For lidt over 15 år siden krænkede en dansk justitsminister en gruppe flygtninges rettigheder med en række topembedsmænds vidende, hvilket efterfølgende kostede den borgerlige regering magten. For et par måneder siden blev en journalist bosat i Botswana sendt tilbage til Zimbabwe, fordi han som en del af inderkredsen omkring Mugabe har været med til at ribbe landet for al værdi. Og i den forløbne uge er finansmarkederne brudt sammen overalt i verden, mens regeringer og centralbanker gør alt, hvad de kan, for at undgå, at økonomisk kaos får overtaget.
Umiddelbart er der ingen nærmere sammenhæng mellem de tre hændelser. Og så alligevel. For alle er de blevet muliggjort, iværksat og drevet frem af en kraft, som alle civiliserede samfund har forsøgt at tæmme for ikke at gå til grunde: kampen om anerkendelse.
Stjerner på skuldrene
I tilfældet Tamilsagen syltede en række embedsmænd anført af daværende justitsminister Erik Ninn-Hansen en række tamileres familiesammenføringssager i modstrid med loven. Justitsministeren var ideologisk motiveret og syntes simpelthen ikke, at disse mennesker skulle ind i Danmark.
Men hvad fik embedsmændene, der jo burde have vidst og handlet bedre, til at blive lovbrydere og krænkere af udsatte individers retssikkerhed? Utvivlsomt har angsten for konsekvenserne af at modsætte sig den uhyggeligt udseende minister spillet ind, men det burde i sig selv ikke få de stolte og pligtopfyldende embedsmænd til at kompromittere deres egen og statens moralske tilstand. Hvis ikke det var for netop den småborgerlige ambition om at gøre karriere. Ønsket om at blive anerkendt, kravle op ad den sociale rangstige, få stjerner på skuldrene og striber på ærmet trumfede i dette tilfælde anstændighed og gældende ret.
De folk, der omringer Robert Mugabe, har i mere end 20 år ribbet landet for alle tænkelige værdier og ført langt størstedelen af byttet ud af landet til sikre konti i både det fjerne og nære udland. Dette er sket samtidig med, at befolkningen er blevet tortureret, pint og udsultet. Hvordan har disse personer kunnet tilsidesætte enhver form for medmenneskelighed og udbytte deres landsmænd og -kvinder på en så brutal og utilsløret måde? Hvordan har de levet med det? Svaret er enkelt: grådighed. Ønsket om endnu en pragtvilla, endnu en Mercedes eller endnu flere diamanter til offentligt at bevise deres værd.
Sorteper
I USA er der sket det, at amerikanske forbrugere har fået lov til at låne penge til huskøb med meget fordelagtige afdragsfri lån på et meget usikkert grundlag med en forventning om fortsatte stigninger i huspriserne. Disse lån er blevet solgt videre i svært gennemskuelige samlinger, og derefter har bankerne og realkreditinstitutterne forsikret sig via de såkaldte Credit Default Swaps. Problemet med disse er kort fortalt, at det er meget svært at vide, hvem der sidder tilbage med sorteper, og investeringsguruen og finansmanden Warren Buffet har derfor passende kaldt dem for 'tidsindstillede finansbomber'. En del af de glade husejere er nu ikke længere i stand til at betale lånene tilbage, og amerikanske banker (og boligejere) taber uhyrlige summer.
Et andet og nært beslægtet problem har været, at direktører i den finansielle verden er blevet aflønnet med optioner, hvilket reelt har opfordret disse mænd og kvinder til at tage store risici på vegne af hele firmaet. Med andre ord er folk blevet grådige, og alle har forsøgt at tjene hurtige penge – heller ikke et ukendt fænomen på det danske bolig-, bank- og aktiemarked. Derfor er det gået galt.
Hvor nævnte dynamikker har frit spil i finansverden, er de politiske systemer opbygget med henblik på at minimere den slags sager. Og selv om der ikke er nogen garantier for, at der ikke kommer flere tamilsager i Danmark, har ministeransvaret, forvaltningslovene og magtens tredeling blandt andet til formål at sætte menneskets ofte ustyrlige lyst til avancement og higen efter anerkendelse skak. Systemet er ikke vandtæt, men det hindrer en generel udbredelse af lovovertrædelser og uetisk opførsel.
Salt i finanssåret
Det overraskende er, at der i USA, Storbritannien og i lidt mindre grad i resten af Europa metaforisk har hersket zimbabwiske tilstande for de finansielle og spekulative markeder. Derfor har bestyrelser og ledelser i en lang række finansielle institutioner kunnet tage alt for store risici, og selv om de er blevet taget med voldsomt avancerede instrumenter, er den grundlæggende dynamik som i ovennævnte røverstat: De fås grådighed og behov for anerkendelse har undermineret og eroderet samfundets fundament, og de mange kommer til at betale prisen i form af arbejdsløshed, faldende konjunkturer m.m.
For at gnide salt i finans-såret ser centralbanker og regeringer sig ofte nødsagede til at hjælpe de kriseramte firmaer ud af suppedasen for skatteydernes penge, fordi alternativet – at lade dem gå fallit – ville få endnu større konsekvenser. Og det er netop de firmaer, der i årtier uforbeholdent har hyldet de frie markedskræfter som universalløsning på alt ondt og insisteret på, at staten ikke skulle regulere noget som helst.
Men alle velfungerende demokratier har igennem århundreder netop opbygget komplekse og omfattende systemer til at holde kampen om anerkendelse inden for acceptable og regulerede rammer, og de arbejder bestandigt for at kanalisere disse kræfter ind i for samfundets produktive områder. Dette tæmningsarbejde bør nu udvides til finansverdenen.
Mere regulering
Der er ingen universalløsninger, og krisen er desværre formentlig kun lige begyndt, men det er allerede muligt at skimte konturerne af, hvad ansvarlige regeringer i den vestlige verden bør begynde at forberede sig på, når de på forhåbentlig ansvarlig vis har afbødet de største chok ved kapitalindsprøjtninger og opkøb.
Der kan ikke længere være nogen som helst tvivl om, at de finansielle markeder i fremtiden skal holdes under nærmere opsyn, og de skal reguleres i højere grad, end det indtil nu har været tilfældet. Desuden bør brugen af avancerede finansielle instrumenter undersøges grundigt, og eksempelvis bør forsikring via Credit Default Swaps forbydes. På reguleringssiden ville øgede kapitalkrav til banker og firmaer i den finansielle sektor, samt krav om gennemskuelighed i porteføljerisici være på sin plads. På det globale plan ligger en løsning faktisk lige for, og IMF, der længe har været på udkig efter en ny eksistensberettigelse og noget at lave, kunne passende regulere ovenstående.
Først og fremmest har politikere dog et moralsk ansvar i forhold til at hugge bremserne i – især under opsvingsperioder – når alarmklokkerne begynder at ringe. Det er en af de ting, der ligger i det folkevalgte mandats ansvar. Men politikerne er bestemt ikke de eneste med et ansvar, for det er i lige så høj grad op til firmaerne selv at få styr på deres forretningsetik. Ifølge vice-præsidenten i verdens største firma General Electric, Bob Corcoran, "eksploderer menneskets etik ikke pludseligt – den eroderer langsomt". Derfor er der brug for, at virksomheder sætter klare retningslinjer for, hvad de forventer af deres medarbejderes integritet og forretningsmetoder, og derudover bør bestyrelser og ledelser overveje, hvilke incitamentsstrukturer, de benytter. For så længe grådighed og ambition bliver belønnet på samme ukritiske måde som i dag, vil alvorlige kriser dukke op med jævne mellemrum.
Tamilere, zimbabwere og småsparere vil altid blive ramt af andre individers uansvarlige handlinger i higen efter anerkendelse. Og den nuværende krise tydeliggør, at med mindre markedskræfternes selvregulering forstås som dybe globale økonomiske kriser fremprovokeret af eklatant finansiel og etisk uansvarlighed, bør både nationale regeringer og det internationale samfund indtage en væsentlig mere central rolle i kontrollen af den spekulative økonomi, end det hidtil har været tilfældet. For ethvert politisk system bør begrænse forekomsten og eftervirkningerne af grådighedens dynamik så meget som muligt. Dét er civilisationens adelsmærke.
Eske Vinther-Jensen er redaktør på nyhedsmagasinet Ræson
