Satire

Er tigre mere værd end fattige indere?

Kan vi ikke redde de vilde tigre i naturen, bør vi i stedet opdrætte det karismatiske kattedyr på farme
Den truede, indiske tiger burde opdrættes i farme i stedet for i nationalparkerne, da millioner af indiske stammefolk bøder for tigerens bevarelse i nationalparkerne.

Den truede, indiske tiger burde opdrættes i farme i stedet for i nationalparkerne, da millioner af indiske stammefolk bøder for tigerens bevarelse i nationalparkerne.

10. oktober 2008

Tigeren er i dag blevet et lige så stort ikon for naturbevarelse som både isbjørnen og hvalen. Det er forståeligt, for få andre dyr evner som tigeren at indgyde os intens fortryllelse ved naturens majestæt. Så meldingen om, at tigerbestanden vokser i Jim Corbett-nationalparken i Uttaranchal i Indien, burde vel være anledning til at glæde sig, så meget desto mere som myndighederne nu er blevet ansporet af den sjældne succes til at udvide reservatet.

Men tøv en kende, for historien har en kedelig bagside. At udvide nationalparken vil nemlig være ensbetydende med at trænge yderligere ind på lokalbefolkningen, som allerede har lidt nok under naboskabet til parken. Hertil kommer, at konventionel vildtpleje har vist sig ikke at fungere. I denne uge kom der chokerende nye tal om, at Indien har under 1.500 vildtlevende tigre tilbage. Årsagen er især krybskytteri, som er meget vanskelig at få bugt med, så længe der er efterspørgsel efter traditionel medicin, hvori tigerdele indgår.

Hvis disse karismatiske kattedyrs skæbne ligger os på sinde, må vi tænke mere radikalt. Og under ingen omstændigheder bør vi lade Indiens fattige landbefolkning betale prisen for vor kærlighed til tigeren.

I Indien lever tre millioner mennesker (såkaldte 'stammefolk' eller adivasis) i landets i alt 500 nationalparker, reservater og beskyttede områder, heraf 300.000 af dem i de 28 tigerreservater.

Erstatning for tab

Indien har nogle af verdens mest vidtgående dyreværnslove, hvorfor det ikke kan undre, at vestlige miljøforkæmpere ofte drømmer om at indføre tilsvarende love. De indiske skovbetjente, der overvåger reservaterne, er bevæbnede og har beføjelser til at håndhæve drakoniske restriktioner. Oprindelige folk må ikke jage, færdes i reservatet med våben, eller tænde ild uden tilladelse. De må ikke skade eller skræmme dyrelivet, beskadige træer, grave i jorden, indsamle skovprodukter, fiske, fange dyr i fælder eller rydde jord til dyrkning.

De lokale beboere i udkanten af Jim Corbett Park, der allerede er blevet udelukket fra deres gamle jorde, trues nu af den påtænkte udvidelse af parken med en zone på yderligere 30 kilometers bredde. Ikke alene vil de miste mere jord, de vil også skulle leve med flere tiger- og leopardangreb på deres kvæg. At der muligvis vil være job til nogle af dem i turistindustrien, er kun en ringe erstatning for tab af jord og levebrød.

Hellere i fangenskab

Tigerens forestående uddøen har længe været et af mantra for økologer. I 1995 hævdede Den Internationale Union for Bevarelse af Natur, at tigre kunne være uddøde i vild tilstand inden 1999, "medmindre Indien og en række andre stater åbent erklærer krig mod krybskytter og illegale forhandlere". Tigerens overlevelse har været genstand for utallige kampagner, offentlige appeller og militariseret anti-krybskytteri. Selv det nuttede WWF har brugt krigeriske slagord i en kampagne for at hverve aktivister: Et af dem lød: "Han ødelægger sin egen regnskov. Hvordan stopper vi ham? Indsætter vi hæren, eller sender vi en antropolog?"

Tigre er beskyttet i folkeretten gennem Konventionen om International Handel med Udryddelsestruede Vilde Dyr og Planter (CITES), som giver mulighed for totalt at forbyde jagt og handel med tigerprodukter. Men det er på tide, at man i Indien indser, at det ikke er tilstrækkeligt at isolere dyrelivet i reservater, indskrænke menneskelig aktivitet og indføre endnu strengere forbud mod jagt og handel. I stedet burde inderne gøre som kineserne: Antallet af vilde tigre i Kina er ganske vist også faldet, men antallet af tigre opdrættet i fangenskab på de 14 registrerede tigerfarme stiger. Der lever over 5.000 tigre i fangenskab i Kina, hvor man nu har planer om at foretage en genetisk profilering af alle tigre, således at antallet af underarter kan dokumenteres og bestandene forøges. Dette vil være til stor nytte for avl af nogle af de mere de sjældne underarter såsom den bengalske og den sibiriske tiger. Omkostningerne ved at drive disse centre er dog store - en situation, der ikke ligefrem afhjælpes af det 14 år lange forbud mod national og international handel med tigre.

Tigerkød og tigervin

Hvis tigere blev avlet i større stil med henblik på at blive afsat på markedet, dvs. til fremstilling af tigerprodukter, salg til zoologiske haver og cirkusser, kunne tigerfarme blive en god forretning. Ydermere ville de kunne underbyde den ulovlige handel med tigerdele ved at tilføre markedet en stabil forsyning. Tigerkød og vin af tigerblod vil nok forblive specialiteter for de få, og kun de færreste af os ville vel ane, hvad vi skulle stille op med en tigerpenis, hvis vi fik tilbudt en. Men kineserne er allerede begyndt at bruge indtægter fra deres tigerfarme til at finansiere nye reservater for tigre i Sydafrika, hvor dyret ikke traditionelt har levet, og har planer om at gøre det samme i Kina.

Romantisering

Det er nok muligt, at det frie marked vil kunne gøre det af med det ærefrygtindgydende dyr, som digteren William Blake så for sig i sin fantasi (Tiger, Tiger, burning bright/In the forest of the night/What immortal hand or eye/Could frame thy fearful symmetry?). Og dyrets majestætiske karisma som et nådesløst rovdyr går muligvis tabt i cirkus og zoologiske haver. Ikke desto mindre bør muligheden for kommercielt opdræt af tigre og programmer om opdræt i fangenskab tages alvorligt. Så længe den fattige urbefolkning må leve en tilværelse baseret på subsistenslandbrug, bør man prioritere at give mennesker og ikke tigre retten til jorden. I mellemtiden er vi nødt til at finde andre måder, hvorpå vi kan bevare disse fantastiske væsner. Vi kan romantisere tigeren så meget vi lyster, men vi ville være bedre tjent med at genopdage en omtanke for vore medmennesker. Hvis det er os så magtpåliggende at redde tigeren, så foretrækker jeg ærligt talt opdrætsfarme for tigre frem for fængsler for oprindelige folk.

Kirk Leech er miljøforsker tilknyttet King's College London

© Spiked og InformationOversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

For så vidt som at det altid må være mennesket først i en trængt situation, er der ikke noget galt i artiklens synspunkt.
Måske lige bortset fra at læsset tipper den dag, det viser sig, at halvdelen af naturen bliver holdt i live på farme rundt om. Hvad skal vi så kalde den anden halvdel? Og hvilken af dem er det så, der holder os i live?
Nårh nej, vi flytter jo så bare selv ind på en farm. En, øh, menneskefarm…

Tiger eller ej: Det er jo blot et tegn på noget andet og værre nemlig spørgsmålet om natur kan være mere værd end fattige indere? Skal vi altid vælge til fordel for mennesker frem for natur? Det er ikke nogen let afvejning men vigtig. Forsvinder tigeren fra et naturområde forsvinder også en vigtig 'beskyttelsesfaktor' fra området som har været med til at lægge en dæmper på udnyttelsen. Man kan uden tvivl glæde de fattige indere der lever nær området ved at fjerne tigerne og udstykke resevatet i jordlodder men det er en kortsigtet løsning. Om nogle år når der igen er behov for mere jord er der ikke mere natur man kan beslaglægge til formålet og man har mistet en unik natur for en kortsigtet genvinst
Så ja jeg mener man godt kan forsvare at man vælger naturen frem for menneskene - eller rettere jeg mener at formuleringen er forkert man skal vælge begge dele. Man må arbejde for at der findes varige og bæredygtige løsninger på fattigdom - at forære de fattige mere jord ved at beslaglægge natur er blot en måde at udskyde løsningen af et problem der er samfundsskabt

Lauritzen: Ja men hvis det skal lykes på længere sigt at bevare tigere og orangutaner o.a. så er det vigtig at der er lokal forståelse for det. Hvis man med hensynsløse metoder prøver at redde naturen skyder man sig selv i foden

Inger Sundsvald

Hvis det havde været et reelt valg imellem tigre og mennesker, så tror jeg at jeg ville vælge mennesker. Men selv om vi undlader at redde tigrene, så er det ikke en garanti for at alle indere blev reddet. Derfor må vi koncentrere os om den overskuelige opgave det er at redde tigrene, med henblik på at redde mennesker på længere sigt

Jens Sørensen

P.Lauritzen har fuldstændig ret.

Hovedproblemet på jorden er IKKE finanskrisen eller lignende.
Problemet er at jorden simpel hen ikke kan bære flere egoistiske mennesker, der for hver dag der går
ødelægger jorden mere og mere.

For at jorden, inkl. menneske-racen skal overleve er det nødvendigt at antallet af mennesker reduceres således at klimaet, naturen kan overleve.

Inger Sundsvald

Og de egoistiske mennesker er altså de fattige indere, og ikke os i den vestlige verden, som ønsker at bibeholde og forøge vores forbrug?

Inger Sundsvald

P. Lauritzen

Tænk at vi skulle blive så enige!

Bræk dig venligst hjemme hos dig selv, vi har rensningsanlæg som kan klare den sag.

Inger Sundsvald

Det er her enigheden starter, og måske ender.

"Sagen er, at hvis vi stadig gerne vil se harekillingerne lege på markerne eller agerhønerne flyve op når vi går tur med Fido og have levende søer, åer og fjorde, så skal vi i Danmark sørge for at ekstensivere landbruget og øge braklægning,"

Nye mennesker på jorden får samme sentimentale savn til naturen, som vi har til de "gode gamle dage".

Kubricks AI for future...

Jeg tror man som ateist ville overveje sin stilling, hvis buddisterne, hinduerne, muhammedanerne, katolikerne og de stenrige i det amerikanske bibelbælte gik sammen om, at bevare det de kalder "guds skaberværk" - det som vi andre kalder naturen.

Lennart Kampmann

@ Bill H

Buddhister er overvejende ateister! Deres forståelse for guder er forskellig fra de monoteistiske religioners opfattelse.

Med venlig hilsen
Lennart

Jens Sørensen

Nej Inger,

Jeg synes ikke det er de fattige i Indien der er egoisterne.

Det er os de rige, især i Vesten.

Det er os der fælder regnskovene.
Det er os der står ba klimaforandringerne
Det er os der køber pelse
Osv.

Vi er så hykleriske.
Vi har stort set ingen natur tilbage.
2-3 vildsvin i Sønderjylland medfører ramaskrig.
Hæren blev jo næsten sat ind.
En Elg blev jagtet i Nordsjælland

Det er endvidere os i Vesten, der har den fornødne viden og fornødne økonomiske formågen.
Der er derfor også os der burde tage affære.

Vi må hjælpe udviklingslandene med udvikling, herunder især fødselskontrol.

Det er jo direkte galematis at spilde milliarder af kr.
til nødhjælp således at der om 10 år endnu flere mennesker der sulter.
Nødhjælpen skal kombineres med med andre tiltag, der sikrer en landvarig løsning, herunder igen en bevarelse af jorden/naturen/dyrene.

Inger Sundsvald

Jens Sørensen

Tænk at vi skulle blive så enige! Jeg bryder mig ganske vist ikke om ordet ’fødselskontrol’, fordi det signalerer en bedreviden og et overherredømme over mennesker i udviklingslandene. Oplysning og en mere anstændig adfærd fra os forbrugere i Vesten, må være vejen frem.

Jeg går meget ind for filosofien bag ’Organismetanken’ (se venligst bort fra det religiøse indhold), hvor man erkender, at der er en sammenhæng i naturen ”at for sig er alting intet, men i alt er alting alt” (citat fra digtet ’Simon Peder’ af Oehlenschläger).