Kommentar

Homer Simpson, Bush og slaget om finanskrisen

At give Bush og hans regering kredit for finanskrisen er nok ikke så rimeligt, som Mads Qvortrup synes. Man kan ligeså godt give Clinton skylden
3. oktober 2008

Jeg elsker Lisa Simpson fra tv-serien The Simpsons, og er helt enig i Mads Qvortrups beskrivelse af hende i lederen om finanskrisen 1. oktober. Schadenfreude - skadefryd - tjener ikke noget formål. Heller ikke i en situation med dyb krise på de internationale finansmarkeder. Så udover at jeg håber Qvortrup skammer sig, som Lisa siger man skal, når man glæder sig over andres ulykke, så har jeg et par mere substantielle kommentarer til lederen og de fejlopfattelser, jeg mener præger den.

Jeg kan ikke se, hvad Susan Stranges verdensbillede har med den aktuelle situation at gøre. Hun beskriver angiveligt en rendyrket kapitalistisk verden uden regulering af den finansielle sektor og med frie internationale kapitalbevægelser. Sådan ser verden kun delvist ud. Den finansielle sektor er i de fleste lande underlagt en høj grad af regulering - netop for at minimere risikoen, for et kollaps. Den krise vi ser nu, har fortrinsvis udgangspunkt i den amerikanske økonomi. Ville krisen ikke være opstået, hvis USA ikke var en del af det internationale kapitalmarked?

Notorisk latterlig figur

Jo; krisen er hverken opstået på grund af frie kapitalbevægelser (men disse medvirker selvfølgelig til at sprede den), eller grundet fravær af regulering. Så Susan Strange bidrager ikke meget til forståelsen her; men lad hende dog blot få lidt berømmelse og ret til eventuelt at føle en smule Schadenfreude.

Hvis man nu ikke kan give et karikeret billede af virkeligheden skylden for hele miseren, hvad så? Jah, den hurtige løsning er selvfølgelig at rette skytset mod George W. Bush. Han er jo en notorisk latterlig figur, som tilmed har ansvaret for død og ødelæggelse flere steder i verden. Men at give Bush og hans regering kredit for finanskrisen er nok ikke så rimeligt, som Qvortrup synes. Startskuddet til krisen var utvivlsomt boligprisstigningerne i USA, som mange i dag betragter som en boble. Disse stigninger medførte en långivningsadfærd ofte baseret på forventninger om yderligere boligprisstigninger, hvilket på kort sigt forårsagede de 'ønskede' boligprisstigninger.

Umulige at forudsige

Men når boblen brister kan lånene ikke tilbagebetales, og en krise er skudt i gang. Er det nu Bush' skyld? Næppe. Bobler er for alle praktiske formål umulige at forudsige, ligeså svære at bekræfte eksistensen af, så de kan oftest først erkendes, når det er for sent. Derfor er det centrale at undgå, at de kan opstå. Og i den forbindelse kunne man ligeså godt give Clinton skylden. Clinton administrationen pressede i 1999 Fannie Mae institutionen til at udvide låneaktiviteten til lavindkomstgrupper bl.a. ved at opkræve mindre udbetalinger. Dvs. Clinton pressede reelt på for, at der blev ydet lån til mennesker, som har svært ved at betale et lån. En del kommentatorer mente den gang, at denne strategi kunne give bagslag senere; jah, det tør siges.

Social retfærdighed

Jeg er helt enig i at politikerne skal støttes i at finde en løsning. Andet ville vel nærmest være ulovligt. Men om afskaffelse af gyldne håndtryk egentlig er så vigtigt her, er jeg ikke sikker på. Det skulle tilsyneladende gøre det nemmere at sluge, "at vi andre betaler regningen" for en løsning. Men jeg synes, det vil være meget bedre at støtte politikerne i løsninger, der ikke nødvendigvis sender regningen videre til skatteborgerne. Sådanne løsninger vil skabe skadelig præcedens for fremtidig adfærd på de finansielle markeder. Derfor er det glædeligt, at Hank Paulsons oprindelige redningsplan (som vitterlig sendte regningen videre), blev skarpt kritiseret af økonomer og politikere, og dernæst revideret så skatteyderne i større omfang blev gjort skadesløse. Den plan blev som bekendt ikke vedtaget i Kongressen; to ud af tre republikanere stemte imod. Så forhåbentlig ender man med en plan som holder skatteyderne mere eller mindre helt ude af billedet. Da vil selv de mest skeptiske republikanerne kunne stemme for planen. Og planen vil kunne hjælpe almindelige mennesker mest; de mennesker som ifølge Qvortrup er ofre for et økonomisk kaos skabt af en republikansk administration.

Lad mig slutte med The Simpsons. Jeg elsker det afsnit, hvor Homer Simpson fysisk tæver Bush den ældre. Og jeg indrømmer gerne, at jeg ser frem til, at Homer også giver Bush den yngre en solid overhaling ved lejlighed. Det er der mange gode grunde til. Men som det gerne skulle fremgå af ovenstående, er det bare for nemt at give Bush administrationen og republikanerne over en kam ansvaret for den aktuelle finansielle krise. Det kan endda ikke udelukkes, at det er republikanere, som sikrer at løsningen på krisen bliver mere social retfærdig.

Henrik Jensen er professor i økonomi ved Økonomisk Institut, Københavns Universitet. Hans beskæftiger sig med makroøkonomisk teori og politik med særlig fokus på pengepolitik

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eyvind Lyberth Nielsen

Det har ofte været fremført i pressen at likviditetskrisen ikke har lighed med situationen omkring den store depression i 1930′rene. Det er så sandt som det er sagt. Den aktuelle situation minder i mere om krakket i 1873, men med den afgørende forskel at de højt specialiserede industrielle og statsfonde, pga. deres investeringskraft spiller en særlig rolle som trendforstærker på både positive og negative bevægelser i markedet.

Problemet som vi ser i dag er opstået fordi det internationale banksystem har udviklet en parallelitet så at det kan unddrage sig almindeligt banktilsyn ved at lægge højrisikobetonede investeringer ud i særlige investeringsfonde.
Bankernes rolle i det finansielle marked er altså i dag ændret fra at blot at stille kreditter til rådighed, til at levere de finansielle instrumenter som udgør kernen i likviditetsproblemet.

I den økonomiske klimamodel raser efterårsstormene om kap med vejrliget og det er de finansielle institutioner, der står blæst om. Væk med vinden er finansieringsvirksomheder - som i USA blev skabt for at give almindelige amerikanere mulighed for at få et sted at bo efter forrige krig - fordi de kammede helt over i vækstvanvid og blev spolet helt tilbage til udgangspunktet.

Liberaliseringen af det finansielle marked, introduktionen af strukturerede finansielle produkter og credit default swap systemet gav verdensøkonomien et vældigt moment, som et højtryk der søgte mod stjernerne. Nu kommer tilbageturen over os som et økonomisk lavtryk. Kombinationen af CDO og CDS viser nu bagsiden frem: Obligationer der ikke er det papir værd som de er trykt på; kreditrating og finansieringsforsikringer, der i bedste fald tårner interbankrenten op, eller med garantier der er grebet ud af den lunkne luft som situationen efterhånden er så fyldt af…

Man kan altid kende en begyndende økonomisk “krise” på, at noget går for godt.

Det kan illustreres således:
1. Spekulativ finansiel handel på finansmarkederne aggregerer kursgevinst.
2. Push/pull skaber stigende likviditet.
3. Den øgede pengemængde skaber finansiel inflation, øget omsætning og stigende aktivpriser.
4. Dette skaber en kortsigtet velstandseffekt, som styrker troen på den økonomiske fremtid.
5. Renterne falder, og den monetære sektor boomer på grund af kreditinflation.
I værste fald medfører det krak og depression.
Der opbygges en stigende efterspørgsel på penge. Dette monetære problem kan håndteres på to forskellige måder:

Man kan skrue på renten. Hvis man skruer ned for renten, får man stigende kreditproduktion i den monetære sektor, og hvis man skruer op for renten, får man faldende kreditproduktion.

Man behøver ikke at være økonom for at gennemskue, at det forretningsmæssigt rigtige at gøre, er at øge kreditproduktionen.

Den finansielle sektor sætter produktionen af kredit op, og vi ser en hurtig stigning i omfanget af kredit og gæld.

Der pågår en hurtig spekulation i priserne på investeringsgoder som fast ejendom, aktier og råvarelagre, og der opstår efterhånden intens konkurrence imellem udbydere af lån og kreditter. Kreditvilkår og udlånsbetingelser lempes pga. nedsættelse af risikopræmier og egenfinansieringskrav.

Herefter opstår der efterhånden flere samtidige bobler på grund af velstandsillusionen.

Følgende indikatorer fortæller os, at der opbygges “overtryk” i den økonomiske sektor

1. Lånevilkår lempes
2. Prisen på at låne falder (rentefald)
3. Prisen på kunstværker er stigende.
4. Prisen på fast ejendom vokser.
5. Prisen på aktier stiger voldsomt.
(og det er præcis her det går galt)

Renten falder under den naturlige rente, og pengemængden øges i et omfang svarende til aktivitetsudvidelserne - og banker og kreditinstitutter har “kronede” dage, og efterhånden sætter renten sig fast under den rentesats, der kan modvirke inflation, (den kan ikke sikre, at den frivillige opsparing matcher investeringerne.) Derfor bliver opsparingskvoterne for lave, og pengeinstitutterne får “debet/lånegradsinfluenza”.

Kreditinflationen uddyber efterhånden kapitalstrukturen, og der opstår stigende konkurrence imellem konsumentmarkedet og kapitalgodeindustrien.

Den lave rente sætter turbo på samfundsøkonomien, og produktionsapparatet efterspørger arbejdskraft ud over den tilgængelige, og det sætter konkurrenceevnen på spil.

Erhvervslivet mister kontrakter pga. manglende produktionsevne.

1. Spekulativ finansiel handel på finansmarkederne aggregerer nu kurstab.
2. Push/pull giver vigende likviditet.
3. Den skrumpende pengemængde giver tab, faldende omsætning og faldende aktivpriser.
4. Dette skaber et stemningsskift fra velstand mod knaphed og svækker troen på den økonomiske fremtid.
5. Interbankrenterne stiger, og den monetære sektor indfører kreditstramninger.
Korrektionen indtræffer, og pengemængden imploderer i den monetære sektor, og spekulationsobjekterne falder til under den spekulative værdistigning på grund af at tilliden fordufter i markedet.

Da penge er en knap ressource, forstærkes efterspørgslen på penge i stigende grad, og man kan jo ikke øge pengemængden uden at skrue op for inflationen, så renten vil herefter være stigende, og derefter går det mod recession.

Investeringshorisonterne afkortes, og efterhånden som de stigende råvarepriser, de højere renter og stigende lønkrav gør sig gældende - og ikke at forglemme, politiske indgreb - udhules konkurrenceevnen, produktionen stagnerer og indtjeningen falder...

Fra man første gang fandt på at trykke penge på papir og udstede obligationer har man haft problemer med at styre markedet. Siden har der i gennemsnit været “kriser” hvert tiende år.

I England var der f.eks.indtil de fik styr på den trafikale infrastruktur “run” på bankerne ca. hvert tredie år fordi pengene skulle køres ud med hestevogne via mudrede skov- og markveje og da logistikken derfor var elendig, var transporterne ofte forsinkede, eller pengene blev stjålet undervejs.

I året 1705 publiceredes så ”Money and trade considered with a proposal to supply a nation with money” af John Law. Publikationen omhandler indførelsen af papirpenge.

Nogle år senere baseres den første “nationalbank” I Frankrig på den idé, at penge ikke er den værdi hvortil man udveksler varer, men den værdi, ved hvilken varerne udveksles, og hvis papirerne var ombyttelige med ædelmetal på sigt ville de vare gangbare i handel. Som sagt, så gjort.

Men det er politikken, der er interessant i denne sammenhæng. Der var i Frankrig en svimlende statsgæld baseret på obligationer, der havde udviklet sig til rene junk bonds – de kaldte dem blot ”Billet’s d’états – som handledes til under en fjerdedel af den kurs de var udstedt til. Ved hjælp af fiffighed og snedig markedsføring - og sandsynligvis fordi det første gang - lykkedes det at få ombyttet statens gæld til kurs 25 med papirpenge.

Naturligvis gik det galt – første gang var ikke lykkens gang – da de politiske ledere så hvilken eksplosiv effekt udstedelsen af ”gratis” betalingsmidler havde på samfundsøkonomien, satte de en overemission i gang af papirpenge, som skabte en gigantisk boble i hele Europa og en overvældende velstand i Frankrig til at begynde med, men eksperimentet endte med en ligeså gigantisk implosion i betalingsevnen som da de begyndte.

Forskellen var bare at folk nu måtte sove på knoklede madrasser – stoppet med mønter – og de allermest initiativrige var blevet et hoved kortere. Da staten - for at bremse kapitalflugten – tyede til at halshugge alle, der forsøgte at forlade landet med kontanter i lommen…

Op igennem historien har vi set konjunkturerne gå op og ned - kriser kommer og går - og hver gang er der lidt mere vi forstår.

Kloge folk har udviklet vor forståelse for de økonomiske sammenhænge op igennem tiden, og som tiden går, bliver økonomien som fortovet – vi går der hver dag – men ser det ikke på vor vej. Der er rigtigt mange ting der kan gå galt, og ligesom man synes at man har set alt, går det galt på en ny måde. Men én ting har de alle tilfælles. Tillid. Eller mangel på samme – det brister altid efter en epoke med blind tillid… og efterfølges af en periode med dyb mistillid.

Nu kan man jo ikke stoppe madrasser med data og balancer. I disse informationstider er alle værdier jo virtuelle af natur. Efter den aktuelle finansboble ville det vel også betyde at vi måtte ligge og skrabe næsen mod loftet. I vore dage giver det ikke nogen mening at fylde madrasserne, da pengevæsenet kun har værdi hvis vi accepterer at penge ikke er den værdi hvortil man udveksler varer, men den værdi, ved hvilken varerne udveksles og det altså gøres med et VISA kort i dag, samt at vi højst sandsynligt heller ikke har noget at stoppe i madrassen alligevel, pga. lån og prioriteter.

Man forsøgte i en årrække at kontrollere kursen på valutaerne i forhold til lødigheden af metallet. Dette medførte at nationerne skulle ligge inde med store mængder af ædelmetaller som ikke udgjorde et produktionsskabende aktiv. Herefter har man indført krydsvekslingkurser istedet og er så at sige “gået fra guldfoden”. Da penge har en divertiv funktion i og med at det både er en valuta, et betalingsmiddel og en vare.

I 1869 oplever vi et “run” på dollaren, hvor én enkelt finansmand Jay Gould i USA gearer en mindre sum egne kontanter, og i samarbejde med et halvt hundrede dealere til at tvinge kursen på guld så højt op (tvinge kursen på dollar ned) at Finansministeriet begyndte at sælge ud af guldreserverne for at holde dollarkursen oppe. Gould opbygger terminskontrakter for 35 mio.$ før han begynder at sælge ud på et tidspunkt hvor han praktisk talt har kontrakt på det meste af det tilrådighedværende guld og almindelige mennesker i hele landet springer på markedet for at sikre sig del i fortjenesterne. Da finansministeriet begynder at sælge rasler kurserne ned, og James Gould indkasserer i omegnen af 1,5 mio.$ i fortjeneste på et lille kvarters tid.

Udbygningen af Amerikas jernbanenet, og de enorme aktieemissioner det medførte, og den efterfølgende sammentrækning i økonomien da dén boble sprang, trækker tydelige paralleller til den nyere økonomiske udvikling i det nuværende Kina. Blot oplever man i Kina samtidig den økonomiske boble som følger med industrialiseringen og omsætningen af privat opsparing og opspekulationen af aktier samtidigt hermed. I 1872 var der 89 jernbaneselskaber i Amerika som misligholdt afdragene på deres obligationslån. Der var på det tidspunkt 364 børsnoterede jernbaneselskaber; men kun 260 af disse selskaber var i stand til at udbetale udbytte. I slutningen af 1872 begynder kurserne nedturen på børserne, og markederne udviser der så langt større forsigtighed og konjunkturerne vender og tilliden forsvinder ud af markedet. Kollapsen indtræder i 1873 hvor marginalspekulanterne går konkurs i en bølge, der trækker de banker som har depoterne fulde af Amerikanske jernbaneaktier med ned. Østrigske, Tyske, belgiske, italienske, hollandske og amerikanske banker blev trukket ned på stribe, og likviditeten fordufter ud af markedet i et historisk credit chrunch. Wall street lukker børsen i en halv snes dage. Det amerikanske finansministerium frigiver herefter 13 mio.$ til opkøb af statsobligationer og børsen åbner igen; men recessionen kaster halvdelen af arbejdsstyrken ud i arbejdsløshed og investeringerne falder til ca. 2/3. Boblens drivkraft var at almindelige mennesker reducerede deres opsparinger for at spekulere i de profitable jernbaneaktier, de enorme investeringer satte jernbaneselskaberne i stand til at konkurrere på investeringer helt ud på overdrevets rand.

Nu har USA så fået den idé at lave en kæmpe fond – som de smider alle de dårlige papirer (ud) i – Det ér gået lidt hurtigt, de har brugt en uges tid på at udtænke den snedige plan. Der har været nævnt beløbsstørrelser på op til 1000 milliarder, der skal købes junk bonds op for. Andre har nævnt at 5000 milliarder vil være nødvendigt. I øjeblikket ligger så på bordet en plan til 850 mlliarder dollar, altså en plan pænt under lavmålet.

I Senatet er planen skruet sammen så likviditetsstrømmen opretholdes til det finansielle marked – uagtet at de tøjlesløse forretninger har bragt institutionerne helt ud på overdrevets rand - og har skruet lån sammen uden forstand og sikkerhed.

Paulson forestiller sig at obligationerne kan sælges på sigt… (!) … I panikken er planen ligeledes skruet sammen så USA i praksis via de multinationale banksystemer kan få tiltransporteret alle de dårlige forretninger fra hele verden. Det er ikke særligt snedigt…

Men hvor om alting er skal den amerikanske stat nu have listet godt og vel halvdelen af USA’s kreditobligationer i kakkelovnen, da de har udviklet sig til rene junk bonds og i praksis er værdiløse.

Det vil på kort sigt lune lidt i verdensøkonomien, for papir brænder klart og hurtigt, men ovnen bliver hurtig kold, og i en økonomi, der som den amerikanske er baseret på at borgerne selv brænder deres penge af, i et hastigt stigende tempo, vil det virke som kolde afvaskninger.

Bevares, det er pengene der får det hele til at løbe rundt, og da alverdens nationalbanker er enige om at transfusionere dollar ind i kredsløbet, ser det ud til at pulsen ikke bliver svagere, men den rette medicin er altså ikke en børnemagnyl. Hvis man fortynder pengestrømmen fører det blot til øget inflation og faldende vækst, og det er den visse død. Tilsyneladende er der allerede indtruffet hjernedød. Men denne plan vil årelade den amerikanske økonomi for kraft.

Hvad Henry Paulson burde have gjort var, at fastholde de finansielle institutioner på deres forretningsgrundlag. Han skulle have styrket tilliden til at FED har tingene under kontrol, og have udstedt garantier for at de sunde forretninger har uendelig likviditet til rådighed.

• Det amerikanske finanstilsyn skal i arbejdstøjet og udarbejde en afviklingsplan for de ikke-arbejdende lån.
• Bankerne skal hensætte 12,5 % pa. ekstra. Sub prime obligationerne, skal efterfølgende udtrækkes til udløb og afskrivning 1/20 hvert efterfølgende år.
• Sub prime obligationerne skal kunne straksbelånes i FED med 60 % til interbankrenten.
• Gælden frigøres fra pant, så lånerne ansvarliggøres juridisk for den gæld de indgår, så man ikke bare kan smække dørene i hus og bil og dumpe problemet ind af brevsprækken til sin bank…
• USA skal indføre balanceprincippet. Amerikanerne skal sørge for at der ikke udstedes boliglån, som ikke er modsvaret af obligationer.
• Systemisk skal der ligeledes etableres en troværdig market maker ordning, som køber og sælger på kreditobligationsmarkedet.
• FED skal tillige arbejdes på at indsnævre spændet i mellem diskontoen og markedsrenterne for at styrke tilliden til det finansielle system og sænke inflationen. Kapitalismens puls er netop pengestrømmen. Hvis likviditeten ikke flytter sig af sig selv er patienten døden nær.
• Det er ikke nationalbankernes opgave at producere pengene. Systemet skal selv producere likviditeten. Hvis bankerne ikke har gensidig tillid og tager sig betalt i store risikogarantier ender kapitalmarkedet i en negativ spiral (depression).
• Ligeledes skal Chapter 11 ordningen overvejes og en konkurslovgivning, der tilgodeser interessenter såvel som kapitalstrukturer skrues sammen, for at genskabe tilliden til den amerikanske økonomi.

Den aktuelle situation minder om jernbanekrakket i 1873. Men med det twist, at de højt specialiserede industrielle og statsfonde, pga. deres investeringskraft spiller en særlig rolle som trendforstærker på både positive og negative bevægelser i markedet.

Markedsøkonomien som vi har kendt den er under hastig forandring. Hvor vi før har set centralbankerne og de økonomiske politiker have den afgørende rolle - er betingelserne ændret. Initiativet er i dag overladt til multinationale eller store statsfonde, der på afgørende vis sætter dagsordenen i den internationale økonomi.

Det er ganske alvorligt når det finansielle marked går i retning af nedsmeltning i kapitalstrukturerne som vi ser det for tiden.

Man kan kun håbe på at det finansielle marked vil være lige så ferme til at imødegå det kommende credit chrunch der er i vente i nedkonjunkturen, som det har været til at forstærke kredit-boomet i opkonjunkturen. Problemet er bare at det især er de store nye aktører: Hedge- og statsfonde, der er i færd med at trække tæppet væk under betingelserne for verdensøkonomien som vi kender den.

Når USA har fået opsuget alle de dårlige papirer i den statslige skraldespand og kommer op på små 50.000 mia. dollar i statsgæld og rigtigt er spændt for rentevognen, kommer angrebet på dollaren…

Amerikanerne kan godt begynde at ryste i bukserne, for så skal krydsvekslingskurserne nemlig korrigeres. I praksis vil det foregå således at prisen på guld vil stige mod skyerne samtidig med at dollaren rasler ned indtil de åbner butikken i Fort Knox…

Analogi i danske forhold:

Boligboblen var altså ikke så svær at forudsige, eller rettere identificere, det er vi faktisk nogle stykker, der har gjort ganske længe.

Mest prominent er Jacob Brøchner Madsen, ligeledes fra Økonomisk Institut, som er blevet skammet ud. Men han havde jo ret.

Lige præcis, hvornår den brister er jo ikke til at sige, men det er jo egentlig også ligegyldigt.

Det handler om at undgå, at den opstår.

Regeringen har så gjort det modsatte i årevis med nye låneformer og boligskattestop.

Systemdefekt.

Der er mange bud på årsagen til systemkrisen:

De amerikanske Banker: Men en væsentlig årsag til krisen er, at bankerne har lånt penge til folk, som under ingen jordiske omstændigheder kunne betale pengene tilbage. Det er dårligt købmandskab.

Bush-regeringen: Joseph Stiglitz har gjort opmærksom på her i avisen - Bush-regeringens udenrigspolitiske eventyrtogter, der bærer en del af skylden for det økonomiske kaos.

Clinton: Clinton administrationen pressede i 1999 Fannie Mae institutionen til at udvide låneaktiviteten til lavindkomstgrupper bl.a. ved at opkræve mindre udbetalinger. Dvs. Clinton pressede reelt på for, at der blev ydet lån til mennesker, som har svært ved at betale et lån.

Alan Greenspan: USA's tidligere centralbankchef er i følge Albert Edwards den hovedansvarlige for denne boble. "En retssag imod Greenspan vil være passende. Han skal i fængsel."

Og så er der alle de bud der ser meget videnskabelige ud.

Er sandheden ikke den enkle, at det er systemet der er ansvarligt, systemet har en indbygget uansvarlighed som styrker monopoldannelsen. Monopoldannelsen er systemets mål.

Denne monopoldannelse har resulteret i at der aldrig i verdenshistorien har været så mange af jordens ressourcer samlet på så få hænder.

'Vi akkumulere, Vi akkumulerer'..

Christian de Coninck Lucas

Yeo, Bill Clintoin was a deregulator who liked the weed. He just spoent less money to keep the (unclassified) budget balanced. This story would have made his day:

http://www.alternet.org/drugreporter/101389/marijuana_is_real_medicine/

He is just almost as guilty of the current problem as Bush & Cheney, and the Reagan/Bish era but none more so thatn Allan Greenspan and David Rockefeller. Check it out :)

Christian de Coninck Lucas

And let's not forget that past the current credit crunch, there is waiting a multi-trillion dollar...

http://en.wikipedia.org/wiki/Credit_default_swaps
http://en.wikipedia.org/wiki/Credit_derivative

...derivative and 'credit default swaps' Death Star out there that will eventiually go nova. Estimates center around the staggering number $62 trillion -- 62.000.000.000.000 -- and yet no mainstream news is reporting this potential disaster.

These are the "wonderful tools of finance" that the current bill is trying to save. They....are....JUNK!

Til KP J:

Jeg skrev "Bobler er for alle praktiske formål umulige at forudsige". Dette fastholder jeg baseret på min økonomiske indsigt. Den "tekniske analyse" du omtaler, hvordan kan den FORUDSIGE en boble?

Du skriver, tror jeg, om noget der allerede er i gang. Det er jo noget helt andet, hvilket almindelige danskere nok godt kan se (for nu at bibeholde dit lettere nedladende sprogbrug).

Jeg vil skrive det samme en anden gang, uanset om andre vil synes det er noget vås. Jeg skriver jo ikke artikler for at tilfredstille alle og bekræfte alles fordomme. Det ville da være kedeligt.