Læsetid: 2 min.

Vi arbejder skam med demokrati anno 2008

Mellemfolkeligt Samvirke eksporterer ikke én bestemt definition af demokrati til Afrika. Vi arbejder med demokratiudbredelse for at sikre alle indflydelse og dermed afhjælpe fattigdom i en række lande
Debat
21. november 2008

Under sloganet "indflydelse til verdens fattigste," arbejder Mellemfolkeligt Samvirke (MS), og vi mener det. Rigdom giver ikke ret til at bestemme, og MS deler Ivan Breinholt Leths (IBL) synspunkt i Informations kronik den 17. november. Hverken europæere, amerikanere eller ngo'er skal diktere Afrikas fremtid eller indretning af samfund. Men derfra hører enigheden op.

MS beskyldes af IBL for at bruge bistandskroner til at eksportere én bestemt definition af demokrati til Afrika, nemlig USA's demokrati-imperialistiske tilgang, der fokuserer på intervention og valgafholdelse, hvilket på ingen måde minder om MS's demokratifokus.

MS har ikke én bestemt politisk dagsorden om én bestemt version af demokrati eller økonomisk samfundsorden. Det er faktisk dét, der er det smukke ved vores arbejde.

Vi respekterer netop det enkelte menneskes ret til at bestemme over eget liv. Det arbejder vi for gennem f.eks. partnerskab med afrikanske organisationer, der ønsker at fremme et folkestyret samfund, hvor også fattige mennesker kan deltage og få indflydelse.

Dialog og politisk kamp

39 procent af verdens befolkning lever for under to dollar om dagen, det er disse mennesker, MS især arbejder for at styrke. Historien viser, at den ledende elite ikke af sig selv igangsætter reformer for at give indflydelse til den fattigste del af befolkningen.

Derfor er dialog og politisk kamp en vigtig del af fattigdomsreduktion. Kun når fattige mennesker kender deres rettigheder og det politiske spil, der er afgørende for et lands økonomiske udvikling, har de mulighed for at deltage i kampen om landets ressourcer.

Usmageligt

Det er decideret usmageligt, når IBL mener, at Afrika må igennem de samme lidelser som f.eks. Amerikas slaver eller Australiens aboriginere for at få økonomisk nybrud og demokratisering. I det 21. århundrede vil vi ikke acceptere denne forstenede argumentation.

Stærke demokratiske kræfter i de afrikanske lande tror på demokrati og via en fredelig udvikling.

Det er disse kræfter MS støtter via partnerskaber for at styrke det lange, seje træk, der virkelig skal til for at få indflydelse i samfund, der ofte er plaget af korruption.

Råbe og kræve

En konkret mulighed for at sikre fattige indflydelse og på samme tid afhjælpe fattigdom er via den decentralisering, der finder sted i en række ulande. Penge bliver kanaliseret ud til lokal disposition, og i den forbindelse er det ganske afgørende, at de fattigste bliver inddraget i beslutningerne. På den måde kan de f.eks. bestemme at pengene skal bruges på adgang til vand. Eller de kan holde øje med at midler, der er afsat til skolebyggeri i deres kommune også bliver brugt til det og - ikke mindst - råbe op og kræve deres ret, hvis pengene til skolerne skulle forsvinde andre steder hen.

På den måde arbejder Mellemfolkeligt Samvirke med demokratiudbredelse for at sikre alle indflydelse og dermed afhjælpe fattigdom i en række lande.

Ivar Breinholt Leth og andre er velkomne til at besøge vores nye hjemmeside for at læse om vores demokratifokus. Her kan man se, at vi arbejder med demokrati anno 2008 og tror på det kompetente og handlekraftige menneske.

Trine Pertou Mach, forkvinde Mellemfolkeligt Samvirke

Serie

Demokrati i Afrika

Seneste artikler

  • Nigeriansk valg godkendt

    27. februar 2008
    En domstol i Nigeria godkendte tirsdag valget af Umaru Yar'Adua til landets præsident og afviste dermed klager fra rivaler, som krævede afstemningen annulleret
  • Falske vestlige demokratier

    20. februar 2008
    Der er brug for at kaste et kritisk blik på de vestlige regeringers forpligtelser over for et halvfærdigt demokrati som det kenyanske
  • Kenyas konflikter er ikke etniske

    23. januar 2008
    Den internationale mediedækning har ensidigt forenklet konflikten i Kenya til et spørgsmål om etnicitet. Men volden skal sættes ind i en sammenhæng, og hverdagens problemer udspringer af de økonomiske spændinger, der kommer af, at halvdelen af kenyanerne lever for under en dollar om dagen
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Skaarup

Jeg er faktisk enig med IVan Breinholt.

Samlet set virker udviklingsorganisationer (socialbusiness) som kolonialister. Der med dollars i den ene hånd, og krav om underkastelse i den anden hånd, presser regeringer og NGO'er til at acceptere den hvide mands løsninger.

Det er fint at MS, mener at MS, sikre en demokratisk udvikling i de lande, hvor MS arbejder. Dermed overser MS, deres egen rolle i Ivan Breinholts kritik. Nemlig, at MS, med deres demokrativinkel netop levere færdiglavet løsninger, med udgangspunkt i en eurocentrisk opfattelse og forståelseramme.

Kritikken fra MS, af Ivan Breinholt, er symptomatisk for den afstand der er imellem MS kontorer i københavn og udviklingslandene, og den virkelighed som borgerne i udvikinglandene oplever.

MS, er jo langt fra den eneste udviklings( socialbusiness) organisation, der er tilstede i et hvilket som helst udviklingsland. Der er mange om buddet, og kravene fra de forskellige socialbusniess udviklingsorganisationer er ikke homogene.
Derved er virkeligheden at de forskellige interesser bag socialbusiness organisationerne, afgøre hvordan "udviklingsbistanden" skrues sammen.

Hvis Trine Pertou Mach, læste sine egen ord, og fylttede sit fokus fra sin position i MS, til de mennesker som MS, angiveligt vil hjælpe, villle hun opdage, at de retoriske udsagn som at MS "tror på det kompetente og handlekraftige menneske". ikke hænger sammen med den måde, udviklingsbistand gives på.

Dette er selvfølgelig ikke MS skyld, men den virkelighed, som udvikingsorganisationer i gennem generationer fra dyrket. Der findes ikke et land, som har modtaget udviklingsbistand, der ikke har måtte se, nationale ressourcer forsvinde, pga. paragrafer i aftalene med socialbusiness organistioner og institutioner som IMF; WB; DANIDA, samt bi og unilaterale aftaler imellem med EU og USA;

Det er en meget bred definition på kolonisme, så bred at det eneste den hvide mand kan gøre er at skyde sig en kugle for panden. For hans bare tilstedeværelse er vil et overgreb på de stakkels indfødte.
Eller sagt på en anden måde, det er noget vrøvl. Verden ser ud som den gør, på godt og ondt, og misrygningen af den tredie verden er en realitet. Det hjælper ikke noget at stikke hoved i busken og håbe tingene løser sig selv. Det er vigtigt at NGO'er i den rige verden hjælper NGO'er i den tredie verden med at skabe en bedre fremtid. Det inkluderer også demokrati.
Alternativet er jo at krafter der ikke vil noget godt får frie hænder til at fortsætte udbytningen - og der er i sanhed kolonisme.

Michael Skaarup

Stig Larsen

Vi er i princippet helt enige... .

Der hvor vi skilles, er når du skriver "Alternativet er jo at krafter der ikke vil noget godt får frie hænder til at fortsætte udbytningen - og der er i sanhed kolonisme." - ikke at jeg er uenig i din påstand.

Men jeg mener at "udbytningen" allerede foregår. Den er bare pakket ind i handelsaftaler og donoraftaler, udover overnationale krav om demokrati og div. menneskerettigheder.
Det er bare med demokrati og menneskerettigheder, bare er på papir, hvis der ikke er nogen institutioner, der kan varetage opgaverne.

Jeg tror at udvikingslandene, vil udvikle sig af egen kraft, selvom div. støtteprojekter fortsætter. Dvs. at effekten fra støtteprogrammerne er begrænset til projeketernes længde og geografiske omfang.

Jeg mener derimod, at den rige del af verden, kunne facilitere en stabil udvikling, ved at følge etiske principper som f.eks. fair-trade, være konsekvent overfor virksomheders salg af våben, til konfliktområder, anerkende lokal industri, ved at forhindre multinationale selskabers discount produkter.osv.

Mht. det som du kalder NGO'er fra den rige verden, også kaldet INGO'er, fordi er internationale i deres virke, udgør i sig selv et dilemma.
Deres forretning, er andre folks nød og elendighed. Dvs, at så længe at der brug for deres hjælp,så længe vil der være en forretning, at tjene penge på.

Derfor er der en interesse konflikt, i at det endelige mål, for virksomheden, vil være at lukke butikken, da deres ikke længere er et kundegrundlag.

Jeg ved ikke, om man nogensinde kan komme udenom dette dilemma. Og jeg vil ikke komme med nogen anskuelse angående omfanget af dilemmaet, i de forskellige INGO'er og NGO'er, er arbejder indenfor social og civiludvikling.

Ivan Breinholt Leth

Bob Geldorf effekten.

I et svar på min kronik i Information d. 17. november, skriver forkvinde for Mellemfolkeligt Samvirke (MS), Trine Pertou Mach (TPM), at MS arbejder for demokrati anno 2008 i Afrika, men at MS ikke har en bestemt opfattelse af demokrati (sic!). MS arbejder ikke for en bestemt form for demokrati, og det er det smukke ved MS’s arbejde, hævder TPM.

M.a.o. arbejder MS hen imod et mål, som MS ikke kender. Målet hedder ‘demokrati anno 2008’, men det er ikke noget defineret mål. Er det sådan, at det skal forstås? Er det generelt for MS’s såkaldte udviklingsarbejde, at man arbejder mod mål, som man ikke kender? Er det mon grunden til, at arbejdet tilsyneladende ingen effekt har?

Når MS udviklingsarbejdere rejser til Afrika er de helt tomme, kultur- og ideologi- løse? En helt speciel form for mennesketype, som kun findes indenfor MS? Kan TPM ikke, som Michael Skaarup foreslår på Informations website, prøve at læse sine egne ord, og så sammenholde det med, at jeg i min kronik påstår, at organisationer som MS er til grin i Afrika.

Historien viser, at eliten i u-landene ikke af sig selv igangsætter reformer, hævder TPM. Og MS’s svar på det er så, at den udefrakommende elite må tage over. Stig Larsen argumenterer på nøjagtig samme måde på Informations website: Vi må ikke stikke hovedet i busken og håbe på at tingene løser sig – vi skal hjælpe. I Stig Larsens og i TPM’s univers er den lokale (afrikanske) elite og den udefrakommende elite hovedaktørerne. Og det er lige præcis problemets kerne, som jeg påpegede i min kronik: Tanken om de afrikanske befolkninger som hovedaktører er os fremmed. Hver gang der diskuteres u-landsbistand, stikker denne holdning sit grimme hoved frem: Hvad kan vi gøre for at løse deres problemer? Det er Bob Geldorf effekten:

“Noget må gøres; hvadsomhelst må vi gøre, hvadenten det virker eller ej.” (Bob Geldorf, New York Times juni 2005)

Forkert trut i hornet TPM. Jeg har ikke påstået, at afrikanere skal gennemgå samme historiske stadier som nordamerikanske indianere og andre mishandlede folkeslag. Det er et mekanistisk historiesyn, som TPM forsøger at tillægge mig. Jeg påstår, at MS og andre europæiske NGOer, skal holde sig væk med deres præk og lade afrikanere selv organisere deres samfund, netop fordi det eneste, der virker, er, at folk selv tager ansvaret for at udvikle deres samfund. Ingen udefrakommende elite har nogensinde bragt et folk ud af fattigdom. Det gjaldt i Danmark fra omkring 1870 (andelsbevægelsen), og det gælder i Afrika i dag.

Men at lade afrikanere selv organisere deres egne samfund, giver jo ikke beskæftigelses- og karrieremuligheder for TPM og hele det slæng af u-landspampere fra den vestlige verden, som tjener penge på at udvikle alle disse værdiløse frelser-visioner for den såkaldte tredje verden. De kommer ikke ud af osteklokken, før skatteyderne nægter at betale for deres nonsens. Det sker jo nok ikke, for nu skal u-landsbistanden bruges til at skaffe Europa adgang til den tredje verdens ressourcer, hævdede EU’s industrikommissær, Günther Verheugen for nylig. Er der noget nyt i det? Altså bortset fra at man nu indrømmer helt åbent, at vestlige (statsfinancierede) u-landsorganisationer skal bruges som det, man under den kolde krig kaldte ’nyttige idioter’. Det karakteristiske for de ’nyttige idioter’ var, at de slet ikke arbejdede for det, som de selv troede, at de arbejdede for.

Ivan Breinholt Leth

Ivan Breinholt Leth

Stig Larsen, skriver i en kommentar til min kronik i Information 17. november, at hvis man følger min tankegang, må den ‘hvide mand’ hellere skyde sig en kugle for panden end at rejse til Afrika, for at gøre det, som Stig Larsen åbenbart opfatter, som den ‘hvide mands’ mission i Afrika: At hjælpe dem.
Jeg er meget enig med Stig Larsen. Altså med henblik på at skyde sig en kugle for panden. Jeg udleverer gerne krudt og kugler.
Hvis Stig Larsen skulle få lyst, kunne han bruge sin tid på at læse FN’s “Report on Exploitation of Resources of Democratic Republic of Congo.” Den kan hentes på FN’s website. FN betegner krisen i Congo, som den værste humanitære katastrofe siden holocaust. Fem millioner mennesker har mistet livet. To millioner flygtninge. FN’s ekspertpanel mener, at kunne dokumentere, at u-landsbistanden indirekte har medvirket til at finansiere nabolandenes overgreb på Congo.
Robert Calderisi, tidligere direktør for Verdensbankens Afrika afdeling, synes at være enig. Hans hovedargument er, at vi skal holde op med at støtte forbryderegimer i den tredje verden.
I 22 år har DK været med til at støtte Robert Mugabe’s voldtægt af hans eget folk. Da Mugabe i 80erne myrdede omkring 15.000 mennesker tilhørende Ndebele folket, så u-landsorganisationerne den anden vej. Uanset at man påstår, at man kun støtter humanitære projekter, eller at man dirigerer sin støtte gennem lokale NGOer, medvirker man ofte til at frigøre midler, som forbryderregimer kan anvende til sine overgreb. Det er en af FN rapportens konklusioner. I 2000 ‘truede’ daværende minister for udvikling – Jan Trøjborg – med at Danida bliver i Zimbabwe. MS – halehæng til Danida – fulgte straks trop. Hvis Jan Trøjborg dengang havde skudt sig en kugle for panden, ville jeg have grædt krokodilletårer.
Calderisi har netop været i DK for at rådgive den danske regering. Jeg håber, at man har lyttet til ham.