Læsetid: 5 min.

Vild med dansk

Nogle overvejelser om dilettanternes formentlig snarlige kanon
Nogle overvejelser om dilettanternes formentlig snarlige kanon
11. oktober 2008

Hver historisk periode har sine ikoner: Christian 4.s klap for øjet, Frederik 6.s underbid, Napoleons hat, Christian 10. til hest, Staunings cigar, Hækkerups sjusser, Nyrups cykelhjelm og solosang i nederlagets stund, osv. Dertil er nu føjet et nyt: statsminister Anders Fogh Rasmussens hustru Anne-Mette Rasmussen i vild dans på vej til håndstand med begge ben i vejret og kjolen om lårene. Et syn.

For at slå eksalterede vejrmøller og danse vildt i offentligheden fordres normalt et vist mål af ungdom. Spændstighed, krop, rytme, musikalitet og den åndfuldhed, der løfter dansen fra at være bevægelser til bevægende er den professionelles forudsætning. I første række er det TV 2'-programledernes ansvar at markedsføre udsendelserne og udvælge de medvirkende. Men deltagerne i det pågældende program stiller frivilligt op og bedømmes som udøvende. Pointen i udsendelsesserien er jo den at deltagerne vurderes som vindere eller tabere; fårene skilles fra bukkene, et udtryk Anne-Mette Rasmussen må kende hjemmefra.

Det særlige ved den medvirkende Anne-Mette Rasmussen er hendes status. Hvordan man end vender og drejer den personlige integritet og Anne-Mette Rasmussens principielle frihed til at gøre hvad hun har lyst til, repræsenterer hun takket være sin ægteskabelige binding nationens politiske ledelse og dermed periodisk udadtil selve nationen. En sådan position er vanskelig i en tid, hvor ægtefællers ret til egen virksomhed og karriere og egen tilværelse ved siden af deres berømte eller ophøjede partnere holdes mere i hævd end nogensinde før.

Dertil kommer som en stadig stærkere tendens til selvrealisering i diverse kunstarter iscenesat som alternativt mål og mening. Fagligt begrundede vurderinger af godt eller skidt bør ifølge en ny politisk korrekthed ikke være bestemmende for beslutningen om at fremvise disse selvrealiseringer eller ej.

Statsministeren har som bekendt som indledning til kulturkampen formuleret sin egen og sin regerings holdning til eksperter og smagsdommere. At synspunktet står i nogen modsætning til kanonprojekterne er en anden sag og skal ikke her uddybes, blot som udtryk for åbenbar tvetydighed henføres under begrebet kreativ bogføring, statsministerens speciale.

Modig og frisk

I et land hvor Dronningen, der jo ikke som den gamle svenske prins Eugen er kunstner, får sine malerier ophængt på Statens Museum samt jævnligt tager brødet ud af munden på professionelle scenografer, kan det næppe undre at næste led i fødekæden, statsministerens bedre halvdel, stiller op i en offentlig dansekonkurrence. Glæden ved at kunne og turde og ville præsentere sig offentligt og dét i sammenhænge, der ikke er kvalificeret dækning for, overtrumfer i den herskende kulturopfattelse alle hensyn og tilsidesætter alene ved den beundrede vilje til selvfremstilling en kølig bedømmelse. Det er simpelthen politisk ukorrekt at henvise til deltagernes manglende talent og kvalifikationer. Statsministerfruen fremstilles blot som modig og frisk ved at træde frem fra sin forholdsvise ubemærkethed. Og som hun - denne førhen så anonyme person - realiserer sig selv i bestræbelsen! På få uger er Anne-Mette Rasmussen udviklet til mediestar med daglige billeder i bladene og egen dagbog i en avis, hvor hun beskriver sine vabler. Alle ser hende nu. Selv statsministeren er ifølge Anne-Mette Rasmussen selv begyndt at lægge mærke til hende; de to optræder sammen i studiet og lægger med ømme lader og intime berøringer deres privatliv åbent frem for et begejstret publikum. Den presse der lever af at udstille kendte folk i alle mulige situationer og tjener pænt på det, viser i detaljer de to gifte menneskers tilbagevenden til oprindeligheden. Eller til VU's kro-baller.

Handler om parring

Selve tv-dansemiljøet kan uden underdrivelse kaldes halvlummert - skråstreg småliderligt. I sig selv er der naturligvis ikke noget galt heri. Lummer liderlighed er en væsentlig ingrediens i humane parringsritualer, som netop dyrkes i modern dance og altså i udsendelsesserien om den vilde dans, og folk der er vilde med den. Som i andre dansekonkurrencer af lignende art handler det om for de stærkt seksualmarkerede dansere at pirre publikum og dommere ved hektisk blød bornert pornografi - uden at gå til kulminerende håndgribeligheder eller reel parring live. Heller ikke her kan man indvende meget. Pornografi - såmænd også den bløde - dækker et behov og inspirerer millioner af vestlige mennesker døgnet rundt. Ofte forekommer det lumre mere pirrende end det frigjorte og det er uløseligt forbundet med dårlig smag: pufærmer, stormaskede netstrømper, buler i bukser og andre steder, paryk og glinsende sminke i lag. Kort sagt. En vis smagløs afhumanisering i tv-iscenesat discountsex, og det vi hjemme i gaden kaldte narrefisse, er ikke at foragte. Man kan som det liderlige husbehovs svar på langt ned i halsen ikke nøjes med at lægge forklædet i køkkenet og trække en kam gennem håret. Der skal forklædning og fremmedgørelse til: netstrømper, pumping iron m/k, eller demonstration af legemets færdigheder. Parringens første forspil før forspillet har sin oprindelsesfunktion i den gensidige fysiske vurdering. Hvad man er til. De parringsparate får ansigt til ansigt, krop mod krop i dansen lejlighed til at undersøge deres respektive modparts egnethed til videre initiativer. Om det nu også betaler sig at iværksætte kroppens sekreter på en sådan forretning. Dansen er en effektiv måler. Kan manden vride sig tilstrækkeligt længe uden at falde om i kramper og med fråde om munden, står han givetvis distancen, når gener skal forenes. Kan hun gå ned i spagat eller slå vejrmøller kan hun også bringe afkom til verden uden at skulle skæres i skrævet eller ligge for længe i barselseng.

Modern og vild med dans lægger i udtrykket ikke skjul på disse funktioner. Det handler om parring, selv om arrangører og medvirkende sikkert ikke formulerer det helt på samme måde.

I den klassiske ballet og den seriøse moderne dans udvikles og abstraheres trin og bevægelser - og bevæger - før den vækker de primære sanser, som kunsten også gør. Men et dybere psykologisk moment sætter ind i den mere komplekse og flertydige koreografi og dansernes koordinerede gestus.

Dét er for en umiddelbar betragtning forskellen mellem dilettantdansen i nedringede pailletter og trompetbukser iført med forlænget skohorn. Og det er blandt andet derfor det er som det nu engang er. Man kan mene at det derfor er at overdrive således at beskæftige sig med statsministerens kones hobby endnu en gang. Men som følge af hendes førstedamerang, og som følge af hendes mands udtalte ringeagt for professionelle vurderinger og eksperters domme, får hendes optræden selvsagt en egen betydning, som pudsigt nok understreger en postmodernistisk holdning. Det ene kan være lige så godt som det andet. For at redde logikken - og sammen-hængskraften - i statsministerens kulturpolitik er der ikke andet for end at de får lavet endnu en kanon: over dilettanteriets frembringelser. Her vil Vild med dans kunne indtage en selvfølgelig plads med ikonet Anne-Mette Rasmussen i dansekjole og lår som værdig personificering. De borgere der måske føler sig selv og deres land mindre vel repræsenteret af statsministerfruen med ben i den forkerte ende af kroppen, kan få et hjemmebøjet søm at trutte i. Og dét kan siden få plads i nok en kanon for hjemmebøjede søm.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Metz:

”På få uger er Anne-Mette Rasmussen udviklet til mediestar med daglige billeder i bladene og egen dagbog i en avis, hvor hun beskriver sine vabler. Alle ser hende nu. Selv statsministeren er ifølge Anne-Mette Rasmussen selv begyndt at lægge mærke til hende. ”

Statsministerfruen drøner rundt på tv-skærmen graciøs og elegant som en kummefryser, og bliver uge efter uge af de faglige dommere placeret som en af de dårligste dansere.

Lige så sikkert er det, at hun hver uge bliver sendt videre i konkurrencen af de personer der stemmer pr. telefon.

Fra sædvanligvis velunderrettede kilder forlyder det, at medlemmerne af Venstres Ungdom samt de ansatte i centraladministrationen har fået strenge instrukser på at stemme på statsministerfruen.

Anders Fogh Rasmussen har efterhånden lige så meget kontrol over de hjemlige medier, som Vladimir Putin har det i Rusland…

@Per

Jeg kan kun give dig og Metz ret.

Da jeg på tv2's danseside gav udtryk for min mening om fruens danseevner, eller rettere mangel på samme, blev jeg udelukket fra debatten.

Når det er sagt, så har jeg faktisk ondt af hende. Hun kan ikke være i besiddelse af hverken intelligens, kritisk sans eller højt selvværd siden hun lader sig misbruge i sådan en udsendelsesrække, eller også har hun dårlige rådgivere.
Nogen burde have fortalt hende, at offentlige vejrmøller med de tykke ben halvt i vejret ikke er den bedste reklame, men direkte pinligt at se på.

Tove Lodal:

"Da jeg på tv2's danseside gav udtryk for min mening om fruens danseevner, eller rettere mangel på samme, blev jeg udelukket fra debatten."

Ja, sandheden er ilde hørt. Det har den altid været. De såkaldte frie borgerlige mediers mest udbredte manipulationstrick har jo altid været, at man sjældent lyver direkte, men at man altid har et meget effektivt filter for, hvilke oplysninger der må videregives.

Når oplæseren i TVs nyheder en sjælden gang siger noget i stil med ”Og det var hvad vi havde valgt at bringe i aften”, hører man en sjælden gang et ærligt ord.

Når Fogh på et tidspunkt mister grebet om magten, kan vi imidlertid være sikre på, at der vil blive grint lige så meget af statsministerfruens højst besynderlige Skt. Veits dans, som i sin tid af Poul Nyrups cykelhjelm.

Det er jo eksempelvis ubetaleligt morsomt at se, hvordan panikken ligefrem lyser ud af ansigterne på dommerne, når de skal finde på noget pænt at sige om statsministerfruens krumspring. Og sådan kunne man jo blive ved. Der er simpelthen materiale nok til at fylde de næste 10 års sommerrevyer…

Inger Sundsvald

Det er for lavt at rakke i den grad ned på omtalte dame, bare fordi hun er gift med en mand vi afskyr. Hun gør det da mindst lige så godt som f.eks. Hans Pilgaard, som har været udsendelsens absolut dårligste danser fra første dans. Men han er populær og rar.

Faktisk er jeg lidt imponeret af hendes udvikling. Men jeg er da ikke i tvivl om at der er gang i tasterne i venstreforeningerne. Og når Anne-Grete er ved at ryge ud, på trods at dommernes ekspertise, så er det nok fordi der ikke er så mange venstreorienterede, som forfalder til den slags pjank.

At Georg Metz i den grad ikke kan styre sit syn på Fogh og skille tingene ad, er vel ikke overraskende.

I. Sundsvald:

"Det er for lavt at rakke i den grad ned på omtalte dame, bare fordi hun er gift med en mand vi afskyr."

Kunne du da forestille dig, at hun ville være blevet inviteret til at deltage i programmet, hvis hun ikke netop var gift med statsministeren? Nej vel.

Og danse det kan hun sgu ikke.

Inger Sundsvald

Per Thomsen

Nej, det var hun formentlig ikke, i lighed med resten af de kendte, som er inviteret til et underholdningsprogram, netop fordi de er kendte, og ikke fordi de kan danse.

Jeg ved ikke rigtig, men jeg havde forventet lidt andet af netop dig, end netop de ord du bruger.

Den slags programmer det nye 'opium for masserne'. Det gælder om at være middelmådigt. For dårlig og du ryger ud med hån. For god og du ryger ud pga. misundelse.

Janteloven i bedste sendetid.

Inger Sundsvald

Ja, opium. Men det er det vi bliver tilbudt. Selv forstår jeg ikke, at vi i den ene udsendelse efter den anden skal se på mennesker, som laver noget de ikke kan.

Men i mangel af bedre, kan jeg da godt fundere lidt over, at der virkelig er mennesker, der tør. Det er lidt imponerende, at de kaster sig ud i noget, som de absolut ikke er født til – og bliver bedre. Jeg kunne godt have undt Hans Pilgaard et par ugers motion mere, men jeg tror han er lettet ;-). Og underholdende er det, hån eller misundelse ufortalt. Jantelov kan jeg dog ikke lige få øje på.

Der er langt mellem snapsene, og genudsendelserne florerer. Snart kan vi nok se frem til at gense Mrs. Hyacinth, efter at være begyndt på en ny omgang Mr. Bean. Vorherrebevarmigvel!

Hans Jørgen Lassen

Vores TV, for jeg må med skam bekende, at vi har et sådant, har en knap, man kan trykke på, og så bliver der så dejligt stille i stuen. Man kan endda bruge fjernbetjeningen og opnå samme resultat.

Jeg kan forstå, at Ingers TV savner en slukkeknap, og skifte kanal kan hun åbenbart heller ikke, så hun er tvunget til at se på statsministerfruen.

Det er synd for Inger.

I. Sundsvald:

"Nej, det var hun formentlig ikke, i lighed med resten af de kendte, som er inviteret til et underholdningsprogram, netop fordi de er kendte, og ikke fordi de kan danse."

Så lad mig udtrykke min pointe på en anden måde. Du siger i din første kommentar, at det er uretfærdigt, at hun skal straffes fordi der findes mennesker der ikke bryder sig om hendes mand. Dertil svarer jeg, at Fru Fogh Rasmussen udelukkende er med i programmet, fordi hendes man er statsminister, og derfor er det ikke det mindste uretfærdigt, at hun bliver bedømt på den præmis.

Hele dette stunt med at lade statsministerfruen deltage i et underholdningsprogram er tydeligvis udtænkt af Anders Fogh Rasmussens spindoktorer, og er et slet skjult forsøg på at give statsministeren en mere folkelig og menneskelig profil. Og alle de telefonikse stemmer stasministerfruen altid modtager, slev om hun bliver dømt ude af de dommerne, er naturligvis først og fremmest fra alle de partikammerater der godt kan se, at dette er god og gratis gratis reklame for Venstre.

Hvis man tror på, at ministerfruen er med på sine egne betingelser, og at det kun er en uvæsentlig detalje at hun tilfældigvis er gift med statsministeren, er man præcis lige så naiv som TV2 og Venstre antager.

Inger Sundsvald

At vove at blive til grin:

Her på netavisen er der også personer, som ikke står tilbage for at gøre sig selv til grin. Ganske vist i anonymitet. Den ene ved ikke at Georg Metz har deltaget i adskillige programmer, den anden udtaler sig om en udsendelse, han ikke har set, den tredje må ty til nedladende ’morsomheder’. Er du sikker på, at du aldrig har været sort, Hans? Eller nogensinde bliver det? Og hvad med dit ’sind’?

Inger Sundsvald

Per Thomsen

Selvfølgelig er det et stunt. Så naiv er jeg heller ikke. Men det er hende det går ud over, og det er det djævelske i det. Derfor ’forsvarer’ jeg hende.

Inger Sundsvald

Det begynder at blive lidt morsomt det her. Debattørerne kan åbenbart ikke blive enige med sig selv om, om de er mest enig med Per Thomsen og hans opfattelse af statsministeren - som jeg i øvrigt er enig i - eller med mig, som ’forsvarer’ hans kone. Så vidt jeg kan se, vinder misogynien.

Men jeg forudser, at hvis debatten fortsætter, så kommer det snart til at handle om muslimer og muslimske kvinder.

At holde sig til sagen er ikke opportunt, hvis debattørerne i virkeligheden kun har én dagsorden.

Inger Sundsvald

”hvilken selverkendelse, tillykke”
Tak, tak!

Jeg er jo ikke bange for at blive til grin. Hvis der noget man ikke ved, og stiller et tilpas dumt spørgsmål, får man af og til et begavet svar, og lærer måske noget nyt.

De rigtig dumme spørgsmål deltager jeg ikke i besvarelsen af

Fruen havde åbenbart ikke selv regnet med at fortsætte så længe som rygklapperne ved kakkelbordene vil det.

Ellers var der ingen grund til at aflyse hendes deltagelse i mandens Kina-rejse.

Gift med statsministeren er hun ikke hvem som helst, og hun burde passe sit arbejde i stedet for udstille sig selv, sin tykke krop og sine manglende evner som danser.

Simon Kongshøj

Denne "debat" (og forårets "debat" om X-Factor) gør mig mere og mere opmærksom på, at jeg traf den *helt* rigtige beslutning, da jeg for et par år siden dræbte mit fjernsyn.

Hvorfor er det vigtigt, at statsministerfruen ikke kan danse? Er det ikke en sag for Se & Hør, og hvorfor er vi andre ikke ligeglade?

vh Simon

Simon Kongshøj

I. Sundsvald skriver,
"Ja, opium. Men det er det vi bliver tilbudt."

Nøgleordet her er "tilbudt". Det er ikke en folkepligt at tage imod. Hvis du, som jeg, er nået til den konklusion at fjernsynets primære funktion er at sprede pureret dumhed, så er løsningen jo lige for.

vh Simon