Læsetid: 3 min.

Billetmrk. 'alvor'

Humor. Hellere grådkvalt end lattermild
Tilsyneladende har alvoren noget betryggende over sig, og det giver den en ubestridelig højere status end morskab

Tilsyneladende har alvoren noget betryggende over sig, og det giver den en ubestridelig højere status end morskab

Kirsten Bille

6. november 2008

Strindbergs drama Dødsdansen er både til at le og græde over. Efter forgæves at have gjort deres bedste for at ødelægge livet for hinanden ender to ægtefæller med at slå en streg over det og giver sig til at planlægge, hvordan de skal fejre deres forestående sølvbryllup.

"Græder du?" spørger ægtemanden sin kone. "Nej, jeg tror, du ler! Ja, snart græder vi, snart ler vi ... Om livet er alvor eller kun drilleri, det bliver jeg aldrig klog på! Når det er morsomt, kan det være allermest pinagtigt, og alvoren er egentlig det behageligste og mest stilfærdige - Men når man så endelig holder sig alvorlig, kommer der nogen og driller én!"

Livet er blandt meget andet blevet kaldt en tragedie for dem, der føler, og en komedie for dem, der tænker. Nu er det de færreste, der kun gør én af delene, så det var måske mere dækkende, hvis man sagde, at dét, der gør livet tungt, er tragisk for følelsen og komisk for tanken.

Det komiske og det tragiske er ikke entydigt, komedien og tragedien beskriver den samme verden og beskæftiger sig med de samme grundlæggende fællesmenneskelige spørgsmål.

Det er svarene, der er forskellige.

Tilsyneladende har alvoren noget betryggende over sig, og det giver den en ubestridelig højere status end morskab. Det lette, som tit er det sværeste, kan ikke opveje det tunge. Viddet har ikke den samme autoritet og gennemslagskraft som den dybsindige alvor - for slet ikke at tale om selvhøjtideligheden, som vi må have indgået en stiltiende aftale om at opretholde, fordi den ikke alene er almindelig accepteret, men i mange sammenhænge kan styrke troværdigheden og være en sikker vej til succes.

Paradoksalt nok er selvhøjtidelighed også en effektiv måde at blive taget alvorligt på, skønt alvor ligger langt fra højtidelighed, selv om forvekslingen er nærliggende. Vi foretrækker hver ting til sin tid, og i længden er det alvoren, der tæller.

Når dét, der vækker morskab og latter, er indforstået eller underforstået, kan det gøre udenforstående usikre. Alvoren ved man bedre, hvor man har, den giver sig ikke så forskellige udtryk. Som med latter og gråd - der er mange måder at le på, gråden har kun få variationer.

Det er påfaldende, at livlige og morsomme mennesker kan være så forskellige, mens stille og kedelige minder så meget om hinanden. Holder man sig alvorlig, må man i mange situationer være indstillet på at virke kedelig, men man risikerer til gengæld ikke at tabe ansigt. Og spørgsmålet om, hvorvidt man overhovedet har noget at tabe, forbliver på den måde en velbevaret hemmelighed.

At le på forkerte steder og tidspunkter kan man komme grueligt galt af sted med, selv om det tit er den bandlyste morskab, der gør stederne og tidspunkterne forkerte.

Klogskab og dybe tanker kan stimulere og forøge livsforståelsen - den gode latter forlænger livet og er til gavn for helbredet. Man behøver ikke at være deprimeret for at blive forkølet, men det hjælper. Jo mere misfornøjet man er med sig selv og sit liv og sin næste, jo mere svækkes modstandskraften.

Det komiske misforhold

Selvfølgelig kan munterhed være malplaceret, når den er hjerteløs og umusikalsk, og alvoren skal have, hvad der tilkommer den, men sandt er og bliver det, hvad Piet Hein sagde om, at de, der kun tager spøg for spøg og alvor kun alvorligt, har ikke forstået nogen af delene

Ikke alt her i verden er til at le ad, men også når det ser sort ud, må vi gøre os klart, at hvis vi ikke ler ad morderne, ler de ad os. Nu er latter ikke altid det mest velegnede våben mod trusler om vold, så det skal nok ikke forstås helt bogstaveligt i den konkrete situation, og over for en angriber uden humor gælder kun den sikreste af de toogtredive kendte metoder til undgåelse af en fare - at tage flugten. I ikke-voldelige sammenhænge kan humor muligvis afvæbne et angreb, men kun under forudsætning af, at angriberen forstår en spøg.

Når melankolikere har fået ord for ofte at være store humorister, skyldes det måske, at de har en veludviklet sans for det ufrivilligt komiske misforhold mellem den menneskelige stræben og formåen - måske den inderste kerne i humorens væsen.

Latteren er sammen med sin tvillingesøster tolerancen fundamentalisters og autoritæres værste fjende. Det siger sig selv, at hvis man vil bilde andre ind, at man har fundet den endelige sandhed og hævder sin eneret på den, så er det ikke morsomt, når nogen ler, fordi det både antyder og afslører, at der findes mere end én. Og den sandhed er ilde hørt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu