Sproget er vores indgang til livet; det er vores flugt fra livet, når dette synes for trivielt. Det er igennem sproget, at vi opbygger venskaber og relationer; det er gennem sproget, at vi møder og lærer andre kulturer at kende. Sproget er noget særegent for mennesket. Samtidig er det også noget ganske simpelt. Det er noget, vi taler med samme lethed, som vi cykler eller koger et æg. Især synes vores modersmål lige så naturligt som vores arme og ben. Sproget er på mange måder så indlysende, at vi slet ikke tænker på, at vi engang ikke kunne tale dette. Sådanne erkendelser omkring sproget er hverken nye eller mærkværdige. Snarere er de, som sproget, ligetil.
Når jeg nu alligevel nævner dem, skyldes det, at jeg for nylig er flyttet til Barcelona. I min nye hjemby taler man både catalansk og spansk, det er deres sprog. Og da jeg hverken talte det ene eller det andet, måtte jeg i en alder af 33 år igen på skolebænken.
Det første, der slog mig efter to-tre ugers spanskundervisning, var det problematiske i den uomtvistelige og nærmest indiskutable sandhed, der siger, at børn har lettere ved at lære sprog end voksne. Dette er måske ikke hele sandheden. Eller rettere, jeg mener ganske uvidenskabeligt, at det ikke er sandt. Grunden til denne påstand er, at jeg har oplevet flere spanske unge drenge og piger, som bakser med det engelske sprog. De har svært ved det. Deres adfærd minder om min egen, når jeg har kastet mig ud i det spanske. Vi er i samme situation, når de brokker sig over grammatikken eller de underlige måder at udtale et ord på. Derudover har jeg oplevet niecer og nevøer, som først kunne dansk efter flere år.
Bevidst om manglerne
Det slog mig, at børn som sådan ikke har lettere ved at lære eller tilegne sig et sprog, men at de sandsynligvis ikke besidder så meget bevidsthed herom som den voksne. Det, jeg som voksen er yderst bevidst omkring, er, hvor meget jeg endnu ikke kan sige på spansk. Jeg er bevidst omkring, hvor meget jeg mangler i det spanske sprog i forhold til det danske. En sådan indsigt gør mig tilbageholdende, hvilket sikkert skyldes lige dele forfængelighed og basal irritation. Jeg er irriterende bevidst, når jeg taler, fordi jeg ved, hvor meget jeg endnu ikke kan sætte ord på. Jeg er bevidst om, at mit spanske sprog er på niveau med en otte-årigs. Jeg bliver frustreret, når andre må tage over, eller når andre antager, at de ved, hvad det er jeg vil sige. Ja, der er sikkert tale om forfængelighed, men netop forfængeligheden og bevidstheden om, hvor meget jeg endnu ikke kan sige, er også det, der adskiller mig markant fra børnene.
Børn kaster sig i større grad hovedkuls ud i sproget. De er endnu ikke, som de voksne, blevet belært om, hvordan de voksne står på lur hos hinanden for at finde små fejl og mangler. Tværtimod. Ofte vil børn opleve stor imødekommenhed fra de voksne, som enten finder det sødt, at barnet taler lidt sjovt, eller prisværdigt, at de prøver, selvom det er svært. Det ændrer dog ikke ved, at jeg tror, at en voksen og et barn lærer et nyt sprog lige hurtigt, eller lige langsomt. Måske lærer den voksne endda lidt hurtigere, fordi han/hun lettere kan anvende f.eks. latinske ord i tilegnelsen af det nye sprog eller har et basalt kendskab til grammatik.
Opdragelse
At jeg finder det relevant at delagtiggøre andre i denne påstand, hænger sammen med, at jeg ser noget generelt heri. Tilsyneladende bliver det med alderen sværere og sværere at lære eller tilegne sig nye evner, hvilket jeg ikke mener skyldes selve indlæringsevnen alene, men i højere grad de herskende normer og konventioner i samfundet. Når jeg f.eks. ikke bare plaprer løs på et miserabelt spansk, hænger det i høj grad sammen med min opdragelse. Jeg har lært, at man ikke bare taler, hvis man ikke har noget relevant at sige. Og der er slet ingen grund til at tale, hvis man ikke en gang kan tale ordentligt. Det betyder – ganske paradoksalt – at det bliver sværere at lære at tale, sværere at have noget ordentligt at sige, da begge dele kommer gennem praksis. For hvad er relevant? Det kan ofte være svært at vide på forhånd.
Den tålmodighed, som voksne typisk viser børn, når de prøver sig frem, forsvinder desværre med alderen. På et tidspunkt virker det, som om samfundet siger: Nu må du have lært at tale ordentligt. Eller: Nu må du have lært at opføre dig ordentligt. God takt og tone har de fleste af os lært. Vi lærer allerede fra barnsben at omgås hinanden på en bestemt måde, hvorved ingen bliver forlegne over hinandens mærkværdige adfærd. Men samtidig lever vi også i et samfund, hvor vi konstant taler om behovet for livslang læring og udvikling. Dette er paradoksalt, da denne livslange læring og udvikling netop kommer ved, at man bevæger sig ud på gyngende grund. Det er i det ukendte vildnis, at vi lærer noget. Det, der sker, når normerne eller den kollektive opdragelse bliver meget styrende, er, at det gradvist kræver mere og mere mod at bevæge sig ud på gyngende grund, da man netop godt ved, at chancerne for at fejle er store. Det ved man især, fordi de herskende normer er så styrende. Vi bliver konstant bevidstgjort herom gennem belærende formaninger, som udpensles i kontrast til vores egen, tilsyne-
ladende, mangelfulde adfærd.
Uden om konsensus
Spørgsmålet er, hvordan voksne kan komme til at besidde samme nysgerrighed og mod som børn; hvordan kan voksne lære ikke at føle sig hæmmede af forfængelighed, af en frygt for at fejle, vanernes tryghed etc.
Hvad nu hvis der ikke var en herskende konsensus omkring de dominerende normer og værdier i samfundet, ville det så være lettere at afvige? Hvad nu hvis der ikke var så tydelig og klar en uskreven regel for, hvordan man burde leve sit liv, ville det så være mere pirrende og lettere at leve livet anderledes? Det tror jeg. Normerne og værdierne er i høj grad med til at farve vores eksistens på godt og ondt. Modsat kunne man sagtens forestille sig, at ens liv farvede værdier og normer, altså at nye værdier og normer løbende blev skabt.
Lad os vende tilbage til Barcelona og det spanske. Når jeg holdt mig tilbage i de spanske samtaler, så kunne det skyldes nogle hæmmende normer omkring, at voksne mennesker ikke sådan står og fumler med sproget, at voksne mennesker skal kunne forklare sig mere nuanceret end børn. Og selvom de fleste mennesker umiddelbart vil virke imødekommende og sætte pris på, at jeg lærer deres sprog, så er det unægteligt en anelse besværligt for dem. Det kræver noget af dem at tale simpelt. Tænk bare på, hvor let de fleste danskere slår over i engelsk, når en eller anden stakkel prøver sig af på et dansk, som ikke pirrer vores tålmodighed. Jeg sætter altså den andens tålmodighed på prøve, fordi jeg ikke kan sproget ordentligt.
Det samme gør sig i høj grad gældende med mange voksne menneskers blik på andre voksne mennesker i andre sammenhænge. Vores blik på andre er styret af nogle forventninger, som former sig i spørgsmål a la: Hvornår bliver han voksen? Hvornår får han et rigtigt arbejde? Hvornår lærer han at tale ordentligt spansk/dansk? Der er noget moraliserende i spørgsmålene, fordi de afspejler en norm. Hvornår bliver du som os andre? Hvornår taler, tænker og føler du som os andre?
Jeg tror, at det hænger sammen med, at vi ikke ønsker at indse, at det er vores eget voksne og konventionelle liv, som gør, at vi har sværere ved at lære, sværere ved at forandre os, sværere ved at acceptere afvigere. I stedet for at ændre disse hæmmende normer, der ikke fremmer nysgerrighed, interesse og mod, fortæller vi hinanden historier, som i bund og grund blot er dårlige undskyldninger, f.eks. at det er umuligt at lære et nyt sprog efter de 30 år, eller – værre endnu – at man skal kunne recitere bestemte datoer for at kunne blive rigtig dansk.
Det var, da jeg indså disse banaliteter – og lagde forfængeligheden på hylden – at jeg lærte at tale spansk, hvilket jeg er ganske stolt over, især fordi jeg jo ikke er et barn længere!
debat@information.dk
Finn Janning er ph.d. i filosofi og bosiddende i Barcelona
