Læsetid: 4 min.

Gravfred på spansk

Den juridiske superaktivist Baltasar Garzón vil have afdækket massegravene fra Den Spanske Borgerkrig for at fastslå ofrenes identitet. Det kan næppe ske uden at ribbe op i gamle, endnu ikke lægte sår
25. oktober 2008

Blandt de op mod 800.000 dræbte under og efter Den Spanske Borgerkrig (1936-39) har der altid været særlig opmærksomhed omkring de måske 30.000, der blev begravet i anonyme fællesgrave som ofre for general Francos nådesløse forfølgelse og terror, der fortsatte i mange år, efter at han blev diktator i 1939.

Den særlige opmærksomhed skyldes dels, at det aldrig er nærmere fastslået, hvem der var de ansvarlige for uhyrlighederne, dels at den verdenskendte skuespilforfatter og lyriker Federico García Lorca var ét af ofrene og ligger i én af de få fællesgrave, hvor de dødes identitet er kendt, mens den store majoritet er ukendte, sådan at deres efterladte end ikke ved, hvor deres familiemedlemmer ligger begravet.

Begge dele har naturligvis vakt sorg og frustration hos de efterladte, og der har gennem år været ført voldsomme debatter om at få opklaret disse sager. Men opklaringen har hidtil været vanskeliggjort af den såkaldte Glemselspagt, som var en forståelse, der opstod efter Francos død i 1975, om at lægge et glemslens slør over næsten 40 års rædsler - en under de givne omstændigheder pragmatisk og nødvendig pagt, som gik ud på ikke at retsforfølge diktaturets ledere og underordnede i alle led, til gengæld for, at det gamle systems folk, ikke mindst generalerne, accepterede overgangen til demokrati inklusive legalisering af kommunistpartiet. Ingen ønskede at risikere nye væbnede opgør.

Et fejlgreb

Glemselspagten har sikret gravfreden for høj og lav, og den blev i 1977 formaliseret i en lov om amnesti, som fritager alle for eventuelle forbrydelser begået under Franco; en lov, der stadig opfattes som en hovedhjørnesten i indførelsen af demokrati i Spanien.

Hele denne konstruktion udfordres nu af en juridisk superaktivist, den bekendte undersøgelsesdommer Baltasar Garzón. Han har i mange år ment, at Glemselspagten og amnestiloven var et fejlgreb. Der burde være sket et meget mere radikalt opgør med diktaturets ledende folk. Desuden mener han, at der af hensyn til de efterladte bør tages fat på problemet med de anonyme fællesgrave, både massegrave og mindre grave, som den hvor Lorca ligger sammen med tre andre

Garzón har derfor taget to vidtrækkende initiativer, idet han har fremlagt et anklageskrift, hvori han både tillægger Franco og 34 andre militære ledere ansvaret for oprør mod en lovlig valgt regering i 1936 og for planlægning af systematisk udryddelse af politiske modstandere under og efter borgerkrigen. Anklagen omtales som 'sagen mod franquismen'. Garzón har samtidig igangsat forskellige undersøgelser af fællesgrave, hvoraf specielt åbningen af 24 grave har vakt diskussion - og opsigt, fordi én af dem netop er Lorcas grav.

Står ved magt

Den øverste anklagemyndighed ('Rigsadvokaten'), som Garzón henhører under, kræver 'sagen mod franquismen' afvist som ugyldig, fordi forbrydelserne er omfattet af amnestiloven og i øvrigt ikke var forudset i den da gældende spanske straffelov af 1932. Sagen afgøres i et plenum af samtlige undersøgelsesdommere, og en afgørelse forventes tidligst om en måned, men det anses for sandsynligt, at flertallet af dommerne vil underkende anklageskriftet.

Sagen har naturligvis stor politisk betydning, men ministerpræsident Zapatero har klogelig udtrykt respekt for de beslutninger, en undersøgelsesdommer kan træffe, men samtidig stille og roligt slået fast, at "Franquismen (for længst) er endegyldigt dømt af historien". Glemselspagten står med andre ord ved magt, en konstatering, som det store oppositionsparti Partido Popular hellere end gerne vil tilslutte sig.

Plejet sårene i tavshed

Sagen om fællesgravene er sværere. For hvor skal man trække grænsen for, hvor mange - og der er altså tale om rigtig mange - der skal åbnes og på hvis bekostning? Foreløbig er der ikke åbnet mange, og det er altovervejende sket på familiernes initiativ. Men nu har foreninger, der repræsenterer ofre for drab og forfølgelser både under og efter krigen, fremlagt lister på over 100.000 dræbte og savnede. Og de bakkes op af Baltasar Garzón.

Man siger, at det tager - mindst - tre generationer at komme sig efter en borgerkrig. Og Lorcas familie, hvor det nu er nevøer og niecer, der er udslagsgivende, har hidtil i tavshed plejet sine sår og har ikke ønsket digterens grav åbnet. Deres ønske om, at der på graven kun skulle stå en sokkel uden navne til minde om borgerkrigens ofre på begge sider, er indtil for nylig blevet respekteret. Men familierne til de tre andre, som ligger begravet sammen med Lorca, har skiftet mening og er gået ind for, at graven åbnes. Og de har nu pludselig fået tilslutning af én af Lorcas nevøer. Der er på det helt nære plan brudt endnu en strid ud som udløber af Den spanske Borgerkrig, og Garzón bidrager med sin beslutning til denne særlige version af brud på gravfreden.

Den mand, der var leder af den lille gruppe fascister, som myrdede Lorca, nyder derimod godt af sin families værn om gravfreden. Ingen takkede denne Ruiz Alonso for hans indsats, tværtimod var hans handling, som var godkendt af en af Francos generaler, en belastning for det franquistiske regime. Derfor sluttede han sig kort efter Francos død til sine familie i Argentina. Da han døde, blev han begravet med navn på sin gravsten, men familien har aldrig villet røbe, hvor graven er.

Ole Olesen er cand.polit. og Spanienkommentator

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu