Læsetid: 5 min.

Læren fra 1929

John Kenneth Galbraith skrev standardværket om Wall Streets store krak i '29. Det er stadig essentiel læsning i dag
14. oktober 2008

John Kenneth Galbraith mente selv, at hans hovedværk - Det store krak i 1929 - skyldte sin klassikerstatus (siden den udkom i 1955 er bogen genoptrykt i talrig oplag) det forhold, at historien har en tendens til at gentage sig. Som han skrev i et forord: "Hver gang denne bog er ved at blive udsolgt fra forlaget, har en ny spekulativ episode vakt interesse for historien om dette moderne skoleeksempel på boom og kollaps, som førte til den nådesløse depression."

Den finanskrise, som i det sidste års løb har opslugt kreditmarkederne, er omsider brudt igennem til den brede offentlighed, og spørgsmålet, om USA nu styrer imod en ny depression, er blevet et yndet diskussionstema. For næsten 80 år siden blev en finanskrise direkte årsag til en økonomisk katastrofe. Det store krak gennemgår de fem hovedfaktorer bag denne udvikling. Ikke alle har direkte paralleller i dag, men nogle har.

Indkomstfordelingen

På intet tidspunkt var indkomstuligheden i det 20. århundredes USA større end i 1928. Det skyldtes et finansielt boom, der overførte en enorm velstand til de rige, som havde midler nok til at spekulere på aktiemarkedet. Bekymrende nok nåede indkomstuligheden i 2006 et sammenligneligt niveau. I 1928 tegnede fem procent af befolkningen sig for en tredjedel af samtlige indkomster. Det tal faldt siden til en fjerdedel, hvor det holdt sig i det meste af efterkrigstiden. Fra først i 1980'erne begyndte uligheden imidlertid atter at vokse kraftigt, og i de seneste par år har de fem procent rigeste siddet på 38 procent af USA's indkomster.

Galbraith pointerer, at en økonomi, der er så afhængig af få menneskers forbrug er mindre stabil og mere udsat for udsving end en økonomi med bredere basis. For de rige bruger deres penge på luksusforbrug eller investeringer, som kan udtørre, hvis de taber stort.

Selskabsstrukturen

Galbraith beskriver en virksomhedspyramide, hvor store selskaber kontrollerer store dele af forsyningsnettene, jernbanerne og underholdningsbranchen. Da udbytterne fra underselskaberne gik videre til virksomhedernes holdingselskaber, hvor de skulle tjene til at afbetale renter på kæmpe gældsposter, ville en afbrydelse i disse udbytter kunne udløse konkurs. For at afværge dette, krævede ledere af holdingselskaberne en fastslåsning af investeringsstrukturen, hvilket forværrede Depressionen

I dag er offentlige virksomheder uden for den finansielle sektor generelt mindre lånefinansierede og har haft en lang periode med stærk likviditetsskabelse, samtidig med at konglomerater har været sjældne på aktiemarkedet i en generation. Det samme kan ikke siges om den private sektor, som er svulmet op som følge af boomet inden for kapitalfonde og overtagelser til milliarder dollar. Spørgsmålet, hvis der kommer en økonomisk nedtur, er, hvordan private equity-ejere (kapitalfondejere) vil reagere på krav fra kreditorerne bag deres højt lånefinansierede selskaber, og om de har midler nok til at blive ved med at dreje på deres selskabers investeringshåndtag.

Bankstrukturen

"Siden først i 1930'erne har generationer af amerikanere fået fortalt, til tider til deres morskab, andre gange til deres indignation, om bankernes praksis i slutningen af tyverne," bemærker Galbraith, idet han dog overraskende frikender de fleste banker. Mange udlånspraksisser forekom først overdrevne eller uansvarlige, i det øjeblik Depressionens alvor gik op for folk. I stedet peger han på panikken hos de indskydere, der så naboers livsopsparinger forsvinde, når en bank kollapsede og for enhver pris ville undvige samme skæbne. I de første seks måneder af 1929, krakkede 346 amerikanske banker, og det var kun begyndelsen på en række stormløb mod bankerne.

Det var netop dette, der førte til, at der blev oprettet en forbundsstatslig forsikringsordning i 1933, som garanterede de fleste menneskers opsparing - en ordning, der hidtil har hindret yderligere bankstormløb i USA og sågar formået at ride stormen af gennem det største amerikanske bankkollaps nogensinde, uden at nogen oplevede, at deres penge var i fare.

Debitornation

Banksystemet er altså meget anderledes i dag. Om Galbraith ville frikende vor tids bankfolk står ikke klart. Finanssektoren havde sin egen version af den selskabspyramide, han tordnede imod, og det pludselige tilbageslag på det amerikanske boligmarked og det stigende antal pantebreve er skyllet op igennem det finansielle system, hvor obligationer til milliarder dollar og andre derivater har været afhængige af denne underliggende indtægtstrøm for at fastholde deres værdi. Nu har vi en fastlåsning af banklånsvirksomhed, mens de finansielle institutioner kæmper for at vurdere skaderne.

Siden Første Verdenskrig havde USA været en kreditornation, med et handelsoverskud, som det investerede i lån til regeringer i udlandet. Mange af disse lån - hvoraf nogle var langvarig krigsgæld, mens andre bare var korrupte lån til kumpaner - blev misligholdt i en sådan grad, at det forværrede budgetkrisen. I dag indtager USA imidlertid den modsatte position som en debitornation.

Dårlig rådgivning

"At opfatte mennesker fra en bestemt tid som usædvanligt tungnemme, er næppe passende," skrev Galbraith: "Men det synes sikkert, at de, som fik tilbudt økonomiske råd i slutningen af tyverne og begyndelsen af 1930'erne var næsten enestående tåbelige."

Det var Depressionen, som blev ophav til Galbraiths elskede keynesianske model, ifølge hvilken staten skal stimulere efterspørgslen som modtræk mod en økonomisk afmatning - ikke dæmpe sine aktiviteter.

Budgetbalance var et mål, der samlede bred politisk tilslutning i Depressionens æra. Skatter blev hævet, og udgifter sænket, men resultatet blev, at staten bidrog til at indskrænke økonomien, hvor den burde have gjort det modsatte. Republikanerne hykler i dag tilslutning til målsætningen om budgetbalance, og John McCain lover at fryse alle offentlige udgifter i forbindelse med den aktuelle finanskrise, men han foreslår også skattelettelser. På den anden side vil Barack Obama øge skattetrykket på økonomien, men har også efter keynesiansk forbillede lovet store offentlige investeringer til infrastrukturbyggeprojekter, der kan holde folk i arbejde.

De pengepolitiske myndigheder er også langt mere kompetente i USA i dag. Hvor Galbraith går skarpt i rette med centralbanken i tyverne og trediverne for at holde renten høj med henblik på at fastholde dollaren til guldstandarden som en måde at holde inflationen under kontrol, har vore dages centralbank sprøjtet store summer ind i det finansielle system og sænket renten gentagne gange. Trods alle paralleller, er det anderledes denne gang.

© The Independent og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu