Kronik

Kulturarv – et nyt politisk slagord

Kulturarv bruges i dag til at markere, at der findes en fælles arv, som folk skal hæge om og lade sig inspirere af. Det er således en måde at mobilisere folks fællesskabsfølelser, men samtidig udgør begrebet et våben i den kørende kulturkamp. Kulturarvspleje og borgerlig-national kulturkamp udgør ofte et sæt siamesiske tvillinger
19. oktober 2008

Der blev i 1998 afholdt et velbesøgt seminar om kulturarven i den stilfulde og traditionsrige festsal på Nationalmuseet i Prinsens Palæ i København. Museumshøjskolen stod for arrangementet, og blandt de indbudte talere var Torben Witt, den daværende direktør for Aalborg Historiske Museum. Han havde kaldt sit oplæg Kulturarv – hvad taler vi om? og forklarede sit valg af titel på denne måde:

»Der dukker undertiden ord op, som virker velkendte og umiddelbart forståelige, selvom de ved nærmere eftersyn ikke er helt lette at afklare betydningen af, og som viser sig heller ikke at findes i vore gængse ordbøger. Kulturarv er et sådant ord. Det skulle stå mellem ’kultur’ og ’kultus’ i 15. udgave af nudansk ordbog fra 1995 – men det står der ikke, selv om det dukkede op i museumslovens formålsbeskrivelse allerede i 1984.«

Witt havde ikke kun bemærket, at kulturarv var fraværende i ordbøger og leksika. Han fornemmede også, at det var på vej til at blive et nyt politisk slagord.

Han var som museumsmand ikke begejstret ved udsigten hertil, fordi – som han påpegede – »der er betydelige muligheder for følelsesmæssig manipulation knyttet til begrebet«. Det skyldes, at pleje af kulturarv er en måde at udøve en identitetsprægende magt på.

Sjældent ord

For 10 år siden var brugen af ordet kulturarv så sjælden, at det end ikke figurerede i Pia Jarvads Nye Ord. Ordbog over nye danske ord 1955-1998 (1999). Men herefter begyndte dets brug at spredes som en steppebrand. I løbet af mindre end et tiår er ordet slået igennem. Det er i dag nærmest en slager, som rigtig mange nynner med på. Et spørgsmål, der melder sig, er: Hvad ligger bag fremkomsten af det nye politiske slagord? Alle, der bruger af kulturarv, bruger ikke ordet på samme måde. Det findes tre diskurser, hvor kulturarv er et nøglebegreb: en samfundsteoretisk, en professionsbaseret og en partipolitisk diskurs.

Dele af vestlig human- og samfundsvidenskab benævnes socialkonstruktivisme. Det var med afsæt i en sådan tænkning, at det første leksikonopslag om »kulturarv« blev udformet i Gads Historieleksikon (2001).

»Kulturarv, betegnelse for menneskers forhold til de(n) kultur(er), hvori de lever. Er udgangspunktet et (…) socialkonstruktivistisk kulturbegreb, vil ingen socialt fungerede mennesker være uden kultur. De vil alle have tilegnet sig dele af de(n) kultur(er), hvor de lever og virker, og i den forstand kan de siges at have arvet dele af den eller disse kulturer.«

Her bruges kulturarv som et deskriptivt begreb: Det refererer til al den kultur, som folk overtager fra andre. Det omfatter følgelig deres gode og dårlige vaner. I så fald tales der om kulturarv i ubestemt ental og i flertal, men der er ikke saglig dækning for at bruge af den bestemte entalsform. Kulturarv er et nøglebegreb i en professionsbaseret diskurs – den, der hører hjemme under Kulturministeriets ressortområde. Det udsendte i september 2004 en pressemeddelelse om »en særlig dag helliget den danske kulturarv«, og den for 2005 blev præsenteret på denne måde:

»Søndag den 22. maj 2005 skal vi på tur ud i historien og høre fortællingerne, medens vi ser og sanser kulturarven omkring os. Sammen med en lang række lokale arrangører inviterer Kulturarvsstyrelsen børn, deres forældre, bedsteforældre og oldeforældre ud til hundredvis af kulturarvssteder over hele landet.«

Her bruges gerne den bestemte entalsform. Her er der tale om en normativ begrebsbrug. Her defineres kulturarv som noget genstandsagtigt, der samles på museer, biblioteker og arkiver. Og her formidles det budskab, at der er et ministerium med et særligt ansvar for kulturarven.

Endelig er kulturarv et nøgleord i en partipolitisk diskurs – den, som regeringen Fogh Rasmussen gør brug af. Her plejes kulturarven især ved at få udarbejdet en række kanoner.

Først tog Ulla Tørnæs som undervisningsminister initiativ til at få udmøntet en dansk litteraturkanon til brug i folke- og gymnasieskolen, dernæst udpegede kulturminister Brian Mikkelsen sagkyndige til at udarbejde en dansk kulturkanon.

Undervisningsminister Bertel Haarder har fulgt trop og fik udmøntet en historiekanon for folkeskolens historieundervisning, og den indtil videre sidste er demokratikanonen, der blev udarbejdet på statsminister Anders Fogh Rasmussens initiativ.

Kanonpolitikken

Regeringens kanonpolitik er et led i dens kultur- og værdikamp. Bertel Haarder og Brian Mikkelsen har gjort rede for de forestillinger, der ligger bag regeringens kulturarvspolitik. Da Haarder tiltrådte som undervisningsminister i februar 2005, blev tænkningen bag indførelsen af en historiekanon præsenteret således:

»Faget historie er skæbnefortælling. Faget historie handler om folkenes selvforståelse. Derfor skal faget historie også omfatte det mytologiske stof fra oldtiden, og der skal lægges særlig vægt på de historiske begivenheder, som har været med til at definere os som folk. (…) Vi grundtvigianere har altid betragtet det nationale ikke bare som vejen til, men som den eneste vej til det universale. Den eneste måde, man kan blive et helt menneske på, er ved at kende den kultur, man er vokset op i.«

Her indgår kulturarven i et borgerligt-nationalt genrejsningsprojekt – forsøget på at puste nyt liv i et dansk folkefællesskab. Brian Mikkelsen har peget på et andet sigte med kulturarvspolitikken. På de konservatives landsmøde i september 2005 sagde han:

»Kultur- og værdikampen har nu raset i nogle år. (…). Der er stadig mange slag, der skal slås. Et af de vigtigste handler om den konfrontation, vi oplever, når indvandrere fra muslimske lande nægter at anerkende dansk kultur og europæiske normer. Midt i vores eget land er der ved at udvikle sig parallelsamfund, hvor minoriteter praktiserer deres middelalderlige normer og udemokratiske tankegang.«

Regeringen fører en kamp med den del af befolkningen, der ikke er bærere af traditionel dansk kultur – alle dem, der gør det synligt i gadebilledet, at Danmark i dag er en flerkulturel statsdannelse. Her bruges kulturarven til at fremme en politisk-kulturel assimilering af de fremmede. De må godt blive en del af det danske demokrati, men det forudsætter, at de helhjertet tilegner sig dansk politisk kultur.

Dagsordensættende

De tre diskurser, hvori spørgsmålet om kulturarv indgår, har ikke spillet samme rolle med hensyn til at gøre kulturarv til et nyt skelsættende slagord.

Det er den partipolitiske brug af begrebet, der er den dagsordensættende. Og regeringen gør brug af såvel pisken som guleroden, når den vil fremme sin kulturarvspolitik. Når det drejer sig om historiekanonen, bruges pisken, den har karakter af et obligatorisk og klassetrinsfikseret pligtpensum i folkeskolen. Når det drejer sig om kulturkanonen, bruges især guleroden, regeringen har uddelt 150.000 gratis eksemplarer af den til biblioteker og uddannelsesinstitutioner.

Hvorfor har regeringen taget begrebet kulturarv til sig og gjort det til omdrejningspunktet for dens kultur- og uddannelsespolitik?
Begrebet kulturarv fungerer ofte i dag som en stedfortræderdiskurs.

Ved at tale om kulturarv – enten kulturarven eller vor/den danske kulturarv – har det været muligt at relancere forestillingen om et etnisk-dansk folkefællesskab uden at skulle gribe tilbage til tidligere tiders nationalromantiske sprogbrug.

Ministre og embedsfolk behøver ikke i dag ty til så belastede udtryk som dansk folkekarakter eller nationalt sindelag, når de gør sig til talsmænd for at få gennemført en nynational prægning af folks identiteter. Men samtidig lægges der op til at gøre det foreliggende folkestyre til noget i retning af et etnokrati snarere end et medborgerdemokrati.

Bernard Eric Jensen er lektor ved DPU og forsker i samspillet mellem kulturarvspleje, demokratisk dannelse og identitetspolitik

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Nej, P Lauritzen@

Det er ikke det, der menes med kulturarv i regeringens NEWSPEAK - UNESCO taler om helt traditionelle museumsgenstande, etnologiske og antrpologiske specialiteter, men Brian Mikkelsen og Fogh har redefineret begrebet kultturarv fra grunden af og gjort det synonymt med det, der hos vore kløgtgere naboer Sverige og Tyskland hedder nationalisme og chauvinisme som led i kampen mod de fremmede. Det er også et forsøg på at neutralisere afhængighedsforholdet til USA og skabe modvilje mod det EU, hvori Danmark er femte kolonne-agent for amerikanerne.

@P. Lauritzen

Rigtigt, men den bredere betydning at ordet: Kulturarv - der også omfatter det imaterielle,
var vel næppe den brede betydning lige den UNESCO-eklæring, du anførte, gjorde brug af - jvf. de eksempler UNESCO-erklæringen opremser.

Tror såmænd heller ikke ret mange vil være vildt uenige i: At både den materielle og den immaterielle kulturarv bør bevares - bekymringen går vist mere på at nogen lige pludseligt har påfaldende travlt med at ville gøre vor immaterielle kulturarv til: Norm(!) for alt og alle.

@P. Lauritzen

Forholdet mellem danskere og indvandrere er vist rigeligt debatteret på andre tråde. I dette spørgsmål er indvandrere ikke ( etniske danskere ej heller ) forpligtiget til at følge en dansk(?) kulturnorm; men højest til at følge landets love og underskrevne konventioner.

------

Der er en anden fare ved kulturkanonen'er osv. : At de kan bremse danskeres egen virdreudviling af vor kuturarv.

Og hvis vor kulturav skal kanoniseres ( eller ligefrem gøres til : Norm ) er det da vigtigt at få så meget som muligt med: Bla.a fortællingerne om bondeopstandene, slaget på Fælleden osv.

@P. Lauritzen

Når man nu er af den opfattelse: At det er de økonomiske processer der bestemmer ånden - langt mere end omvendt; og når visse politiske kræfter nu pludseligt får påfaldende travlt med at udtrykke: At de vil beskytte vore imaterielle værdier og kulturarv - KAN man jo godt få den mistanke, at det er fordi de politikere gerne vil aflede den brede befolknings opmærksomhed bort fra de nuværende
forvandlinger i de økonomiske forhold.

Når det nævntes: At til vor imaterielle kulturarv ,
også hører fortællingerne om bondeoprør, slaget på fælleden osv. ; så er det for at gøre opmærksom på at i blandt vore forfædres skikke, også er skikken med at gøre oprør, når man bliver tilpisset.

Niels Christensen

Bernard Eric beviser helt klart at hans baggrund i faget Historie, er af den mere teoretiske art.
"Regeringen fører en kamp med den del af befolkningen, der ikke er bærere af traditionel dansk kultur – alle dem, der gør det synligt i gadebilledet, at Danmark i dag er en flerkulturel statsdannelse".
Bernard Eric bygger sin opfattelse af at DK er et multikulturelt samfund, og følgelig en flerkulrel statsdannelse på 'hvad man kan se på gaden".
Gad vide hvordan Bernard ville have bedømt sådan et udsagn med sine skarpe metode øjne for 20 år siden.
Bernhard glemmer her at der aldrig har været identitet mellem befolkningens kultur og statens normative forsøg på at påvirke kommende borgere.
Men statens opgave er at give et bud på hvad der kan være fælles for borgerne. Bernhard og andre mangler stadigvæk at redegøre for hvilke kulturelementer 'fra gadebilledet' der skal indgå i en statslig medieret fælleskultur.
I det øjeblik hvor menneskene fra gadebilledet bevæger sig væk fra gaden og ind i kontakt med samfundet, det være sig institutionerne, arbejdspladser osv. så kommer de hvad enten de kan lide det eller ej i kontakt med et stykke af den danske kulturarv. Det som kunne være en opgave for en identitetsfoirsker kunne være at undersøge hvorledes der skabes nye identiteter og forståelser.