Kronik

Borgerlig kultur er realisme

I den borgerligt-liberale optik er verden noget rod, som afspejler menneskene, og tilværelsen kan kun forbedres med skridtvise forandringer. Den borgerlige realisme afviser nemlig sociale eksperimenter og hævder menneskets ret til at være uperfekt og frit til at definere egen lykke
Når man begræder, at kapitalismen skaber dårlig madkultur, stress, falskhed, grådighed eller ligefrem -sociale patologier-, tager vi det helt roligt i den borgerlige kultur. Vi viser det ansvar, at vi udbedrer skaderne, så godt vi kan, ved at henvende os til individerne, skriver dagens kronikør.

Når man begræder, at kapitalismen skaber dårlig madkultur, stress, falskhed, grådighed eller ligefrem -sociale patologier-, tager vi det helt roligt i den borgerlige kultur. Vi viser det ansvar, at vi udbedrer skaderne, så godt vi kan, ved at henvende os til individerne, skriver dagens kronikør.

Martin Kierstein

7. november 2008

Det er svært at overbevise nogen om, at et borgerligt-liberalt synspunkt rummer andet end en laissez faire-indstilling til tingene. Centrum-venstre kan læne sig op ad avancerede overvejelser om mennesker og samfund, når socialingeniørerne rykker ud for i samlet flok at flytte mennesket en smule tættere på paradis. Liberale der-imod holder igen med de store planer. Af samme grund kunne man få den tanke, at borgerlige intet værdi- og kultursyn har. For at imødegå denne misforståelse sender en række borgerligt-liberale og konservative i disse dage bogen Den Borgerlige Orden på gaden. Her præsenteres en række bud på, hvilken kulturel agenda man som borgerlig har. Menneskeopfattelse, værdier og forestillinger er en del af den borgerlige kultur, men ofte er økonomi og teknisk-administrative forskelle i fokus.

Borgerlig-liberal kultur

Ifølge den franske sociolog Raymond Boudon bliver borgerligt-liberale synspunkter, af ovennævnte grunde, ofte opfattet som dumme blandt mange intellektuelle. Ideologien koges sammen til 'enhver er sin egen lykkes smed', og da det er politik på amøbeniveau, er det ikke særlig 'klogt' at være liberal. Liberalismen lider den tort, at den ikke beskæftiger sig tilstrækkeligt med samfundsopbygning, fordi den qua inspiratorer som Friedrich Hayek altid har hævdet, at samfundet opbygger og organiserer sig selv. Samfund forstås bagud og ikke forud.

Liberale blinker nervøst, når der tales om at organisere borgernes liv igennem 'radikale ændringer', eller når der drømmes om 'bedre verdener'. For skønt ikke alle borgerligt-liberale kan deres Karl Popper, er det alligevel hans advarende tanker om, at man ikke kan bygge 'gode' samfund og skabe lykke via institutioner, som borgerlige instinktivt har på rygraden.

Der er med andre ord en kultur gemt bag vores skepsis over for statens indblanding i vores liv. Der er et menneskesyn og et rationale, der er dybere end 'pengene ligger bedst i borgernes egne lommer'.

'Skridtvise metoder'

Jeg har i mit eget indlæg i antologien forsøgt at beskrive en særlig realistisk antropologi, som udtrykker en borgerlig forståelse for menneskets vilkår. Grundlæggende er denne antropologi kendetegnet ved et syn på mennesket som fejlbarligt og mangelfuldt. Samfund skabt af sådanne væsner bliver derfor derefter. Fulde af problemer, folk der sulter, ting der går i stykker, svigt, ævl og kævl. Samfundet afspejler mennesket på godt og ondt.

Til at motivere og skabe velstand har borgerlige sat deres lid til den mekanisme, der siden tidernes morgen har virket mest naturlig. Bytte, køb og salg, motiveret af grådighed, selvoptagethed og egeninteresse, samt et naturligt behov for at hjælpe andre for derigennem at opnå status og anerkendelse. Ikke særlig ædelt, men meget realistisk. Lykken og meningen findes i det små, i familien, i den nære omgangskreds, og sikkerhed opnås igennem et kulturelt fællesskab.

Markedsøkonomi og kapitalisme er således en maskine, der producerer velstand, og skønt der i kapitalistiske samfund naturligvis stadig er masser af problemer, nid og nag, desperation, menneskelig ulykke og frustration, kan det afhjælpes i det små, med det Popper kaldte 'skridtvise metoder'. Således angribes de daglige problemer, der opstår når uperfekte organismer forsøger at lave samfund.

Individets ret

I den borgerlige kultur er talent, personlighed, ønsker, drømme, mål og lykke et individuelt ærinde, og hvis man forsøger at gøre sig 'systemiske' tanker om, hvad der er godt eller skidt, risikerer man at begå overgreb på individets ret til selv at definere sin egen lykke. Intet system kan vide, hvad der er godt for alle og indskrive disse leveregler på menneskets tabula rasa. Det var nøjagtig den lære, vi burde have udledt af den sociale ingeniørkunst, som socialistiske regimer anvendte i den åndelige udsultning af deres borgere: Mennesker kan ikke formes til hvad som helst. Menneskemateriale gør nemlig modstand, fordi vi både har fælles natur og individuelle ønsker. Vi er ikke udelukkende et produkt af vores omstændigheder.

Urealistiske krav

På Enhedslistens hjemmeside kan man læse følgende: "Kapitalismen har skabt en voldsom økonomisk vækst. Alligevel dør mennesker overalt i verden af sult. Alt det skyldes indirekte eller direkte det kapitalistiske verdenssystem". Det interessante er det lille ord alligevel. Som om det var blevet lovet, at kapitalismen ville redde verden fra alle problemer. Hvis nogen har lovet det, så kan de ikke være borgerlige - det må være utopiske sociale ingeniører i borgerlige fåreklæder. Borgerlige anerkender nemlig ikke, at kapitalismen er noget 'system', men det er blevet uhyre populært blandt centrum-venstre-intellektuelle at hævde præcis noget sådant. "Det er kapitalens selvdrivende metafysiske dans, som kører løbet," skriver den slovenske filosof og venstrefløjsikon Slavoj Zizek (Vold, 2008), der har gjort det til sit argumentatoriske glansnummer at hævde, at kapitalismen netop er en 'ideologi', et samlet 'metafysisk' værdisystem, der bemægtiger sig mennesket i alle livets forhold.

Når man har så urealistiske forestillinger om, hvad kapitalismen skal og kan, er det klart, man bliver skuffet og må reagere som kapitalismekritikeren John Gray, der skriver, at "global kapitalisme" - som han meget sigende kalder et "utopisk stykke ingeniørkunst" - ikke kan håndtere globale geopolitiske kriser, få folk til at stemme til parlamentsvalg og afskaffe fattigdom i Afrika. Sikke krav!

Modkulturel aktivitet

Hos folk uden for den borgerlige kultur varsler Grays analyse naturligvis, at 'systemet er pilråddent', og at en anden verden er mulig (titlen på et andet venstrefløjsikon, Susan Georges, bestseller). Systemet har nemlig svigtet, og så må man lave det radikalt om. Det er der nogen, der ikke kan vente på, og de bakker derfor helt ud og laver egne modkulturelle alternativer. Som Joseph Heath og Andrew Potter skriver det i deres velinformerede analyse af modkulturen som fænomen:

"Modkulturelle aktivister og tænkere afviser vedholdende ganske fortrinlige løsninger på konkrete sociale problemer til fordel for mere 'dybtgående' og 'mere vidtgående' alternativer, der aldrig nogensinde vil kunne indføres i praksis."

Et citat, der vel egentlig udtrykker Enhedslistens politiske strategi i en nøddeskal. For her er Poppers 'skridtvise metoder' ikke gode nok. Man kan ikke arbejde inden for systemet, man kan højest boykotte det eller omvælte det.

Men borgerligt-liberale danner ikke modkulturer. De tror ikke på at 'kortslutte' eller ændre systemet radikalt. De smider ikke hele barnet ud med badevandet, hver gang en sultkatastrofe rammer Afrika. For de tror ikke på, at systemer findes og derfor kan ændre på noget som helst.

Personligt ansvar

Når man begræder, at kapitalismen skaber dårlig madkultur, stress, falskhed, grådighed eller ligefrem "sociale patologier", som Rasmus Willig skrev det i endnu et centrum-venstre-forsøg på den 'totale kritik' (Forsvar for kritikken, 2007), tager vi det helt roligt i den borgerlige kultur. Vi viser det ansvar, at vi udbedrer skaderne, så godt vi kan, ved at henvende os til individerne. Når kultursnobber som Naomi Klein og Benjamin Barber synes, verden er blevet overfladisk, billig og kvalitetstømt, så udtrykker det i borgerlige øjne en forkælet opfattelse af, at alt, der ikke er perfekt, er uretfærdigt og derfor må laves om. Vi har alle krav på gratis 'god smag' (hvad det så end er). I den borgerlige kultur er der en helt anden opfattelse af det personlige ansvar, og her er det ikke kapitalismens skyld, at der sidst på ugen kun er råd til dårlig færdigmad. Her må man hanke op i sig selv og betale prisen.

Pragmatik og ydmyghed

Ikke alt er politisk. Ikke alt skal formes efter social-ingeniørernes utopiske tanker om det gode liv. Ikke al lidelse er systemets skyld, for ofte skyldes det den almindelige dumhed og kortsigtede handlehorisont, der er menneskeartens kendetegn.

Borgerlig-liberal kultur handler om pragmatik og ydmyghed. At være borgerlig er at forstå mennesket på godt og ondt og ikke tvinge det ind i en ideologisk form. Det er at forstå mennesket, som det er, og ikke som vi ønsker, det skal være.

Dennis Nørmark er antropolog og forfatter

'Den Borgerlige Orden - tanker om borgerlighed og kultur'. Morten Ebbe Juul Nielsen og Kasper Støvring (red.). Udkommer i dag på Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Dennis Nørmark:

"Den borgerlige realisme afviser nemlig sociale eksperimenter og hævder menneskets ret til at være uperfekt og frit til at definere egen lykke"

Naturligvis med undetagelse af de tilfælde, hvor definitionen af lykken, der indbefatter at man er muslim. Så er det nemlig så som så med ens ret til selv at definere, hvad der er godt, rigtigt, og hvad lykke er...

Thomas Bolding Hansen

Det samme kan man sige om de østerlandske religioner, der ligger lykken ikke i en god steak, eller andre verdslige fornøjelser. Det er jo lovreligioner.

At liberalismen og borgerligheden (realismen er jo farligt begreb eftersom det egentlig repræsenterer nationalchauvenisme og politisk kynisme, næppe tiltænkt) på sin vis også er en lovreligion, mange borgerlige definerer jo alligevel lykken som f.eks frihed, hvor for religioner, er frihed et onde der leder i fordærv, det er love, der skal følges.
Tænkningen været forbandet, det gælder min frelse.

"Når kultursnobber som Naomi Klein og Benjamin Barber synes, verden er blevet overfladisk, billig og kvalitetstømt, så udtrykker det i borgerlige øjne en forkælet opfattelse af, at alt, der ikke er perfekt, er uretfærdigt og derfor må laves om."

Så skulle man måske prøve at læse hvorfor?
I øvrigt, så er det da et noget stift syn, at mennesket ikke skal laves om, hvis naturen ikke skulle laves om og ikke havde lavet sig om, så var vi aldrig nået hertil, hvor vi er nu, og der er vel intet grundlag for at tro. at dette er civilisationens og evolutionens endestation?
Der er meget, vi kan gøre bedre, endda helt uden at gøre vold på menneskets brogede natur, vi er forbundet med hinanden og både trivsel og vantrivsel smitter på omgivelserne.
Ingen satser på det perfekte, men hvorfor skulle vi acceptere en konservativ konservering af status quo?

"Her er det ikke kapitalismens skyld, at der sidst på ugen kun er råd til dårlig færdigmad. Her må man hanke op i sig selv og betale prisen."

Nå, så er vi standset med den økonomiske teoriudvikling for omkring 100 år siden ved den neoklassiske teori, jeg troede trods alt fastfrysningen og konserveringen først skulle ske nu.
Men det er ukorrekt.
Det er kapitalismens skyld, det er selve kapitalismens præmisser og konsekvens.
Det er indbygget i kapitalismen, at det skal være således.
Hvorfor er det det?

Fordi kapitalismen opererer med kapital, før den opererer med noget andet. Altså penge er den styrende faktor.
Penge akkumuleres ved at sælge dyrt og købe billigt, og det som købes billigt er blandt andet arbejdskraft og det som sælges dyrt er produkter eller ydelser.
Der er indbygget en automatisk skævhed i forhold til arbejdskraft, som er en udgift der skal holdes nede.

Eller for at sige det så kort som muligt, så er det lige så stor en umulighed, at vi alle lever af at klippe og barbere hinanden, som det er en umulighed, at vi alle ejer fabrikker eller virksomheder, eller repræsenterer kostlig viden og know how, for der skal være mennesker ved samlebåndet, mennesker der fejer gulve, mennesker der fungerer som marionetter i akkumuleringen af kapital.
Og der skal helst være rigeligt af disse mennesker og en del af dem skal helst være arbejdsløse for at udgifterne til arbejdskraft ikke stiger.
Der eksisterer en lang række barrierer for at forhindre at alle mennesker bliver højtuddannede og for at forhindre at alle mennesker bliver kapitalister.
I kapitalismen regnes det ene menneskes tid og timearbejde som mindre værd end det andets, fordi fokus er på kapital, ikke på hvad mennesket yder til helheden, af sit liv og sin tid.
Så det er i høj grad kapitalismens skyld, at mennesker må hutle sig i gennem tilværelsen og spise junk food, eller bønner og ris, specielt i den del af verden, hvor realismen hersker.
Der eksisterer ingen automatisk retfærdighed. Lønforskellen mellem 3 verdens arbejder, som arbejder 60-70 timer og en som gør det i Skandinavien 37 timer, ved samlebåndet er koloenorm. For 3 verdens medarbejderen er selv ikke 70 timer hårdt arbejde om ugen nogen garanti for, at man går mæt i seng hver aften.

"De tror ikke på at 'kortslutte' eller ændre systemet radikalt. De smider ikke hele barnet ud med badevandet, hver gang en sultkatastrofe rammer Afrika. For de tror ikke på, at systemer findes og derfor kan ændre på noget som helst."

Hvem siger, at sultkatastrofer kræver radikale ændringer, det sørgelige er jo, at det kræver ganske små ændringer.

"Borgerlig-liberal kultur handler om pragmatik og ydmyghed."

Hvor det med ydmyghed kommer ind i billedet, det har jeg svært ved at se.
Men hvad angår pragmatikken, så er de lande som har hældt mest til borgerlig politik, da de lande som historisk har kollapset økonomisk og socialt, også uden oliekriser, hvor pragmatisk det er, det kan jeg ikke se.
Pragmatisme er vist i den sammenhæng mere at definere som en elitær kynisme.

"Lykken og meningen findes i det små, i familien, i den nære omgangskreds, og sikkerhed opnås igennem et kulturelt fællesskab. " (citat)

Dette er ikke borgerlighed; det er små-borgerlighed.
Ægte borgerskab har altid forstået at for at samfundet skal vokse og gro er det nødvendigt at give støtte til folk med visioner for hvor samfundet skal gro hen...og det indebærer også, at støtten gives til 'the odd one' out.

"Bytte, køb og salg, motiveret af grådighed, selvoptagethed og egeninteresse, samt et naturligt behov for at hjælpe andre for derigennem at opnå status og anerkendelse." Se, dette her har jo bestemt ikke siden tidernes morgen været anset for at være det mest naturlige. Kun siden borger-skabet og kapitalismen satte sig igennem som herskende klasse fra omkring 1750 (sjovt nok sådan ca. samtidig med Oplysningstiden) har vi anset dette for at være naturligt.

Stenaldermanden eller folk i vores dages jæger & samlersamfund vil ikke ane hvad de borgerligt-liebare taler om. Endelig kan man også bruge en John Nash's eksempel om 4-5 mænd, der alle slås om en blondine. Egeninteressen ville jo tilsige, at alle 4-5 mænd går efter blondinen. Problemet er bare, at hvis alle gør det, ja så blokerer de for hinanden. Og ingen ender op med blondinen, da hun jo ikke vil være en trøstpræmie...

Og dermed nytter selvoptagetheden jo intet.

Hvad der er systemets skyld og hvad der ikke er systemets skyld, kan jo ofte være svært at afgøre. Jeg klager i hvert fald ikke - selvom jeg er arbejdsløs, ganske enkelt fordi jeg står ved at jeg har taget nogle somme tider lidt dumme valg i fortiden. Til gengæld oplever jeg som arbejdsløs, at systemet lægger hindringer i vejen for at jeg kan få et arbejde.

Nogle mennesker i det her land har altså kun råd til færdigmad hele ugen. Men det er måske også deres egen skyld...

Thomas Bolding Hansen

800000+ tusinde mennesker på overførselsindkomst i den arbejdsdygtige alder, i et samfund som kun har skabt 100000 ekstra arbejdspladser - topbeskæftigelse i 1988 set i forhold til topbeskæftigelse 2008, i øvrigt de fleste i det offentlige. Det skal ikke ses som egen skyld, for det har intet med egen skyld at gøre.

Nogle af dem har så været så uheldige at blive placeret på førtidspension på grundniveau, 5100 om måneden.
Er det deres skyld, at de skal valfarte til Aldi?

Udbuddet af arbejdspladser en nu engang som det er, en højkonjunktur affører altid en lavkonjunktur, så 800000-900000 mennesker har mere eller mindre permanent været uden for arbejdsmarkedet de sidste 20 år.

Socialt afsavn og marginalisering, er konsekvensen afkombinationen af et flertal ved muffen som ikke vil afgive arbejdstimer eller har råd til at fordele arbejdet og en økonomi og et erhvervsliv, som drage fordel af marginaliseringens stabiliserende effekt og dæmpning af inflation, lønudvikling.

Et vi har en økonomisk situation som er fastlåst, men at give marginaliserede mennesker skylden for de er marginaliserede, det er noget andet.
Samfundet er struktureret så hobevis nødvendigvis må være marginaliserede eller arbejde til lav løn.

Det skal mennesker ikke hetzes for.

Jeg tænkte på, forleden dag da Jørgen Mads Clausen prædikede, at man ikke skulle sidde mere end 7 år i samme stilling i hans virksomhed, om det også gjaldt ham selv?

Lennart Kampmann

Det er jo også ganske behageligt at kunne give kapitalismen skylden for alt det onde. Så slipper man for at være et ordentligt menneske og kan i stedet for få afløb gennem en aktion mod et eller andet tilfældigt amerikansk fast food firma.

I den borgerlige lejr er det jo naturligt at der findes kapital. Det der viser hvad du er gjort af, er den måde du forvalter den på. Er du et godt menneske så skaber du og deler ud af dit overskud, både materielt og åndeligt. Egentlig ikke så forskelligt fra at være en god socialist.

Man glemmer let at værdi i en kapitalistisk forståelse er et større og mere abstrakt begreb, end "den i penge målte værdi".

Grådighed er et skidt ord at blive ved med at bruge. Det emmer at bibelsk synd. Brug hellere et mere Maslov'sk ord som selvrealisering.

med venlig hilsen
Lennart

Thomas Bolding Hansen

Nu udelukker hverken det ene eller det andet, at man er ordentligt menneske.

Er der noget i min konkrete kritik som er uberettiget, så bring det på banen.

Men vi har en tankegang, hvor individet gøres ansvarligt, for at det er arbejdsløst.
I virkeligheden er 800000 mennesker generelt uden chance, på grund af den struktur vi har.
Der er ikke arbejde til alle, der er kun uddannelse til de få. Og vi kan hverken leve af at klippe eller barbere hinanden eller være direktører, virksomhedsejere allesammen.

Jeg mener ikke , at en kapitalist er et dårligt menneske, jeg mener heller ikke kapitalismen er uden fordele.
Jeg siger blot, hvilket er i overensstemmelse med fakta, at det er et skævt system, og vil altid være det, der er intet sted hvor det ikke er det, kan du finde et?

Og hver person bliver en vare bestemt af udbud, med stramme barrierer bestemt først og fremmest af
muligheden for at komme til fadet, altså hvor mange kan egentlig starte virksomhed, for alle kan ikke. Ligeledes kan ikke alle komme på en uddannelse.

Der findes da etiske kapitalister, som ansætter flere end de kynisk har brug for, kapitalister som er mere interesserede i at skabe end at nyde.
Men kapitalismen som system er stadig kapitalbaseret og skæv i sin struktur, kan ikke være andet.

Skulle jeg være fræk, er mennesker der tager en uddannelse da ikke mindre spekulanter, end de som starter en virksomhed.
De positionerer sig i det givne skæve samfund til egen fordel i lige så høj grad.

"I den borgerlige lejr er det jo naturligt at der findes kapital. Det der viser hvad du er gjort af"

Kapitalen viser hvor meget penge betyder for dig, ikke så meget andet.
Jo vist kan du være drevet af andet, men så er kapitalen underordnet.
Akkumulering af kapital i sig selv, viser kun din vilje til at spekulere i et skævt samfund.

Alt hvad der er godt for et samfund, er der ikke nødvendigvis penge i. Ligeledes alt hvad der er penge i, er ikke nødvendigvis godt.

"Brug hellere et mere Maslov'sk ord som selvrealisering."

Som regel forbundet med kapital, men hvorfor er den som udfører nødvendigt arbejde på gulvet ikke forbundet med en som realiserer sig selv?
Vi kunne ikke leve uden dette nødvendige arbejde, mens vi sagtens kunne leve uden meget af det, de selvrealiserede udfører.

Den ene persons timearbejde, er kun mere værd på grund af en skævhed indbygget i kapitalismen, at pladserne på toppen er begrænset, uanset om evnerne findes bredere eller ej.

Kapitalismen er ikke kun negativ, den er givet kommer for at blive for en stund, dog næppe evigt.
Men at betragte den som positiv eller blot naturgiven, uden analytisk afstand, det er religiøst.

Jeg er hverken højre eller venstrefløj, jeg sætter en ære i at være enig og uenig med begge fløje.

Lennart Kampmann

alle samfundssystemer er skæve. Socialismen er skæv, da der er begrænsninger af de driftige. Kapitalismen er skæv, da den ikke tilgodeser de mindre bemidlede.

I vores system er det ikke nok at se på hvilken værdi der er frembragt - du er nødt til at se om værdien kan afsættes. Kan den ikke det er den i bund og grund værdiløs.

Derfor er rollerne også at man er nødt til at yde en indsats for at afsætte sine bedrifter.

med venlig hilsen
Lennart

Thomas Bolding Hansen

"I vores system er det ikke nok at se på hvilken værdi der er frembragt - du er nødt til at se om værdien kan afsættes. Kan den ikke det er den i bund og grund værdiløs."

Der er jeg ikke enig i.
Det arbejde som gøres med f.eks ens børn er ikke lønnet, det har stadig værdi og meget mere værdi, end mange plastikdingenoter, og hvad vi ellers lokkes til at konsumere, har.
I øvrigt banebrydende tanker og opfindelser, kunstværker, der har vist sig at have værdi på sigt, havde det ikke nødvendigvis, da de blev lavet.
Kapitalismen bestemmer hvad der har værdi, på kapitalismens betingelser.

"alle samfundssystemer er skæve. Socialismen er skæv, da der er begrænsninger af de driftige. Kapitalismen er skæv, da den ikke tilgodeser de mindre bemidlede."

Socialismen behøver ikke partout at straffe de såkaldt driftige, det drejer sig om en udjævning af ulighed og en værdsættelse af al menneskelig indsats, både den som nedbryderen yder og den som opfinderen udøver(vigtigere end spekulanten som tjener penge på ham), en tro på at den gyldne hånd ikke bevæger sig af sig selv, en ret så berettiget tro.
Nedbryderen yder en indsats, en meget hård en endda. Hans løn er dog relativt elendig, var det ikke for overarbejdsbetaling.
Ikke nok med han repræsenterer en indsats, han har et arbejde de færreste kan klare.
Går vi til U-lande, hvor der ingen effektiv udligningskamp har været, er forholdene for almindelige arbejdere elendige.
De slider hårdt, 60-70 timer om ugen, for næsten sulteløn. Det ligger ikke indbygget i kapitalismen i sig selv, at deres indsats skal regnes som noget som helst.

Jeg tror ikke på, at alle skal være lige, blot at en indsats ikke skal defineres ud fra kapital, eller hvor billig man kan få en ydelse, hvor sjælden den er.

Hvis penge er vigtig for mennesker, skal de også havde flere af dem, men ud fra at de yder en ekstra indsats, de arbejder mere i form af flere timer eller mere slid, eller skaber en ny værdi, ikke ud fra de alene spekulerer.

Thomas Bolding Hansen

"Bravo" til en ukritisk tilgang til kapitalisme, velbekomme.

Tvivlens nådegave finder man ikke i religiøse menigheder.

Troen skal sikkert også overleve denne økonomiske krise, som troen på Adam og Eva og jordens skabelse 4000 år f.kr har gjort det til i dag:)