Kommentar

I EU bør vi satse på elbilen

Elbiler må længere frem i lyset og ud på vejene. For en af de store både forurenere og energislugere i Europa er transportsektoren. Netop derfor er det essentielt for både miljøet, klimaet og sundheden, at energibehovet på dette område bliver dækket på en fornuftig og energieffektiv måde
14. november 2008

Elbiler har mange fordele set i forhold til biler med almindelige forbrændingsmotorer. Ikke alene er de næsten støjfri, de forurener stort set heller ikke og så har de ikke mindst en langt højere energieffektivitet. Ja elmotoren er rent faktisk den motor, der har den største energieffektivitet - på omkring 90 pct. Det er imponerende ikke mindst sammenlignet med den traditionelle forbrændingsmotor, der kun ligger på omkring 20-30 pct. Med en eldreven bil opnår man altså ikke 'blot' en reduktion i CO2-udledningen, men også en markant bedre udnyttelse af energien. Samtidigt vil man som bonus reducere en pæn del af forureningen i Europas byer - en forurening der både koster og slider på folks helbred.

Nytænkning

Naturligvis kan selv en markant udskiftning af den nuværende bilpark med flere elbiler ikke stå alene - og den fulde effekt opnås da også kun, hvis også opladningen af bilerne sker med CO2-neutral energi.

Derfor må en satsning på elbiler også være ensbetydende med en markant øget satsning på ren og vedvarende energi, fra blandt andet sol og vind. Elbilernes millioner af batterier, der jævnligt skal oplades, kan nemlig være med til at løse nogle af den vedvarende energis lagringsproblemer. Ved at benytte energien her, vil den vedvarende energi således også være til rådighed og gøre gavn, når det er vindstille, eller når solen ikke skinner. Det har ellers været den vedvarende energis svaghed indtil nu.

Når der i dag produceres mere vind- og solenergi, end vi kan nå at forbruge, sendes den stort set gratis videre til Tyskland. Men denne overskudsstrøm kunne i stedet benyttes til at oplade bilernes batterier - eksempelvis ved at oplade dem om natten og når vinden ellers blæser eller solen skinner så tilpas meget, at elforbruget er dækket ind.

Et sundere trafikmiljø

En sådan nytænkning i retning af lagring af vedvarende energi bør i øvrigt ikke kun kunne gælde for transportsektoren. Også andre industriers energiforbrug både kan og bør tænke i disse baner For hvis vi virkeligt mener noget med klimaindsatsen skal der mere helhedstænkning og færre lappeløsninger til.

De konventionelle biler udleder ikke blot CO2, men også bl.a. forurenende sodpartikler. En dansk undersøgelse viser, at mindst 4.000 dødsfald årligt forårsages af partikelforurening og støj. Elbiler vil afhjælpe mange af disse problemer og være med til at skabe et sundere trafikmiljø.

Der bør altså være gode nok grunde til at elektrificere Europas transport, det der mangler er viljen.

Forældet tankegang

Med alt dette in mente, kan man nemlig med rette spørge sig selv, hvorfor elbiler ikke allerede dominerer som en fremsynet transportmulighed. En af årsagerne er, at det især har været blybatterier, man har set som basis for elbiler. De har betydet kort rækkevidde, lav hastighed, lang ladetid og kort levetid for batteriet. Men det kan der nu laves om på, hvis man satser på elbiler med computerstyrede lithiumbatterier.

Hvis man så samtidig gør vedvarende energi til en naturlig del af løsningen, forekommer elbilen endnu mere interessant som en fremtidssikret løsning

Det, der må til, er med andre ord store ambitioner og omtanke for fremtiden - frem for hensynet til forældet teknologi og bilproducenter der er bange for at omstille sig. Når EU eksempelvis vil tillade bilproducenter at slippe udenom CO2-grænserne ved at betale bøder - bøder der blot overføres til forbrugeren - så er det et udslag af forældet tankegang. Ligeledes går det ikke at købe CO2-kvoter i udviklingslandene. Der må ganske enkelt helt andre ting til, for sagen er sådan set enkel nok: Eldreven transport kan spille en vigtig del af en ansvarlig klimapolitik - samtidig med at byerne kan gøres mindre usunde at bo i.

Det må altså stå klart, at en samlet løsning med elbiler og vedvarende energi ikke blot hjælper i klimakampen, men i tillæg også vil kunne føre til mindre støj og forurening - ikke mindst i byerne. Den eldrevne transports fordele er mange - og derfor bør der også satses på den øjeblikkeligt.

Det er med andre ord på tide, at både den danske regering og hele EU træder i karakter og handler nu. Der er ingen grund til at vente.

Hanne Dahl er JuniBevægelsens medlem af Europa-Parlamentet og Bent Hindrup Andersen er miljø- & klimakoordinator i JuniBevægelsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er sympatisk, men det hænger bare ikke sammen og det er heller ikke ambitiøst nok.

Kennedy sagde engang, at USA inden 10 år ville sætte en mand på månen og bringe ham sikkert hjem igen - det lykkedes mod alle forudsigelser.

Vi bør sige , at vi inden f eks år 2040 vil have totalt standset med at bruge olie og kul her på jorden.

Det kræver både bio-energi, vindenergi, solenergi, brintceller o s v samt en masse forskning og udviklingarbejde - og for den sags skyld gerne a-kraft.

Lykkes det, så vil vi have fået en kæmpe miljø-gevinst, en kæmpe økonomisk gevinst (uafhængighed af oliekartellet OPEC m fl) og en geopolitisk sikkerheds.gevinst ( mellemøsten ville ikke mere være en krudttønde, når ingen havde brug for olien)..

Kort sagt er en lynhurtig udfasning af olie og kul en win-win for alle bortset fra nogle olie-lande, der sikkert t vil støtte a-kraft modstand og modstand mod bioenergi m v for at holde grebet om verdenssituationen.

Forbrændingsmotoren var jo heller ikke perfekt, da man begyndte at bruge den.
Det er bare med at komme igang med at bruge el - så skal teknologien nok komme.

Søren Kristensen

Det kan være svært at tage CO2-problematikken alvorligt, så længe der er så langt mellem Harry-ryklamernes påstulerede virkelighed og den man oplever som kunde i DSB, hvor udslidt materiel og et underbemandet og nul-tollerant personale tegener stilen, helt i tråd med tidsånden, der sætter kontrol over service (ved godt det ikke er de ansattes skyld osv.). Kollektiv transport behøver ikke være så ringe et alternativ som det er idag. Man forstår alt for godt at folk hellere tager bilen - næsten for enhver pris.