har ingen anelse om, hvad det drejer sig om. Troen på vækst er død. Kun dens efterladenskaber er tilbage.
Moden er et billigt salgsfremmende tricks. Moden bygger på illusionen om, at det er muligt stå i og nå fremtiden på en mere repræsentativ og tidssvarende måde end andre måder. Som om vi ikke alle sammen rammer nutiden samtidigt på vores helt egne forudsætninger. Det der skulle stå for rangordenen og prioriteringen i spørgsmålet om hvad der er og var mest nutidigt, glimrer ved sit fravær. Nu, hvor vi står der, hvor vi slet ikke havde drømt om at komme til at stå, ved vi, at vor egen eksistentielle oplevelse af at være til stede ikke overhovedet var eller kunne være grebet på forhånd. Autensiteten åbner som altid forfærdeligt inspirerende og skræmmende op for nutidens fremtid. Autensitet handler ikke om hvorvidt noget er sandt eller falsk. Selve åbenheden ”er” bare (hverken sand eller falsk).
Autensitet handler om styrken og volumen i nærværet, gyldighed af det at være til. Ikke om erfaringen svarer til noget. Nærværet gør forskellen. F.eks. kan lavmålet af mentalt nærvær ses i selvbedraget, i det latterlige forsøg på at fremstå som moderne i denne tid, med sine egne fortidige forudsigelser om nutidens nutid. Forudsigelserne, der toner frem i periferien af det modernes møde med sig selv, lyder som de små uskyldige pip fra hjørnet, der hvor løgneren sidder og forsøger på at dække sig ind under fortidens fallerede storhed og mangetydige fremtidsbilleder, der stort set alle centrerer sig om billedet på uanet kommerciel succes, dvs. den økonomisk vækst, eller DØVheden, som den gode Ejvind Larsen kalder det igen og igen.
Hvad sagde jeg, i skulle bare have hørt, hvad jeg sagde; Ægget troede at det kunne flyve, men det faldt! Den ene høne forstår lige så lidt som den anden, og et æg fra eller til betyder ikke en skid. Men for en flok hysteriske høns er hysteriet det eneste af betydning. Den kognitive kapacitet er ikke imponerende. Guldægget var ikke noget guldæg, men for nogle æglæggere er det alt om … og snakken går, snik snak snik snak.
Kronikken, som denne kommentar falder til, var selv tænkt som en kronik. Kritikken i kronikken jeg kommenterer er korrekt, men løsningsforslagene og troen på løsningerne på problemerne falder som del af sygdommen, som del af DØVheden.

Ralph Sylvestersen

Nu hvor pengebegrebet i den grad er perverteret vil enhver med penge på lommen kunne karakteriseres som forbryder, hm.