"What is the capital of Iceland? 3 dollar and 40 cents."
Vittigheder om børsmæglere og bankdirektører florerer. Et satireprogram lørdag aften (Spaugstofan), som efterhånden var blevet en søvndyssende affære, har pludselig fået et nyt liv.
Vittighederne er skarpe og præcise og rammer lige ind i den virkelighed, som folk oplever.
Mennesker, som før blev opfattet som gammeldags og utrendy, bliver nu hevet ind til interviews, og det viser sig, at de faktisk har noget at sige.
Det har de hele tiden haft, men støjniveauet i medierne var så hypet i opgangstiderne, at disse stemmer ikke blev hørt.
Ikke helt bankerot
"Er Island ved at gå konkurs," spørger folk i Danmark og ser bekymrede ud.
Jeg har lige været tilbage i Island, midt i krisen, hvor jeg har lyttet til, hvad medier og almindelige mennesker taler om og fokuserer på. Ud fra disse oplevelser og ud fra mit kendskab til Islands historie og mennesker må mit svar på spørgsmålet ubetinget være: "Nej, i hvert fald ikke moralsk og intellektuelt."
Dynamiske pengemænd har godt nok forført en hel nation ved at appellere til det opportunistiske i islændinge.
"Grib chancen og lad være med at stille spørgsmål," har været det herskende motto. Og der findes tydeligvis mennesker, som intet har lært. Jeg har set afgående bankdirektører i fjernsynet sidde og fornægte deres ansvar. "Det er de andres skyld. Verden har svigtet os," siger de og ser vrede ud.
Men de fleste mennesker i Island ved bedre. De gik med på legen, og det var sjovt. Selv om de fleste nok havde en fornemmelse af, at det på et tidspunkt ville være slut, har de alligevel ladet sig friste.
Og de seneste år har været hektiske i Island - og euforiske, omskiftelige og meget energiske.
En dame, som bor i et to-families hus, har oplevet tre forskellige ejere på tre år. Det er der ikke noget odiøst i, men hver gang en ny ejer har overtaget, har de renset indmaden ud af huset (køkken, bad, skillevægge m.m.) og lavet det hele forfra. Det 'gamle' blev smidt på lossepladsen.
Fråds? Ja, det er det vel. Men også en slags eufori, glæde over de muligheder, der er, en følelse af grænseløs frihed. Det kan vi godt lide i Island.
De færreste kan sige sig fri for at have lukreret på det kolossale opsving, landet har oplevet. En ekstra udlandsrejse på kredit eller et nyt køkken på lån i udenlandsk valuta.
Og nu er det slut. Statussymbolet Range Rover, som alle de, der ville vise deres ekspansive rigdomme, fik anskaffet, har fået et nyt navn i islandske folkemunde. Den hedder nu Game Over.
Og det er selvfølgelig ikke bare grin. Om hjørnet lurer højere inflation. Dagligvarer bliver dyrere, nogle mister deres arbejde, og det bliver rigtig dyrt - og for nogle umuligt - at tage til udlandet.
Ukuelig optimisme
På mange måder er dette typisk for islændinge.
Vi ved, at i morgen kan det hele være væk. Efter generationers kamp mod naturen ved vi, at vi blot er små mennesker, som i det store regnskab ikke har noget at sige. Men vi prøver alligevel hele tiden. Igen og igen. Vi falder og rejser os op, og vi falder og rejser os igen.
Min far, en skolelærer i provinsen, havde altid gang i nye projekter. Lærerlønnen kunne ikke brødføde en familie på fem. Og lige så snart han havde afsluttet et projekt, begyndte han at tænke i et nyt: En lille fiskerbåd, at købe en masse torsk for selv at salte og tørre dem, at købe en gammel ladvogn, male den i friske farver og køre på landet for at sælge fisk til folk derude (som hellere ville spise kød, som de plejede), er nogle af de projekter han søsatte. Altid med en ukuelig optimisme og behov for at klare sig selv.
Min mor har siden fortalt mig, at nogle af de projekter var lige ved at koste os hus og hjem, men på en eller anden måde lykkedes det altid at redde os på målstregen.
Min far er ikke et enestående tilfælde. Vi er en nation af entreprenører og iværksættere. Men vi har det med at ride, før vi sadler. Nogle gange lykkes det, andre gange lykkes det ikke.
Islændinge er mestre i kort reaktionstid. Når noget skal stables hurtigt på benene eller ordnes i en ruf, finder du få, der er hurtigere på aftrækkeren. Men lige så gode vi er til at reagere hurtigt, lige så dårlige er vi til langtidsplanlægning. Jeg har oplevet både de mest absurde langtrukkenheder og de hurtigste redninger i mit hjemland.
"Vid reddum thví," siger man. "Det ordner vi," betyder det. Ofte er de, som hjælper, mennesker, jeg aldrig har set før. De ringer lige til nogen, som de kender, og vupti er bilen trukket op af det mudderhul, den har siddet fast i.
Island er et samfund af opportunister og glade amatører. Men også et samfund med åbenhed, parathed og mange højtuddannede og professionelle mennesker.
Indvolde hitter
Den dag, hvor Altinget startede igen efter sommerferien, holdt Steingrímur J. Sigurdsson, formanden for det eneste venstreorienterede parti på tinge, en tale.
Han har, siden sidste valg, haft rollen som den sure mand. Talen fik mange folk til at acceptere, at manden faktisk havde ret: Kapitalismen, eller i hvert fald den helt ukontrollerede liberalisering på Island, har slået fejl.
Samtidig opfordrede han til samling og undlod klogeligt enhver antydning af 'hvad sagde jeg'. Det var meget befriende. Fagforeninger og politiske partier ser klart en mulighed i denne nye situation. Sammenhold og solidaritet. Måske er der her perspektiver på det politiske plan.
På det dagligdags plan er der heller ikke kun frustrationer at spore. F.eks. oplever jeg en slags lettelse hos mange. Selv om de ved, at det som altid vil være den menige islænding, som kommer til at betale regningen i den sidste ende. Så tager vi den derfra, siger folk og fortsætter med at lave nye vittigheder og fortællinger om, hvor grotesk det hele egentlig er.
"Det her er ikke noget i forhold til, da vi var unge, da kunne vi se priserne stige nærmest hver anden dag pga. inflationen," siger min mor og griner højlydt. "Så må vi til at spise islandsk og dyrke jorden. Vi skal nok klare os."
Og det gør islændingene - de klarer sig.
Slagterierne oplever et boom i salg af indvolde fra de slagtede får. Om efteråret bliver fårene samlet ind efter at have gået frit i naturen hele sommeren, og en del af dem bliver slagtet. Folk laver blodpølse og spiser hjerter og nyrer som aldrig før. Og en fårehovedsvitser i Akureyri kan ikke følge med efterspørgslen.
Det er som om, man pudselig er vågnet op og erkender, at det, landet har, er nogle rigtig gode produkter.
Det handler ikke om at nøjes, som vi måske ville gøre i Danmark, men om at se muligheder i det, der kan lade sig gøre, her og nu.
Men hvad med de unge mennesker, som skal rydde op efter det her? Kan de det? Og vil de?
Den nuttede generation
For nogle dage siden læste jeg en artikel i den islandske avis Morgunbladid. Den var skrevet af en historiker, Valur Gunnarsson, og bar overskriften: "Listin á tíma kreppu" eller på dansk: "Kunsten i krisetider" (den 18. oktober 2008).
Valur snakker om den generation af kunstnere, især inden for musik, som har været en del af den islandske ekspansion. Ny islandsk musik er blevet kendt og hyldet i udlandet (Sigur Rós og Mum f.eks.) - musik, som er blid, naturlig og umiddelbart uden mening. Forfatteren ser nye muligheder i horisonten, at kunsten udvikles til at blive mere skarp og viljestærk, og at de unge, som er ved at overtage kunstscenen i Island, vil noget andet og mere end blot at kigge på og nynne lidt til. De vil have handling.
I det islandske fjernsyn så jeg forleden Valur Gunnarsson i dialog med en islandsk kunstner, Gudmundur Oddur Magnússon. Udgangspunktet var Valurs artikel.
Det nye perspektiv, som Gudmundur Oddur bidrog med, var at denne såkaldte 'Krúttkynslód' (den nuttede generation) hele tiden havde stået i baggrunden og ventet på, at 'grådighedsvanviddet' gik over. De er klar nu, og måske vil den nye situation i Island medvirke til, at der pludselig bliver lyttet til denne generation af vegetarer og immaterielle naturelskere, som går ind for genbrug og respekt for naturen.
Jóna Ingólfsdóttir er indehaver af kunstprojektet Den Kreative Muskel. Hun er oprindeligt fra Island, men har boet i Danmark i over 20 år
