Læsetid: 3 min.

Fare for globalt tillidsbrud

Mens vi i Danmark diskuterer faldende boligpriser, flexlån og hvorvidt løsningen på finanskrisen er at få folk til at forbruge mere, så er det ikke noget alternativ for verdens fattigste lande, som ellers er dem, der rammes hårdest af de internationale kriser
29. november 2008

I denne weekend åbner en FN-konference i Doha, hovedstaden i Qatar, om finansiering af udvikling på baggrund af finanskrise, klimaforandringer og høje og ustabile fødevare- og oliepriser. Konferencen er en opfølgning på aftalen fra Monterrey i 2002, men hvor de rige lande i Monterrey lovede en stigning i bistanden, så er der i år grund til at frygte, at eventuelle løfter vil være endnu mindre troværdige.

Finansieringen har allerede haft negativ indflydelse på vækst og stabilitet i udviklingslandene. Mange lande kæmper med fremskaffe ressourcer til at sikre social og økonomisk udvikling; eksporten er nedadgående, arbejdspladser forsvinder og muligheden for at optage lån er dårlig. For et olieimporterende land som Bangladesh er det afgørende at vide, om de skal bruge tre eller syv milliarder dollar på olie næste år. En sådan usikkerhed får enorme konsekvenser for statsbudgettet og spænder ben for landets muligheder for at planlægge initiativer i uddannelses- og sundhedssektoren - eller for at tilpasse sig klimaforandringerne.

I den buldrende finanskrise ser vi også foruroligende nedskæringer i bistanden, til trods for at vi ved, hvordan brudte løfter fører til, at udviklingslandenes tillid til de rige giverlande svækkes, og at udviklingsprocesser med mindre startkapital tager længere tid. I Gleneagles i 2005 lovede G8-landene at fordoble bistanden til Afrika syd for Sahara inden 2010. Det er ikke sket. Rige lande har lovet at øge bistanden til 0,7 procent af BNP. Ind til videre er det kun fem lande, som har fulgt løftet op med handling. Ifølge FN's årlige rapport om status på 2015 Målene er den samlede bistand fra OECD-landene nedadgående. Den faldt med 4,7 procent fra 2005 til 2006 og med 8,4 procent fra 2006 til 2007.

Mangel på tillid er en farlig størrelse som vanskeliggør globalt samarbejde. Faren er, at udviklingslandene mister troen på, at det internationale samfund virkelig vil bekæmpe fattigdom. En sådan situation kan i værste fald føre til social uro og politisk modvind, når det gælder globale handlinger og handel.

Brug for en tiendedel

Danmark er et af de lande, der har holdt løftet om øget bistand og Danmark yder også væsentlige bidrag til langsigtet udviklingsarbejde. Vi beder derfor Danmark om at benytte Doha-mødet til at opretholde presset på andre giverlande til at gøre det samme; de skal ikke bare holde de løfter de allerede har givet, men også mobilisere nye ressourcer.

I løbet af kort tid fremskaffede verden over tre trillioner dollar til at opdæmme finanskrisen; i kontrast hertil har man beregnet, at der så er der brug for en tiendedel af denne sum om året, hvis vi vil nå 2015 Målene.

I Doha kan Danmark også bidrage aktivt til at reformere og styrke det overnationale system. Udfordringerne i det 21. århundred er først og fremmest globale, ikke nationale. Finanskrise i et land får store konsekvenser i et andet. Klimaforandringer og pandemier tager ikke hensyn til landegrænser. Derfor kan udfordringerne i vores århundred heller ikke løses med institutioner fra det forrige århundred.

Et reformeret og styrket overnationalt system må være mere inkluderende end det system, vi har i dag. De internationale finansinstitutioner må demokratiseres, og indrettes til også at løse udfordringerne i de fattigste lande. Hvis ikke vi forbedrer systemet, vil mennesker i udviklingslandene konkludere, at verdensøkonomien kun fungerer til fordel for de rige lande. Det vil også kræve en ny type samarbejde mellem FN og Bretton Woods-institutionerne, hvor vi må lægge vægt på at supplere hinandens roller for at løse fælles globale udfordringer.

En bedre verden

For at sikre en reel inkludering må udviklingslandene få en stærkere stemme i de internationale fora - dér hvor beslutningerne tages. FN's Udviklingsprogram, UNDP, er derfor i gang med at forberede repræsentanter fra de fattigste medlemslande, inden COP 15/klimaforhandlingerne går i gang til december næste år. Vi styrker også civilsamfundet i udviklingslandene, så de kan overvåge forhandlingerne og komme med input.

I Doha vil Danmark lægge vægt på at opfordre de andre donorlande, som ikke er nået op på de 0,7 procent, til at holde fast i deres løfter, på trods af finansiel krise og recession. Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) vil også fokusere på kampen mod klimaforandringerne og for ligestilling, som vigtige skridt på vejen mod en bedre og mere retfærdig verden. Disse prioriteter må samtidig ses i lyset af at ingen af disse udfordringer kan nås nationalt eller uden reel økonomisk indsats fra de rige lande.

Hvis Doha-mødet ikke resulterer i øget international bistand gennem styrkede, inkluderende og multilaterale organisationer, så er det igen de fattigste lande i verden som vil stå tilbage som tabere.

Jakob Simonsen er direktør for UNDP's Nordiske Kontor

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu