Muhabet betyder på mange arabiske sprog 'kærlig omsorg'. Det er også navnet på et værested på Vesterbro for sindslidende flygtninge og indvandrere.
Muhabet har netop fået Frivillighedsprisen 2008 i København. Folketinget har også netop ved aftalen om fordelingen af satspuljen afsat et stort beløb, så psykiatriske patienter fra 2010 er sikret en behandlingsret efter højest to måneders ventetid.
Og hvad har de to ting så med hinanden at gøre?
Jo, Muhabet kan bruges som inspirationskilde for, hvordan behandlingsretten kan blive til virkelighed. Der mangler nemlig psykiatere og sengepladser til de mange sindslidende, som i værste fald er voldelige, og som der sidder alt for mange af i fængslerne.
Psykiatriens krise og mangel på højtuddannet personale burde give rum for visioner, som er andet og mere end at give kortere uddannet personale mere krævende opgaver end i dag, eller at supplere psykiaterne med flere psykologer. Det kaldes opgaveglidning, men hvor meget bedre får de psykiatriske patienter det?
Kontrol og ydmygelse
Når Muhabet fik Frivillighedsprisen og besynges af ikke mindst Preben Brandt, formanden for Rådet for de socialt Udsatte, kommer det af stedets kærlige omsorg, der udøves gennem gæstebuddets værdier.
Værestedet Muhabet blev oprettet på frivillig basis for fem år siden af et marokkansk-tyrkiske ægtepar, der var forfærdede over deres oplevelser som pædagoger og tolke for sindslidende flygtninge og indvandrere, hvad enten ægteparret mødte dem på de psykiatriske afdelinger, som pædagogiske hjælpere i deres hjem, eller de var med som tolke på socialkontoret.
De sindslidende blev mødt med så lidt forståelse og med så megen kontrol og ydmygelse, at de ofte reagere desperat, råbte op eller lukkede af, smadrede bohave og var ud og ind af skadestuer og lukkede afdelinger.
Muhabet er i dag tilhørssted for 220 voksne og 150 børn med baggrund i 35 nationaliteter. De kommer ind fra gaden og bliver modtaget som gæster. Der serveres kaffe og te, der spiller musik fra deres hjemlande, snakken går, og midt i rummet bliver der tilberedt et dejligt måltid mad, som Muhabets ansatte og frivillige har hentet råvarerne til skænket af omliggende forretninger og supermarkeder.
Som den mandlige leder Najib Haddar siger:
"Vores gæster har som andre deres fem sanser, de ved, hvad et gæstebud er - måske minder duften fra kødgryderne dem om deres mor og deres barndom. I bedste fald stopper de negative og kværnende tanker, der kører rundt i hovedet på dem."
Der har ikke været en voldelig handling i Muhabet fra de skiftende daglige ca. 35 gæster, og køkkenknivene ligger frit fremme. De nye gæster og dem, der er mest syge og sære, får mad først. Det gør, at manges skamfølelse letter, og gradvist tør de op, vasker og barberer sig, smiler lidt og forsøger at medvirke som gæster. Nogle lever så isoleret, at Muhabet er livet for dem. En gæst kan endog om sin bolig sige: "Nu skal jeg hjem i kisten".
En gang om måneden er der fest i Vesterbros Medborgerhus, hvor alle tre generationer pynter sig forventningsfuldt. Der er også hjælp til lektielæsning til børnene, ligesom der arrangeres udflugter og ferier for hele familien. Børnene skal nemlig som deres kammerater kunne fortælle om oplevelser med deres forældre.
I bedste fald bidrager Muhabet til større livsmod og tiltro til det danske samfund. Det er til gavn for børnene, og i en række tilfælde forebygger de konstruktive kædereaktioner den negative psykiske og sociale arv.
Antallet af indlæggelser på psykiatriske afdelinger falder også. "Muhabets gæster er mindre syge og bruger ikke skadestuer, læger og hospitaler som fortvivlede forsøg på at gøre opmærksom på sig selv," som Najid Haddar siger.
Derfor kan mange af Muhabets gæster fortælle om, hvordan de nu belaster det psykiatriske behandlingssystem meget mindre.
Det er oplagt ikke kun at forske i, hvad der medicinsk og behandlingsmæssigt kan gøres for de psykiatriske patienter, men også i nogle helt andre tilgange til dem. Muhabets gæstebud udtrykker ikke antipsykiatri, men alment menneskelige værdier, som de mest isolerede og psykiske syge i særlig grad har brug for.
Papirskib
Lise Poulsen fra Muhabet besøgte for nylig en af stedets gæster på en lukket afdeling. Han råbte ned gennem de golde lange gange:
"De spærrer mig inde, de torterer mig".
Da han så, at hun havde figner og kiks med, lyste han op. Inde på hans stue havde han dækket op med et A4-papir, to glas vand og en skål med bolsjer. Som dekoration havde han foldet et lille papirskib. Nu var han vært. Afdelingens personale var forundrede over den forandring, de så ske. Mange offentlige institutioner og behandlingssteder kunne udnytte deres knappe ressourcer og opnå langt bedre resultater, hvis de forstod mødet med deres patienter og klienter som et gæstebud - også selv om de i modsætning til Muhabet har en kontrolfunktion.
