Kronik

Lykkebergs problemer med virkeligheden

Indvandrings- og integrationsdebatten forbigås næsten fuldstændig i Rune Lykkebergs ellers fremragende bog 'Kampen om sandhederne', hvilket er uforståeligt, da forskere samstemmigt fremhæver dette tema som hovedårsagen til Nyrup-regeringens jordskredsnederlag i 2001 og kulturradikalismens fald
Debat
10. oktober 2008

I sin fremragende bog, Kampen om sandhederne, analyserer Rune Lykkeberg (RL) den diskursive kamp mellem forskellige klasser i efterkrigstidens Danmark med hovedvægten lagt på, hvad man kunne kalde den kulturradikale ideologis storhed og fald. Kulturradikalismen repræsenteret ved den kulturelle over- og middelklasse opnåede ved at indgå en alliance med Socialdemokratiet fra 1960'erne et institutionaliseret, ideologisk hegemoni, således at det herefter blev denne klasses værdier, især smagsregime, der blev normdannende for det danske samfund. Det er RL's pointe, at der i årtierne herefter skete en erosion af dette hegemoni, indtil det faldt sammen med regeringsskiftet i 2001, idet det nu blev en alliance af den kulturelle underklasse og den økonomiske overklasse, der svang taktstokken. Til gengæld står det ikke klart, hvorfor kulturradikalismen har lidt nederlag, ud over at den kulturelle overklasses dominans og arrogante holdning over for den kulturelle underklasse vakte dennes raseri.

Ansvar for egen læring

Problemet med bogen er, at analyserne bevæger sig på det diskursive plan, hvilket for så vidt er logisk, eftersom forfatteren har det poststrukturalistiske udgangspunkt, at sandhed ikke findes, men er klassespecifik - derfor også bogens titel. Hver klasses diskurs er sand for denne gruppe, og det er mellem disse sandheder, at den ideologiske kamp foregår. Der er i RL's optik intet arkimedisk punkt, hvorfra man kan bedømme de forskellige diskursers forklaringskraft. Men dette udgangspunkt kommer til at stille sig i vejen for analysen af årsagerne til kulturradikalismens sammenbrud. For da kulturradikalismen bliver officiel statslig politik, mister den sin uskyld i konfrontationen med Virkeligheden! Og denne konfrontation beskæftiger Lykkeberg sig ikke særlig indgående med. F.eks. har et af hovedpunkterne i det, som Lykkeberg kalder den "optimistiske antropologi", nemlig at mennesket og samfundet ville blive godt, hvis alle undertrykkende og autoritære strukturer blev fjernet, vist sig ikke at holde stik. Den fri opdragelse, overskridelse af grænser og fri pædagogik har ikke kun ført til det frie og legende menneske, men også til grænseløshed, rodløshed og urolige skoleklasser, hvor læring umuliggøres. 'Ansvar for egen læring' passer til den kulturelle over- og middelklasses børn, for de er socialiseret til denne kulturs arbejds- og omgangsformer, men den kulturelle underklasse lades i stikken, for dens børn har brug for anderledes konkret pædagogik. Og eksemplet kan overføres til andre områder.

Indvandringsdebatten

Dette leder over til den anden helt store mangel ved RL's analyse, som man kan undre sig over, at anmelderne ikke har tematiseret. Den største diskursive konflikt i de seneste to årtier, nemlig indvandrings- og integrationsdebatten, forbigås næsten fuldstændig, hvilket er uforståeligt, da den politologiske forskning næsten unisont fremhæver denne tematik som hovedårsagen til Nyrup-regeringens jordskredsnederlag i 2001 og kulturradikalismens detronisering. Store dele af befolkningen, især den kulturelle underklasse, følte i dette spørgsmål, at deres egne erfaringer i den grad var i modstrid med, hvad den kulturelle overklasse doserede af sandheder. Den overordnede ideologi i spørgsmålet var ideen om det multikulturelle samfund som uafvendeligt og forholdsvist uproblematisk, hvor de fremmede kulturer ville virke berigende for det danske samfund i form af større "forskellighed". Endvidere gjordes det gældende, at antallet af indvandrere ikke var noget problem, og at landet i øvrigt ikke kunne gøre noget for at begrænse indvandringen, da dette ville stride mod internationale konventioner. Da så de mennesker, der i deres hverdag oplevede problemer i form af kulturkonflikter i lokalområderne - og som næsten altid tilhørte den kulturelle underklasse - protesterede, blev de stemplet som racister og fik besked på at opføre sig ordentligt, være mere "tolerante". De følte sig pisset på af multikulturalisterne og følte, at kun Dansk Folkeparti udtrykte deres synspunkter.

Kamp om kulturer

Det var i dette spørgsmål, at kulturradikalismens troværdighed led sit afgørende knæk, hvilket banede vejen for statsministerens ideologiske opgør med "smagsdommere", "meningstyranni" osv., som RL beskriver. At han ikke behandler udlændingeproblematikken gør også, at han ikke påpeger en række oplagte paradokser. De kulturradikale havde set det som deres opgave at 'opdrage' resten af den danske befolkning til moderniteten, hvilket har medført udryddelsen af lokale kulturer og dialekter, da de var udtryk for "traditionelle" og "tilbagestående" kulturformer. Når det gælder indvandrernes kulturer, der er endnu mere tilbagestående, skal de bevares, ligesom børnene skal have modersmålsundervisning i skolen, og undertrykkende kulturformer, f.eks. kvindeundertrykkelse, accepteres eller undskyldes som udtryk for kulturen - noget man aldrig ville acceptere, hvis det skete blandt den danske underklasse. Og her er det ironisk, at det bliver repræsentanter for den kulturelle underklasse, Dansk Folkeparti, der i den offentlige debat kommer til at stå som forsvarere for moderne værdier som ligestilling og ytringsfrihed (Muhammedkrisen), mens de kulturradikale ønsker at forstå og "respektere" indvandrernes kulturer og følelser - en sensitivitet, de sjældent har udvist over for den danske underklasse. Årsagen til dette skift i den kulturelle overklasses holdning er, at man dels betragter indvandrernes kulturer som autentiske, dels betragtes indvandrerne som ofre, hvorfor man ikke må træde yderligere på dem, "krænke" dem.

Demokratisk sammenbrud

Udeladelsen af udlændingeproblematikken fra bogens analyse er uforståelig. Dog er der en længere passage i bogens efterskrift, hvor RL udtrykker bekymring for, hvad opgøret med den kulturelle overklasses dominans har af omkostninger for flygtninge og indvandrere i dagens Danmark, hvilket passer ind i den ovennævnte offerdiskurs.

Og hvis man iagttager, hvad RL i øvrigt har ytret om problemstillingen, fremtræder der et billede, hvor han holder fast i den traditionelle multikulturelle diskurs, som han endvidere fastholder som sand. Han påstår, at systemskiftet også kan betragtes som et "demokratisk sammenbrud i den forstand, at den offentlige diskussion ikke vindes af de bedre argumenter, men af dem, der kan udpege andre som 'bedrevidende' eller 'moraliserende'" (Politiken den 27. september). Udtalelsen er i modstrid med hans relativistiske udgangspunkt om, at hver klasse og diskurs har sine sandheder, hvorfor man ikke kan tale om et "bedre argument" - det mener han åbenbart alligevel ikke. Men det må siges at være et paradoks, at RL på den ene side har et skarpt øje for, hvordan den kulturelle overklasse har domineret og udøvet magt over den kulturelle underklasse, hvilket ikke har været begrundet i en overgribende sandhed, men i klassens sandhed, og på den anden side alligevel mener, at klassen besidder sandheder - "bedre argumenter" og "samfundsvidenskabelige indsigter" - på udlændingeområdet, hvor deres "sandheder" har vist sig fejlagtige og netop ikke baseret på "samfundsvidenskabelige indsigter". På trods af sin fremragende analyse af den kulturelle overklasses bedrevidenhed falder han ironisk nok selv tilbage til denne position i det sidste tiårs vigtigste politiske spørgsmål, hvilket kommer til at spærre for hans analyse af den politiske udvikling i dagens Danmark.

Ydmyghed ønskes

Hvis systemskiftet har haft konsekvenser for flygtninge og indvandrere, skyldes det bl.a., at den kulturelle overklasse i sin ideologiske forblindelse og 'bedrevidenhed' ikke har villet lære af virkeligheden. Diskurserne er ikke fastlåste, men nye opstår, og fronterne brydes op og skifter, netop fordi virkeligheden og udviklingen påvirker vore opfattelser. I udlændingespørgsmålet har den kulturelle overklasse, som RL tilhører, gjort sig irrelevant - og styrker derfor i praksis højrefløjen - mens der er ved at danne sig en ny position, der har lært af virkeligheden, som har en pragmatisk tilgang ud fra devisen: Hvilke problemer er der, og hvad virker i forhold hertil? Først når den kulturelle overklasse bruger denne tilgang til løsningen af de sociale/ kulturelle problemer, vil den kulturelle underklasse igen se en fordel i at støtte oppositionen, således at regeringsmagten kan skifte. Lidt ydmyghed, please!

Per Clausen er lektor i samfundsfag og psykologi på Internationale Udviklingsstudier, RUC

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Her er et link til de meget danske danskere på "Uriasposten", hvor man åbenbart anser Per Clausen for at være et lysende åndeligt fyrtårn i det multikulturelle mørke. Når man læser ovenstående, forstår man jo godt hvorfor.

http://www.uriasposten.net/?p=3392

Inger Sundsvald

Per Thomsen

Du har vist en pointe.

Det er i eftertankens lys, at fremmedproblematikken blev årsagen til Fogh-regeringens sejr i 2001! Forinden havde pressen ved valg i 20 år forsøgt at gøre indvandringsspørgsmålet til et valgkamptema (formodentlig for at få lidt "rav i den", ikke af holdningsmæssige årsager), uden held. Hvad der skete efter valget i 1998, var derimod afgørende: folk følte, at et løfte fra regeringen blev svigtet, da efterlønsordningen blev forringet! Det blev herefter klart, at tilliden til socialdemokraterne var tabt for en meget lang tid. Det ændrede flertal førte til en politik, der nu på 7. år er ved i al stilfærdighed at undergrave velfærdsstaten, uden at befolkningen stiller de ansvarlige til regnskab.

Derudover må man sige, at Per Clausen læser Rune Lykkebergs historiske redegørelser alt for bogstaveligt, nemlig som udtryk for holdninger, hvor de langt snarere udtrykker forskellige synspunkter i de sidste 50 år, mange af dem ovenikøbet kondenserede i litterære fremstillinger.
Det forekommer mig også, at Rune Lykkeberg i hvert fald ét sted, på pp. 102-3, redegør meget klart og redeligt for de problemer, der følger af den nu herskende, mærkværdige definition på demokrati og dettes afhandling i virkeligheden.

Inger Sundsvald

Med klap for det ene øje

Med bogen ’Kampen om sandhederne’ har Rune Lykkeberg fanget en kulturel overklasseforagt, mens han er ubevidst om sin egen foragt for kvinder.

Af Elisabeth Møller Jensen
http://politiken.dk/debat/kroniker/article582972.ece

Søren Rehhoff

"Med bogen ’Kampen om sandhederne’ har Rune Lykkeberg fanget en kulturel overklasseforagt, mens han er ubevidst om sin egen foragt for kvinder.

Af Elisabeth Møller Jensen
http://politiken.dk/debat/kroniker/article582972."

Okay, måske har Rune Lykkeberg ikke inddraget så meget kvindelittetratur i sin analyse, som han kunne have gjort, men hvis han på den anden side havde gjort det, var han kommet til at lyde som en kvinde og ingen lytter til en kvinde, ikke engang kvinder. Det kunne Elisabeth Møller Jensen godt have vist lidt forståelse for.
Bortset fra det kan man jo istedet for bare at se kulturkampen, som en kamp mellem den kulturelle over- og underklasse, også se det som en kamp mellem det arketypisk kvindelige og det arketypisk mandlige.
Gennemgående har der jo konstant været en masse beklagelser over "feminiseringen" af samfundet og hele udviklingen af den moderlige velfærdsstat. Den vege "feminiserede" intellektuelle med rundkredspædagogik mod den "maskuline" handlekraftige markedsaktør o.s.v.. Nogen gange når man hører folks beklagelser over de skatter de skal betale, er det også ligesom at høre far og mor skændes om husholdningpengene. Nogen maskulinister mener ligefrem at velfærdsstaten har været en måde for kvinder at prøve at få krammet på mændene. Man kan jo også sige at de kulturadikale, men vel specielt 68erne vendte op og ned på opfattelsen af, hvad der var maskulint og feminint. Efterfølgende virker det som om der har været et forsøg på at vende tilbage til almindelig god patriarkalsk ro og orden, kulminerende med Foghs magtovertagelse.

Inger Sundsvald

Søren Rehhoff

Du er vist en strik.

Hvis ikke, så forstår jeg ikke hvad du mener.

Søren Rehhoff

"Søren Rehhoff

Du er vist en strik.

Hvis ikke, så forstår jeg ikke hvad du mener."

Ja, jeg er vel lidt af en strik.

Fra Artiklen.
"De kulturradikale havde set det som deres opgave at 'opdrage' resten af den danske befolkning til moderniteten, hvilket har medført udryddelsen af lokale kulturer og dialekter, da de var udtryk for "traditionelle" og "tilbagestående" kulturformer. Når det gælder indvandrernes kulturer, der er endnu mere tilbagestående, skal de bevares, ligesom børnene skal have modersmålsundervisning i skolen, og undertrykkende kulturformer, f.eks. kvindeundertrykkelse, accepteres eller undskyldes som udtryk for kulturen - noget man aldrig ville acceptere, hvis det skete blandt den danske underklasse. Og her er det ironisk, at det bliver repræsentanter for den kulturelle underklasse, Dansk Folkeparti, der i den offentlige debat kommer til at stå som forsvarere for moderne værdier som ligestilling og ytringsfrihed (Muhammedkrisen), mens de kulturradikale ønsker at forstå og "respektere" indvandrernes kulturer og følelser - en sensitivitet, de sjældent har udvist over for den danske underklasse. Årsagen til dette skift i den kulturelle overklasses holdning er, at man dels betragter indvandrernes kulturer som autentiske, dels betragtes indvandrerne som ofre, hvorfor man ikke må træde yderligere på dem, "krænke" dem."

-----------------

Det ER faktisk et tankevækkende spørgsmål:

Hvorfor synes de kulturadikale at ville udvise mere kulturrelativistisk forståelse overfor mellemøstlige kulturformer, end overfor danske "bønder" ?

Svaret er måske det enkle: At de mellemøstlige kulturformer gives begrundelser i bogform! Som intellektuelle har kulturradikale måske en ( velbegrundet ? ) preferænce for: Bogstaver!
De glemmer måske at ikke al tanke eller alt intellekt er sprogliggørbart ( og da slet ikke: Tekstsprogliggørbart ).

Før danske "bønder" jubler for meget over denne opbakning herfra - skal lige huskes at danmarks
overgang fra jægerstenalder til bondestenalder, stort set skyldes kulturpåvirkning stammende fra: Mellemøsten.

Inger Sundsvald

Søren Rehhoff

Jeg tænkte nok at det var et satirisk indlæg.

Jesper Hansen

Kim Gram: overgang fra jægerstenalder til bondestenalder, stort set skyldes kulturpåvirkning stammende fra: Mellemøsten.

En himmelråbende kommentar. For det første er det en udokumenterbar påstand. For det andet er det helt irrelevant.
Folk der boede i "Danmark" i bondestenalderen, var nemlig ikke danskere ifølge videnskabens antagelser.
Hvis debatten skal højnes, kan man med fordel holde hjemmebrygget "interpretatio" og pseudovidenskab udenfor.