Det er først og fremmest regeringen, der bestemmer i lovgivningen. Hvis Folketinget skal have øget sin indflydelse i lovgivningsprocessen, skal Folketinget selv gøre noget. Folketingsmedlemmer skal ændre fokus med et større engagement i lovgivningsprocessen og være mindre optaget af enkeltsager og af sager, som Folketinget reelt ikke har indflydelse på. I modsat fald vil udviklingen fortsætte, hvor regeringen med embedsmændene som rygstød er dominerende i lovgivningen, og hvor regeringen sætter fodaftrykkene, mens Folketinget må nøjes med mindre fingeraftryk.
Folketinget kunne øge sin indflydelse, hvis det havde flere ressourcer til rådighed, så det havde mulighed at foretage en vurdering af lovkvaliteten i regeringens lovforslag som en slags supplement til den lovvurdering, som Justitsministeriet foretager under ministerens ansvar. Oppositionens muligheder kunne også styrkes, hvis Folketinget og folketingsudvalgene ved et kvalificeret mindretal på f.eks. 40 pct. kunne indhente ekspertbidrag udefra til vurdering af f.eks. stats- og forvaltningsretslige problemstillinger.
Kommissioners og udvalgs betænkninger har ganske stor betydning for, hvilke dagsordener, der bliver understøttet og hvilke udspil, der bliver grundlag for forhandlinger mellem regeringen og partierne i Folketinget. Derfor kunne Folketingets position styrkes, hvis det fik indflydelse på kommissioners og udvalgs nedsættelse; herunder udarbejdelse af kommissorier og sammensætningen af kommissioner og udvalg.
En central del af magtbalancen mellem regeringen og Folketinget bygger på, at Folketinget har mulighed for at kontrollere regeringen, bl.a. gennem spørgsmål til ministre. Problemet i den forbindelse er dog kvaliteten af svarene. Der er masser af eksempler på, at ministre ikke svarer fyldestgørende, og at ministre i besværlige sager griber til ikke-svar. De svarer sjældent decideret forkert. Men de taler ofte uden om, og de rutter ingenlunde med sandheden. Her kunne Folketinget godt ved dets ledelse, Folketingets Præsidium, fastlægge mere præcise krav til ministersvar. I dag er vurderingen af, om et ministersvar er tilfredsstillende en ren politisk vurdering. Hvis en minister har et flertal bag sig, kan han/hun reelt slippe af sted med alt.
Harmløst for regeringen
Folketingsudvalgene har i dag mulighed for at afholde en høring. Det skal besluttes af et flertal, ligesom det er flertallet, der bestemmer, hvem der skal deltage. Der er ingen, der kan pålægges at deltage i høringen - heller ikke ministre. Derfor er værdien heraf begrænset. Folketinget kan også beslutte, at der skal nedsættes en undersøgelseskommission til at undersøge et offentligt anliggende, herunder om regeringen eller en minister har levet op til sine forpligtelser. I en situation med faste politiske blokke og endda med en de facto flertalsregering, kunne Folketingets - specielt oppositionens - position blive styrket, hvis ikke kun et flertal men også et kvalificeret mindretal på f.eks. 40 pct. kunne forlange nedsættelse af undersøgelseskommissioner og afholdelse af høringer i folketingsudvalgene med krav om ministres deltagelse ved høringer.
Den danske parlamentariske praksis har sit udgangspunkt i mindretalsparlamentarisme, som bygger på, at regeringspartierne ikke har flertal i Folketinget. Dermed skulle Folketinget kunne kontrollere regeringen, og Folketinget kunne vedtage sanktioner over for en minister, som ikke lever op til sit ministeransvar og til parlamentarisk ordentlighed. Det forudsætter dog, at partierne uden om regeringen vil leve op til rollen som opposition. Når en regering er en de facto flertalsregering, som tilfældet har været siden 2001, er det helt åbenbart, at regeringens støtteparti undlader at bruge de kontrol- og sanktionsmulighederne, som en opposition har til rådighed. Det gælder en kritisk vedtagelse ved en forespørgselsdebat, anvendelse af en høring eller nedsættelse af en undersøgelseskommission. Der er enkelte undtagelser, men yderst sjældent i situationer, hvor det er alvorligt for regeringen. Det er således helt harmløst for regeringen, at Dansk Folkeparti foreslår, at Forsvarets Efterretningsvæsen skal undersøges for dets ageren op til Irak-krigens start. Modsat, hvis det var regeringen, der skulle undersøges.
Enkeltsager og pressen
På baggrund af de lovforslag, som regeringen har fremsat, og Folketinget har vedtaget, udarbejder ministrene en række bekendtgørelser, vejledninger og cirkulærer. Antallet heraf har været stærkt stigende de senere år. En minister udsteder et meget stort antal bekendtgørelser m.v., efter at loven er vedtaget, sådan at loven kun udgør en mindre del af den samlede lovgivning på området. Nogle få paragraffer i en lov kan blive til mange siders bekendtgørelser. I andre tilfælde giver loven så vide rammer for, hvad ministeren kan gøre, at det reelt er ministeren, der gennem bekendtgørelser bestemmer indholdet i lovgivningen. Men det er Folketinget, der har vedtaget rammeloven og dermed også har ansvaret herfor.
Hvis Folketinget skal have styrket sin position i lovgivningsprocessen, forudsætter det, at folketingsmedlemmer i højere grad engagerer sig heri. Det er mange folketingsmedlemmer naturligvis. Men der er åbenbart også er folketingsmedlemmer, der i højere grad er optaget af enkeltsager, hvoraf mange reelt ikke er anliggender for Folketinget, eller som ikke har den store politiske betydning. Det er presseomtalen, der er det afgørende.
Magtens tredeling
Der har de senere år været en stigende tendens til, at nogle retsordførere kommenterer retssager, der endnu ikke er afsluttet ved domstolene - herunder sager, der er appelleret eller fortsat kan appelleres. Straffesager er godt pressestof. Denne form for indblanding er yderst problematisk ud fra princippet om magtens tredeling. Hvis en dom er endelig, er det en helt anden sag, idet en evt. påvirkning af dommen ikke længere er til stede. Det er også velkendt, at ganske mange folketingsmedlemmer rejser sager over for ministre, hvor ansvaret ligger i kommunerne, og hvor en ministers ansvar er begrænset eller slet ikke eksisterer.
Det er først og fremmest Folketinget selv, der skal sikre, at det får mere indflydelse på lovgivningsprocessen. Folketinget kan selv vedtage andre procedurer, som bl.a. indebærer mindretalsbeskyttelse på en række områder. Folketinget kan lade være med at vedtage så mange rammelove med vidtgående bemyndigelser til ministre. Folketinget kan selv stille større krav til kvaliteten af ministersvar. Grunden til, at Folketinget ikke stiller disse og andre krav, der kan styrke Folketinget over for regeringen, er bl.a. at partierne i Folketinget ikke kun opfatter sig som medlemmer af Folketinget. Regeringspartierne opfatter sig som en del af regeringen. Nogle partier i oppositionen tænker som regeringspartier, fordi de forventer selv at blive det, og regeringens parlamentariske grundlag indtager ofte samme standpunkt som regeringen.
Situationen ville også kunne ændres, hvis partierne og folketingsmedlemmerne begyndte at tænke mere principielt, f.eks. vedrørende magtens tredeling, ministeransvarlighed mv. og ikke primært tænkte på, hvordan de på kort sigt kan sikre sig en magtposition og få presseomtale. Det er f.eks. karakteristisk for Dansk Folkeparti, at partiet som parlamentarisk grundlag for VK-regeringen i situationer, hvor en minister muligvis har problemer i forhold til ministeransvaret, tager stilling ud fra, om partiet indholdsmæssigt er enig eller uenig med den pågældende minister. Dansk Folkeparti fik fyret Lars Barfoed på grund af et meget anstrengt forhold mellem parterne. Sagen om fødevarekontrollen var kun anledningen. Birthe Rønn Hornbech var derimod fredet, selv om administrationen af udlændingelovgivningen var i strid med EU-retten, hvorved borgere var blevet frataget rettigheder.
Aage Frandsen er forfatter og tidligere folketingsmedlem for SF
Kronikken rummer nogle af de centrale konklusioner, som Aage Frandsen, drager i bogen 'Lovgivningsprocessen i praksis', der udkommer i dag
