Kronik

Janteloven er på tilbagetog

Jantemennesket er det gennemkonforme menneske, massemennesket, der terroriserer andre mennesker til konformitet. Men inden for de seneste 75 år er der - heldigvis - sket en kæmpe bevægelse væk fra Janteloven
Gennem sit forfatterskab videreudviklede Aksel Sandemose sit syn på Janteloven, så den til sidst ikke bare kom til at referere til en kultur-form, men til et træk ved selve menneskenaturen - Jante som en hæslig mulighed i os alle.

Gennem sit forfatterskab videreudviklede Aksel Sandemose sit syn på Janteloven, så den til sidst ikke bare kom til at referere til en kultur-form, men til et træk ved selve menneskenaturen - Jante som en hæslig mulighed i os alle.

WILLY HENRIKSEN

28. oktober 2008

I år er det 75 år, siden Janteloven så dagens lys. Det skete i Aksel Sandemoses En Flygtning Krydser Sit Spor med undertitlen: Espen Arnakkes kommentarer til Janteloven. Bogen er en blanding af fiktion, erindring og refleksioner og er delvis selvbiografisk. Mange år efter at bogen udkom første gang udtaler Sandemose, at Janteloven tilsyneladende er gået hen og blevet et sociologisk begreb. Han tilføjer, at grunden til at ophavsmanden stort set aldrig nævnes i forbindelse med Janteloven vel er den, at ophavet forudsættes kendt. Dette gælder ikke mere, og med en let omskrivning af Sandemoses egne ord kan man nu sige, at eftersom Janteloven som begreb dagligt bruges uden større interesse for, hvad den ellers kunne betyde, er det fordi dens mening forudsættes fastslået. Janteloven er gået hen og blevet et næsten tomt udtryk, der kan rettes mod alle, der ikke anerkender ens storhed, eller som uberettiget regner sig for ens ligemand. Men det er uøkonomisk at omgås sproget så skødesløst, for den dag man får brug for virkelig at henvise til Janteloven, står man og mangler et ord. Det er synd, for Jantebegrebet er i virkeligheden et skatkammer af kulturkritik og stof til samfundsdebat.

Du skal ikke tro, du er noget. Dette er vel i det store og hele, hvad der er tilbage af Janteloven, og det opfattes generelt som den lille mands smålige misundelse på den store - ofte forstået økonomisk. Janteland er Danmark - med dets provinsmentalitet og små forhold. Det er derfor ikke tilfældigt, at mange henviser til USA som det store Jantefrie land, for her ses efter sigende ikke med smålig misundelse på den rige. Men hvis Janteloven overhovedet kan siges at omhandle den socialt underlegnes misundelse på den overlegnes, er det i hvert fald en afledt betydning, og bogen selv giver ingen grund til en sådan tolkning.

Bogen om Janteloven var en undersøgelse af en livsform, måske tydeligst kommende til udtryk i mindre samfund, men ikke desto mindre ikke noget, der i særlig grad skulle være knyttet til provinsen - eller Danmark. Det lå langt dybere, og Sandemose mente f.eks. at se Jantementaliteten tydeligt udtrykt i nazismens og fascismens terrormentalitet og massehysteri. I forordet til anden udgave bemærker Sandemose selv misforståelsen og skriver:

"- Selv om Janteloven er håbløst universel, og ikke mindst stiller sine krav under såkaldt 'store forhold', og regerer værre med sin passion to conform i Brooklyn end i den lille by jeg har givet den sit navn efter".

Spørgsmålet er nu, om det er muligt på baggrund af En Flygtning Krydser Sit Spor at indkredse Jantebegrebet og måle bevægelsen mod nutiden.

Det konforme menneske

Jantemennesket er det gennemkonforme menneske, massemennesket der terroriserer andre mennesker til konformitet. Undertrykkelsen kommer i lige høj grad indefra som udefra, idet alle holder sig selv og hinanden nede. Et grundlæggende træk er den manglende evne til at udtrykke individuelt liv, og Jantemennesket siger derfor hellere "man" end "jeg". Sandemose husker, at hele gruppen forfulgte en dreng i årevis, fordi han i et ubevogtet øjeblik havde givet udtryk for betagelse af en solnedgang. I forordet til den senere udgave tilføjer Sandemose, at der egentlig burde have været et 11. bud: Du tror måske ikke, vi ved noget om dig? Frygten for afsløring gælder i virkeligheden kun frygten for at blive afsløret i at være et menneske, og en solnedgang kunne altså være nok. Af bitter erfaring taler Jantemennesket derfor helst om praktiske og økonomiske ting.

Hvis man lægger mærke til, hvordan ganske hverdagsagtige og harmløse følelser som lidt tristhed, momentvis væmmelse ved livets eller arbejdets trummerum såvel som alt for stærk glæde omhyggeligt holdes ude af al gruppesnak, kan man se, hvordan Jante på det område stadig regerer i det kollektive rum.

Når Janteloven udtaler, at du ikke skal tro, at du er noget, indeholder det dels en henvisning til social status, dels at ingen skal tro, at han eller hun er noget særligt. Men hvor begrebet i dag oftest rettes mod en misundelse, der kommer nedefra og op, sigtede den oprindeligt langt mere på det forhold, hvor den kommer oppefra og ned: Du skal ikke tro, at du er lige så meget som os. Hvor nutidigt levende dette er, kan enhver få bekræftet ved at tage ind på en moderne arbejdsplads og iagttage, hvor meget menneskeligt krudt der bruges på at slå fast, hvem der bestemmer over hvem og hvor meget. Det gemmer sig under snak om afklaring af kompetencer, men er som oftest rendyrket Jante. I en tid hvor lederen samtidig har fået fornyet status, og alt og alle taler beundringsfuldt om lederegenskaber, er det ikke svært at se, hvordan traditionel Jantementalitet og narcissistisk selvoptagethed konkurrerer om pladsen - både i gruppen og i den enkelte.

Standardformuleringer

Jantemennesket udtrykker sig helst i talemåder og faste vendinger. Vil man markere stærke holdninger, gøres det med standardformuleringer. Hvor tit høres ikke A.P. Møllers "rettidig omhu". Sproget er så gammelt som hr. Møller selv, og de fleste, der udtaler det, kan vel knap nok oversætte det til nudansk eller helt sammenfatte betydningen for sig selv. Men her er en 'stor mand' citeret, så man selv bliver en anelse stor derved. På den måde risikerer Jantemennesket ikke at brænde sig alt for meget på ordene, og da han ikke kender til autenticitet, mener han samtidig, at hans intelligens er rigeligt bevist ved den selvstændighed, hvormed han har fået placeret klicheen. Ved at lytte til retorikken på Christiansborg kan enhver iagttage, at dette træk ved Jantesproget hverken er forbeholdt den lille mand eller tidligere generationer. Her duelleres der på klicheer som ingen andre steder - og vær ikke sikker på, at det kun er for at gøre sig forståelig for vælgerne!

Gennem sit forfatterskab videreudviklede Sandemose sit syn på Janteloven, så den til sidst ikke bare kom til at referere til en kulturform, men til et træk ved selve menneskenaturen - Jante som en hæslig mulighed i os alle. I Vi Pynter Os Med Horn hedder det simpelthen om en mand, at han var stærk nok til ikke at anlægge abeblikket - her forstået som den truende Jantenidstirring. Omkring dette forhold ligger der desværre en misforståelse, for hvor magt - også personlig magt udøvet alene ved ens personligheds tryllemagt - ofte ses som beviset på det stærke menneskes frigjorthed fra Janteloven, satte Sandemose selv lighedstegn mellem magtudøvelse, kontrol og Jantementalitet - Janteterroren, kaldte han det.

Forstået bredt kan man derfor ikke sige, om en tid eller et sted, at der er Janteloven endelig udryddet, for Jante har mange ansigter og er ikke noget, et samfund kan aflægge sig én gang for alle. Når vi fjernt fra Janteland ser noget, der ligner en verdensbrand med massedemonstrationer, hærværk og dødstrusler på grund af nogle satiriske tegninger med religiøst motiv, er det nok heller ikke udelukkende de ædlere religiøse følelser, der er blevet ramt. Det lyder unægtelig også som ekkoet fra det evige Janteskrig.

Kigger vi på de seneste 75 år, er der ikke desto mindre sket en kæmpe bevægelse væk fra Janteloven. Børn høres i familien og i skolen, medarbejderne har medindflydelse, og det er ikke længere forbudt at sige "jeg" eller at være optaget af sit eget indre. Når danskere regnes for selvstændige, kreative osv., er det også netop fordi Danmark har formået at trænge Jante så meget tilbage, at der frigøres menneskelige ressourcer, som tidligere er blevet holdt hårdt tilbage, og som endnu holdes tilbage i andre kulturer. Hvor undertrykkelsen af det normafvigende på Sandemoses tid var det mest iøjnefaldende ved Janteloven, har vi også bevæget os så langt væk fra Janteloven, at normen nu ikke bare er blevet bredere, men at det kan være svært overhovedet at se en norm, og man spørger sig selv, om et samfund i nogle henseender kan gå hen og have for lidt Jante!

Det er selvfølgelig nemmere for et samfund at debattere et simpelt end et komplekst begreb, men Jante-loven er kompleks. Den er et blik ind i det evige menneske; den vil aldrig blive udtømt, og hver ny generation vil kunne iagttage, hvordan Janteloven udvikler sig og fungerer på samtidsforhold.

Thomas Scharff er samfundsdebattør og bibliotekar i Copydan Tekst & Node

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Lone Wienberg Hansen

Herfra og til evig stund, strækker jeg armene helt ud. Om jeg kunde ramme et eller andet. Forbier. En afbrænder dont som kommer, har jeg mit blomsterdekorerede lommetørklæde liggende foran paa podiet. Der er nu plantet en lysestage ovenpå. Og her ved sengetid går lyset ud mellem to fingre. Et skinnende bolsje tager jeg for sidste suk med glimmer i øjnene og hop til køjs.

Bjørn Herring

Det der er kernen i Janteloven vil aldrig forsvinde, men blot give sig nye udtryk.

Forudsætningen for Janteloven og andre negative træk ved mennesket såsom udstødelse, syndebukmentalitet, misundelse, jalousi, sladder og mobning bunder i det forhold at mennesket er et flokdyr. Faktisk det mest udviklede flokdyr på planeten.

Og eftersom mennesket altid vil være et flokdyr, vil Janteloven aldrig dø.

det er med ærgelse, man kan konstatere, at janteloven på det seneste har fået en ny vending:
Det er efterhånden blevet sådan, at man ikke kan tillade sig at komme med berettiget kritik (især af kunst/musik/film/teater) eller kalde noget lort for noget lort, uden at der står en-eller-anden klar til at vrænge "Rønnebærrene er sure" eller "Det' janteloven - I Danmark har man ikke lov til at være god" eller - den bedste - "Jamen hvad med dig selv?".
Janteloven er simpelthen blevet en undskyldning for middelmådighed, som sjovt nok oftest fremføres af folk som lefler for den laveste fællesnævner.

Inger Sundsvald

Jeg tror ikke på Janteloven. Der er masser af mennesker der bliver hyldet for deres indsats eller fordi de er bedst.

Derimod er der meget misundelse, brødnid og udstilling af menneskelig smålighed.

Begrebet "jantelov" bliver meget ofte misbrugt.

Når folk bliver klandret for at forlange sær-retigheder eller opføre sig upassende, bruges det ultimative våben :

"Der er også Janteloven."

Der er mange eksempler :

Da Volmer Sørrensen insisterede på at parkere direkte foran Nykøbings F Teater, hvor der var parkering forbudt, ja så var det "Janteloven."

eller da :

Anja Andersen gav dommerne "fuck-fingeren" og hun defor blev kritiseret, fordi hun jo er en stort idol og rollemodel for masser af piger.
Det var selvfølgelig også "Janteloven"

Alt er ikke jantelov, meget er saglig kritik af mennesker, der handler dybt egoistisk.

Men ved at råbe "jantelov" har man vundet enhver diskussion.

Præcis, Jens Sørensen, og når jeg fremhæver regeringen som et klart eksempel på janteloven, er det, fordi den netop positivt har vist sig indstillet på at efterleve kravene i 'loven'.