Læsetid: 4 min.

Partnerskab under tvang

13 caribiske ulande har netop underskrevet en økonomisk partnerskabsaftale med EU. Men aftalen blev kun underskrevet fordi, EU truede med at hæve toldsatserne på ulandenes varer med kort varsel
EU presser med en højere told, hvis ikke 13 caribiske ulande skriver under på EPA-aftalen. Den højere told ville blandt andet ramme ulandenes hovedeksporter som sukker, bananer og rom.

EU presser med en højere told, hvis ikke 13 caribiske ulande skriver under på EPA-aftalen. Den højere told ville blandt andet ramme ulandenes hovedeksporter som sukker, bananer og rom.

24. oktober 2008

EPA-aftalen hedder den til dato mest omfattende regionale frihandelsaftale mellem rige og fattige lande, og den vil i fremtiden blive til et alvorligt problem for de caribiske landes udvikling, viser det sig nu. Aftalen fratager nemlig ulandene vigtige statslige instrumenter til at regulere markedet og bestemme deres egen udvikling. Konsekvensen er, at en række tidligere caribiske kolonier fastholdes i fattigdom og i politisk og økonomisk afhængighed til EU.

Ifølge aftalen skal europæiske virksomheder efter 10 år have toldfri adgang til 61 procent af det caribiske marked på varehandel - derefter til 83 procent efter 15 år - og endelig til knap 90 procent efter 25 år. Relativt hurtigt vil de caribiske producenter altså komme i åben konkurrence med EU. Dermed er der en overhængende og reel risiko for, at de lokale producenter vil blive udkonkurreret af varer fra EU.

EPA-aftalen dækker ikke kun handel med varer, men indebærer også nye liberaliseringer på investerings- og tjenesteydelsesområdet. Aftalen betyder, at helt op til 75 procent af tjenesteydelsesområdet skal åbnes op for europæiske virksomheder. Det gælder f.eks. bankområdet, transport, telekommunikation og turisme.

Lokal industri

Dermed fratager aftalens liberaliseringskrav de caribiske regeringer nogle vigtige instrumenter til at regulere mod udenlandske virksomheder og til at sikre et marked i overensstemmelse med landenes egne udviklingsmål. For eksempel forhindrer aftalen ulandene i at stille krav til europæiske virksomheder om benyttelse af lokale underleverandører og samarbejde med lokale investorer. Dette kunne ellers stimulere de lokale producenters udvikling.

Ulandene forhindres desuden i at stille krav til europæiske virksomheder om at uddanne eller ansætte lokale folk samt om at investere i de lokalsamfund, der berøres af den pågældende virksomhed. Dertil kommer, at aftalens investeringskapitel forhindrer de caribiske lande i at sætte et loft over antallet af europæiske virksomheder, hvilket kan være nødvendigt for at forøge den lokale kapacitet inden for de sektorer, der nu skal åbnes op for konkurrence.

På et senere tidspunkt vil europæiske investorer også have mulighed for at opnå samme vilkår og behandling som lokale virksomheder, når det gælder offentlige indkøb. I så fald forhindres de caribiske regeringer i at tilgodese lokale virksomheder for skatteborgernes egne penge. Dette kunne ellers være med til at skabe arbejdspladser og styrke den lokale industri.

Mafiametoder

Det kan måske undre, hvad der får ulande til at underskrive denne type aftale med EU. Det bør derfor tilføjes, at siden EPA-aftalen blev forhandlet på plads i slutningen af 2007, har det knebet for EU at få de caribiske landes endelige underskrift i hus. Det skyldes dels det langstrakte juridiske arbejde i generaldirektoratet med at oversætte aftalerne til alle 23 officielle EU sprog. Men frem for alt skyldes det den tvivl, der i mellemtiden er opstået over aftalernes indhold blandt de caribiske lande.

Særligt har Guyanas præsident Bharrat Jagdeo højlydt kritiseret aftalerne for at underminere landenes egne regionale integrationsplaner; samt for at være for vidtgående, idet aftalens liberaliseringskrav på investerings- og tjenesteydelsesområdet er mere omfattende end de krav, ulandene er forpligtet til i Verdenshandelsorganisationen. Samtidig er aftalen blevet mødt af store protester fra akademiske forskere, handelsunioner, lokale parlamentarikere og andre aktører fra det caribiske civilsamfund. Datoen for aftalernes underskrift er derfor blevet udskudt op til flere gange.

Mangel på legitimitet

I stedet for at tage ulandenes modvilje til efterretning, gjorde EU-Kommissionen det klart over for de caribiske forhandlere, at hvis ikke aftalen blev underskrevet inden den 31. oktober, ville EU skrue markant ned for de caribiske landes markedsadgang. Den højere told ville særligt ramme ulandenes hovedeksporter som sukker, bananer og rom. Jamaicas premierminister Bruce Golding har udtalt til avisen Jamaica Gleaners' finanssektion, at højere EU-told på jamaicanske varer ville betyde et tab på fem milliarder amerikanske dollar i eksporter. Ifølge et nyhedsmagasin fra International Centre for Trade and Sustainable Development har Præsident Jagdeo desuden udtalt, at hvis han underskrev EPA-aftalen, så ville det kun være fordi, EU indførte højere told på landets varer. Ellers ville han aldrig underskrive den.

Den 13. oktober blev det klart, at EU ville gøre alvor af truslen, idet Rådet vedtog et forslag om at annullere Guyanas toldfordele ved eksport til EU markedet. I skrivende stund er det kun Haiti og Guyana, der ikke har underskrevet EPA-aftalen. Det forventes dog, at Guyana underskriver inden deadline.

På papiret skal EPA-aftalen være et afsæt for de caribiske landes udvikling, fattigdomsbekæmpelse og integration i verdensøkonomien. I så fald burde det ikke have været nødvendigt for EU at bruge mafiametoder under forhandlingerne. I realiteten er EPA-aftalen ikke en partnerskabsaftale om udvikling, men "et tilbud, ulandene ikke kan afslå". Alene af denne grund bør aftalen blive forkastet.

EPA-aftalen er ikke skabt til at tjene den caribiske befolknings interesser. Snarere er den skabt til at sikre europæiske virksomheder og investorer mod indgreb fra de caribiske regeringer. Derfor vil de caribiske lande ikke opleve de økonomiske gevinster, som handel og udenlandske investeringer potentielt kan betyde for ulande.

Søren Søndergaard er MEP for Folkebevægelsen mod EU. Henrik Bang Andersen er bestyrelsesmedlem i Afrika Kontakt

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Skaarup

Når kapitalisme viser sit grimme ansigt, sker det bag lukket dører. EPA-Aftalen er kapital-imperialisme af værste skuffe. De carabiske lande, er i forvejen underlagt en kæmpe gæld til div. social-business kapitalfonde som IMF og WB, samt underlagt krav om åbne markeder, der allerede har spoleret det meste den carabiske mejeriproduktion, med subsidieret mejeriprodukter fra USA og EU.

"aftaler" som EPA, er ikke tænkt til at tjene stimulering af vækst i udviklingslande, men har til formål at øge "donorlandenes" konkurrenceevne, for at kunne overtage markedet, og dræne udviklingslandet for ressourcer.

Hvis man virkelig var interesseret i stimulering af vækst i udviklingslandene, lod man dem konkurrere på frie, eller fordelagtige vilkår. F.eks ved at fjerne landbrugsstøtten, eller ved at subsidierere landbrugsproduktion i udviklingslandene.

Men det vil jo ikke tjene egen interesse på kort sigt, hvorfor det aldrig vil blive vedtaget af "demokratiske" forsamlinger, eller af socialbusiness VIP'erne i EU, IMF, DANIDA, WB, osv.

Det er blot kapitalismens sande ansigt. Hverken mere eller mindre. Systemet er årsagen til de ulige og inhumane vilkår der "påtvinges" over de svage og fattige lande.

Mette Mie Skaarup

Michael Kongstad Nielsen - for at uddybe, så er GSP, den generelle toldpræferenceordning, et EU toldregime, som giver nedsat told eller toldfriadgang for specifikke varer fra udviklingslande, der indføres på det europæiske marked.

Ordningen, der er en undtagelse til Verdenshandlensorganisationens (WTO) mest grundlæggende princip om, at alle lande skal nyde samme told for samme vare, har til formål at gøre udviklingslande i stand til at deltage mere fuldt ud i den internationale handel. Den større integration i verdenshandlen vil give landene en mulighed for at opnå ekstra eksportindtægter, og derved flere midler til enkelte lands udvikling, fattigdomsbekæmpelse etc. GSP er med andre ord yderst vigtig for de enkelte ulandes økonomiske, og derved grundlæggende, virke og udvikling.

Helt konkret dækker GSP over tre ordninger: 1. Den generelle GSP, der giver alle ulande toldreduceret adgang til EU markedet. 2. GSP +, der for særlig udsatte lande, som har ratificeret og implementeret 27 FN og ILO konventioner om menneskerettigheder og good governance, giver stort set toldfriadgang til EU samt 3. Alt undtagen våben, hvor de mindst udviklede lande har toldfri adgang til EU's marked på alle varer undtaget våben.

Problemet er at Den generelle GSP ordning nu revideres (under dække af at ville hjælpe verdens fattigste):
1. så, som sagt, en lang række u-lande vil ryge helt ud af ordningen. Kun få vil kvalificere sig til GSP+, der også skærpes. Resultatet bliver at række lande kommer til at stå over for EU’s høje toldmure allerede i 2013. Dette giver u-landene ingen anden mulighed end at indgå ufordelagtige frihandelsaftaler med EU for at undgå toldmurene, men samtidig tvinger landene til at give EU toldfriadgang til deres markeder.
2. Studier fra Overseas Development Institute, Englands førende tænketank for international udvikling, viser som sagt at den revideret GSP overordnet set vil være uden effekt for de fattigste lande, da de slet ikke producerer eller leverer de varer de mindre fattige u-lande gør. Altså skaber ordningen ikke bedre forhold for de fattigste lande.

Altså giver revisionen ingen overordnede forbedringer for hverken de fattige eller de fattigste u-lande. Til gengæld står EU til at score 7.4 milliarder kroner på nye toldindtægter fra de u-lande, der mister deres toldfordele samt udsigten til en lang række yderst EU fordelagtige frihandelsaftaler, som u-landene tvinges til at indgå, hvis de vil undgå EU’s toldmure.