Kommentar

Hvem myrdede Wall Street?

Hvad vil obduktionen af Wall Street vise? Var det selvmord? Mord? Hændelig død?
Debat
31. oktober 2008

Det kræver ikke stor anstrengelse af være skeptiker på finansmarkedets vegne i disse dage. Så lad os lige huske på hvor uafviselig logikken i den finansielle innovation, der har ført os ud i vor nuværende knibe, forekom for kort tid siden.

For var der ikke konsensus om, at kreditmarkederne burde give flere adgang til at eje deres egen bolig? Og måtte vi så ikke opmuntre til øget konkurrence inden for realkreditlånvirksomhed? Jo, og derfor tillod vi andre finansielle spillere end bankerne at yde boliglån, ligesom vi lod dem tilbyde mere kreative og mere overkommelige realkreditlån til de potentielle boligejere, som havde svært ved at opnå lån hos de konventionelle långivere.

Vi gjorde det herefter muligt at sammenlægge og sammenpakke disse lån i værdipapirer, som kunne sælges til investorer - i denne proces kunne de medfølgende risici endda reduceres. Vi delte rovet fra strømmen af afbetalinger i yderligere lånetrancher af varierende risiko og kompenserede indehaverne af de mere risikofyldte med højere renter.

Vi pressede herefter kreditvurderingsselskaberne til at attestere, at de mindre risikable af de pantsikrede værdipapirer var tilstrækkeligt sikre til, at pensionskasser og forsikringsselskaber kunne investere i dem. Og hvis nogen stadig var nervøse, skabte vi derivater, der gav investorerne mulighed for at købe forsikring mod misligholdelse fra værdipapirernes udstedere.

Hvis man havde ønsket sig et skoleeksempel på fordele ved finansiel nytænkning, kunne man næppe have udtænkt en bedre ordning. Takket være disse finansieringsmodeller blev millioner af familier, som hidtil havde været udelukket fra privatboligmarkedet, til husejere, investorerne fik store afkast, og de finansielle mellemmænd sikrede sig pæne gebyrer og provisioner.

En ydmygelse

Det fungerede i teorien - og indtil for omkring halvandet år siden troede mange finansfolk, økonomer og politikere også, at det fungerede i praksis.

Men så ramlede det hele. Den krise, som i de seneste måneder har omspændt verdens finansmarkeder, har begravet Wall Street og ydmyget USA. Den krisepakke til næsten 1 milliard dollar, som den amerikanske stat måtte sammensætte, får tidligere nedsmeltninger i de nye vækstzoner - det være sig Mexicos 'peso'-krise i 1994 eller den asiatiske finanskrise i 1997-98 - til at ligne bagateller.

Men hvor gik det galt? Hvis vore løsninger ikke retter sig mod de reelle underliggende årsager til krisen, kan vor pludselige nye reguleringsiver ende med at tage livet af også gavnlige typer af finansiel innovation i bestræbelserne på at udrydde de giftige af slagsen.

Gældsfælden

Problemet er ikke mangel på mistænkte. For kan det virkelig passe, at krisen alene skyldes de skruppelløse realkreditudlånere, der udviklede kreditvilkår som teaser-rentesatser ('lokkerenter' - dvs. en lav rente i de førte par år og kraftig stigende rente i resten af lånets løbetid, red.) og prepayment penalties (justerbare strafgebyrer, red.) - som førte intetanende låntagere i gældsfælden?

Måske, men disse strategier ville ikke have givet mening for långiverne, hvis de ikke havde følt sig sikre på, at huspriserne ville blive ved at stige.

Så måske synderen snarere er den boligmarkedsboble, som udviklede sig i slutningen af 1990'erne, og den daværende amerikanske centralbankdirektør, Alan Greenspans modvilje mod at punktere den. Alligevel gik eksplosionen i mængden af pantebreve og lignende værdipapirer langt ud over, hvad der var nødvendigt for at opretholde en realkreditlångivning.

Det samme var tilfældet for de såkaldte credit default swaps (en forsikring mod misligholdelse, red.), der blev til et instrument for spekulation og nåede et forbløffende volumen på 62 billioner dollar.

Så krisen ville måske ikke have nået det omfang, den fik, hvis ikke finansinstitutioner af enhver slags i den grad havde tyet til fremmedfinansiering for at få højere afkast.

Men hvad så med kreditvurderingsselskaberne? Hvis de havde gjort deres arbejde ordentligt og udstedt rettidige advarsler om de risici, der forelå, ville disse markeder vel næppe have opsuget så mange investorer, som de i sidste ende kom til? Er det ikke det afgørende i sagen?

Eller måske skal de virkeligt skyldige findes på den anden side af jordkloden. Asiatiske husholdninger med høj opsparing og dollarhamstrende udenlandske centralbanker frembragte en global opsparings-'overmætning', som skubbede den effektive rentesats over i negativt territorium, hvorved boblen på det amerikanske boligmarked på sin side blev yderligere opblæst, og de finansielle spillere sendt ud i stadig mere risikobetonede satsninger for lånte penge.

En fuldendt storm

De makroøkonomiske politiske beslutningstagere kunne også i tide have taget sig sammen og sat ind imod de store de store og uholdbare ubalancer på de løbende budgetter. Så ville der ikke have skvulpet så meget likviditet rundt i afventen på, at en ulykke skulle indtræffe.

Men det forhold, som for alvor fik os ind i hele denne redelighed, kunne også være, at det amerikanske finansministerium spillede sine kort så dårligt, da krisen begyndte at udfolde. Trods situationens åbenlyse alvor, var den udløsende faktor, som fik kreditmarkederne til at bryde sammen, at finansminister Henry Paulsen sagde nej til at stille sikkerhed for Lehman Brothers.

Umiddelbart efter den beslutning kollapsede al kortsigtet finansiering for selv de bedst kapitaliserede virksomheder, hvorved hele det finansielle system ganske enkelt blev dysfunktionelt.

I betragtning af, hvad der var under udvikling, havde Paulsen gjort klogere i at holde sig for næsen og gøre for Lehman, hvad han allerede havde gjort for Bear Stearns og skulle blive nødsaget til at et par dage senere for AIG: Redde dem med skatteyderpenge. Så kunne Wall Street have overlevet, og de amerikanske skatteydere ville være sparet for en endnu større regning.

Måske er det meningsløst at søge efter en ganske bestemt årsag, uden hvilken det finansielle system ikke ville være eksploderet op i ansigtet på os. En trøsterig tanke - hvis man stadig helst vil tro på, at finansiel tilregnelighed har en fremtid - er, at dette var et tilfælde af 'en fuldendt storm', en sjælden katastrofe, som forudsatte, at en stort antal stjerner skulle stå i en bestemt konstellation på samme tid .

Hvad vil obduktionen af Wall Street vise? Var det selvmord? Mord? Hændelig død? Eller en sjælden forekomst af omfattende organsvigt? Det får vi sandsynligvis aldrig at vide.

De reguleringer og forholdsregler, som lovgivere vil sætte i værk for at forhindre en gentagelse, vil derfor nødvendigvis være uskarpe og af uvis effektivitet. Derfor kan De være sikker på, at vi vil se en ny stor økonomisk krise engang i fremtiden, når denne har lejret sig i vores hukommelse afkroge.

Det kan De sætte Deres sparepenge på - ja, det kommer De sandsynligvis også til.

Dani Rodrik er professor i politisk økonomi ved Harvard

© Project Syndicate og Information

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her