Læsetid: 4 min.

Europa, glem nu ikke Bosnien igen

I sidste uge udgav EU-Kommissionen sin årlige karakterbog for de lande, der søger optagelse i EU. Europas dårlige samvittighed - Bosnien - fik en hård medfart. Situationen i Bosnien er stadig kritisk og højspændt, og uden udvikling i EU-perspektivet og en hjælpende hånd fra Bruxelles tegner landets fremtid dyster
15. november 2008

EU-Kommissionen kom for nylig med sin årlige tilstandsrapport for situationen i de lande, der søger optagelse i EU. Her fik Bosnien i den grad en tommelfinger nedad. Hård kritik blev rettet mod forholdene i landet, især den stigende nationalisme, der igen er opblusset blandt landets politikere. Kritikken synes på mange måder berettiget: Problemerne i Bosnien er store og næsten uoverskuelige.

Betegnende for de mange problemer, Bosnien kæmper med, er den etniske skillelinje, der løber ned gennem landets hovedstad Sarajevo. Skillelinjen er nærmest usynlig. Den markeres hverken med politi, id-check eller andre synlige grænsemarkører. Men grænsen er alligevel ganske håndgribelig, og lokalbefolkningen værner om dens opretholdelse - ja, faktisk i et sådant omfang, at busserne fra Centralserbien og de serbiske dele af Bosnien rent principielt ikke foretager stop ved den centralt beliggende hovedstation i den kroatisk-bosniske del af Sarajevo, når de ankommer til byen; dette til trods for at de kører lige forbi stationen på deres vej mod den lille og trøstesløse busholdeplads i den anden ende af Sarajevo i den serbiske del af byen.

Den etniske skillelinje, der gør sig gældende i Sarajevo, og ikke mindst befolkningens vedvarende fastholdelse af den, er et problem, der manifesterer sig på stort set alle niveauer i Bosnien - og desværre i en sådan grad, at 1990'ernes krige ind imellem ikke er langt fra at blusse op igen.

Skårene klinket i 11. time

I foråret oven på Kosovos selvstændighedserklæring demonstrerede en større gruppe bosniske serbere i Banja Luka. De krævede, at Republik Sprska - den serbiske del af Bosnien - fik selvstændighed. For hvis Kosovo kunne erklære sig selvstændigt, hvorfor skulle Republik Sprska så ikke også kunne gøre det, lød deres argumentation. Det internationale samfund sad skrækslagent tilbage, men stormen blæste heldigvis over. Der skulle dog ikke gå lang tid, før sorte skyer igen viste sig på den bosniske himmel. Et krav fra EU om, at de selvstændige og i høj grad etnisk definerede politistyrker fra Bosniens forskellige dele skulle underlægges den bosniske stat centrale myndighed, før landet kunne indgå en stabiliserings- og associeringsaftale med EU, førte ifølge flere internationale kommentatorer til den værste krise i Bosnien siden krigene i 1990'erne. Midt under forhandlingerne om politiforliget sagde den daværende premierminister Nikolic Spiric op i utilfredshed. Det skubbede næsten Bosnien ud over kanten. Spiric kom dog tilbage. Og i elvte time blev skårene klinket og et politiforlig indgået.

De to feberredninger - nedtoningen af de bosnisk-serbiske selvstændighedskrav og underskrivelsen af en stabiliserings- og associeringsaftale med EU - til trods, er de etniske spændinger i Bosnien langt fra fortid.

Kompliceret system

"Alting er blevet meget bedre siden krigene," er den gængse kommentar blandt Sarajevos unge, når man spørger til forholdene i landet i dag. Ytringerne er dog lidet trøsterige, når man to sekunder efter får at vide, at de etniske spændinger da sandelig stadig er udbredte - nu ligger de bare under overfladen. Endnu mere skræmmende er det, når man samtidigt får at vide, at langt størstedelen af politikerne i Bosnien - i hvert fald dem, der har noget at skulle sige - i stedet for at gøre forsøg på at mindske de etniske spændinger blandt landets forskellige folkeslag, tværtimod bestræber sig på at holde dem ved lige og udnytte dem til egen politisk vinding.

"Du ved, for nogle politikere er det bedre bare at opretholde status, som den er, fordi så kan de lettere manipulere med folk," forklarede en ung fremadstormende ngo-leder mig, da jeg besøgte landet i sommer.

Ud over de etniske spændinger døjer Bosnien samtidig med en statsadministration, der ikke kan være langt fra at fortjene rang af 'verdens mest komplicerede'. Som følge af Dayton-aftalen har Bosnien endnu den dag i dag fem præsidenter, fire vicepræsidenter, 13 premierministre, 147 ministre og 700 parlamentsmedlemmer for en befolkning på lidt under fire millioner - et system selv landets internationale højrepræsentant Miroslav Lajcak har betegnet som dysfunktionel og omkostningsfuld.

Forblive dysfunktionel

Med disse forhold for øje må det være afgørende, at EU trods berettiget kritik af de manglende forbedringer og den stigende nationalisme i landet, ikke igen glemmer Bosnien, men intensiverer sine anstrengelser for at fastholde det på den europæiske kurs. For som Balkan-eksperterne Edward P. Joseph og Dr. R. Bruce Hithcner tidligere på året gjorde opmærksomme på, tegner Bosniens fremtid ikke lys, medmindre EU påtager sig den rolle at føre landet ud af de mange problemer det stadig står over for. I modsat fald vil det forblive en dysfunktionel stat, med usynlige, men faste grænser mellem stivnede bosniske, kroatiske og serbiske enklaver.

Magnus Ø. Madsen er specialestuderende ved Kultur og Sprogmødestudier på RUC

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu