Læsetid: 5 min.

Udygtighedens udeblevne konsekvens

Politiet og den slags småting fungerer ikke ordentligt og det er bare ærgerligt
I Lene Espersens tid og under hendes ansvar har justitsvæsenet gennemført en ringe forberedt politireform, der i mangt og meget og princippet minder om hastværket og sjuskeriet i strukturreformen.

I Lene Espersens tid og under hendes ansvar har justitsvæsenet gennemført en ringe forberedt politireform, der i mangt og meget og princippet minder om hastværket og sjuskeriet i strukturreformen.

Kristian Juul Pedersen

Debat
25. oktober 2008

I det danske politiske system, som det takket være flertallet fungerer for tiden, er det i bemærkelsesværdigt omfang uden konsekvenser, når aktørerne i toppen dummer sig. Blot de pågældende er i overensstemmelse med den nye populistiske korrekthed, er tøjrslaget langt. En særlig immunitet over for kritik er efterhånden knyttet til forvaltningen af visse politiske ledelsesfunktioner, hvor man i gængs parlamentarisk praksis - og fortsat over for lavere rangerende aktører, og når Dansk Folkeparti ruller sig ud - afsikrer ministre og andre ledere der begår fejl til offentlig ydmygelse med efterfølgende fyring.

En særlig art tilhører Peter Brixtofte, hvis krop var dyppet i Styx, men ej hans hæl, og for hvem den alt for dyre rødvin blev til vand og brød i munden. Ynkeligt faldt Brixtofte ud af systemet, og skønt han i sin tid afløste Anders Fogh Rasmussen, da denne var kasseret som skatteminister efter kreativ bogføring og grov vildledning af Folketinget.

Men den magtfulde Farum-borgmester med den vilde livsstil kom aldrig med i inderkredsen i Venstres dystre verden. Dertil var han for forskellig fra den nye top og ikke af det stof, hvoraf man skaber statsministre. Ikke blot den fængslede eksborgmesters tolerante syn på alkohol betalt af andre, men også hans ædrueligt opfattelse af fremmede måtte ende med diskvalifikation.

Fogh Rasmussens brøde betød omvendt (næsten) intet, skønt forseelserne i forvaltningsmæssig forstand formentlig var alvorligere; tværtimod opfattedes i egne kredse den senere statsministers gerninger som handlekraft og mod.

Her var en politiker der ondulerede lov og forretningsorden, fyrede genstridige embedsfolk alt i en større sags interesse - og lagde alen til den positive bedømmelse i de luftlag, hvor hensigten helliger langt de fleste midler, også de ulovlige. Andre kan herefter, og så meget de orker, være nok så meget af den opfattelse at sådanne tilsidesættelser af spillereglerne, er udtryk for manglende politisk dømmekraft og dygtighed eller vidner om en moralsk brist og grundlæggende uegnethed.

Mistanken om at det sidste er tilfældet, kan man fristes til at bestyrke ved iagttagelsen af Fogh Rasmussens vurdering af spørgsmål som krig og fred, hans stædige insisteren på intimkontakt til Amerika i stadig dybere krise, samt til USAs afgående præsident - formentlig den ringeste og dummeste i Unionens historie og mest Europa-fjendtlige siden George Washington. Disse ikke så få og små fejltagelser har ikke fået nævneværdig betydning for statsministerens magtposition, baseret som den er på Dansk Folkeparti, hvis udenrigspolitiske filosofi i de store og hele er identisk med statsministerens og de amerikanske højrerepublikaneres.

Straf, straf, straf

Det er ikke uden betydning, hvem der er bedømt og hvem der bedømmer, når regnebrættet gøres op, og konsekvenserne af givne handlinger udmåles.

Se nu til Lene Espersen, den tidligere justitsminister, der nu beklæder sit partis formandspost og er landets vicestatsminister.

I Espersens tid som justitsminister er straffene konsekvent sat op; nul-tolerance er i de forgangne år blevet løsenet for kriminalitetsbekæmpelsen; kriminalitet opfattes som selvvalgt uden skelen til forbryderens baggrund og forudsætninger; det er ikke samfundets skyld, men skyldnerens.

At samfundet kan have en finger med i spillet afvises både af den tidligere minister og af statsministeren. Normalitetsbegrebet i relation til fællesskabet tolkes entydigt; den daværende justitsminister har med stolthed over sin egen bramfrihed og mangel på humanistisk betingede reflekser bekendt sig til den uinformerede retsfølelse, hvor man straffer, før man spørger og straffer så hårdt som muligt, og hvor viden om forbrydelsens detaljer og omstændigheder er underordnet.

Enhver med blot den ringeste indsigt i de dele er klar over at disse holdninger og medfølgende foranstaltninger: mere straf og mere straf og mere straf er uproduktivt, som det så smukt hedder, eller ligefrem skadeligt både for den straffede og for det samfund, i hvilket vedkommende forbryder gerne skulle sluses tilbage.

Erfaringerne er utallige, undersøgelserne entydige. Under normale omstændigheder i sunde virksomheder ville man øjeblikkeligt afskedige en ledende person, der mod bedre vidende opererede i den grad uhensigtsmæssigt for ikke at sige tåbeligt.

Men det danske politiske system har siden 2001 sat en ære i at understrege uvidenhedens og det uoplystes dyd. Eksperter har vi nok af, som førstemanden har sagt. Uinformeret fordom er mere værd end informeret forstandighed. Og så meget mere værd at når endog selve grundstrukturen i det forvaltede område går krakemut, ja så foretrækkes fortsat uforstandigheden og uvidenhedens konklusioner overensstemmende med de populistiske fordomme.

I andre erhvervsmæssige sammenhænge og i mange andre lande ser man som antydet næppe med milde øjne på en forvaltning, der uantastet fører sig frem på trods af møjsommelig indsamlet viden. Ingen har jo nogensinde, ej heller i demokratiets hellige navn, evnet at forsvare visdommen i dennes modsætning endsige med åben pande foretrukket udygtigheden frem for duelighed.

Akut og katastrofal

I Lene Espersens tid og under hendes ansvar har justitsvæsenet gennemført en ringe forberedt politireform, der i mangt og meget og princippet minder om hastværket og sjuskeriet i strukturreformen med amternes nedlæggelse, kommunesammenlægningerne og regionernes oprettelse. Politireformen synes dog mere akut katastrofal, hvor ulykkerne i regionerne viser sig langsommere (men sikkert).

I det øjeblik et politi i et samfund ikke fungerer noget nær 100 procent optimalt, har samfundet faktisk et problem. Eller mange problemer. Mest nærliggende at de forbrydelser, som regeringen ellers er så hidsig efter at gengælde hårdt og kontant, ikke efterforskes og opklares med betydelige sikkerhedsrisici til følge. Såfremt man nærer ambitioner om at blive bankrøver, har i nyere tid kun betingelserne i den politiløse tid under besættelsen været gunstigere end nu.

Kan man tøjle sin ambition en smule og nøjes med cykeltyverier og indbrud hist og her, er man stort set på den sikre side; med mindre man er total idiot og lægger sit visitkort på gerningsstedet eller anholder sig selv.

Denne justitskrise, som dag for dag bliver mere synlig, kan på sigt udløse opkomsten af flere private vagtværn og i værste fald borgernes selvtægt. Og så er vi igen ved ansvaret for fadæsen. Lene Espersen synes ikke anfægtet.

Den nye justitsminister har ellers skruet bissen på, men selvsagt kun over for politiets ledelse. Den nye justitsminister har før været kulturminister, og her har han huseret og lagt adskillige områder øde, nedlagt musikkens spillesteder, sanktioneret biblioteksvæsenets forringelser, nedsat forfatternes indtægter, sat TV2 til salg uden at undersøge sagen ordentligt, udnævnt en stribe uheldige bestyrelsesformænd i det kulturelle liv og meget andet. Det sker der heller ikke noget ved.

Der sker ikke noget, når man har et flertal, der ikke har noget imod at møjsommeligt opbyggede værdier brydes ned uden begavede alternativer. Dette er hvad man forstår ved en krise. Langt alvorligere end værdipapirers styrtdyk og markedets sammenbrud, selv om det er alvorligt nok. Og nu er der ikke mere plads i denne klumme, men man kan blive ved og ved.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"I det danske politiske system, som det takket være flertallet fungerer for tiden, er det i bemærkelsesværdigt omfang uden konsekvenser, når aktørerne i toppen dummer sig. Blot de pågældende er i overensstemmelse med den nye populistiske korrekthed, er tøjrslaget langt."

Der er som bekendt ikke noget at komme efter...

For nu at komme de sædvanlige kommentarer fra mave-tarm-regionen i forkøbet: Georg Metz's jævnligt tilbagevendende betragtninger over de nuværende regerings meriter er såmænd ikke andet end nogle nøgterne, en smule resignerede analyser. En konstatering af tingenes faktiske tilstand. Omend lejlighedsvis garneret med så vittige formuleringer og underfundige sætningskonstruktioner, at mere end halvdelen af det mulige læserpotentiale må falde fra, det er naturligvis bare ærgerligt.

Citat:

'I andre erhvervsmæssige sammenhænge og i mange andre lande ser man som antydet næppe med milde øjne på en forvaltning, der uantastet fører sig frem på trods af møjsommelig indsamlet viden. Ingen har jo nogensinde, ej heller i demokratiets hellige navn, evnet at forsvare visdommen i dennes modsætning endsige med åben pande foretrukket udygtigheden frem for duelighed.'

I sidste halvdel af dette citat har vi jo selve forklaringen. Hvad er grundlaget for demokratisk magt? Flertal. Hvor finder man det mest stabile flertal? Enkelt nok, det sikreste og mest stabile flertal består af dem, der er mere uvidende end gennemsnittet. Er det er paradoks? Næ, så længe viden og det, Metz kalder duelighed, ikke er jævnt fordelt, vil dem der har mindst, altid være de fleste.

Og det har regeringspartierne og DF set! Viden gør inhabil! Uvidenhed gir magt! Og det er rigtig smart. Ligesom i Orwells 1984. Det er jo ikke sikkert, at Fogh, Løkke, Bertel, Lene, Brian, Skaarup og de andre er dumme, de taler bare til folk, som om de er. Og sådan kan det jo blive ved lige så længe det skal være. Det er komplet ligegyldigt at de, der sidder på magten, ustandseligt skal bortforklare manglende kvalifikationer, fejlgreb og skandaler. For deres magtbase er fuldstændig ligeglad, og den kan styres med samme midler som reklamen styrer forbrugerne.

Inger Sundsvald

”Det er komplet ligegyldigt at de, der sidder på magten, ustandseligt skal bortforklare manglende kvalifikationer, fejlgreb og skandaler.”

Men derfor er det alligevel stærkt opmuntrende, at Georg Metz fremturer, uge efter uge.

I. Sundsvald:
Netop.

Lars Peter Simonsen

Godt gået Georg! Jeg glæder mig altid når du er på, du' sku' være kulturminister, sku' du'! Jeg synes at det er en katastrofe når kulturen (og undervisning/uddannelse) i den grad udsultes, det har uhyggeligt langsigtede konsekvenser for dn måde vi definerer os selv som medmennesker i Verden. Vi holder af at definere os som humanister,
det forudsætter viden om og fornemmelse for ting som ikke kan måles, vejes eller sælges

”Det er komplet ligegyldigt at de, der sidder på magten, ustandseligt skal bortforklare manglende kvalifikationer, fejlgreb og skandaler. For deres magtbase er fuldstændig ligeglad..”
Lars Kock (og Metz) har fuldstændig ret, hvilket jeg tror skyldes en grundlæggende mental ændring i samfundet, selv om en Socialdemokratisk regering med garanti ikke var sluppet helskindet gennem blot halvdelen af udskejelserne, så det har også noget med den borgerlige mediedominans at beskaffe.
Tidligere var det sådan, at folk sådan i bred forstand havde en opfattelse af, at der nok var nogle der var klogere, vidste mere, havde større indlevelsesevne mv. end een selv, i hvert fald på nogle områder. Derfor måtte man nok hellere for eks. stemme på disse og så i øvrigt lytte til folk, der vidste noget om og havde indsigt i det, de snakkede om, dvs. eksperter mm. på det pågældende område. Bagsiden af dette var så udbredt autoritetstro og ofte manglende selvtillid.
I takt med den faldende autoritetstro og større selvtillid, men ikke automatisk selvværd, er den opfattelse og indsigt kraftigt på retur. Bagsiden af dette er, at det i stor udstrækning syntes erstattet med en form for megaloman opfattelse af, der ofte syntes omvendt proportional med de faktiske forhold, at der er ingen, der er klogere mv. end een selv. Derfor kan man såmænd også roligt stemme på en til folketing osv., der i hvert fald ikke er mindre uvidende og/eller indskrænket end een selv. Dette fænomen afspejler sig tydeligt i bl.a. folketingets sammensætning med DF og Venstre i spidsen.
Således har Anders Fogh for længst spottet denne tingenes tilstand jf. hans statement allerede i 2001, at folk selv kan vurdere bedre end eksperterne, ”smagsdommerne”. Det udsagn skabte imidlertid ikke holdningen men underbyggede og forstærkede den højest. Anders Fogh evnede/evner blot at afkode folkeflertallets mentale status og kynisk udnytte dette.
På samme måde må enhver, der har hørt for eks. Lene Espersen engagerede omtale af kriminalitet og håndteringen heraf konkludere, at enten er hun så uvidende om emnet og så ude af stand til indlevelse i andre menneskers (social gruppers) livs situation end hendes egen, som hun lyder, eller også er hun en totalt skruppelløs populist og desuden en glimrende skuespiller. Så med hende i spidsen kommer de konservative også rigtigt ind på banen og høster formodentlig stemmer herpå, hvad den venlige mand Bentsen ikke kunne klare !
Årsagen er altså ikke disse politikere, som danner det nuværende flertal, men det befolkningsflertal der har skabt dem, og hvori de svømmer som fisk i vandet. Forenklet sagt afspejler det, at udbredelsen af og accepten af intellektuel overfladisk stupiditet og følelsesmæssig afstumpethed er forstærket og stadig forstærkes i samfundet, bl.a. af folketingsflertallets ageren, men frem for alt af markedets, reklamens og forbrugerismens udbredelse, dominans og magt med følgende tendenser til nivellering af al(le) moral, værdier etc. og/eller nationalistisk religiøse udskejelser som erstatningsvarer.
I den sammenhæng er kapitalismens finansielle sammenbrud og dens forventelige følge i form af generel økonomisk krise frygtindgydende med 30’ernes europæiske udvikling in mente, men åbner også op for muligheder for både et ændret samfund og en ændret mentalitet, som fremkomsten af velfærdssamfund delvist i 30’erne men især efter 2.verdenskrig viste. Men der skal ageres politisk mv. klogere end sidste gang på europæisk og globalt niveau, hvis det ikke endnu engang skal gå helt af helvede til !

Ja, de er mere end almindeligt dumme - hvis de f.eks. synes, at der er krummer i Lene, hun er li'som vi and'r - helt nede på Jorden og med ben i næsen, ved hvad det drejer sig om, hvad vi almindelige mennesker tænker og føler, vores drøm og det gode normale liv og vores frygt for kriminalitet - og man ikke får den tanke at sætte det sammen med, at det er hende, der er ansvarlig for, at der ikke er én - ja, men ikke én eneste - politibetjent på gaden, og der er næppe en eneste politibil på gaden længere, og efter sigende er det umuligt at komme i kontakt med Etaten pr. telefon. Under den forrige, socialistiske regering vrimlede det med Politi.

Og hvilket andet folk i verden giver frivilligt afkald på århundreder og atter århundreders regional administrativ og folkelig forankring, lader hånt om die Heimat, their Roots, al menneskelig og historisk forankring for som umælende får at gentage: De siger, at vi skal have regioner - og de ved bedst! Ja, men det er ufatteligt!

Man kunne som yderligere eksempler på denne 'udygtighedens manglende konsekvens' også nævne videnskabsminister Helge Sander der er godt i gang med at smadre den frie forskning og konsekvent nægter at hører efter krititk fra folk der modsat ham kender til virkeligjheden i universitetsverdnen
Eller hvad med miljøministeren (hvad er det nu han hedder?) er mere ser sig som landbrugserhvervets forsvarer (især de megastore svinefarnere) end miljøets beskytter?

Forkert P. Lauritzen, der er ikke nogen dum befolkning: Spørgsmålet om egen indsigt i egne begrænsninger, dvs. uvidenhed på nogle/adskillige områder mm., kan ikke reduceres til et spørgsmål om dumhed eller ej - meget såkaldt "kloge" mennesker kan have det uendelig svært med dette. Det er sådan set værre end det blot at være dum på mange eller få områder, for derfor kan man for eks. udemærket sætte sig ind i egne begrænsninger og andre menneskers situation, tage højde herfor osv. Det jeg forsøger at beskrive er derfor meget værre end blot noget dumhed !

Ralph Sylvestersen

Tja, som enkelte rockere udtalte efter ”rockerkrigen”,” ja, det kan sku godt være politiet vandt rockerkrigen, men politiet fik en rockerkælling som øverste chef”, sic Lene E. som justitsminister – og nu ”vicestatsminister”.

”Ro på!” – lyder det hysteriske opråb fra Lene E.