De traditionelle massemedier har været med til at afpolitisere befolkningen ved kontinuerligt at fortælle befolkningen, hvordan situationen er lokalt, nationalt såvel som globalt og beroliget selvsamme befolkning ved at fortælle, hvad der vil blive gjort, også typisk som noget, der bliver gjort af 'nogen andre'.
Massemedierne har således leveret til befolkningen en form for stedfortrædende socialt ansvar og moralsk forpligtelse, og derfor har vi efterhånden heller ikke de store moralske skrupler ved at se horrible begivenheder portrætteret på tv, og det sociale ansvar synes at være opfyldt blot ved, at man har set tv. Ikke værst for en journaliststand i den grad at træde i karakter i offentlighedens tjeneste, og megen god journalistik skal have ros for at påtage sig så stort et ansvar på befolkningens vegne. At massemediernes utilsigtede konsekvens er at passivisere store dele af befolkningen er jo ikke sket i nogen ond tro nødvendigvis, men sådan fungerer nu engang medienetværk, hvor der kun er ét centralt hovedkvarter, der skal levere viden til mange.
Et andet problem er, at de personer, der har ansvar for samfundets institutioner, og som vi kan læse om i aviser og se på tv, efterhånden er så mediedresserede, da journalister, som tidligere var i sandhedens og offentlighedens tjeneste, har lært offentlige personer kunsten at spinne medierne og manipulere kommunikationen i en grad, at det har fået en ødelæggende virkning på medborgerskab og demokratisk deltagelse og ikke mindst på journalisters funktion som vagthund.
Finder nye medier
Men lad os klappe hesten lidt, for i et veloplyst samfund som det danske har vi tv-programmer, hvor Jersild og pensionerede spindoktorer, i en rolle sammenlignelig med engagerede og opvakte sportskommentatorer, forsøger at afmystificere spin i det politiske og det offentlige rum. Bevidstheden om og fokus på den overdrevent strategiske kommunikation og vildledning synes imidlertid at kunne medføre et behov hos befolkningen for at finde nye veje og ikke mindst nye medier til brug for nuancerede politiske diskussioner. I det mindste blot for at finde bekræftelse hos andre i, at man ikke er alene om at føle sige holdt for nar eller føle sig fanget i et net af floskler og tomme ord.
Internettets distribuerede medienetværk muliggør, at alle kan være modtager såvel som afsender af budskaber, men alle kan også overvåge hinandens kommunikation, hvor manges viden og handlinger bliver tilgængelig for de mange andre. At have viden om, at man på internettet bliver udsat for overvågning, kan på den ene side føre til en indskrænkning i kommunikationen mellem borgere, men det kan på den anden side også netop facilitere den sociale selvkontrol, der sikrer en fornuftig og lødig diskussion, hvor kun få personer ender med at blive kaldt racist, fascist eller lignende, når dagen og diskussionen er omme.
Sociale handlinger
At denne form for overvågende selvorganisering og selvjustits er blevet forstærket, viser sig tydeligt ved, at vi i mindre grad ser brug af pseudonymnavne, men at personer i stedet stiller sig frem med billede, navn, fødselsdato mm. Når vi taler om handlinger i de digitale mediemiljøer, er der ikke tale om anonyme kværulanter, men sociale handlinger, der i den grad fremviser civilcourage, hvor det bliver positivt for demokratiet, at menigmand og -kvinde som borgere i et samfund med navn og adresse tør vise sig frem, give sin mening til kende og også gerne taler de populære meninger midt imod eller i hvert fald forhandler og nuancerer dem en smule. Og det på trods af, men måske netop også på grund af, den gensidige overvågning. Det forestillede fællesskab leveret af massemedier bliver således udvidet med handledygtige praksisfællesskaber i de digitale medier.
Men hvor handledygtige er de så, disse praksisfællesskaber, for skulle en Facebook-gruppe, der har samlet sig i gruppen "Poul og Nulle var den fedeste julekalender nogensinde" virkelig kunne gøre en forskel? Imidlertid findes også andre grupper som, "Genindfør gruppe-eksamen", "End child pornography" og meget aktuelt "Ingen julepynt i butikkerne før 1. dec.!".
Er det ikke blot en form for letkøbt og legende neotribalisering, hvor vi tilkendegiver et tilhørsforhold gennem brug af politiske statements og selskabelige referencer? Jo, på mange måder er det en del af en identitets- og synlighedsproces, men en pointe med de mangeartede grupper er også, at selskabelighed blandet med meget alvorlige emner slet ikke er noget nyt, men mere en standardkonvention i forhold til nyhedsforbrug i den vestlige verden. Sociale netværks blanding af alvor og sjov er blot en imitation af traditionelle nyhedsmedier, der det ene minut kan vise billeder af nedskudte afrikanske stammesamfund og i næste væk levere en humoristisk bemærkning som overlevering til vejrudsigten. En acceleration af overfladiskheden lurer derfor altid om hjørnet, men side om side med mulighederne for et øget medborgerskab.
I et mismodigt lys ville den polskfødte sociolog Zygmunt Bauman nok betegne disse nye sociale grupper på bl.a. Facebook som omklædningsrumsfællesskaber eller knagefællesskaber, hvor vi i en periode opholder os, men hvor vi ikke føler nogen dybfølt forpligtelse. Men måske er knagefællesskaber ikke et produkt af et overfladisk samfund i forfald, men hænger mere sammen med muligheden og sandsynligheden for konkret handling og forandring.
Gruppen "End child pornography" er svær at konkretisere og omsætte til synlig forandring, og de, som er medlemmer, kan ikke som en synlig handling selv stoppe, så hvor retter man konkret sin mission? Derimod kan en gruppe, som kæmper en pædagogisk kamp for at genindføre gruppeeksamen, samle argumenter og evt. presse en kommende regering til at ændre politik. Og det er ligeledes den realistiske chance, der er drivkraft, når Anders Foghs Facebook-venner rent faktisk har mulighed for at møde eller løbe sammen med Anders Fogh.
Ikke for abstrakt
Hvis et fællesskabs formål bliver for abstrakt, og det ikke er muligt for dets medlemmer at se en synlig løsning, mindskes også forpligtelsen. Fællesskabet forbliver i de tilfælde så at sige i omklædningsrummet. De fællesskaber eller grupper på Facebook, der kan se muligheder for forandringer, og som aktivt iscenesætter underskriftsindsamlinger og arrangementer eller lægger pres på organisationer mm., kommer i den grad ud af omklædningsrummet og ind på banen så at sige. De generobrer det offentlige rum, og det er i sidste ende en kæmpe gevinst for medborgerskab og demokratisk deltagelse.
Omklædningsrum eller ej, så foregår der i digitale mediemiljøer en stillingtagen hos befolkningen, som med deres reflekterede museklik indikerer en solidarisk tilslutning frem for en passiviserende orientering fra massemedier, hvor solidariteten oftest er endt som blot en mental gerning, der godt kan have en social funktion i stuen. Ved at gøre den solidariske og aktivistiske tanke tilgængelig for mange andre i det offentlige rum, styrker man samtidig et socialt fællesskab, der kan navigeres efter i hverdagslivet.
Solidariteten bliver således bragt tilbage i samfundslivet gennem synlige holdningstilkendegivelser, og overfladiske museklik kan udvikle sig til en større samfundsmæssig forpligtelse, hvor det er gået op for de fleste, at hvis man vil nå til et sted hurtigt, så gå alene, men hvis man vil nå langt og udrette noget større, så må man gå sammen. Eller som para-frase til Barack Obamas valgkampagne: Vi er dem, vi har ventet på!
Lars Holmgaard Christensen er forskningschef i Nye Medier på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole
Læs også den internationale kommentar på side 19 om verdens første internetpræsident
