Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
31. oktober 2008

Dårlig information

Else Jakobsen, Søborg

"En mere stabil opvækst til udsatte børn. De skal kunne blive hos deres plejeforældre. Bag aftalen står alle partier i Folketinget undtagen Enhedslisten," meddeler Information i et Ritzau-telegram 28. oktober.

Derefter følger en længere udredning af, hvor vidunderlig den nye aftale er. Og endnu engang har artiklen behov for at slå fast: "Bag den nye aftale står alle partier undtagen Enhedslisten ."

Til gengæld står der ikke ét ord om Enhedslistens holdning til aftalen. Er de røde nu også blevet modstandere af, at udsatte børn skal have en stabil opvækst? Svaret blæser i vinden.

Hjemme hos os bruger vi flere tusind kroner årligt på at modtage Information. Det gør vi for at blive bedre informeret, ikke mere forvirret. Så kan I ikke tilstræbe at gøre det lidt bedre?

Strudsepolitik

Inga Holst Lind. På vegne af Landsforeningen for Gylleramte

Er Eva Kjer Hansen i familie med strudsen? Den plejer nemlig at stikke hovedet i busken, når den ikke kan finde ud af det. Sagen er, at hun endnu ikke har svaret på vores spørgsmål fra 16. oktober: "Kan ministeren bekræfte, at ministeriets embedsmænd er blevet pålagt at indsamle alle negative debatindlæg om landbruget, og at ministeriet i samspil med landbruget holder opsyn med borgere, der beskæftiger sig med kritisable forhold i dansk landbrug?"

Men selvfølgelig har Eva Kjer også travlt blandt andet med at hindre, at de usunde levnedsmidler bliver mærket med, at de er usunde. Vi tror, at årsagen måske er, at det kan skade danske landbrugsvarer, det vil jo ikke være salgsfremmende hverken i Danmark eller i udlandet, hvis det bliver kendt, at ganske mange af de danske landbrugsvarer ikke lever op til 'den sunde livsstil' i mad.

Nederst i behovspyramiden

Mette Lambæk Hansen, København N

Her er en lille kommentar til debatten om at lukning af udflytterbørnehaveinstitutioner på Nørrebro, fra en forælder i udflytterbørnehaven Spanage. Nu står det klart, hvilke ambitioner og målsætninger, Ritt og hendes embedsmænd arbejder for at nå i 2009. Administrativ chef for distrikt Nørrebro for Børne- og Ungdomsforvaltningen, Søren Thorborg, sagde på forældremødet den 23. oktober - med en formaning til os forældre om ikke kræve så meget af ham og hans politikere: "Vi er nu nede i den nederste del af Maslows behovspyramide - den del, der bare handler om at give børnene i Københavns Kommune tag over hovedet."

Det synes jeg er en meget beskeden målsætning i et samfund, hvor vi diskuterer læringsplaner helt ned på vuggestueplan. Men hvis det er niveauet i Københavns Kommune, må jeg jo tage mit gode tøj og familien under armen og flytte.

Lad kronen flyde

Ib Christensen, fhv. MEP & MF

Sverige, der er uden for euroen, lader sin krone flyde frit, og har netop nedsat renten med en halv procent. Men Danmark - der lader kronen klæbe til euroen - har forhøjet renten med en halv procent, angiveligt for at afværge spekulation mod den danske krone.

Den virkelige grund til renteforhøjelsen her er formentlig regeringens slappe økonomiske politik. Men i øvrigt viser det svenske eksempel nytten ved at undgå spekulation i kunstige kursfastsættelser ved simpelthen at frigive valutaen.

Fordelen ved at have en selvstændig valuta er naturligvis, at andre økonomisk-politiske styringsmidler så ikke behøver at bære en større byrde, f.eks. i form af arbejdsløshedsskabende finans- eller pengepolitiske stramninger.

Og med en selvstændig valutapolitik undgår vi at blive trukket ned af den uansvarlige økonomiske politik uden reformer, som kendetegner flertallet af eurolandene, som i øvrigt er belastet af betydelig arbejdsløshed.

Kan Claus Hjort ikke regne?

Merete Nedergaard, direktør i DSA

"Seks ud af 10 ledige, der har fået dagpenge i mere end to år, kunne have kommet i job," så enkelt siger beskæftigelsesminister Claus Hjort Frederiksen det. Og DI støtter ham ivrigt.

"Men det regnestykke hænger ganske enkelt ikke sammen. Det er jo ren populistisk talmagi," udtaler Grete Christensen, formand for Danske Sundhedsorganisationers A-kasse(DSA): "Sygeplejerskerne kommer ind på en niende plads med 716 stillingsopslag på fagområder med stillinger søgt besat uden held. Der er ganske enkelt ikke ledige sygeplejersker at tage af. Opgørelsen viser jo med al tydelighed, at der er en stor mangel på kvalificerede sygeplejersker og generelt i sundhedssektoren."

Ved at afkorte dagpengeperioden med to år bliver den stigende efterspørgsel ikke løst. I dag er der mange arbejdsgivere, der efterspørger en kvalificeret, motiveret og uddannet arbejdskraft. De ledige stillinger kan ikke løses gennem ansættelse af de ledige, fordi nogen af de ledige ikke har de rigtige og efterspurgte kvalifikationer. Det manglende match kræver helt andre målrettede indsatser, end dem regeringen præsenterer i forhandlingerne om finansloven.

Der er brug for en modernisering af dagpengesystemet, som også fokuserer på flere muligheder for efteruddannelse, opkvalificering og målrettet aktivering.

Endnu et løftebrud

Jan Krag Jacobsen, Farum

"Bistandsklienter skal kunne blive bankdirektører," således lød et af Anders Fogh Rasmussens løfter ved magtovertagelsen i 2001.

Dette løfte er aldrig blevet fulgt op af en evaluering, og nu hvor det modsatte ser ud til at blive tilfældet, må vi konstatere endnu et løftebrud i forhold til kontraktpolitiken.

Kapitalisme på velfærd

Philip Barfred, København V

Så skete det. Kapitalismens bannerførere og flagskibe blev ramt af en 'social begivenhed' og mange års grådighed og leven over evne førte som altid til afgrundens rand. De 'uundværlige' i deres elfenbenstårne, som grundet deres selvudråbte uundværlighed og i egne øjne enorme betydning for fællesskabet, retfærdiggjorde deres griskhed, gav sig selv astronomiske lønninger, bonusser og profitter. Alt dette for samfundets skyld og for at holde hjulene i gang. Det smager lidt af Orwells Animal Farm: "Vi er alle ejere, men nogen er mere ejere end andre," forsvarede den neoliberale kammerat Bush sit 'ownership society' med og fremførte at ejere er mere ansvarlige mennesker end ikke ejere fordi de passer godt på deres ejendom. Så måske er pengene i det nuværende finanssammenbrud ikke forsvundet i den blå luft, næh 'mere ejerne' har måske placeret dem lunt og trygt i skattefri fonde og skattely rundt om i verden - Schweiz, Cayman, Isle of Man, Singapore osv. osv. i panik at pøse offentlige midler ind i en finanssektor der pludselig opfører sig som en CEPOS-karikatur på en bistandsklient er derfor ikke nødvendigt.

Find pengene og beskat dem, så skal fællesskabet nok overleve. At tage fra de fattige for at give til de rige er der intet nyt i. Måske skulle man bruge pengene på at forhøje folkepensionen og styrke den offentlige sektor i stedet for at statsgarantere ludomanerne til endnu en tur på kasinokapitalismens grønne bord.

Som kun Helge kan sige det

Vagn Søndergaard, København K

De konservatives militærstrateg og forsvarsordfører, pensioneret oberst Helge Adam Møller er fuld af forståelse for vore soldaters utilfredshed med skydereglerne i Afghanistan. Den gamle jægersoldat bliver helt poetisk og siger i DR2's Deadline den 27. oktober: "Når en dansk soldat ser en person, som han tror er ved at grave en vejsidebombe ned, tænker han 'nå for Søren, hvorfor må jeg ikke skyde ham?'"

Godt modspil til Durban II

Henrik Ræder Clausen, Brabrand

Det er en fornøjelse at se udenrigsminister Per Stig Møller sige de rigtige ting i forbindelse med FN's konference om racisme, Durban II. Hvis konferencen, som de islamiske lande ønsker det, vil blive brugt til at vende FN mod sit oprindelige formål, kan vi naturligvis ikke deltage. Alternativt kunne vi møde frem med et nyt forslag til dagsordenen: "Racisme og antisemitisme i Koranen," så vi en gang for alle kan få slået fast, at denne bog indeholder elementer, der er i strid med menneskerettighederne og FN's Charter.

En passende konklusion kunne være, at racisme og jødehad ikke må gemmes under betegnelsen 'religion', og at gudernes rettigheder aldrig kan stå højere end menneskenes. Kan vi få disse punkter på dagsordenen, giver det mening at deltage, ellers er det bedst at blive hjemme. Her kunne vi så arbejde på at fremme Naser Khaders forslag om at oprette et 'Forenede Demokratiske Nationer'.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Klaus Nørskov

Debat =dialog eller ej? Jeg forstår simpelthen ikke den forskrækkelse over at nogen - ministre organisationer eller andre - svarer på de debatindlæg der bliver skrevet om landbruget - eller om alt muligt andet for den sags skyld. Er det ikke netop for at skabe debat og dialog at man skriver indlæg? Jeg har i al beskedenhed funderet lidt over det på min blog. Alle er mere end velkomne til at sige mig imod på ...
http://www.landbrugsraadet.dk/view.asp?id=15527

Hvis man som fødevareminister og landbrugsrepræsentant forholdt sig til indholdet af sprøgsmålene og ikke kun til metoden spørgsmålene blev stillet eller af hvem de bliver stillet, så var der gang i dialogen.
Som der er nu er det helt tydeligt, at kritiske spørgsmål skal afvises, det står der faktisk i det kritiserede blad. Men hvad med at argumentere for
at det er indholdet af kritikken og ikke bare kritikken generelt man vil afvise.
OM vi optræder i medierne er underordnet men hvorfor vi optræder, det er essensen. Og der mangler vi jo så de kvalificerede svar.
god søndag