Kommentar

De første glimt af 'Obamanomics'

Pragmatisme frem for ideologi ser ud til at være løsenet, når Obamas nye økonomiske hold skal få styr på finanskrisen - men ironisk nok har alle hans rådgivere en udpræget ideologisk fortid som frihandelstilhængere
Robert Rubin har guru-status hos demokraterne og er tilknyttet Obama-lejren som rådgiver med en ideologisk højt profileret økonomisk filosofi.

Robert Rubin har guru-status hos demokraterne og er tilknyttet Obama-lejren som rådgiver med en ideologisk højt profileret økonomisk filosofi.

Kevin Lamarque

28. november 2008

Først kommer politik og krisestyring - filosofi må vente til senere. Da Amerikas næste præsident præsenterede sit økonomiske hold, trådte han ikke en tå ved siden af den herskende økonomiske konsensus.

Jo, der kommer et omfattende statsligt investeringsprogram, som skal stimulere økonomien ved især offentlige anlægsarbejder. Jovist, der vil komme skattelettelser for almindelige lønmodtagerfamilier som endnu et greb, der skal styre økonomien ud af mismodet, men den øvrige skattepolitik vil først blive fastlagt hen ad vejen. En mere effektiv finansregulering under den nye finansministers auspicier er også en given sag, men nej: Der vil ikke lige nu blive sat fokus på budgetunderskuddet og den nationale gæld.

Obamas økonomiske doktrin, obamanomics, er i støbeskeen. Og selv når den finder sin udformning, vil dens filosofi - at dømme efter de rådgivere Obama omgiver sig med og meldingerne fra de økonomer, han foretrækker - få mere pragmatisk end ideologisk præg.

"Der vil hverken blive regeret fra venstre eller fra højre. Der vil blive regeret pragmatisk," siger Ken Goldstein, økonom ved tænketanken Conference Board i New York: "Vi må regne med, at Obamas hold hurtigt hiver i de håndtag, som kan begrænse en stigning i ledigheden, og hvis det ligner venstreorienteret politik, så er det ikke tilsigtet. Hvis en politik ikke skulle virke, kan vi forvente, at den bliver opgivet prompte. Jeg tror, Obama vil gøre som George Steinbrenner - New York Yankees legendariske boss - som skiftede spillestil hvert halve år."

'Rubinomics'

Markederne, som skælver i det overgangsfasens magttomrum, forventer allerede en præsidentopførsel af Obama. Skuffelsen var der derfor at spore, da han ikke ville sætte tal på størrelsen af den stimulanspakke, han har lovet at underskrive allerede i de første dage af sin embedstid. I stedet fik vi indblik i hans holds måde at arbejde på, for det tal, vi fik, var det forventede antal job, der ville blive skabt; 2,5 millioner, lovede Obama. Man må tro, at enkelthederne i planen vil tilrettelægges ud fra, hvordan de kan fremme dette mål.

Ironisk er det, at de figurer, Obama har sat på sit hold, alle er mere eller mindre forbundne med den ideologisk højt profilerede økonomiske filosofi, som var i vælten i 1990'erne - en filosofi, som gik under betegnelsen Rubinomics efter Clintons anden økonomiminister. Robert Rubin var nådesløs over for modstandere, som gik ind for mere stat og højere forbundsstatslige udgifter, og Rubin var det, som pressede Clinton til dereguleringer, budgetbalancer og frihandel. Det gav da også - må det indrømmes - en lang stabil periode med stærk økonomisk vækst.

Skrottet grundantagelser

Rubin er tilknyttet Obama-lejren som rådgiver og svæver over dens vande som uofficiel guru for demokraternes økonomiske politik. Desuden har to af hans protegeer fået de to mest magtfulde poster, nemlig Larry Summers, som var Rubins vicefinansminister og senere efterfølger, og Timothy Geithner, som steg i graderne fra viceminister med ansvar for den asiatiske finanskrise i sen 90'erne til sin nuværende position som formand for New Yorks Centralbank.

Summers skal som finansrådgiver stå i spidsen for Det Nationale Økonomiske Råd, et organ, der blev til i Clintontiden, og som i tilknytning til Det Hvide Hus koordinerer politikken mellem diverse ministerier. Hvor denne institution blev slemt forsømt under George W. Bush, ser den ud til at skulle blive et nyt politisk kraftcentrum under præsident Obama. Hvad Geithner, den kommende finansminister, angår, har han et ry for at være en praktiker, der snarere implementerer en politik end udtænker den.

Skønt begge fortsat har nære forbindelser til mentor Rubin, har både Summers og Geithner dog også indtaget positioner, som afviger fra Rubinomics, hvilket da også er uundgåeligt, da finanskrisen ikke blot har gjort det af med økonomisk fremgang, men også skrottet mange af de grundantagelser, som 90'ernes økonomiske æra byggede på. Summers var tidligt ude som fortaler for store statslige investeringsstimulanser, der kan afbøde den krympende banksektors skadelige virkninger på økonomien. Og Geithner har gentagne gange advaret imod følgerne af uhæmmet handel med derivativer, og stræbt - forgæves - for at indføre reguleringer for det marked, hvis implosion er årsag til krisen.

Skatteødselhed

Også Rubin har bistået med at smede den nye pragmatisk konsensus for Obama-administrationens første fase. I en klumme i New York Times skrevet sammen med Jared Bernstein, der er berygtet for sin beskatningsglæde, erklærede det umage makkerpar: "Biblen så rigtigt: Der er, med en lettere omskrivning, en tid til at bruge løs og en tid til at spare op, en tid til at opbygge underskud og en tid til at rive det ned. Skønt den ene af os (Rubin, red.) går for at være fortaler for skattedisciplin, er vi nu begge enige om, at der er en tid for skattedisciplin og en tid for skatteødselhed. I den nuværende finanskrise vurderer vi, at økonomien på kort sigt behøver en stor skattemæssig stimulering, der kan skabe substantiel efterspørgsel".

Dermed er kimene selvfølgelig sået til interessante fremtidige filosofiske debatter. Med en amerikansk nationalgæld på over 10 billioner dollar, som må ventes at opsvulme yderligere med en billion eller mere, vil der, når den aktuelle krise er fortid, komme en tid, hvor der skal afregnes. Og så vil diskussionen rette sig imod, hvordan de offentlige finanser skal genopbygges, samtidig med at omkostningerne ved at etablere universel sygesikring f.eks. vil skulle afvejes imod skattelettelser og gældsafbetaling.

Når den tid kommer, vil Obamanomics stå klar. Den tiltrædende præsident kom ind på det, da han i denne uge udtalte, at når økonomien er stabil, vil der komme en debat om at reformere budgetprocessen i Washington (læs den offentlige udgiftspolitik) og om at etablere en "bæredygtig beskatning på længere sigt".

Det er, når den tid kommer, at det nye holds Rubin-inspirerede baggrund vil træde frem igen. Det er også til den tid, at Obama må beslutte sig for, om han vil virkeliggøre sine løfter fra valgkampen og indskrænke de frihandelsaftaler, han angreb, når han talte for et fagforeningspublikum.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jag er bange for at Obama får AIPAC/neocon med ind af bagdøren, hvis han ikke har stenhård kontrol over tropperne i Det hvide Hus.