Læsetid: 3 min.

Palin har flotte ben

En vicepræsident, der har formået at få endnu mere omtale end den præsidentkandidat hun repræsenterer. En vicepræsident, der forstår, hvordan hun skal træde frem og pakke sig ind, men ikke forstår sin politiske historie. En vicepræsident, som er eksponent for en farlig og bredere tendens til at fokusere mere og mere på politikeres form end på politikkens indhold
11. oktober 2008

Jeg sidder med en flok amerikanske venner i en kælderlejlighed i Brooklyn - vi er en broget flok, men vi er alle håbefulde i forhold til det kommende, vigtige præsidentvalg. Stemningen er nervøs - som i en boksekamp er nedtællingen til debatten mellem de to vicepræsidenter Palin og Biden i gang. Vi oplever en frygt for, at Palin vil overraske positivt efter den forløbne uges bommerter og såkaldte gotcha journalism. 00:00 og de to debattører træder ind på scenen med selvsikre og kridhvide smil - mine amerikanske venner udbryder et unisont suk: "Argh - allerede bagude på point," bliver der nikket til hinanden: "Ja, hun har altså flotte ben."

Brugen af en umiddelbart ligegyldig faktor som et politisk argument er desværre ikke enestående. Palins hår, briller, generelle fremtræden og ikke mindst familierelationer er til fortløbende heftig debat og bliver flittigt brugt i argumentationen for hendes evner som eventuel vicepræsident for USA.

Form og indhold

Palin har allerede vundet point og mediedækning i kraft af sin fremtræden alene.

Når debatten imidlertid endelig dækker det faktiske indhold af Palins politiske standpunkter, er sagligheden dog yderst tvivlsom. Da Palin i et interview på ABC News udtrykte åbenlys uvidenhed om Bush-doktrinen, var de fleste kommentatorer, republikanske som demokratiske, enige om dette.

De opfattede imidlertid ikke Palins uvidenhed som kritisabel, fordi de fleste amerikanere heller ikke kender indholdet af doktrinen. Dette er blot et ud af mange eksempler på, at skellet mellem politiker og borger forsøges udlignet. Politikerens professionalisme synes ikke først og fremmest at ligge i en besiddelse af større politisk viden end gennemsnitsamerikaneren, men i en besiddelse af kontrol og selvsikkerhed på den politiske arena.

Angst og identifikation

Debatten fortsætter, og Palin fører sig selvsikkert frem. Hun forsøger at være 'én af os' ved at tale direkte til os med kække blink og kommentarer. Hun er, som familiemor deroppe i Alaska, selv ramt af finanskrisen, og ved hvor svært det er, at få enderne til at mødes.

Jeg kan, som den eneste ikke-amerikaner ikke identificere mig med hende, og jeg undrer mig over, hvad får folk til at støtte McCain og denne selverklærede gennemsnitlige hockey mom. For det første er begge eksponenter for den mængde patriotisme, der nok er nødvendig for at samle det store land i en periode, hvor frygten for finanskrise og yderligere terror skaber splittelse. For det andet repræsenterer Obama hos mange den mest fremmede og dermed den mest farlige af de to kandidater. På trods af hans gode rygte og kun få spinkle skandalehistorier eksisterer der hos såkaldt almindelige amerikanere en oprigtig frygt for at Obama i virkeligheden er Muslim. Frygten for at hans erklærede kristne tro er en bekvemmelig løgn, bunder især i hans mellemnavn Hussein, hans baggrund og farve. Mistroen er dybt ubegrundet, men ikke desto mindre bredt accepteret. Obamas akademiske uddannelse og retorik markerer ligeledes en distance hos den gennemsnitlige amerikaner og især hos de mange sofavælgere.

I Palin ser denne gruppe imidlertid en kvinde, som de kan identificere sig med - en familiemor som taler med folk i øjenhøjde om sine almindelige problemer og glæder.

Debatten i andedammen

Vi ser tendenserne herhjemme. Den politiske debats fokus bevæger sig i stigende grad fra indhold mod form - væk fra dybdegående interview til hurtigere og mere populistisk journalistik, der appellerer til folks følelser og identifikation. Vi vil kende vores politikere som mennesker frem for som professionelle politikere. Vi vil se dem i tv-shows, vi vil høre dem tale som almindelige mennesker, vi vil se deres følelser, vi vil kende deres familier. Vi vil kort sagt se dem udenfor deres politiske ramme, for at se deres almindeligheder og ligheder med os selv.

Det er naivt at tro, at vi som vælgere ikke bliver påvirket af, hvorvidt vi kan identificere os med vore politikere som mennesker. Jeg mener imidlertid, at vi skal stræbe efter en professionel distance mellem folket og de folkevalgte - en distance, som skal sikre, at vi ikke bliver forført af formalisme men optaget af indhold. Lad os have som ambition ikke at lade et par gode stænger være garant for vore folkevalgtes professionalisme.

Tea B. Fromholt Hansen og studerer antropologi ved KU, bor pt. i New York, hvor hun er i praktik ved organisationen The Moth

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu