Jörg Haider var en stor politisk begavelse, som allerede Bruno Kreisky i sin tid blev opmærksom på. For mange år siden sad jeg sammen med den dengang alderstegne og syge Kreisky, der nærmest omtalte Haider som en fortabt søn. Østrig er et lille europæisk land, og i den slags lande betragtes alle begavelser som national ejendom. Men til Kreiskys og andre ledende politikeres store skuffelse havde den unge Haider valgt at gøre karriere i det lille parti FPÖ (Freiheitliche Partei Österreichs, Østrigs Frihedsparti, red.), som efter 1945 var blevet opsamlingssted for hjemløse nazistsympatisører, for 'de tysknationale', som fortsatte med at hade multikulturelle arv fra Habsburg, samt for en lille gruppe ægte liberale, men partiet svandt hurtigt ind og var tæt på udslettelse.
Hvorfor FPÖ? Det var næppe af overbevisning. Jörg Haider havde ikke noget rigtigt program, og troede ikke på ideer, men snarere på magt og på sig selv.
Hans valg af FPÖ havde sikkert til dels noget med hans familiebaggrund at gøre. Den var præget af sympatier for Hitlers Tyskland; han var selv blevet en meget velhavende mand efter at have arvet store landområder i Kärnten, som vist var blevet konfiskeret fra jødiske flygtninge efter Anschluss. Det ville han nødig tale om, men det, som i Tyskland ville have umuliggjort en politisk karriere, var ingen forhindring i Østrig.
Et østrigsk fænomen
Valget af FPÖ havde sikkert også noget med hans personlighed at gøre. Haider var en politisk enmandsshow: I store partier som det socialdemokratiske SPÖ eller det katolsk-konservative ÖVP ville han aldrig have kunnet opnå det samme spillerum, og han ville heller ikke have kunne spille på de politiske tangenter, som han var fortrolig med fra sit barndomshjem. Han skulle hurtigt komme til at opdage, at en del af disse nostalgiske melodistumper ikke var gået af mode, at mange genkendte dem og at selv yngre generationer lyttede med. Han slog altså melodien an: som oftest falsk og med to pegefingre, som den provokerende og improviserende politiker han altid skulle forblive, men hvis de ville, kunne hans vælgere alligevel forestille sig resten af melodien.
Omverdenen forstod det aldrig. Den opfattede Haider som en, der ville revidere historien, en målbevidst nynazist, der passede på billedet af tysk-østrigsk uforbedrelighed. Så blev han en fare, ikke bare for sit eget land, men for hele Europa. Denne fejlopfattelse kulminerede med EU-landenes hårde boykot af Østrig, da Haiders FPÖ ved valget i 1999 blev det næststørste parti og dannede regering med Wolfgang Schüssels ÖVP. Men den historiske sammenligning holdt ikke vand. Haider havde ikke noget SA; han havde ingen Versailles-traktat at rive i stykker, og han drømte ikke om østrigsk Lebensraum i det østlige Europa. Han appellerede derimod til mange vælgeres uvidenhed og indgroede fordomme, hver gang han talte om EU, indvandring, udlændinge eller kriminalitet, men det var han langtfra ene om i Europa.
Jörg Haider var et alligevel et meget østrigsk fænomen. Han personificerede nemlig den østrigske kærlighed for teater og det teatralske, for barokkens skelnen mellem skin og virkelighed og til følelsen af, at livet er et skuespil, som ikke rigtig kan tages alvorligt. Hvordan skulle tyskerne med deres retlinede konsekvens eller franskmænd med deres cartesianske nøgternhed kunne forstå det? Eller i England, hvor krigen fortsat dagligt udkæmpes i tabloidpressen, som om ingen har hørt tale om Stalingrad eller om Hitlers selvmord i bunkeren?
Aldrig rigtig magt
Haider kunne i sine bedste øjeblikke minde om en person fra et stykke af Johann Nestroy. Han var en fræk politisk gadedreng og drillepind, som var polemisk effektiv og til modstandernes store forargelse altid vældig vittig. Det elskede det store publikum ham for. Men det var stadig teater, og ikke engang hans egne vælgere tog ham helt alvorligt. Samtidig stod han som ingen anden politiker på scenen for en moderne, ungdommelig fremtoning i en verden af modne og ret kedelige damer og herrer; andre europæiske mishagspolitikere som Jean-Marie Le Pen, Oskar Lafontaine eller Pia Kjærsgaard fremstår til sammenligning som museumsgenstande eller dilletanter.
Haiders historiske indsats består formentlig i, at han mere end nogen anden har bidraget til at bryde efterkrigstidens politiske orden i Østrig, hvor to store partier, der blev trættere og trættere, udøvede en lammende dominans. Men rigtig magt fik han aldrig - undtagen i Kärnten. Det skyldtes bl.a. hans dømmekraft. Pludselig kunne han finde på at lovprise nazisternes beskæftigelsespolitik eller at besøge den dengang helt isolerede Saddam Hussein i Bagdad; kritikere mente, at han blot mødte sin dobbeltgænger. Det tog lang tid at reparere den slags ulykker.
Hans politiske impotens var endnu mere ødelæggende. Efter den store fremgang ved valget i 1999 afslog han at tage plads i Wolfgang Schüssels koalitionsregering, hvilket sikkert ikke skyldtes pres fra omverdenen, men snarere var hans eget valg. Set i bakspejlet virker det som enden på hans karriere, i hvert fald symbolsk. Som en politisk skyggebokser vovede han ikke at gå i ringen, når det virkelig gjaldt; som så mange andre populister manglede han både tålmodighed og vilje til at tage ansvar for sine overbevisninger. Haider stod for opposition og underholdning, men beskæftigede sig ikke med hverdagens politiske Kleinarbeit.
Hans overbevisninger forblev til det sidste vage og modsætningsfyldte. I mange samtaler gennem årene fremhævede han Helmut Schmidt som sit store forbillede. Hver gang blev jeg lige forarget. Og Schmidt ville sikkert heller ikke have brudt sig om at høre det.
Jörg Haider b liver begravet i dag i delstaten Kärnten.
Richard Swartz er Østeuropa-korrespondent for Svenska Dagbladet
© Svenska Dagbladet og Information oversat af Mads Frese
