Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
2. oktober 2008

En ægte liberalist

Kjeld Madsen, Århus C

Én lære kan man i hvert fald drage af den igangværende finanskrise, hvor banker og investeringsselskaber ryger på halen: Man er åbenbart kun liberalist, indtil det går ud over én selv. Hvilket ved nærmere eftertanke hverken er særligt paradoksalt eller mærkeligt; og én konkret hjælpende hånd fra staten og skatteyderne er jo også altid bedre end 10 usynlige på taget.

Hvem får pengene

Hans Thomassen, Korsør

Ville det ikke være rimeligt, at de, der skal betale gildet, fik at vide, hvem der får betalingen? Nemlig de 4,25 mia. som Folketinget har bevilget af skatteydernes penge for at holde Roskilde Banks indskydere/långivere skadesløse.

Normalt iltsvind?

Kurt Bertelsen Christensen, Levende Hav

Danmarks Miljøundersøgelser, DMU, iltsvindsovervåger de danske farvande. DMU konkluderer den 26. september at "iltsvindet er normalt". De skriver at iltsvindet er blevet "meget kraftigere" siden august og at iltsvindet i midten af september dækker et område på 7.000 kvm. (Sjællands størrelse) og det kraftige iltsvind hvor ilten er under to mg./l med fiskedød til følge, dækker 2.000 kvm (to tredjedele af Fyn). Målingerne er fra 15. september og siden har der ikke været storm.

Her i starten af oktober er iltsvindet mere omfattende og dybere.

Men det er blevet en normalsituation, at store danske havområder rammes af omfattende og dybe iltsvind. Nu har vi iltsvind langt ind i Kattegat og langt ud i Østersøen og langs den jyske vestkyst - og Limfjorden er afgået ved døden for flere år siden. Limfjorden er død, og lige efter Det Døde Hav ligger Østersøen, målt på livet i verdens have.

Men alt er normalt, lyder det fra DMU, som også villigt lader sig bruge af regeringen, når denne skal bortforklare sit miljøpolitiske ansvar for, at Danmark er den største synder i aflivningen af Østersøen. For vi glemmer hurtigt her i landet. Vi har glemt, at for få år siden var Limfjorden en levende fjord med fisk og fiskeri. Men tage det roligt, lyder det fra DMU som overvåger havet og livet i det, alt er normalt.

Vi har glemt, at vi for 20 år siden vedtog en kostbar vandmiljøplan som skulle gøre noget ved iltsvindet, dvs. få det ned på et acceptabelt niveau som livet i havet og vi andre kunne leve med.

I dag er vi så langtfra den målsætning, som vi kan komme. For hvordan skal vi skal nå vandmiljøplanens målsætninger, når de ansvarlige, regeringen og dens eksperter, kalder omfattende iltsvind og store døde havområder i Limfjorden og Østersøen for det normale?

Kunsten at bruge en gyllespreder

Finn Gemzøe, Fårup

I Deadline på DR2 klokken 22.30 den 29. september 2008 anklager Eyvind Vesselbo (V) kritikerne af regeringens passivitet med hensyn til beskyttelse af og genoprettelse af Danmarks natur for, at de sviner Danmarks rygte til med deres kritik.

En retorisk svinestreg, der er til at 'bræklægge' sig over.

Valgsvindel i Hviderusland

Hanne Agersnap, udenrigspolitisk ordfører for SF

Valget i Hviderusland blev - som forventet af oppositionen - endnu en magtdemonstration, hvor ikke en eneste kandidat fra oppositionen blev valgt ind, så parlamentet nu udelukkende består af Lukasjenkos håndplukkede folk.

Dermed blev ethvert håb om at indføre demokrati - 'Step by step' - slukket.

Aleksander Lukasjenko fornægter sig stadig ikke som Europas sidste diktator på nu 14. år. Han styrer domstole, medier og økonomien med metoder, der minder om Sovjetunionens dage, ligesom hviderussiske kritiker fængsles og fyres. Deres børn og aktivister i en fantasirig ungdomsbevægelse smides ud fra universiteterne.

På forhånd havde Lukasjenko indført en medielov, som gjorde det umuligt for oppositionen at komme til orde. I valgkommissionen var repræsentanter for oppositionen stort set udelukket, og oppositionen udgjorde her 0,07 pct.

OSCE's udsendte valgobservatører har oplyst, at valget ikke lever op til de krav, OSCE stiller for at kalde et valg demokratisk, selv om der har været tale om bittesmå forbedringer siden sidste valg.

Afstemningen forløb over fem dage, og der var dokumentation på internetbaserede medier, bl.a. for, at valgurner kunne åbnes og dermed give adgang til valgsvindel.

Det er fuldstændig uacceptabelt, at oppositionen har været udsat for intimidering og trusler, ligesom de også er blevet nægtet adgang til opstilling, og dermed ikke har haft mulighed for af føre valgkamp i offentligheden.

Det er på høje tid, at de hviderussiske myndigheder går i gang med at gøre en indsats, så de kommer på linje med de internationale, demokratiske standarder.

Tænk, at det slagsmål kan blive ved

Ole Kropp, Bagsværd

Det kan nok være, at Venstres Søren Pind har travlt med at være efter Jens Rohde, fordi han har fortalt sandheden om regeringens argumentation for at følge USA i krig i Irak. Jeg gad vide, om Søren Pind har siddet på ørerne, da Anders Fogh Rasmussen fra tingets talerstol fortalte om masseødelæggelsesvåbnene, at "det ikke er noget, vi tror - vi ved det".

Og Per Stig Møller mente, at vi ikke kunne vente til "våbnene regner ned over vores byer".

Jeg kunne opfordre Søren Pind til at læse referaterne af talerne i folketinget i foråret 2002.

Til idealisterne

Tor Jordbo, pragmatiker og realist

Heller være uenige om fakta og ting vi gør, end at være enig om ideologier,

og hensigtserklæringer.

Atomkraftelskerens manipulation

Philip C Stone, København N

At anklage en modstander for holdninger modstanderen ikke har er en velkendt manipulationsteknik. I sin nylige kronik gentager Henning Sørensen (HS) John Grays påstand om 'grøn teknologifjendtlighed'. Hermed forvrænger HS en modstand mod visse teknologier, i dette tilfælde atomkraft, til en modstand mod teknologi i almindelighed.

Ydermere, i sin bestræbelse på at afskrive vedvarende energi som alternativ, reducerer han stort set vedvarende energi til vindenergi, hvorefter han udsætter denne for en absurd og tendentiøs behandling. Tilsyneladende ved han ikke at vindmøller kun er en fornuftig løsning, der hvor vinden blæser. Tilsyneladende ved han intet om moderne, effektive transmissionskabler, som muliggør at produktions- og aftagerstedet kan befinde sig langt fra hinanden. I stedet skriver han om vanskeligheden ved "at finde plads til vindmøller" i byer med flere end 10 millioner indbyggere. At finde plads til atomkraftværker under lignende vilkår er åbenbart ikke et problem.

Med sådanne kneb er det ingen sag at indsnævre vores energifremtid til et valg mellem atomkraft og kul.

Hurra for Europa

Jørgen Muldtofte, Frederiksberg

Der tegnes et "dystert billede for Europas fremtid" i Information 29. september som følge af den øgede gennemsnitsalder. "Eksplosiv ældrebyrde", "tikkende aldersbombe", den får ikke for lidt.

Men træk lige vejret dybt. Det, der manes frem som en større katastrofe, kan vise sig at indeholde kimen til Europas - måske verdens - redning fra et totalt kollaps.

Dagen, hvor befolkningskurven knak, burde udnævnes til europæisk helligdag, og vi burde ikke kunne få armene ned.

Ældrebyrden giver ganske vist udfordringer i form af pensionsreformer og andre politiske trivialiteter, men det er for intet at regne imod overbefolkningen, som forårsager kriser som hungersnød, krig, naturkatastrofer og udryddelse af arter.

Derfor er det helt essentielt at få vendt væksten til et fald. En hær af familieplanlæggere kæmper en sej men nødvendig kamp for dette, og så hjælper det jo ikke at udnævne deres erklærede mål til et katastrofescenario. EU-kommissæren for økonomiske og monetære anliggender "nægter at kalde det et problem, at folk lever længere og har et godt helbred".

Han har fat i den lange ende. Problemet er bare, at det er 'demografikrisen' der havner på forsiden, og ikke den besindige kommissær.

Den golde 'indsnøring'

Eva Feldbæk, Ballerup

Tak til Lars-Erik Bruun for de barske, men retfærdige' ord om den nyeste udlændingeaftale 30. september.

Hvad ville der mon ske, hvis man fra politisk hold droppede den golde 'indsnøring' af folk og i stedet tænkte i andre baner a la mulighedserklæring?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu