Hvordan imødegår vi skyderier og bandekonflikter?

At imødegå skyderier og bandekonflikter handler både om, hvordan vi forstår problemerne, samt hvordan vi forholder os. Den måde politi, journalister, socialarbejdere og forskere fremstiller skyderierne eksempelvis i medierne har betydning for udviklingen af konflikten. Arbejdet med at bekæmpe og forebygge skyderier og bandekonflikter er fordelt over flere parter:
•Den første part er politiet; hvis indsats inkluderer patruljering og visitation for våben, opklaring af skudepisoder, samt efterforskning af eventuelle racistiske motiver.
•Den anden part er medierne; hvor konflikten udfoldes og formidles til en bred offentlighed. Som det ses længere hen i kronikken er der både eksempler på, at medierne kan medvirke til yderligere polarisering, men også til at bygge bro mellem konfliktens parter.
•En tredje relevant arena udspænder sig på tværs af socialt arbejde, uddannelse og de dele af arbejdsmarkedet, der udmærker sig ved at være socialt bevidst og inkluderende. Her er det opgaven at medvirke til at udsatte unge har adgang til meningsfulde aktiviteter, uddannelse og/eller beskæftigelse. Det vil sige, at de dagligt involveres og engageres i noget, som udgør et reelt alternativ til et kriminelt gadeliv. Et alternativ, der kan bidrage til at vrede og frustration ikke tager overhånd.
•Den fjerde part er gadeplansarbejdet, hvis opgave primært er forebyggende, når det gælder disse alvorlige konflikter, der involverer skyderi og rockere. Under andre typer konflikter, såsom urolighederne i februar 2008, arrangerede vi gadeplansarbejdere dialogmøder, mægling og aftaler mellem konfliktende parter med udgangspunkt i Nørrebro. Her oplevede vi, at et konstruktivt samarbejde mellem unge, medier og politi var med til at slukke bålene.

Mediernes rolle

I øjeblikket er mange borgere utrygge efter at have læst om skyderier og bandeopgør. Utrygheden rammer ikke mindst etniske minoritetsborgere. Mediernes fremstilling er med til at skærpe problemerne, fremme utrygheden og tilskynde til mere politi på gaderne.
Et væsentligt problem er den generaliserende måde etniske minoriteter fremstilles på. Eksempelvis når ikke-kriminelle unge, der er blevet skudt, fremstilles som den ene part i et bandeopgør. Sådanne fremstillinger og den deraf affødte frustration og mistillid til medier er med til at inddrage etniske minoriteter i konflikten. Det samme gælder, når racisme nedtones og usynliggøres. Eksempelvis er overfald på etniske minoriteter under såkaldte »perkerfri aftener« på Christiania kun blevet nævnt to gange i medierne (begge i Politiken i år den 21. september og den 24. september).
Hvis racistisk motiverede overfald fremstilles som del af et bandeopgør med to ligeværdige parter, vil det typisk skabe mistillid og vrede hos den gruppe, racismen er rettet mod. Der har tilsvarende været skriverier om, at begge parter i konflikten spiller »det etniske kort« (eksempelvis i Weekendavisen den 3. oktober).

Spiller racekortet

På den ene side er der blevet henvist til racistiske indlæg på HA’s hjemmeside og Jørn Jønke Nielsens udtalelse om, at politiet afvæbner den »eneste modstandsgruppe«. På den anden side bliver det fremstillet som at ’indvandrerbander’ bruger ’racekortet’ til at mobilisere andre unge etniske minoriteter. Der er ingen tvivl om, at racismen er med til at skærpe problemerne. Men det hjælper ikke, at nedtone racismen i medierne. Ligesom skyderier, skal racisme bekæmpes med lovlige midler, dvs. juridisk skal der være skærpede omstændigheder i straf og efterforskning, hvis motivet synes at være racistisk.

Stresses og overvåges

Racismen rammer mange etniske minoriteter indirekte eller direkte. Nogle etniske minoriteter inddrages dermed ufrivilligt i konflikten, og det er på den baggrund svært at undlade at tage stilling og forholde sig. Som etnisk dansker kan man holde sig uden for; en ung dansk fyr eller familiefar bliver ikke på samme måde potentiel skydeskive, som hvis du er etnisk minoritet. Hvor HA og deres støtter er decideret medlemmer i en gruppe; de står i et medlemsregister og er synlige med deres veste, så udgør grupperne af unge, etniske minoriteter en helt anden karakter.
Der er ikke et direkte medlemskab. Man bliver let (ufrivilligt) involveret i kraft af, at man bor i et område, der er erklæret visitations/konfliktzone i kraft af, at man har familie, venner eller bekendte der bliver skudt på, eller kan risikere, at blive beskudt. Men også i kraft af frygten for, at ens yngre familiemedlemmer kan blive hvervet til at deltage aktivt i en konflikt, hvor de kan risikere deres helbred og fremtid. Politikerne har i en årrække alene opprioriteret politiindsatsen. Politikerne har travlt med at fremhæve, at grupperne skal stresses, overvåges, mandsopdækkes og visiteres. Bortset fra Enhedslisten synes alle partier at støtte DF’s forslag om, at der skal afsættes yderligere 300 millioner på kommende finanslov til et såkaldt ’bandepoliti’.

Skæv prioritering

Her er i forvejen tale om en så omfattende prioritering, at politiets ledelse har udtalt, at der ikke er plads til flere politifolk på gaderne. I politiindsatsen er det vigtigt, at der opretholdes en selvjustits, eksempelvis at der slås skarpt ned på tendenser til racisme. Når man går ind med så massiv visitation i København, gælder det om at særlige typer af betjente, der er kendt for at få konflikterne til at optrappe, omstationeres væk fra gaden.
En høj selvjustits er vigtig, for det er den eneste måde vi kan undgå skærpede konfrontationer mellem politi og unge, som ofte også er resultat af øget visitation og stress.
Politiet skal således udføre deres visitations- og efterforskningsarbejde på en konsekvent, men så vidt mulig respektfuld måde. Samtidig er det vigtigt, at politiet ikke kun er synligt, når der er ballade, men at der er et velfungerende nærpoliti, som de unge også kan lære at kende fra en mere afslappet side i dagligdagen. Overprioriteringen af politiindsatsen er gennem en lang årrække blevet ledsaget af en politisk nedprioritering med en række besparelser på de andre områder. I Københavns Kommune har man f.eks. svært ved at finde midler til en produktionsskolelinje målrettet marginaliserede etniske minoritetsunge på trods af, at man først på året nedlagde Københavns Produktionsskole, der som den eneste københavnske produktionsskole formåede at tiltrække denne målgruppe. Politisk fastholdes en linje om, at disse unge blot skal ind på de tekniske skoler på trods af, at statistik og forskning viser, at etniske minoriteters frafald på de tekniske skoler er dobbelt så stort som for etnisk danske unge.
Problemerne med manglende meningsfulde alternativer gør det svært at skabe et godt gadeplansarbejde, fordi gadeplansarbejdet skal have meningsfulde sammenhænge at bygge bro til. Succesfuldt gadeplansarbejde er kendetegnet ved, at det formår at have tæt føling og god kontakt med marginaliserede unge på gadeplan samtidig med, at det bygger bro til og er med til at udforme alternativer for de unge. Ud over forankringen på gaden og i de unges miljøer samarbejder gadeplansarbejdere ofte med socialforvaltning, klubber, væresteder, produktionsskoler, uddannelse og/eller uddannelsesvejledning.
Det er vigtigt nu at opprioritere det sociale arbejde, se på alternative uddannelsessammenhænge, samt finde socialt ansvarlige arbejdspladser, der også er åbne for unge med pletter på straffeattesten.
Udfordringen er at skabe meningsfulde alternativer til det umiddelbare sammenhold det kan give at være én af de unge, der tør stå op imod HA. Det vil ligeledes hjælpe os i arbejdet, hvis der er andre af de nævnte parter, der forholder sig kritisk og dermed tager hånd om de racistiske tendenser.
Line Lerche Mørck er lektor DPU, Århus Universitet ved Institut for Læring, hvor hun blandt andet beskæftiger sig med hverdagslivet blandt unge mænd med etnisk minoritetsbaggrund, Anoir Hassouni er ungdoms- og uddannelsesvejleder i OPS teamet, Rafik Benchekh er gadeplansmedarbejder hos Socialforvaltningen Indre Nørrebro, Ali Haseki er gadeplanskoordinator, Socialforvaltningen Indre Nørrebro og Sami El Shimy er leder af Københavnerteamet