Læsetid: 5 min.

En rolig aften på Richterskalaen

Provinshimlen lyste op, da verdens mægtigste fodboldsshow lagde vejen forbi Aalborg. Men det blev, som så ofte i Champions League, et forudsigeligt triumftog for 'the usual suspects'
4. oktober 2008

Så kan det næsten ikke blive mere dansk. Tirsdag aften var Faxe Kondi Tribunen på Energi Nord Arena i Aalborg en prægtig kulisse af feststemte og en lille smule scenesky AaB-fans. De havde smagt kirsebær tilbage i 1995 deroppe i Nordjylland – 13 år senere har UEFA’s absolutte flagskib, Champions League, vokset sig i god foderstand.
Hertil kommer den globale kulturindustris løfter om kropspleje, æstetisk heltedyrkelse og invitation til sportens Benjamin’er om at være med i partyet. De skal bare overholde fodboldforbundets omrejsende cirkusregler, klistre de rigtige reklamebannere langs grønsværen og i øvrigt, på klokkeslættet 20.40, fem minutter før kick-off, pænt holde kæft, så Champions League-hymnens miks af Pavarotti og Queen fra dengang ordentlige mænd havde puddelhundehår kan tordne ud af højttalerne. Manchester United er i byen, Cristiano Ronaldo er med, og vi er næsten de bedste i verden.
Forinden havde AaB’s træner, Bruce Rioch, på sin egen sympatiske facon lovet et jordskælv, hvis altså den nordjyske klub skulle præstere det umulige. I så fald måtte der være tale om 0,5 på Richterskalaen, kommenterede flere engelske aviser med sigte til det klejne stadion. Og for at gøre det danske eventyr levende for sine læsere – hvor fanden ligger Aalborg? – sammenlignede The Guardian Energi Nord Arena med sagnomspundne Gresty Road. Ude på det britiske bøhland, »forbi stationen og til venstre«, hvor tilsodede industrikvarterer ligger side om side med pittoreske stenhuse og hockeymødrenes friserede forhaver, har andendivisionsholdet Crewe Alexandra FC – også kaldet ’The Railwaymen’ – slidt og slæbt siden 1877, og et af de få højdepunkter var dengang selveste Tottenham kom på visit i FA Cup’en. Faktisk er Gresty Road en kende større end det ålborgensiske powerhouse. Der kan være 666 flere.
De skal ikke tro, de er noget derhenne i England. Sir Alex Ferguson fik i hvert fald mellem linjerne slået fast, at undertippede danskere kæmper til sidste svedperle. Kig bare på historien. Mange kan sikkert huske, hvordan Real Madrid drev gæk med odenseanske B1913 i Mesterholdenes Europa Cup i 1961. Først vandt spanierne 0-3 på Fyn, og i Madrid blev det 9-0 med hattrick af tidens stjerne Alfredo di Stefano. Men glem ikke, at B1913 forinden havde kørt Spora Luxembourg over med 0-6 og 9-2, hvoraf hele syv mål blev banket ind af Bent Løfqvist!
Til Aalborg kom de, Manchester United, i stærkeste opstilling, lynhurtige flanker, solid midtbane, ungt talent i forsvaret og en Dimitar Berbatov, der skreg på at bevise sit 340 millioner kroners værd. Og husk på, mumlede Sir Alex, at AaB klarede uafgjort mod selveste Celtic. På udebane! Selv på papiret, altså dér, hvor end ikke adrenalinen momentant skaber superkræfter i Davids kamp mod Goliat, var det danske resultat i Skotland langt bedre end Uniteds egne 0-0-cifre på Old Trafford mod sidste sæsons La Liga-toer, Villarreal.
Gungren
Champions League-showet har overhalet Tour de France-karavanen i prestige og finanser. Den gigantiske gungren mærkes bedst i randområderne. Det minder om Madonnas visit i Horsens. Og det svarer til at køre rundt i USA’s midtvest. Når indbyggertætheden falder, og der bliver længere og længere til hippe metropoler, stiger antallet af velmente turistattraktioner. Det er noget med verdens største garnnøgle, det bredeste snobrød, en inflammeret flødebolle af gigantiske proportioner fra Michigan eller Wisconsins længste monstertruck, sofacykel og køleskab. I ét.
Vi kender også den lov i Danmark: Antallet af automekanikere er omvendt proportionalt med populationen. Der er rigtig mange steder i Ullerslev på Fyn, hvor man kan få sjældne reservedele til en Opel Kadett.
Sådan noget socialgeografisk pjat, som klinger af sjællandsk djævelskab, tænkte de selvfølgelig ikke over på Faxe Kondi Tribunen, da Olegário Benquerença fløjtede dramaet i gang i tirsdags. Man holdt vejret, gjorde man, og huskede at pifte af den pomadiserede Cristiano Ronaldo, som personificerer fodboldens splittede kultur. På den ene side er han sportens drøm, et vidunder af speed, taktisk snarrådighed og uovertruffen sparke- og headeteknik. På den anden side er det møghamrende belastende, når kameraerne igen og igen fanger portugiserens fremskudte kindben og det dér let sårede, mørke blik, som per automatik tænder teenagehjerter og gør sig eminent som folde-ud-plakat i alle formater.
Takket være Zaza
Vi holdt skansen en rum tid, men efter fæle afbrændere fra Berbatov og Rooney blev det hurtigt synligt for enhver, at United spiller på en anden planet. Ikke alene økonomiserer de med kræfterne, fordi pasninger og indbyrdes positionering er nøje afstemt. De har også en turboknap, som de nærmest efter behag kan tænde og slukke, og som suverænt harmonerer med deres taktiske rotationer. Hvor AaB tog opstilling i en defensivt organiseret 4-1-4-1, som var designet til at igangsætte hurtige kontraer op af banen, dér skiftede Manchesters forreste esser konstant pladser. Lige nu er der næppe nogle hold, der så godt som dem inkarnerer det famøse 4-6-0-system, hvor kodeordene er sammenhold, indbyrdes spilforståelse og individuelle overraskelser. Og havde det ikke været for Karim Zaza var dysten måske endt med tegneserieagtige tenniscifre. Men chancer skabte vi, og vi var på første parket til Ronaldos driblinger og – bedst af alt – hans aktuelt manglende målkynisme.
Der er noget ambivalent over AaB’s tilstedeværelse i verdens mægtigste fodboldshow. Magien står vel næppe så lysende klart på provinsens aftenhimmel, som når sportens dyreste og mest spektakulære ikoner er på besøg. Det er sportens sjæl, der åbenbarer sig, for den er en kamp med et usikkert udfald på lige præmisser. Alle kan være med. Men nogle er selvfølgelig bedre end andre til at forvalte og realisere den præmis. Andre hævder, at Champions Leagues gruppespil er ved at udvikle sig til et forudsigeligt triumftog for the usual suspects. I den optik er det næppe overraskende, at veteranen Juventus kæmpede sig tilbage til et samlet 2-2-resultat på udebane mod opkomlingene fra hviderussiske FC BATE Borisov i gruppe H, eller for den sags skyld at rekordindehaverne Real Madrid slap fra Petrovsky Stadion med en kløgtig 1-2-sejr mod bravt kæmpende Zenit Skt. Petersborg. Og vel at mærke vis-à-vis en umanerligt elegant Andrei Arshavin.
I det nuværende Champions League-system, som har været effektivt siden 2003, er 16 klubber fra de højest seedede ligaer sikret direkte deltagelse i gruppespillet. Matematikken bygger på UEFA’s såkaldte koefficienter, hvor man dividerer klubbernes point i europæiske turneringer med antallet af hold fra samme nation. Regnestykket er simpelt: England og Spanien slæber succesen med, år efter år. De spiller vigtige kampe på stribe, ligger højt placeret og har mange hold med i turneringerne. Danmark skal derimod overleve på en enkelt ligavinder og en opslidende kvalifikationsrunde. Fra 2009 er planen dog, at 22 klubber får direkte adgang til puljerne. Fedt nyt til de næstbedste? Nonsens. Så bliver det nemmere for United, Real, Barca, Chelsea og resten af banden at slentre komfortabelt videre til knockoutrunden, hvor cashflowet er endnu vildere.
refleks@information.dkꆱ

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu