Dømmekraft

I en situation, hvor oppositionspolitikere og medier har kastet sig over statsminister Anders Fogh Rasmussen efter hans såkaldte kovending i klimasagen, er der måske grund til at overveje om ikke dette spil – som så mange andre spil, igen blot er et spil, der spilles efter statsministerens egne regler. Og om ikke de politikere og medier, der deltager i spillet, blot er nyttige idioter for en statsminister, der er i gang med en velplanlagt afledningsmanøvre – og som i øvrigt har til formål at gøre statsministeren til den rigtige far for næste års klimatopmøde.
“Undskyld jeg tog fejl – nu vil vi gøre det hele bedre igen,” sagde statsministeren. Man skal jo huske på, at statsministeren nu i tre år faktisk har talt pænt om klimaet, og at der ikke i talen på Venstres landsmøde var en eneste sætning, der ikke har været sagt før – bortset fra måske erkendelsen af, at statsministeren har taget fejl. Og at vi nu godt må klandre statsministeren for denne fejl. Underforstået at den øvrige lange række af fejldisponeringer og manglende politiske initiativer skal der så ikke tales om.
Tidligere har han også indrømmet, at hans minimalstatsliberalisme – ja, vi husker jo alle bogen – var en fejl. Han går nu ind for velfærdssamfundet – siger han – og citerer Danmark for Folket i sin nytårstale. Mens han i konkret handling slider den offentlige sektor ned.
Og under folketingsvalgkampen sidste år måtte han for åben skærm, hårdt presset af vores formand Helle Thorning-Schmidt, indrømme, at det nok var uklogt at sende danske soldater i en ulovlig angrebskrig med det tyndest mulige flertal i Folketinget.
Der er ingen, der har sået tvivl om, at statsministeren er en dygtig politisk taktiker. Det har han bevist mange gange. Det er det, der har givet ham statsministerposten, og det er det, der holder ham i embedet. Men er han også en dygtig statsmand på niveau med Stauning, H.C. Hansen, Krag og for den sags skyld Poul Schlüter? Nej, det er han ikke, og det er han ikke, fordi han stort set i alle afgørende situationer har udvist en ualmindelig fatal mangel på politisk dømmekraft og en evne til at vælge de forkerte politiske løsninger. Samt – hvad værre er – konsekvent altid har lukket øjnene for det langsigtede perspektiv og bekendt sig til de kortsigtede og populistiske løsninger.
Derfor endte Danmark i en ulovlig krig i Irak. Derfor skulle det offentlige sundhedsvæsen nedslides til fordel for privathospitalerne og skattelettelser til de velstillede. Derfor endte Danmark som et land, hvor fremmedhadet herskede. Ja, man blev endda kendt for det i udlandet! Og derfor satte statsministeren kikkerten for Lomborgs blinde øje og satte Danmarks klimaindsats i stå.
Han gør det igen
Hvad værre er: Nu gentager statsministeren kunststykket ved helt at negligere en økonomisk krise, der raser i hele verden, i Europa og desværre også lige om lidt i Danmark. I dag kommer de økonomiske vismænd med en rapport, der viser, at Danmark allerede nu er på vej ind i en recession. Den vil vise, at ledigheden næste år stiger til 100.000 og året efter til 120.000. Den vil vise stigende rente, underskud på betalingsbalancen og i det hele taget en afmatning i den danske økonomi. Præcis som i resten af Europa. Rapporten vil med stensikker sandsynlighed foreslå en omfattende skattereform og nytænkning af finanspolitikken. Og hvad gør statsministeren? Ingenting.
Han løber væk fra alle de nødvendige reformer af arbejdsmarked, skat, uddannelse, genrejsning af den kollektive trafik samt ikke mindst finjustering af finanspolitikken, alt imens han rejser EU og verden tynd og lader Lars Løkke Rasmussen diskutere finpudsning af Jelling-stenene, billigere ældremad og beskidte skoletoiletter med Dansk Folkeparti.
Og mens problemerne altså tårner sig op, har statsministeren dygtigt iværksat en form for pauseunderholdning for oppositionen og pressen: En klimadebat uden form, uden indhold og uden reel vilje til forandring. Med andre ord: Det billede, der er skabt af Anders Fogh Rasmussen som en dygtig, handlekraftig og kompetent statsleder, viser sig at være designet og iscenesat. I stedet viser der sig et billede og en historie om en mand, der blev statsminister på designerpolitik og iscenesættelse uden evne til at træffe de nødvendige, rigtige og langsigtede beslutninger.
Det er al ære værd at indrømme egne fejl. Men når mønstret bliver så tydeligt og rækken af fejltagelser så lang, så burde de kloge politiske kommentatorer, der fylder medierne med ros til statsministeren for at indrømme egne fejl, måske stille sig selv et helt andet spørgsmål: Frem for en statsminister, der er god til at indrømme egne fejl, var det måske bedre for Danmark, om vi havde en statsminister, der var god til at træffe de rigtige beslutninger.

Kim Mortensen er MF og socialdemokraternes Europaordfører