Dine jeans' eventyrlige rejse -hvorfor bæredygtig og etisk mode er lettere sagt end gjort

I fødevarebranchen har der længe været en tendens til, at forbrugerne vil købe produkter fra små, autentiske produktioner: Små mejerier er skudt i vejret, og de store har travlt med at markedsføre nye produkter til at dække efterspørgslen efter det 'autentiske'. Jo mere lokalt og hyggeligt produktet ser ud, jo bedre sælger det. Økologi, miljø og bæredygtighed er blevet kernebegreber for forbrugerne.

Denne tendens er så småt begyndt at brede sig til beklædningsbranchen: ansvarligt produceret etisk og miljørigtigt tøj, gerne økologisk, som er produceret under ansvarlige forhold, er blevet en trend. Det begyndte med børnetøj, og tendensen fandt hurtigt vej til store modehuse som blandt andet Burberry, Nike, GAP, Cheap Monday og i Danmark Noir, Jackpot, Vero Moda, Katvig og Casmose.

På den nyligt afholdte London Fashion Week var der et helt område med etisk forsvarligt tøj, og den danske modeuge har haft stigende fokus på ansvarligt design og økologiske, etiske og fair tradede tekstiler. Men det er lettere sagt end gjort at designe og producere responsible fashion - for leverandørkæden er lang, verdensomspændende og ikke særlig gennemskuelig. Hver eneste del af kæden er fyldt med agenter, løgne, fattige og desperate mennesker, anderledes kulturer og lande i interne konflikter og med humanitære katastrofer. Transparent eller ej - man skal ikke undervurdere vigtigheden af, at virksomheder har styr på sine outsourcede produktioner og sine underleverandører. Store virksomheder som GAP og Nike fik alvorlige skår i imaget i 90'erne, og organisationer som Clean Clothes Campaign stiller ofte skarpt på såkaldte sweat-shops, hvor arbejdere under kummerlige forhold og for en ussel løn syr dyrt mærketøj til de vestlige markeder. Senest gik det ud over Triumf, der pludselig befandt sig midt i en fagforeningspolitisk krise. Det kan forbrugerne ikke lide - hvem vil købe en vare, hvis de ved, at produktionen har ødelagt det lokale vandmiljø, været del af politisk undertrykkelse eller gjort et 12-årigt barns liv kortere og forkrøblet?

Men det sted, hvor tøjet bliver syet, er blot det sidste stop på rejsen, inden varerne lander i butikkerne. Alle dele af tøjet har nemlig været på sin egen lange, globale og eventyrlige rejse. Og netop denne lange rejse er grunden til, at det til tider er svært, måske endda urealistisk, at gennemkontrollere det færdige produkt. Lad os kigge på et par cowboybukser og dets rejse fra råvarer til butikken i Vesten.

Fra Uganda til Polen

Cowboybukser - eller denim - er lavet af bomuld. Bomuldsplanten dyrkes i store dele af verden - både i Vesten og blandt tredjeverdenslande. I konventionelle bomuldslandbrug anvendes store mængder pesticider og gødning - jorden udpines, bønderne skades af kemikalierne - og det gør lokalmiljøet i øvrigt også.

I Vesten vil der typisk være forskellige krav til arbejdsmiljø og forbrug af kemikalier - disse krav bliver som oftest ikke stillet i verdens fattigste lande, fordi der er så akut behov for de penge, eksporten kan skabe, og fordi andre problemer virker mere akutte. Et land der dyrker meget bomuld er Uganda. Lad os antage, at buksernes rejse starter her. Når bomulden er dyrket, plukket og renset i Uganda, skal den spindes og farves. Derfor bliver bomulden sendt til for eksempel Polen, hvor den spindes til tråde og så til farveriet i Egypten, hvor den farves blå. Herefter købes tråden af et væveri - eksempelvis i Indien. Her væves stoffet til blå denim på store væve. Nu har vi basen for vores bukser - stoffet, der nu er klar til at blive syet på en fabrik i Østen - for eksempel Kina. Men for at lave et par jeans skal der også bruges sytråd, stof til lommer, knapper og lynlås. Og hvor kommer alt det så fra?

Verdens største lynlåsfabrik ligger i Georgia, USA. Her produceres både messingen til knapper og til lynlåsens 'tænder', og stoffet væves. Stoffet i lynlåsen er oftest polyester, et petrokemisk produkt - udgangsmaterialet er altså råolie. Polyestertråden produceres mestendels i industrialiserede lande - eksempelvis Tyskland, og sendes herefter til den amerikanske stat Georgia, hvor den væves til tekstil. Messing er en legering af kobber og zink. Verdens største kobbermine, Chuquicamata, ligger i Chile og én af verdens største zinkeksportører er Australien. Lad os antage, at messingen bliver lavet af zink fra Chile og kobber fra Australien.

Pakistanske lommer

Sytråden, som holder cowboybukserne sammen, kan være lavet af enten bomuld eller polyester. Oftest bruges dog polyester. Stoffet, som de indvendige lommer er lavet af, er som regel bomuld. Lad os forestille os at denne bomuld kommer fra en anden bomuldsproducent - eksempelvis Kina. Her vokser bomulden, bliver plukket, renset og sendt af sted til et spinderi - for enkelthedens skyld - også i Kina. Herefter sælges det til et væveri i Pakistan, hvor det væves til lommestoffet. Der sendes tilbage til Kina til fabrikken, der syr bukserne.

Bomulden til denimtekstilen blev altså plukket i Uganda, spundet i Polen og vævet i Indien. Herefter sendes den af sted til Kina, hvor den skæres og syes sammen med sytråd fra Tyskland, lynlås og knapper, der produceres i USA, men med metal fra Australien og Chile. Bukselommerne er lavet af bomuld spundet i Kina og vævet i Pakistan. Og råolien til polyesterdelene - den bliver også udvundet, eksempelvis i Norge eller i Mellemøsten. Et par helt almindelige comwboybukser har altså en international rejseplan, der kan gøre enhver globetrotter grøn af misundelse.

Der var arbejds- og miljøforhold, CO2 aftryk, korruption, børnearbejde, forurening, menneskerettigheder, arbejdstagerrettigheder og etik at tænke på i Kina, USA, Chile, Australien, Pakistan, Indien, Tyskland, Uganda, Polen og Egypten. Og det er uden at medtage de fabrikker, der producerer maskinerne og andet materiel, der indgår i ovenstående produktioner og udvindingen af råolie. For slet ikke at tale om tolv transporter der kan være mere eller mindre miljøvenlige.

Nu er denne case sat en smule på spidsen for at vise, hvor kompliceret det kan være i yderste konsekvens. Situationen kunne sagtens have været enklere - men det ændrer ikke ved den kendsgerning, at det er tæt på umuligt for en virksomhed at gennemskue hele leverandørkæden - fra zink i lynlåsen til bomulden i tråden i stoffet til bukselommerne. Det ændrer heller ikke ved det faktum, at der er stigende fokus på leverandørkæden - men dette fokus skal være realistisk.

Velvilje ikke nok

I virkeligheden er buksernes lange rejse fyldt med agenter og mellemhandlere; på denne måde skal virksomheden ikke selv kontrollere forholdene i eksempelvis kobberminen i Chile; for lynlåsene købes måske certificerede og medfølges af en masse dokumenter, der lover, at lynlåsen er produceret under ansvarlige, etiske forhold. Lignende dokumenter følger med til lommestoffet, sytråden og de andre dele. Måske har underleverandørerne ligefrem underskrevet en code of conduct og en erklæring om, hvordan deres lille del af det færdige produkt er produceret. Underleverandøren til underleverandøren har måske sin egen underleverandør - og et eller andet sted i denne underleverandørkæde er der en reel mulighed for, at dokumenter og codes of conduct forfalskes.

Så på trods af at intentionerne er gode nok, og handlerne er fyldt med velmenende dokumenter - så har underleverandører, mellemhandlere og agenter en åbenlys, profitabel mulighed for at snyde. Og virksomhederne en meget begrænset mulighed for at tjekke, om der snydes. Så selv om vestlige forbrugere gerne vil købe ansvarligt producerede produkter, og mange virksomheder gerne vil dække dette marked, er ansvarligt design en kompliceret sag. For alt design har en historie.

Sidse Frich Thygesen er leder for Center for Responsible Design, der skaber, koordinerer og formidler viden om CSR, bæredygtigt design og innovation i mode- og livsstilsbranchen