Kronik

Nyliberalisme: Flaget går til tops, mens skibet går ned

Med den globale finanskrise har virkeligheden sat et kæmpestort spørgsmålstegn ved den nyliberale teori og ideologi. Men det synes ikke at påvirke de nyliberale, der holder fast i dogmatikken, om de så skal undsige politiske ikoner som Bush og Reagan og prædike, at den måske værste krise siden 1930'erne blot er en 'naturlig rensning på markedet', som med sin berømte 'usynlige hånd' vil gøre alting godt igen
Skal den aktuelle finanskrise løses, er der blandt andet brug for en offensiv stat, der minimerer tabene i den finansielle sektor og en Nationalbank, der sikrer likviditet, mener man i Cevea.

Skal den aktuelle finanskrise løses, er der blandt andet brug for en offensiv stat, der minimerer tabene i den finansielle sektor og en Nationalbank, der sikrer likviditet, mener man i Cevea.

Brian Bergmann

Debat
4. oktober 2008

"Der er ingen tvivl om, at der - i hvert fald på den korte bane - bliver slået nogle skår af USA's status som økonomisk foregangsland. Men det er vigtigt at understrege, at Bush-regeringen ikke har ført liberal økonomisk politik. De har øget de offentlige udgifter og underskuddet."

Sådan sagde Mads Lundbye-Hansen, cheføkonom i CEPOS, i Information torsdag den 2. oktober, da den liberalistiske tænketank langt om længe trak hovedet ud af busken og blandede sig i debatten om den nuværende finanskrise.

Det vil nok overraske en del, at Bush ikke skulle have ført en liberal økonomisk politik, særligt når man tænker på de enorme skattelettelser, som de rigeste amerikanere har oplevet de senere år. De rigeste er med andre ord blevet endnu rigere.

Det er en meget simpel værktøjskasse, der bliver fundet frem, når de nyliberale ideologer griber efter redskaberne til at tackle de økonomiske udfordringer i den nuværende finanskrise. Øverst i kassen finder vi skattelettelser (universalmidlet, der i praksis fungerer bedre end gaffa-tape), derefter dukker 'den usynlige hånd' op, og endelig kommer den hårdtslående total liberalisering af finansmarkederne.

Skattelettelser i toppen er en gamml kending, der ifølge den klassiske teori vil 'trickle down' til de mindre velbjergede i økonomien. Det sker ved et generelt øget forbrug og ved flere ansættelser, herunder af håndværkere, til at udføre arbejde i private hjem, som den succesfulde erhvervsmand eller højtbetalte læge - og i USA er nogle af dem virkelig godt betalte - ellers ville spilde sin værdifulde tid med at gøre selv. Det kan alt sammen være meget godt, men samtidig kan omfattende skattelettelser medføre et øget offentligt underskud, som det har været tilfældet i amerikansk økonomi.

'Voodoo-økonomi'

Den evige kamp for skattelettelser betyder, at nyliberalisterne for enhver pris må forsvare deres største politiske ikoner, som i ideologiens hellige navn har strøet om sig med gavmilde skattelettelser. Det måske største af dem alle, den joviale Ronald Reagan, bliver i disse uger taget af væggen i de pæne nyborgerlige hjem i Amerika. Hans løsninger og tanker virker ganske enkelt ikke.

Den økonomiske politik hos Reagen handlede i bedste liberalistiske ånd om kombinationen af skattelettelser i toppen og massiv oprustning, der samlet set fik den offentlige gæld i USA til at vokse fra 1.000 milliarder dollar til 4.000 milliarder dollar i hans præsidenttid. En politik, der af tidligere vicepræsident og præsident Bush senior, blev betegnet som 'voodoo-økonomi'.

Ikke desto mindre arvede Bush senior problemerne fra Reagan-æraen, herunder 'Savings & Loans'-krisen, der endte med at koste de amerikanske skatteydere ca. 125 mia. dollar og var med til at sende økonomien i den recession.

Denne mindre krise var, sammen med de skatter, som Bush måtte opkræve trods sit 'Read-my-lips'-løfte, med til at få Bush senior til at tabe præsidentposten til Clinton. Men i sammenligning med den nuværende situation var 'Savings & Loans'-krisen en myg i forhold til den elefant, USA nu står overfor. Men måske skulle man have lært mere af lektien dengang?

Den usynlige hånd spiller en afgørende rolle hos nyliberalisterne, fordi den udrenser de brådne kar og fjerner de usunde foretagender, så kun de rentable og dygtige står tilbage. Det er således altid den frie konkurrence, der sikrer 'survival of the fittest' - og det bliver netop de store, der spiser de små. Det betyder med andre ord, at man får endnu større banker og finansinstitutter, som vil konkurrere endnu mindre om at servicere den amerikanske middelklassekunde - undtagen, når man lader forretningspartnere tilbyde en ny version af subprimelånene, men hvor direktørerne i de få tilbageværende banker til gengæld kan konkurrere endnu hårdere indbyrdes om, hvem der personligt kan score de største aktieoptions-gevinster og bonusser.

Størrelsens betydning

Problemet er selvfølgelig, at denne indbyggede grådighed og overdrevne risikovillighed er en af de ting, der har forårsaget krisen. Det har ikke været rationelt eller samfundsmæssigt forsvarligt, at f.eks. Goldmann-Sachs tog enorme risici og lånte penge til aktører, der næsten tvangsfodrede kunder fra den lavere middelklasse med subprimelån, der er billige i begyndelsen, men som så senere stiger voldsomt i månedlig betaling.

Eller for at tage et par danske eksempler: Hvorfor mon Saxo Bank, Danmarks største investeringsbank, lige har gennemført en større fyringsrunde? Og Danske Bank, der prises for sin generelle forsigtighed, og som dårligt kan vente med at overtage mindre og betrængte banker, har såmænd 6,5 mia. kroner i klemme i den kollapsede Lehman Brothers-bank. Bliver de stående, fordi de er dygtige, eller fordi de store? Og skulle de store mastodonter alligevel falde, så er det en pris, som CEPOS og mange andre ideologiske foretagender er villige til at acceptere. De betrængte boligejere og udsatte småsparere spiller ingen rolle i det store spil eller for den økonomiske udvikling.

Man har således aldrig opdaget, hvordan netop nyliberalismen har medført en grundlæggende afregulering af markedet og privatiseringer i den offentlige sektor, som på langt sigt kun gavner de store kapital-interesser.

Ikke mindst blev finansmarkederne liberaliseret på bekostning af det offentliges pengepolitiske regulering, og centralbankerne trak sig tilbage til rentefastsættelsen som sit kerneområde. Hermed blev fordelingen af lån og investeringer overladt til finanssektoren selv på dennes betingelser. På samme måde som nyliberalismens fremmarch også betød, at staten reducerede på sit tidligere overordnede ansvar for en balanceret samfundsøkonomisk udvikling i finanspolitikken, og i stedet i højere grad lod markedskræfterne råde.

I pengepolitikken har dette betydet, at den primære drivkraft nu er finansinstitutternes indtjening og mere kortsigtede gevinster. Men herved er kortsigtede og risikable transaktioner og spekulative investeringer blevet langt mere fremtrædende på bekostning af samfundsøkonomiske hensyn, ja, også på bekostning af det øvrige erhvervsliv. Og den 'frigjorte' kapitalismes kriseskabende tendenser har igen har fået friere spil og stærkere effekt.

Udvid værkstøjskassen

Man skulle så tro, at de to erfaringer ville gøre tænkende væsener forsigtige med både ufinansierede skattelettelser, 'trickle-down'-teori og en overdreven fiksering på pengepolitikken. Men nej, George Bush har lige præcis gennemført de samme slags skattelettelser, som de danske nyliberalister foreslår igen og igen herhjemme. "Vi skatteletter os ud af problemerne."

Svaret på de nuværende udfordringer findes ikke i Wild West-økonomi, hvor grådighed og spekulation hersker enerådigt. Vi har brug for at udvide værkstøjskassen og tage ved lære af tidligere kriser. Staten og markedet er ikke modsætninger til hinanden, men derimod forudsætninger for hinanden.

Markedet kan ikke løse den nuværende krise alene. Der er brug for omfattende korrektioner og i dette tilfælde en offensiv stat, der minimerer tabene i den finansielle sektor, en Nationalbank, der sikrer likviditet, et skærpet finanstilsyn, der bekæmper 'giftige lån' og endelig en regulering af den opskruede private lønstruktur.

Man siger ofte, at fremtidens udfordringer ikke kan løses med fortidens svar. Nyliberalismen var og er ikke andet end en tilbagevenden til den gamle økonomiske laissez faire liberalisme, hvor markedet kan klare alt. Vi skal derfor lade liberalisterne gå i takt mod fortiden, mens vi andre vælger fremtiden.

Jens Jonatan Steen og Claus Piculell er henholdsvis direktør og senioranalytiker i centrum-venstre tænketanken Cevea, som i dag holder sin lanceringskonference

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bruno Lundkvist

Tillykke Cevea. Eller skulle jeg sige tillykke til alle os der længe har savnet et modstykke til superliberalisternes evindelige medicin om at redde laissez faire holdningen. En holdning som kommer til udtryk gennem pressens yndlingsmedicinmand Cepos.
Det er tiltrængt at Venstres filosofi, som er analog med republikanernes i USA, nemlig at deregulere især hovedriges mulighed for tjene ublu summer på værdier skabt af hårdarbejdende danskere, bliver udfordret. Disse hårdarbejdende må samtidig se deres skattekroner blive brugt til at betale for ødelæggelsen af offentlig sundhedsvæsen, folkeskoler, folkebiblioteker osv. På den måde kan man som i USA etablere en stor befolkningsgruppe som ikke kan 'gennemskue' f.x. evindelige gentagelser som: vi har aldrig brugt så meget på sunhedvsæsenet, folkeskoler osv., som i denne regerings tid. Til det er der kun at sige: Dengang min oldefar var en lille pige kostede et rugbrød 2 øre, nu koster den 20 kr. Vi har aldrig brugt så meget på rugbrød som nu! Derimod bruger vi rigtig meget på krigsvæsen og er ved at etablere et krigersamfund; alt sammen på grund af Anders Fogh Rasmussens frustrationer over at vi ikke gik i krig med verdens største krigsmaskine, da tyskerene besatte os. Han ønskede åbenbart ,at vi skulle have opnået ,at få alle store byer i Danmark udslettede.

Inger Sundsvald

”Vi har aldrig brugt så meget på rugbrød som nu!”
;-)

Så mangler vi bare en presse, som kan fortælle om de faktiske forhold i jernindustrien.

Velkommen på banen Cevea. Dette jeres indlæg lover jo godt - tak for det.

"De betrængte boligejere og udsatte småsparere spiller ingen rolle i det store spil eller for den økonomiske udvikling."

Nej, naturligvis ikke for disse Masters of the Universe, vor tids herrefolk. Måske de skulle slutte sig til The Emperor i Star Wars' fiktive univers og rejse til den anden side af galaksen. Det ville være befriende.

"Man skulle så tro, at de to erfaringer ville gøre tænkende væsener forsigtige ..."

Næ, nej dog, niks og noller - ikke her. Logik og fornuft er skam ikke gangbare størrelser hos et folkefærd bestående af voksne mennesker, der sidder fast i barndommens tankegang: "Min er større end din, æv-bæv."

Lennart Kampmann

De frie markedskræfter er jo baseret på en vis grad af kontrol, på samme måde som cyklister kører pænere når der står en betjent i ny og næ og uddeler bøder.

Cevea har naturligvis ret i "en Nationalbank, der sikrer likviditet, et skærpet finanstilsyn, der bekæmper 'giftige lån'" - det vil en liberalist da også gerne have. Det er en del af minimalstaten ;)

med venlig hilsen
Lennart

Steen Rasmussen

Ceveatænketanken skal konkurrere med det faktum, at systemet, som den ser sig oppe imod, er ved at bryde sammen af systeminterne grunde.

Den blinde tillid til markedet og det politiske systems dyrkelse af markedets love som højeste meningskriterium, frihedskriterium, har mødt sin overmand, sig selv. Verden er ikke længere den, Ceveatænketanken så sig som værende oppe imod, da den blev dannet.

Kurserne stiger nu som følge af, at den amerikanske stat sender sine 700 milliarder dollar gode skatteborgerpenge efter de dårlige.

De penge, der kunne have bidraget til noget konstruktivt i de af ideologiske grunde tomme offentligt kasser, forsvinder i de spekulationshuller, som spekulanterne ikke vil tage ansvaret for.
Samfundets investering i børsernes tabere er udtryk for en partikulær gevinst for taberne, men et tab for helheden.
Det plejer at være den argumentationen, man hører fra tilhængerne af det fri marked. Cepos mener generelt, at den enes gevinst på markedet er alles gevinst, og at det offentliges hjælp til taberne skader det offentlige.
Cepos er kommet ud af busken, og de holder tappert fast i troen:
"Der er ingen tvivl om, at der - i hvert fald på den korte bane - bliver slået nogle skår af USA's status som økonomisk foregangsland. Men det er vigtigt at understrege, at Bush-regeringen ikke har ført liberal økonomisk politik. De har øget de offentlige udgifter og underskuddet."
Og Cepos kritiserer faktisk støttepakken.

Og der kan sandelig argumenteres imod det at forære de finansielle institutioner kompensation for det at de har dummet sig med sin udlånspolitik.

De gigantiske summer, der bruges af det offentlige her, kan holdes op mod det, de ellers kunne have været brugt til. F.eks. kunne man hjælpe borgerne ned af det gældsniveau, de befinder sig på, sådan at de kunne blive boende og fortsætte med at fungere, der hvor de er. En hjælp til bunden ville betyde at pengene flød nede fra, ud og op i systemet, hvilket ville hjælpe på likviditeten i de mere materielle sider af økonomien, altså der hvor de virkelige mennesker er.

Cevea gider åbenbart ikke forholde sig til det, at man nu holder hånden under de store drenge, som virkeligt har dummet sig, og som måske altid har fortjent at erfare, hvad det vil sige at komme på den laveste sats inden for bistandssystemet.

Cepos har sandelig fremdraget nogle pointer i forhold til sammenhængen og forløbet op til den pågående internationale økonomiske krise. USA´s militære og økonomiske satsninger er udtryk for en udbudspolitik og underskudspolitik der slår DKs nationale skræmmebillede inden for disciplinen. Underskuddet på betalingsbalancen med udlandet og på statens finanser var under Anker Jørgensen for intet at regne i forhold til det, vi har set som direkte konsekvens af USA´s, Danmark´s og Storbritanien´s krig i Mellemøsten og den politik der er ført for at finansiere den.
De mængder af tomme nominelle værdier, verdensøkonomien er blevet oversvømmet med som følge af vores forsøg på at sikre os adkomsten til drivmidlet i den petro-økonomiske verdensorden, er vendt tilbage til de/vi formastelige som rene bobler, der Brixter (fuldstændigt lige som sæbebobler og andre forkastede pudsige liberale (Farum) løsningsmodeller). Og den økonomiske krise kan sagtens ses som resultat af brud på fundamentale monetaristiske økonomiske principper, lige som Cepos påpeger.
Til gengæld har monetaristerne ikke begreb skabt om det økonomiske systems forudsætninger, hvilket Bush den anden trods alt beviste at han havde lige nøjagtigt i forhold til olien. Som Greenspan har sagt, så vidste alle at Irak-krigen drejede sig om olie. Ingen kunne sige det, og løj så om masseødelæggelsesvåben. At det nu hedder sig, at det var et helt klart uheld, at man kom til at fremstille den illusion, at Saddam havde masseødelæggelsesvåben, og at grunden til krigen kun var nogle paragraffer og resolutioner, der var den egentlige grund, ja det gør farsen komplet.
Olien var og er en del af forudsætningen for den herskende økonomiske orden, fuldstændigt lige som afbrændingen af de fossile brændsler underminerer hele det sociales naturlige forudsætninger, herunder også økonomiens, der trods alt kun er en del af det sociale.
Kronikken lover ikke godt for Ceveatænketankens kommende virke.

Skattelettelserne er kun en lille del af forklaringen på hvordan markedet er blevet fyldt med tomme værdier. Resten af det der foreslås i kronikken, er lige som Lennart Kampmann skriver, monetaristisk politik.

Evnen til at reflektere det økonomiske system i relation til resten af samfundet og samfundet i relation til sine eksterne forudsætninger glimrer ved sit fravær.

Claus Piculell

Hej
En del af de pointer, herunder finanskapitalens og boligboblens skadelige virkninger - samt en række andre, herunder overvejelser over en stærk krisepolitik - står ganske enkelt i en anden kronik, som efter planen skulle bringes i Politiken nogenlunde samtidig, og derfor har vi ikke kunnet, villet eller 'måttet' komme med dem her.
vh
CP

Steen Rasmussen

Hej Claus
Vi glæder os til at se fortsættelsen. Min kritik skulle ikke ses som nogen endelig dom, men først og fremmest som en efterlysning.
Mvh Steen

Inger Sundsvald

Euro eller kroner?. Det bliver spændende at følge slagets gang.

Steen Rasmussen

Den generelle garanti for indestående strider mod Europastatens konkurrenceregler, så regeringens planer er ulovlige.
http://borsen.dk/okonomi/nyhed/142010/

I forvejen er selve den danske velfærdsstat truet af Europastatens lovgivning: http://www.information.dk/167542

Nu mangler vi bare, at Ínformations professionelle skribenter og omrejsende i uforpligtende og performativt selvbekræftende ideologiske holdninger klapper i hænderne, så deres begejstring for det højtbesungne institutionaliserede monetaristiske monster kommer til at runge videre i fremtiden, som påmindelsen om et af de største intellektuelle svigt, man endnu har set i en presse der vil fremstå kritisk.
Klap nu for helvede! Og helst lige så højt som når monsteret pisker regeringen på plads i spørgsmål om familiesammenføring!

Søren Nørbak

Har jeg lidt svært ved præmissen i kronikken:
Bush og Reagan var ikke liberalister og førte/fører ikke liberalistisk økonomisk politik. Lad os lige slå fast at liberalister kæmper for at formindske staten, altså at der skal tilføres FÆRRE ressourcer til staten. Hvordan kan i, Cevea, få en økonomisk politik der hedder skattelettelser og øgede udgifter til staten til at være liberalistisk politik?

Inger Sundsvald

Lidt provokerende har jeg lyst til at henvise til en artikel i Inf. fra den 27.3.08, af Johann Hari, som i et oversat og forbilledligt forståeligt sprog, fortæller noget om ’Markedsfundamentalismens dødskamp’:
http://www.information.dk/156891

Overraskende at læse i dag?

Jo sådan er det generelt med nyliberalismen, men faktisk tror jeg at Bush-regeringen har fremelsket og opmuntret til bevidst rovdrift pé samfundets ressourcer, irakkrigen er selvfølgelig om at stjæle olien, men den er også om at give en masse penge til halliburton, blackwater og bechtel, og siden man nu ikke kan give dem pengene ligeud, så laver man en krig så man kan betale dem for et eller andet.
Finanskrisen er om at lade CEO-erne betale sig selv og aktionærerne så godt, at der til sidst ikke er flere penge i kassen, og så bede det offentlige om at fylde den op igen. Jeg ser det som et bevidst kriminelt foretagende, som mafiaen dårligt nok kan gøre dem efter.

Det gælder som bekendt ”bedre sent end aldrig”!
Men det er vigtigt at fastslå og gentage ved enhver given foranledning: Den nyliberalistiske økonomiske teori og ideologi er kun for fantaster fuldt på højde med de mest fundamentalistiske muslimske Koran fortolkere. Skattelettelser til de rigeste, privatiseringer og markedsfanatisme er det mantra, som ikonerne for denne ideologi har gentaget til ulidelighed og fortsætter med at gentage overalt i den kapitalistiske verden, fuldstændig uden nogen som helst hensyntagen til de historiske erfaringer eller den nuværende virkelighed. Det er, hvad det er, fantaster er normalt udenfor pædagogisk rækkevidde, og denne art er det i særlig ondartet grad.
Det mest fantastiske er imidlertid at de har fået lov til at udgyde deres, efter al historisk erfaring, idioti uden kvalificeret og kontant modspil fra medierne, politikere osv.
Der har i mere end 20 år været tale om et verdensomspændende mikrofonholderi af massivt og skræmmende omfang. Først nu, når det er gået galt, lufter medierne deres forundring over, at det der så indlysende burde have været fejet af banen straks, med henvisning til 30’ernes liberalistiske sammenbrud, i stedet kunne få så megen medløb uden kvalificeret modspil.
Først nu når virkeligheden nådesløst river tæppet væk under fantasterne fra Milton Friedman til Cepos samt deres politiske halehæng fra Reagan, Thatcher og Bush til vores hjemlige minimal statsminister, vågner presse og elektroniske medier partielt op og ryster undrende på hovedet.
”Med den globale finanskrise har virkeligheden sat et kæmpestort spørgsmålstegn ved den nyliberale teori og ideologi” hedder det således symptomatisk med et slående understatement i Information 4-5/10.
Ja det har virkeligheden, men ikke med den nuværende globale finanskrise. Den liberalistiske teori og ideologi viste sin totale fallit allerede med 1929 krakket og 30’ernes totale og verdensomspændende økonomiske sammenbrud for denne liberalistiske samfundsmodel og som hovedansvarlig for udbruddet af 2.verdenskrigs ragnarok. Efter krigen blev denne ideologi retfærdigvis betragtet som en paria af alle tænkende mennesker, økonomer som lægfolk.
Det liberalistiske spøgelses genkomst fra historiens mødding fra 80érne og til i dag, igangsat som pilotprojekt i den Chilenske diktaturstat efter militærkuppet i 1973 anført af CIA og dermed omdannet til forsøgsmark for Milton Friedman & Co’s fallerede liberalistiske teorier, er derfor bare en gentagelse af noget historien for længst har dømt ude.
De burde rent intellektuelt jo være afgået ved "døden" allerede i 1929, hvor de næsten egenhændigt kastede verden ud økonomisk ragnarok og 2.verdenskrig!
At sådan nogen stadig fører sig frem selv i DK - oprindeligt oven i købet med en statsminister i spidsen - svarer jo til, at man også hentede gamle Gosplan stalinister frem fra historiens mødding og seriøst bad dem kommenterer verdens økonomiske problemer udfra fra deres historisk bevisligt totalt fallerede økonomiske teorier.