Kronik

Den europæiske udfordring

Den seneste tid har igen vist, hvor vigtigt et forum EU kan vise sig at være. Da finanskrisen for alvor krydsede Atlanten, blev den umiddelbart mødt med rådvildhed og national selvtilstrækkelighed. Det rakte dog ikke langt, da krisen ikke respekterede disse landegrænser
EU-Kommissionens formand Jose Manuel Barroso (tv.) og den franske præsident (og midlertidige EU-formand) Nicolas Sarkozy (i midten) til topmøde med den sydkoreanske præsident Lee Myung. Finanskrisen har demonstreret, hvor vigtigt det er at EU-landene arbejder tæt sammen, mener dagens kronikør.

EU-Kommissionens formand Jose Manuel Barroso (tv.) og den franske præsident (og midlertidige EU-formand) Nicolas Sarkozy (i midten) til topmøde med den sydkoreanske præsident Lee Myung. Finanskrisen har demonstreret, hvor vigtigt det er at EU-landene arbejder tæt sammen, mener dagens kronikør.

ERIC FEFERBERG

9. november 2008

Bedst som den danske EU-modstand fik tjek på vindretningen og sat alle sejl, skiftede vindretningen igen. Sommerens danske debat om EF-Domstolen og dansk udlændingepolitik blev ikke overraskende udnyttet fuldt ud af Dansk Folkeparti, men også af Junibevægelsen og Enheds-[Extra linie]listen/Folkebevægelsen, hvis distancering til regeringens flygtningepolitik tilsyneladende blev overgået af deres foragt for EF-Domstolen – når man lige ser bort fra Hanne Dahl, der i stigende grad indtager en pragmatisk holdning til det europæiske samarbejde
EU's nye traktat led endnu et nederlag, og de danske afstemninger om undtagelserne blev udsat. I sandhed gyldne tider for EU-modstanderne, som for første gang i lang tid kunne konstatere, at et flertal af befolkningen ville beholde den retlige undtagelse. Og så skiftede vindretningen igen. Den internationale finanskrise ryddede alle nationale dagsordener og satte EU og specielt euroen i et helt nyt perspektiv. Det kunne aflæses i meningsmålingerne, hvor flertallet for at afskaffe kronen voksede.
Uanset Lissabon-traktatens udsættelse er det værd at pointere, at EU trods alt fungerer og leverer resultater. Det sker gennem dannelsen af mellemstatslige organer som Eurojust og det europæiske forsvarsagentur, i kraft af praktisk samarbejde i forhold til det iranske atom-problem og krisen i Georgien, hvor der netop er udsendt EU-observatører, og når vi vedtager nye love, såsom prisloftet over mobilopkald over landegrænser og den omfattende REACH-lovpakke om registrering af kemikalier.
Glem heller ikke, at der er en massiv opbakning til det europæiske projekt, trods det irske, det hollandske og det franske nej. I alle tre lande er der betydeligt flertal for fortsat EU-medlemskab – tag bare Irland, hvor 73 pct. af befolkningen i dag støtter irsk EU-medlemskab.

Sarkozys desperation

Den seneste tid har igen vist, hvor vigtigt et forum EU kan vise sig at være. Da finanskrisen for alvor krydsede Atlanten, blev den umiddelbart mødt med rådvildhed og national selvtilstrækkelighed. Det rakte dog ikke langt, da krisen ikke selv havde tænkt sig at respektere disse landegrænser. Derfor indkaldte den franske præsident Nicolas Sarkozy, lidt i desperation, til møde i G4, altså de fire europæiske medlemmer af G8 (Tyskland, Frankrig, Storbritannien og Italien). Det kom der ikke rigtig noget ud af, og Sarkozy – manden der med Economists ord elsker topmøder – indkaldte stats- og regeringscheferne fra de lande, der har euroen, til et krisemøde. Det var første gang nogensinde, at eurogruppen bestod af stats- og regeringschefer og ikke finansministrene, men næppe den sidste. Gruppen koordinerede en fælles plan gennem en række omfattende hjælpepakker. Kort tid efter satte den Europæiske Centralbank (ECB) renten ned, for at motivere til økonomisk vækst i den europæiske økonomi. Foreløbig ser det ud til, at de værste dommedagsscenarier er afblæst.
Uanset om Sarkozy elsker topmøder eller ej, udnyttede han euro-gruppens uformelle rammer meget effektivt. Og netop eurogruppen som forum for drøftelser om Europa i den globale økonomi var en af DIIS-udredningens vigtigste konklusioner i det kapitel, der omhandlede den danske euro-undtagelse.[Extra linie]Euro-gruppens dagsorden udvides nemlig i samme takt som ØKOFIN-mødernes dagsorden mindskes. Da Danmark – ligesom de øvrige EU-lande, der ikke har euro – kun er med ved ØKOFIN-møderne, går vi glip af en oplagt mulighed for at præge EU's svar på de globale økonomiske udfordringer. Men det er også i Euro-gruppen at den seneste direktør for den europæiske investeringsbank blev fundet, og Euro-gruppen drøfter væsentlige udenrigspolitiske spørgsmål, f.eks. krigen i Georgien.

Utidssvarende

Når Danmark så oven i købet for tiden har en rente, der ligger 1,75 pct. point over ECB's rente, forekommer euro-undtagelsen endnu mere utidssvarende og absurd. Rentespændet skyldes, at Nationalbanken med næb og kløer prøver at holde kronens kurs stabil over for euroen. Det skyldes igen, at investorer i krisetider søger mod sikre valutaer som euroen, på bekostning af de små valutaer som kronen. Det er noget, der på kort sigt kan mærkes for alle boligejere og låntagere, og på længere sigt også på arbejdspladser og økonomisk vækst. Ifølge Dansk Metal vil det nuværende rentespænd resultere i 13.000 færre danske arbejdspladser i 2010.

Nøglen til vækst

Hvori består den europæiske udfordring? Det indre marked bør udvikles yderligere, især når det gælder tjenesteydelser. Langt den største del af lovgivningen for det indre marked er vedtaget i slutningen af 1980'erne. Dengang så handel og produktion anderledes ud, end de gør i dag, hvor kun 16 pct. af arbejdsstyrken i EU-15 – de gamle medlemslande – er beskæftiget inden for industrien, mens over 80 pct. arbejder inden for service- og vidensbaserede erhverv. Denne udvikling er ikke afspejlet på det indre marked, der stadig, lidt firkantet sagt, er indrettet på industriproduktionens vilkår. Det er i det lys, vi skal se det omdiskuterede servicedirektiv samt planerne om at øge den fri udveksling af viden og innovation. Heri ligger nøglen til europæisk vækst fremover, vel at mærke i en verden, hvor de europæiske økonomier i stadig stigende grad udsættes for konkurrence fra bl.a. Kina og Indien.
For det andet er det vigtigt, at EU-landene i det mindste bliver enige om en fælles EU-immigrationspolitik og i bedste fald om en progressiv en af slagsen. Danmark bør være med helt og fuldt her – en nyttig sidegevinst ville være, at den apartheid-lignende og for økonomien i virkeligheden skadelige 24-års-regel kunne blive afskaffet. Med flere ældre og færre til at forsørge dem i stort set alle Europas lande er det helt afgørende for både vækst og velfærd, at vi formår at tiltrække arbejdskraft og samtidig undgår, at EU-landene kaster sig ud i et internt kapløb om at gøre ens eget land så attraktivt som muligt.
For det tredje må EU fortsætte udvidelserne af samarbejdet, i første omgang på Balkan, men på sigt også med Tyrkiet, Ukraine og landene i Kaukasus. EU's udvidelser hører til blandt samarbejdets største succeser gennem tiderne og har skabt en politisk stabilitet på hele kontinentet, som kun få turde håbe på. De nye EU-lande har oplevet økonomisk vækst, der igen har ført til, at de gamle EU-lande har øget deres eksport til de nye EU-lande ganske mærkbart.

Tager hjem igen

Endelig har arbejdskraft fra de nye EU-lande været med til at opretholde væksten i flere af de gamle EU-lande, uden det har ført til økonomisk overophedning og inflation. Irland og Storbritannien er gode eksempler herpå. Men det er formentlig en dynamik, der kører på de sidste omdrejninger. Tal fra det britiske Institute of Public Policy Research viser, at flere østeuropæere tager hjem til deres oprindelsesland, end den anden vej, hvilket betyder, at de gamle EU-lande ikke i fremtiden kan regne med at skaffe arbejdskraft ad denne vej. Derfor bør udvidelserne fortsat stå på Unionens dagsorden – ikke mindst det befolkningsrige Tyrkiet rummer en ung og i stigende grad veluddannet arbejdskraft.
Hvis EU skal spille en mere aktiv og konstruktiv rolle i verden, er der behov for, at vi styrker det militære samarbejde, kald det bare en Europahær. Det er et voldsomt spild af ressourcer, at vi fortsat opretholder 27 forskellige slags forsvar. Vi betaler i Unionen ca. halvdelen af, hvad amerikanerne betaler til forsvaret, men får i runde tal kun 10 procent af den militære kapacitet, USA råder over. Når amerikanerne i dag ser på Europa, er det afgørende spørgsmål, de stiller: Vil europæerne være i stand til ud over skåltaler aktivt at bidrage til løsningen af de store fælles opgaver på kloden, for eksempel når det gælder klimaforandringer, flygtningestrømme og terror. Står vi her svage og splittede, vil det være et argument for de amerikanere, der mener, at USA skal køre solo. Står vi samlet og fremkommer med konstruktive bidrag, vil det styrke de kredse i USA, der gerne ser, at USA går konstruktivt ind i et internationalt samarbejde.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu