Kronik

Fejlagtig kritik har afsporet miljødebatten

Miljødebatten er blevet afsporet af en dogmatisk fornægtelse af den økonomiske aktivitet som en afgørende miljøfaktor. Denne indskrænkning har tråde til en uvederhæftig kritik af rapporten 'Grænser for Vækst' fra 1972, en kritik baseret på påstande, der ikke har hold i rapporten
På de miljørelevante områder, såsom udviklingen i befolkning og forbrug, er der faktisk taget skridt i den stik modsatte retning af bæredygtighed, mener lektor Jørgen Stig Nørgård.

På de miljørelevante områder, såsom udviklingen i befolkning og forbrug, er der faktisk taget skridt i den stik modsatte retning af bæredygtighed, mener lektor Jørgen Stig Nørgård.

13. november 2008

Trods snak om olieknaphed, klimaproblemer og andre miljøbegrænsninger nægter de fleste politikere overhovedet at stille spørgsmål ved drivkraften bag miseren, nemlig kravet om stadig vækst i produktion og forbrug - selv i overflodssamfund som det danske. Konventionel politik tilsiger derfor stadig, at væksten skal fortsætte, koste hvad det vil. Og det kan blive meget kostbart. Erkendelsen af finansøkonomiens skrøbelighed giver os nu en enestående chance for at genoverveje nogle økonomiske dogmer, herunder vækstdogmet.

Ældre miljøengagerede folk har nok hørt om rapporten Grænser for Vækst (GfV) af Meadows m.fl., der i begyndelsen af 1970'erne blev solgt i omkring 30 millioner eksemplarer på 30 sprog og blev et begreb i miljødebatten. Men da urigtige påstande om rapportens troværdighed senere blev bragt til torvs, hoppede mange på vognen med, at den blot var en pessimistisk 'dommedagsprofeti', der ikke holdt stik.

Matthew R. Simmons er ikke miljøaktivist, men præsident for et af verdens største investeringsfirmaer inden for energi. Han hørte så mange hentydninger til denne 'håbløse' rapport, der bl.a. - ifølge B. Lomborg - skulle påstå, at olien ville slippe op inden år 2000, at han af nysgerrighed læste den lille bog. Forbløffet konstaterede han da, at kritikken stort set intet havde at gøre med bogens indhold.

"Intetsteds i bogen er der tale om, at noget som helst ville slippe op før 2000. Der var ikke én sætning eller blot ét ord om oliemangel eller begrænsninger af noget som helst i år 2000", fastslog Simmons og konkluderede, at rapporten i store træk tegnede et korrekt billede af udviklingen. Han ærgrede sig over, at vi havde spildt over 30 år med at afvise den i stedet for at handle.

Det er værd igen at berige miljødebatten med GfV, der analyserer tendenser i forskellige langsigtede scenarier (se faktaboks, red.).

Punkt 1 bygger på analyse af, hvordan vedholdende vækst på langt sigt vil føre til sammenbrud. Dette ene scenarie fik medierne til entusiastisk at betragte hele bogen som en dommedagsprofeti. Men i de følgende punkter, 2 og 3, slår forfatterne som vist en langt mere positiv tone an.

Malplaceret kritik

Koret af kritikere af GfV begik nogle gruelige fejl, når de nærmest pr. refleks afviste bogens konklusioner. Men derudover vil det også af følgende grunde være uvederhæftigt i dag at hævde, at forskerne bag GfV tog fejl i deres overordnede analyser af vækstmulighederne fremover:

For det første opstiller GfV en række scenarier, altså ikke blot det famøse og fatale vækstscenarie. For det andet er vi kun lige trådt ind i det århundrede, hvor vækstscenariets drama engang skulle udspille sig. Ingen af scenarierne antyder problemer før 2010. For det tredje er den faktiske udvikling siden udgivelsen, ifølge en nylig artikel af G.M. Turner, i rimelig overensstemmelse med GfV's vækstscenarie, der i modellen senere ender med kollaps. For det fjerde tegner der sig faktisk allerede nu nogle kriser, der med deres globale karakter minder foruroligende om problemerne i GfV's vækstscenario.

Foruden de nævnte klima- og olieproblemer, kan nævnes forekomsten af gift i havene og grundvandet, svind i fiskebestanden og naturskovene, tab i biologisk mangfoldighed, osv.

Hvordan blev debatten da afsporet?

Det er ikke overraskende, at en bog, der antyder behov for regulering af økonomien, har været særdeles uvelkommen for mange ledere inden for bl.a. økonomi og politik, som derfor med stor kraft afviste den.

Et andet tilbageslag for GfV var det paradoks, at den oliekrise, der et år efter bogens udgivelse ramte verden og syntes at bekræfte dens budskaber, var midlertidig. Da man overvandt oliekrisen, var det fristende at slutte, at der alligevel ikke var fysiske grænser, og at rapporten var utroværdig, selv om GfV faktisk slet ikke beskæftigede sig med den slags kortsigtede politisk bestemte udsving.

God udvikling forsages

Det er værd at hæfte sig mere ved GfV's optimistiske skitser til en bæredygtig udvikling. Det har senere vist sig nyttigt at skelne mellem udvikling og vækst, hvor det sidste betegner fysisk ekspansion. Man kan således have udvikling både med og uden vækst. Et godt billede på denne skelnen er et menneskes udvikling, hvor væksten ophører i teenage-alderen, mens den ikke-fysiske udvikling fortsætter. På samme måde kan et samfund fortsætte med at udvikle sig, efter at væksten stopper. Eller man kunne sige, efter at samfundet er blevet voksent. GfV påpeger således, at beskæftigelser som mange finder ønskværdige, kunne blomstre i et ligevægtssamfund, f.eks. musik, sport og andre sociale aktiviteter.

Verdenssamfundet har reelt intet foretaget sig hen imod bæredygtighed, bortset fra nogle beskedne tekniske tilpasninger. På de øvrige miljørelevante områder, såsom udviklingen i befolkning og forbrug, er der faktisk taget skridt i den stik modsatte retning af bæredygtighed, og de har mere end opslugt de opnåede tekniske gevinster. Den globale miljøbelastning, som f.eks. udtrykt ved det økologiske fodaftryk, er derfor i dag langt større end da bogen udkom.

Selv om computermodellen bag GfV rapporten betragter hele verden under et, fattige såvel som rige, så påpeger forfatterne fordelingen af goderne som afgørende for den faktiske udvikling. Hidtil har væksten ikke, som ofte lovet, været brugt til at mindske ulighederne, men snarere til at kunne opretholde ulighederne uden at få for megen social uro. En erkendelse af, at kagen ikke kan vokse i det uendelige, vil imidlertid moralsk legitimere stærkere krav om mere lighed, nationalt såvel som globalt.

Økonomer på banen

Krav om mere lighed tilsiger naturligvis, at den nødvendige indskrænkning i miljøbelastningen må starte i overflodslande som de europæiske, der typisk må skære ned til kun en tiendedel af deres nuværende belastning. Al tale om, at vi velbjergede er nødt til at have vækst for de fattige landes skyld er tom retorik. Det forholder sig omvendt. Hvis der på kloden overhovedet kan skaffes økologisk plads til vækst i materiel levestandard, må denne plads anstændigvis bruges af de, der virkelig har behov for vækst.

Udsigten til økonomisk recession aktualiserer den nok største udfordring i et samfund uden vækst, nemlig at fordele arbejdet frem for at fyre medarbejdere, da den sidste løsning med filosoffen Bertrand Russels ord sikrer "-at den uundgåelige fritid vil medføre elendighed hele vejen rundt, i stedet for at blive en almindelig kilde til lykke. Kan man tænke sig noget mere vanvittigt?".

Fortalere for evig vækst kan altså ikke hente støtte i, at GfV skulle have taget fejl. Mange økonomer tilslutter sig da også tankerne i rapporten, heriblandt flere nobelpristagere i økonomi, for nylig J. Stiglitz, som tidligere afviste GfV's tanker om ressourcemangel. Flere økonomer bør komme ud af skabet og seriøst diskutere de store muligheder i en udvikling uden vækst. Det vil i den forbindelse være ærgerligt at forspilde den inspiration og indsigt, der kan hentes i Grænser for Vækst og de to senere versioner af samme forfattere, Meadows m.fl., blot fordi nogle læsere nærmest synes allergiske over for selve titlen.

Jørgen Stig Nørgård er lektor og emeritus ved Danmarks Tekniske Universitet, Institut for Byggeri og Anlæg.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kloge ord om et vigtigt dokument, hvis aktualitet er uændret.

Hele vækstdiskussionen med bl.a. Connie Hedegaard i Information bringes i erindring. Hendes mantra er, at bæredygtigheden skal sikres ved generel og global økonomisk vækst. 30 år efter Grænser for vækst!!

Ho ho!! Miljøpolitik i moderne form.

Men væksten er fortsat det eneste gyldige mantra. Prøv at se, hvor traditionelt, der fortsat tænkes f.eks. i relation til finanskrisen. Løningen på den er tilbagevenden til vækst - helst meget mere af den.

opfordringen til at økonomerne kommer ud af skabet og diskuterer udvikling uden vækst er uhyre betimelig og relevant.

De såkaldte økonomiske VISMÆND kunne jo starte.

Steen Rasmussen

Vækstfilosofien afløste feudaltidens økonomiske tænkning. Siden har det heddet sig, at den ulige fordeling af ressourcer og goder er den nødvendige forudsætningen for den rationelle produktion, der med sin effektivitet på sigt skal ophæve og neutralisere den ulighed og mangel hos de forfordelte, den som udgangspunkt bygger på. Således har økonomerne levet fedt på at sælge denne filosofi til de velstillede og købestærke befolkningsgrupper. De økonomiske vismænd lever af at bilde de storforbrugende og storsvinende ind, at deres adfærd er vejen ud af alle problemer, at overforbruget er løsningen på alverdens mangelsituation.

Knaphedens paradoks er således systematisk fortrængt fra det selvfede segment i de rige verdensdele. Det faktum, at der opstår mangel på de ressourcer, som de selvfede beslaglægger andre steder end hos dem selv, er systematisk fortrængt fra de selvfedes økonomiske selvbeskrivelse.

Cepos, Bjørn Lomborg, alle de liberale og kommercielle medier lever af at sælge den bekvemme løgn til de købestærke.

Jørgen Stig Nørgård har ret i det han skriver, men hans budskab sælger ikke hos de rigtige og han bliver derfor ikke selv fed af at skrive. Sympatisk træk.

Vækst og/eller udvikling.

Uden på nogen måde være fortaler for herskende vækstideologier ville det være selvbedrag, hvis jeg påstod at jeg har forstået, hvordan man skiller begreberne (hvis skilles de altså skal).

Teknologisk udvikling, der kan afløse forældet og svinende teknologi, er vel i en eller anden forstand også vækstbaseret. Og den foregår vel mestendels
via lidt de samme i sig selv energislugende produktionsvirksomheder der enten er nyetablerede eller har omstillet produktionen.
Hvorfra skulle incitamenterne komme hvis ikke fra den gældende konkurrencenorm der driver al vækst
Hvor er det lige politikere og økonomer m.v. kan gøre en forskel?

Som et eksempel vil jeg nævne bilindustrien:
Beregninger som tyske journalister har fået
lavet, viser at udskiftningen af en kendt bilmodel
med en mere miljøvenlig een ikke energimæssigt
i form af CO2 tjener sig hjem før efter nuværende
norm for levetider for biler, fordi produktionen er
meget CO2 fremkaldende. Meget mere end mange
tror og derfor i idealistisk øjemed anskaffer en ny
bil før tiden, så at sige.

Jeg er et øjeblik manden på gaden, der stiller de dumme spørgsmål medens han betragter sin nye opel i udstillingsviduet, men som ikke lige har tid og lyst til at læse sig ud af et for ham meget svært
spørgsmål, fordi altså blondinen står og tripper.

Please!

@Steen Ole Rasmussen

Uden reference til kronikskriveren er det et betænkeligt udviklingstræk, at økonomerne tilsyneladende først bliver klogere, når de er gået på pension.

Steen Rasmussen

@ Erik Rolfsen Nissen
Vækstfilosofien er sat i verden med det primære formål at kunne afsættes ”på markedet/i det videnskabelige system/det politiske system”. Man ved hvad der skal siges og gøres for at blive en kommerciel succes, men dermed underkaster man sig markedet, på en måde som sætter vækstfilosoffernes teori ude af stand til at kritisere markedet for noget som helst! Først når disse vismænd eller moderne ypperste præster er gået på pension, er de fri for markedets tyranni. Her kan de så tænke frit, dvs. uden at være forpligtet på andet end de videnskabelige kriterier for hvad der er sandt og falskt. Pengene passer.

"..Erkendelsen af finansøkonomiens skrøbelighed giver os nu en enestående chance for at genoverveje nogle økonomiske dogmer, herunder vækstdogmet.."

Vækstfilosofien skal afløses af "bæredygtig vækstfilosofi" ellers får vi ikke Kina og Indien med og slet ikke USA, og får vi ikke det, fortsætter jagten på konventionelle råstoffe med uformindsket kraft.

Russels ord om "at den uundgåelige fritid vil medføre elendighed hele vejen rundt, i stedet for at blive en almindelig kilde til lykke" er en realitet i de postfeudale lande, Kina og Indien samt det liberalistiske USA - så vejen går nødvendigvis hen over "bæredygtig vækstfilosofi" først - Alt andet er ren eskapisme

Ralph Sylvestersen

Med udsigt til manuelt arbejde i markerne bliver tidlig pensionering, eller rettere omskoling af økonomer, normen.

Den selvmorderiske vækstfilosofi illustreres glimrende lige nu af Mærsk - de søsætter pt. kæmpe containerskibe der går direkte til oplægning - og regeringen støtter aktivt en yderligere udvidelse af handelsflåden...

Ja så kom udtalelsen fra Anders Fogh Rasmussen him self - han kalder det godt nok "Grøn vækst" og det er jo heller ikke så forbligtigende som "bæredygtig vækst" men det er vel målet.

Man taler også om at Fogh måske vil overtage den socialdemokratiske dagsorden (igen igen) og udvide den offentlig sektor (godt de ikke fik den smadret helt) men: DEN LIBERALISTISKE FILOSOFI er endeligt lagt i graven .....

Dansk miljøteknologi og -tænkning har en enestående chance i efteråret 2009 hvor der er miljøkonference i København...

VKO har sat 700 mio kr af til miljøudvikling .......... i 2009 ...... :-(

Det er jo sjusk der vil noget...

Overskrift i Jyllandsposten:

"Fogh fortryder Venstres energipolitik"

Der burde have stået:

"Venstre fortryder Foghs energipolitik"

..men igen er lille Anders ude af stand til at tage et ansvar.

I øvrigt vil vi i den kommen de tid blive præsenteret for en sød lille historie om at Anders: I hans skoletid blev han kaldt "Røde Anders". For han havde sådan et påfaldende socialt engagement da han var ung!
Frem med brækspanden...

Hønsetyven er på rov i de andres partiprogrammer - igen igen

Kim Bilsøe Lassen:
"Anders Fogh Rasmussen, matcher venstres plan for grøn enegi ikke SF's plan til mindste detalje?"

Anders:
"Jow, det er da meget muligt - men så har vi jo deres støtte"

Han er ikke ked af det ham Anders.

Men som Claus Hjort siger: "Humor er en vigtig ting i politik"

Jeg får lyst til at grine en kende vanvittigt...

Venstres grønne energiplaner vokser ikke ind i himmelen:

Landmødet vedtog at miljøkrav ikke må blokere for vækst.

Venstre ved man hvor man har – bonderøve.

ja så sandt det er sagt.

At miljøkrav ikke må blokere for vækst er helt ud i hampen.

Ord ord ord ord men ingen fornuftig handling