Kronik

Nye dilemmaer i dansk u-landsbistand

Regeringen siger, at årsagen til ulykkerne i Afrika er mangel på 'god regeringsførelse' samt den udbredte korruption. Det er et dilemma, for man nægter således at have noget med de lande at gøre, der ikke kan leve op til kravene. Lidt som et cancerhospital, der nægter rygerne adgang
Vasco José Banda, rektor for en dansk støttet folkeskole i Mozambique, beder blot om at få glasruder i vinduerne, mens en skeptisk finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) lytter sammen med udviklingsminister Ulla Tørnæs.

Vasco José Banda, rektor for en dansk støttet folkeskole i Mozambique, beder blot om at få glasruder i vinduerne, mens en skeptisk finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) lytter sammen med udviklingsminister Ulla Tørnæs.

Esben Agerlin Olsen

27. oktober 2008

Dansk u-landsbistand står i disse år over for nogle nye dilemmaer. De mange krav til bistanden om afrapportering, nul-tolerance over for korruption, planlægningskapacitet m.v. har gjort, at de komplicerede sektorprogrammer kun kan gennemføres i de lande i Afrika, hvor det allerede går forholdsvis godt, mens alle de lande, hvor det virkelig går skidt, ikke kan opfylde kravene for at opnå dansk bistandshjælp. Det er problematisk, når man, som vi gør, insisterer på at den hovedsageligt skal komme de fattigste til gode.

Da man samtidig fra regeringens side understreger, at årsagen til ulykkerne i Afrika er mangel på 'god regeringsførelse' samt den udbredte korruption, har man sat sig selv i en vanskelig situation. Man har lavet en diagnose for problemerne, men nægter samtidig at have noget med de lande at gøre, der ikke kan leve op til forpligtelserne. Det er lidt som at have et cancerhospital, hvor man nægter at have noget med rygerne at gøre.

Nye vinde

Nu blæser der imidlertid nye vinde. Der er således kommet fokus på det, der er kommet til at hedde 'skrøbelige stater' - stater, der ifølge OECD's definition hverken har viljen eller evnen til at levere basale serviceydelser til deres borgere. Her er det imidlertid tilsyneladende ikke, fordi folk er fattige i disse lande, men fordi de udgør en central sikkerhedsrisiko.

"Mens de største trusler mod den globale, og dermed vor egen sikkerhed, tidligere kom fra stærke stater, udspringer de i dag primært fra svage eller helt fejlslagne stater," udtalte Per Stig Møller på et møde på DIIS i juni.

Her er han helt på linje med USA's udviklingsagentur, USAID, der har meldt ud at "efter 11. september står det klart, at svage stater udgør den helt centrale sikkerhedstrussel for USA".

Det er klart, at disse udmeldinger først og fremmest er møntet på Afghanistan, for at retfærdiggøre interventionen her, men det har også implikationer for andre lande. At blive defineret som skrøbelig stat, der ikke har 'viljen' indebærer, at det internationale samfund har ret til at intervenere. Er man skrøbelig mister man sin nationale suverænitet.

Nu er det jo nok ikke kun bekymring om demokrati og menneskerettighederne samt truslen om terror, der motiverer Per Stig & Co. Det virker, som om det i stigende grad er nødvendigt ikke at have store hvide pletter på verdenskortet, hvor hvidvaskning af penge, pirateri, kopiproduktion osv. florerer, og hvor ukontrollerede flygtningestrømme pludselig kan banke på Europas døre.

Samtidig ligger mange af de afrikanske skrøbelige stater inde med meget betydelige mængder råstoffer, som man ser en stigende global konkurrence om. Det er vigtigt, at hele verden er med i den globale verdensorden, og at f.eks. Kina ikke lige pludselig laver uhellige alliancer med afrikanske stater, der på forskellig vis kan reducere den traditionelle vestlige dominans på kontinentet. Og det er vigtigt, at hver enkelt stat retter ind i forhold til normer, der er accepteret af det internationale samfund, normer der omfatter principper om bl.a. frihandel og 'god regeringsførelse'.

Men hvordan kan man så støtte disse skrøbelige afrikanske stater? Hvis vi fraregner den rent militære intervention, synes der at eksistere tre typer intervention i samfund, der ikke er præget af så megen uro, at civil intervention er mere eller mindre umulig.

Tre typer bistand

På baggrund af en undersøgelse i Liberia, der må siges at falde inden for 'skrøbelig stat'-kategorien efter 15 års borgerkrig, en totalt smadret infrastruktur og en ganske korrupt politisk tradition, var det på sin plads måske at se lidt på disse tre bistandstyper.

-Den første kunne kaldes 'den amerikanske', og er den type, der især bliver promoveret af USAID. Det er en vækstorienteret bistandstype, der søger at genetablere mulighederne for at få udenlandske investorer tilbage ved at gøre livet så let som muligt for disse.

Det kræver etableringen af en lille professionel hær, der kan operere hurtigt med henblik på at beskytte private investorer, det kræver genetableringen af udskibningsinfrastruktur til råvareeksport. Problemet her ligger i, at man her genskaber de strukturer, der var medvirkende til at starte konflikten i Liberia, hvor ganske få mennesker skummede fløden af denne type økonomi.

Her for nyligt forlyder det at det store multinationale selskab, der har fået kontrakten på udvinding fra Liberias store jernmalmminer netop har foræret hvert eneste parlamentsmedlem en stor firhjulstrækker.

Det er således en bistandstype, der stiller store krav til gennemsigtigheden i de aftaler, der laves mellem udenlandske selskaber og det politiske establishment, en gennemsigtighed ingen af parterne har den store kortsigtede interesse i.

-En anden type bistand, vi kunne kalde den 'EU-typen', da det særligt er EU, der er involveret i denne, (udover USA er det de færreste bilaterale donorer, der tør give sig i kast med et land som Liberia. Er man flere lande sammen, kan man dele ansvaret i tilfælde af fiasko).

Det er en type bistand, der har som målsætning at "genopbygge den weberske stat", som den tidligere liberianske præsident Amos Sawyer formulerede det, da han var i Danmark.

Dette projekt, der omfatter opbygningen af statslige institutioner, både gennem fysisk infrastruktur og 'kapacitetsopbygning' er ligeledes forbundet med store udfordringer, da der ofte vil være meget lidt opbakning til noget nationalt projekt, staten vil ofte og med god grund, have meget ringe grad af legitimitet.

Demokratisk projekt

Endelig er der en tredje type bistand, ofte kanaliseret gennem store ngo'er, der sigter mod at støtte civilsamfundet, det vil sige i praksis en række små organisationer, der på forskellig vis arbejder med et demokratisk projekt om at holde regeringen ansvarlig overfor befolkningen.

Disse organisationer udgør en meget blandet gruppe, med varierende grad af kapacitet og professionalisme. Det kan her være vanskeligt at finde de rigtige partnere, og den overordnede idé om, at disse organisationer skulle udgøre en modvægt til statens ageren, og dermed sikre at staten blev mere accountabl, som det hedder på nydansk, har været svær at verificere i praksis.

Store udfordringer

Det er en kæmpe udfordring, som bliver så meget vanskeligere at have med at gøre i, og med at behovet for hjælp er yderst presserende. Danida er forståeligt nok henholdende i forhold til at kaste sig ud i større støtteprogrammer til lande som Liberia, hvor risikoen for fiasko er overhængende.

Institut for Menneskerettigheder har undersøgt mulighederne for at starte aktiviteter i Liberia, og har en del erfaring i rådgivning af udenlandske selskaber med henblik på at sikre, at de ikke overtræder menneskerettighederne, i hvorledes man støtter retsopgør og opbygning af en retssektor samt hvordan man støtter civilsamfundsorganisationer, der arbejder med menneskerettighedsproblematikker, så instituttet er godt med indenfor alle de tre typer bistand nævnt ovenfor.

Men instituttet har ikke kapaciteten til at levere det ret store logistiske apparatur, der også må følge med, skal man støtte f.eks. et justitsministerium skal man på det nærmeste starte med at renovere bygningen og sikre der er elektricitet og biler, for at de ansatte får løn, der dækker i det mindste de mest elementære fornødenheder.

I de senere år har vores regering i stigende grad argumenteret for at u-landsbistand er noget, vi giver for vores egen sikkerheds skyld. Det er sørgeligt, hvis dette får som resultat, at sikkerhedshensyn kommer til at gå ud over fattigdomsorienteringen, og at bistandsmidlerne i stigende grad bruges på krudt og kugler.

Sikkerhedstruslen kommer ikke fra de fattige, men fra folk, der bliver oprørte over uretfærdighederne på de fattiges vegne. De største fattigdomsproblemer synes samtidig at ligge i de skrøbelige stater, så der er mulighed for at kombinere de to prioriteter. Men det er en kæmpe udfordring.

Henrik Nielsen er ph.d. og arbejder med menneskerettighedsproblemer i Afrika i forskningsafdelingen på Institut for Menneskerettigheder

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu