Tirsdag var de fleste chefredaktører og mediedirektører samlet i Filmhuset, hvor tæppet gik for første akt af dramaet om den offentlige mediestøtte. En forestilling om de store temaer 'offentlig debat', 'dansk mediepolitik' og 'uafhængig journalistik', hvor der er lagt i kakkelovnen til en spændende anden akt.
For det første er der virkelig noget at kæmpe om, nemlig definitionen af, hvad der er støtteværdigt. Der er også politisk vilje til at fortsætte den danske tradition for offentlig mediestøtte og en reel pose penge, der i øjeblikket er på omkring 6,4 milliarder kroner, alt efter hvordan man tæller den op.
Dramaets vigtigste roller er også på plads, og der er lagt op til spænding. Der er de medier, der får støtte og gerne vil beholde den, og de medier, der ikke får støtte, men gerne vil have den. Der er den gamle generation, der repræsenterer klassiske dyder og traditionelle metoder, og der er den unge generation, der står for udfordrende tanker og nye metoder.
Men hvem, der er helte, og hvem, der er skurke, hvem der er ofre, gerningsmænd og hjælpere, ligger så åbent som i første afsnit af DR's Forbrydelsen.
Mål og midler
Nogle lande har ingen eller meget lidt mediestøtte. I Danmark har vi tradition for at støtte publicismen og kvalitetsjournalistikken, og det ville da også være svært at forestille sig en dansk mediestruktur uden nogen form for støtte. Mange - måske en tredjedel - af de nuværende dagblade ville dø, og de aviser, der var tilbage, ville nok prioritere billige fladskærme frem for baggrundsnyheder om finansmarkeder, og foretrække at rapportere om livets gang i Lidenlund i stedet for at rapportere om Balkan.
Ifølge midtvejsrapporten, Kortlægning af den offentlige mediestøtte i Danmark, er der dog ikke nogen autoritativ formålsbeskrivelse af, hvad offentlig mediestøtte er eller skal være. Et af kortlægningens bidrag er derfor et forsøg på at udrede tankerne bag den offentlige medie-støtte ved at destillere de forskellige idealer, der er formuleret i de mange konkrete støtteordninger.
På programniveau kan hovedmålet siges at være at "opretholde og styrke den demokratiske debat i samfundet". Herunder kan der opstilles tre delmål: Armslængdeprincippet, der handler om "mediernes uafhængighed af staten"; tilgængelighedsprincippet, der handler om at sikre, at medierne kan blive udbredt forholdsvist billigt "så alle dele af befolkningen har råd", samt mangfoldighedsprincippet, der handler om at skabe "et så alsidigt udbud som muligt".
I rapporten er der flere fine boblediagrammer, der pædagogisk forsøger at skabe et overblik over de mange forskellige og usammenhængende mediestøtteordninger. Indtrykket er dog mest af alt et gigantisk kludetæppe.
Mediestøtten til elektroniske medier udgør cirka 4,85 milliarder. Den direkte støtte er primært licensmidler, produktionsstøtte og kommunale tilskud, men der gemmer sig også mindre kasser, f.eks. til gennemførelse af licenskampagner. Den indirekte støtte til elektroniske medier sker blandt andet i form af en 'belastningsfritagelse' i form af adgang til statsgaranterede lån.
Mediestøtte til trykte medier udgør cirka 1,55 milliarder kroner. Den direkte støtte er blandt andet tidsskriftsstøtte, distributionsstøtte, støtte til aviser i grænselandet samt en større pulje til Dagbladsnævnet, der støtter beviseligt trængende dagblade. Den indirekte støtte er primært 0-momsen for dagbladene, der ikke betaler moms af bladsalget. Herudover er der en sand underskov af vidt forskellige småordninger med hver deres særlige berettigelse.
Rapporten konkluderer:
"På det foreliggende grundlag kan det konstateres, at de eksisterende mediestøtteordninger er præget af forskellige formål, der er rettet mod enkeltstående mediegrupper og afspejler hensyn fra de forskellige tidspunkter, som de er blevet indført på. Disse formål relaterer sig ofte kun implicit og indirekte til fremme af den demokratiske samfundsdebat."
Debatten i Filmhuset bar da også præg af lidt løse markeringer af særinteresser uden at nå frem til en overordnet substantiel debat om, hvad offentlig mediestøtte bør være, og uden at der kom nye fakta på bordet fra mediebranchen. Men sådan skulle det nok være, for der er vel grænser for, hvor meget der bliver åbnet for posen, når så mange konkurrenter sidder om det samme bord.
Helte og skurke
Første akt af dramaet om mediestøtten lover både spænding og overraskelse. Næste skridt er at opstille "alternative scenarier for den fremtidige mediestøtte" og først dér vil det vise sig, hvem der er fortællingens helte og skurke.
Er skurkene de klassiske morgenaviser og DR, der i øjeblikket sidder på broderparten af mediestøtten, mens heltene f.eks. er de små specialmedier, der ikke ser meget til mediestøtte?
Eller er det lige omvendt? Er det tværtimod de store dagblade og DR, der er heltene, fordi de samler offentligheden, og fordi de borger for en journalistisk kvalitet og mangfoldighed, som ethvert demokrati med respekt forsig selv må støtte som et bolværk mod forfladigelse af det offentlige debatniveau, mens mediemarkedet bliver oversvømmet af små kommercielle nicheudgivelser?
Spørgsmålene er mange og måske er begge scenarier helt passé. Måske skal vi se på mediestøtte med helt nye briller i lyset af de store strukturelle ændringer i mediebilledet - tænk blot på internettet. Beslutningen er helt og holdent politikernes.
Imens kan vi med spænding vente på anden akt af dramaet om mediestøtten, når Rambøll sammen med Anker Brink Lund og Preben Sepstrup afleverer en færdig rapport til september næste år.
@Webhenvisning rubrik:Læs hele rapporten
@Webhenvisning brød:http://www.ramboll-management.dk/news
