Migranter i prostitution klemmes af lovgivning

Gennem en veninde, som allerede var rejst til Danmark, hørte Luu om mulighederne for at tjene penge i Danmark. Det var samme veninde, der skaffede hende arbejde på en massageklinik efter ankomsten til Danmark, og gennem venindens netværk mødte hun sin ægtefælle.

Luu er blot et eksempel ud af mange kvindelige migranter, der prostituerer sig i Danmark, og som gennem ægteskab med en dansk mand opnår arbejds- og opholdstilladelse.

Trods legalt opholdsgrundlag er disse kvinder en potentielt udsat socialgruppe, som nemt klemmes mellem myndighedernes menneskehandelsindsats og ægteskabssammenføringslovgivningen.

Siden slutningen af 1990’erne og frem til i dag er antallet af kvindelige migranter i prostitution steget markant i Danmark. Primært er det kvinder fra de østeuropæiske lande, afrikanske lande (særlig fra Nigeria) og Thailand.

Ifølge de sociale myndigheder drejer det sig om 2.500 kvinder. Hvor stor en del af disse, der er ofre for menneskehandel, er der blandt myndighederne uenighed om, idet kriterierne for menneskehandel er forskellige.

En stor del af kvinderne kommer fra ikke-EU lande, og deres eneste chance for at opnå arbejds- og opholdstilladelse i Danmark, er gennem ægteskab med danske mænd, som de enten møder i Danmark eller på feriesteder i hjemlandene. Det er denne gruppe af kvinder, der i den offentlige debat og af sociale hjælpeinstanser, som ’Reden International’ og ’Pro Vest’, kategoriseres om ofre for menneskehandel.

Erfaringer fra mit feltarbejde blandt kvindelige migranter i prostitution, samt hjælpeorganisationers vidensindsamling viser, at flere af disse kvinder har manglende kendskab til det offentlige system, ringe sprogfærdigheder samt har sat sig i gæld. Vilkår, som stiller dem endnu dårligere, hvis der opstår problemer i ægteskabet.

Desuden har enkelte også været udsat for hustruvold og seksuelle overgreb på deres børn foretaget af deres ægtefælle. Andre kvinder oplever ikke disse problemer.

Nogle prostituerer sig for en kort periode, andre bliver i prostitution, og andre igen kombinerer prostitutionen med anden indtjening. Bevæggrundene for kvindernes prostitution er forskellig og ofte spiller både økonomi og socialt netværk ind.

Politisk klemme
Denne gruppe af kvinder, der prostituerer sig, klemmes mellem den sociale indsats ved bekæmpelsen af menneskehandel på den ene side og udlændingeloven om ægtefællesammenføring på den anden side.

Efter pres fra det internationale samfund i løbet af de seneste ti år er menneskehandel blevet et politisk indsatsområde i Danmark. Denne politiske bevågenhed resulterede i, at der i 2003 kom en dansk straffelov om menneskehandel. Samme år søsatte regeringen en treårig handlingsplan for menneskehandel af kvinder, som i 2007 blev fulgt op af endnu en treårig handlingsplan.

Politiske initiativer, der har ført til udviklingen af nye hjælpeprogrammer, samarbejder og opbygning af netværk på tværs af NGOer, offentlige og semioffentlige institutioner.

Et af regeringens mål med handlingsplanerne er at iværksætte et hjemsendelsesprogram til ofrene for menneskehandel, med en udrejsefrist, der maksimalt kan forlænges med 100 dage. Spørgsmålet er, i hvor høj grad hjemsendelsesprogrammet varetager kvindernes behov!

Når kvinderne ikke har dansk statsborgerskab, falder de ind under Udlændingestyrelsens og dermed Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integrations ressort. Således er ofre for menneskehandel ikke kun et ligestillingspolitisk- og menneskerettighedsanliggende, men også et udlændingepolitisk.

Netop initiativet om hjemsendelse og 100 dages betænkningstid sender et klart signal fra regeringen om, at disse kvinders problemer er et nationalt anliggende i oprindelseslandet og ikke i Danmark. Hermed ligger hjemsendelsesprogrammet i forlængelse af regeringens udlændingepolitik.

Gennem stramninger på udlændinge- og integrationsområdet har regeringen siden 2002 haft det formål at: »antallet af udlændinge, der kommer til Danmark, skal begrænses« uanset, om der er tale om arbejdsmigration, ægteskabsmigration og flygtninge – og dermed også ofre for menneskehandel.

Regeringens statusrapport for ’Handlingsplan til bekæmpelse af handel med mennesker’ vidner om, at ofrenes interesse for hjemsendelsesprogrammet er forsvindende lille. Kun en enkelt kvinde har taget imod tilbuddet om forberedt hjemsendelse i perioden fra august 2007 til juni 2008.

Ønsker liv i Danmark
Ydermere viser erfaringer fra mit feltarbejde, at migranter i prostitution, der betragtes som ofre for handel med kvinder, ikke er interesseret i hjemsendelsesprogrammet.

Tværtimod ønsker de at skabe sig en tilværelse i Danmark, samt give deres børn bedre vilkår, enten ved at tage dem med til Danmark, eller sende penge til familien. Her er ægteskab med en dansk statsborger den eneste mulige migrationsstrategi, hvis de ønsker opholds- og arbejdstilladelse.

Siden 2001 er mulighederne for at opnå arbejds- og opholdstilladelse for migranter fra ’tredjeverdenslande’ blevet meget sværere.
Ifølge Udlændingeservice er antallet af meddelte opholdstilladelser via ægteskab faldet fra 6.499 i 2001 til 2.787 i 2006.

I 2007 stillede den danske stat en række krav for opholdstilladelse til ægtefællesammenførte migranter fra et ikke-EU/EØS lande.
Blandt andet skal personen i Danmark råde over egen bolig af rimelig størrelse, kunne stille økonomisk sikkerhed for 56.567 kroner til eventuelle fremtidige offentlige udgifter for ægtefællen, dokumentere at vedkommende kan forsørge ægtefællen i syv år.

Det er først efter syv års ægteskab, at migranterne kan ansøge om permanent opholdstilladelse i Danmark.

Skærpelsen af sociale og finansielle krav til de involverede partnere ved ægtefællesammenføring er nogle af måderne, hvorpå staten regulerer migration fra ’tredje verdens lande’ til Danmark.

Uligestillede ægteskaber
Når ægteskab bliver kvindernes opholdsgrundlag, tager de flere chancer, idet de er afhængige af, om deres danske ægtefælle vil forsørge dem samt huse dem og eventuelt deres barn/børn.

Således indgår kvinderne i et ægteskab, hvor parterne er ulige stillet. Migranterne sættes i en meget sårbar situation og i et afhængighedsforhold til ægtefællen.

Økonomisk, retssikkerhedsmæssigt og socialt står deres danske ægtefæller i en bedre position. For eksempel har den danske ægtefælle ofte lettere ved at begå sig i det offentlige system og oplever ikke sproglige barrierer, som kvinderne gør. Sådanne ægteskaber bliver for kvinderne en satsning, når de skal have de økonomiske forpligtigelser over for familien i oprindelseslandet til at gå op i en højere enhed med hverdagslivet i Danmark.

Erfaringer fra mit feltarbejde viser, at kvinderne primært er blevet forsørget af deres ægtefæller i den første periode efter deres ankomst til Danmark. Derefter har de ernæret sig ved prostitution, ofte kombineret med ufaglært arbejde som rengøring, forefaldent køkkenarbejde, servitrice etc.

De kvindelige migranter er i høj grad afhængige af deres danske ægtefællers indstilling over for dem. Hvis manden vil skilles, mister de deres opholdstilladelse og udsigten til at søge om arbejds- og opholdstilladelse, hvis de ikke har været gift i mere end syv år.

Ved overgreb eller anden form for udnyttelse står den kvindelige migrant rent juridisk svagt. For eksempel oplevede Luu, at hendes mand ville have hende til at åbne en massageklinik, efter at de var blevet gift.

Noget, som hun ikke ønskede, men som var svært for hende at afslå.
Således står denne gruppe af migranter i prostitution ofte i valget mellem at tage imod tilbuddet om hjemsendelse, som ’ofre for menneskehandel’ eller også stå i en sårbar position i syv år som nærmest retsløse.

Marlene Spanger er ph.d.-studerende ved Institut for Samfund og Globalisering, RUC. Hun har desuden deltaget i det nordiske forskningsprojekt: ’Prostitution i Norden, Nordisk Institut for Kunskab om Køn’ (NIKK) med May-Len Skilbrei og Charlotta Holmström som projektledere.