For nylig stod den 30-årige Halima frem og fortalte om sit liv i frygt. Hun er på flugt fra sin familie på grund af, at hun tidligere på året forlod den mand, som hun som 15-årig blev gift med, angiveligt under tvang.
I de seneste uger har det ikke skortet på støtte til Halima. Fra politisk side har Manu Sareen (R) foreslået et nationalt udrykningshold og et nationalt mæglingshold. Line Barfod (EL) foreslår, at voldstruede kvinder skal have en fast tilknyttet kontaktperson gennem hele processen. Karen Hækkerup (S) og Karina Lorentzen (SF) mener, at der skal sættes ind over for de potentielle voldsmænd, mens velfærdsminister Karen Jespersen (V) ikke overraskende mener, at det er vigtigt, at repræsentanter for systemet skal insistere 100 procent på danske værdier og reagere hårdt og konsekvent, hvis der tilstøder Halima noget. Det har i det hele taget ladet til, at Halima har gjort en kold kendsgerning til en varm sag.
De mange løsningsmodeller, som blev fremlagt, er på hver deres måde velmente og gode. Hos Landsorganisationen for Kvindekrisecentre (LOKK) har man således særdeles gode erfaringer med at mægle mellem parterne i lignende sager. Det er straks lidt mere vanskeligt, at skride ind over for den truende part, da det kan være vanskeligt at påvise reelle trusler og følgelig vurdere den fare, kvinden er udsat for, hvilket blandt andet sagsbehandlere og politiet har givet udtryk for. De forskellige tilflugtscentre for kvinder, bl.a. under LOKK's administration, og Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integrations Rehabiliteringscentre for etniske kvinder i Danmark (R.E.D.) tager i det hele taget et stort slæb, mens især regeringspartierne og DF har travlt med at stå fast og pege fingre. At integrationspolitikkens riddere ikke har styr på de grundlæggende sider af den danske samfundsdynamik, der spiller ind i sådan en sag, er mildest talt pinligt useriøst.
Lader kvinderne i stikken
Det er problematisk, at de mange forslag, selv om de er velmenende, mest af alt virker som kortsigtede lappeløsninger på en utilgiveligt forfejlet integrationspolitik. De tager ganske enkelt ikke fat om problemets kerne, men lader de kvinder, der befinder sig under menneskeretskrænkende forhold, i stikken. Langsigtede løsninger, der forebygger og ændrer negative mønstre, har ikke just været karakteristiske i Halimas sag. De værdier, der ligger bag truslerne, skal forstås, f.eks. æresbegreber og et problematisk kvindesyn, analogt med den muslimske samfundsteori fremlagt af Sayyid Qutb i 1949.I Danmark har mænd hverken ret til flerkoneri, ægteskabstvang eller nogen form for moralsk monopol, og ligestillingen tillader således ikke mænd nogen særstatus over kvinder, men vi er derimod nødt til at forholde os til de kulturelle bevæggrunde.
Vi kommer ikke videre med udviklingen, så længe man ikke fra politisk side kan tale om de pågældende indvandrerkulturer som mere end formørkede og middelalderlige traditioner. Æresdrab og vold er som oftest et udtryk for familiens afmagt, som det også kendes fra tilfælde af hustru- og partnervold. Kommunikationen i integrationsprocessen er netop her forfejlet, fordi man over for indvandrerkulturerne signalerer, at den danske kultur i deres hverdag blot defineres af, hvilke restriktioner der regulerer deres adfærd.
Danmark, med Dansk Folkeparti i spidsen, har formået at gennemføre nogle af de strammeste immigrationsregler i verden. Men ikke nok med det: Store dele af den danske debat og politik gør også sit til at fremmedgøre allerede herboende udlændinge og deres efterkommere. Om det er fremmende for integrationen konstant at høre negative udsagn om minoriteterne, deres kulturer, normer og religioner, kan man godt sætte et stort spørgsmålstegn ved. Minoriteternes lokale samfund eksisterer derfor på egne præmisser, fordi deres kulturelle syn og ideer indadvendes og konserveres, og fordi det danske oversamfund kun blander sig, når den etniske kulturgryde koger over. Incitamentet til sameksistens må i stedet findes ved at bygge broer mellem disse kulturer, der anser sig selv som ofre for omstændighederne, til det moderne danske samfund. Dette kræver ikke kun, at det danske majoritetssamfund er villigt til at tage hensyn, men også at minoriteterne er villige til indgå i en dialog.
En blind plet
Kvinder som Halima kaster i kraft af deres sag lys på en blind plet i den krisehjælps-ydende organisme. Lige så snart sagen bevæger sig fra en skilsmissesag til trusler og vold, er sagen en ganske anden end blot et tilfælde af separation. LOKK's årsrapport fra 2007 viser, at 96 procent af 1.231 adspurgte kvinder, hvoraf omkring 56 procent betragtede sig som værende af anden etnisk baggrund, havde været udsat for fysisk vold og 93 procent psykisk vold. Næsten halvdelen har været udsat for vold enten en gang om ugen eller hyppigere. Andelen af etniske kvinder, der udsættes for vold af mere end en person (15 procent) er næsten det dobbelte af antallet af danske kvinder (otte procent). I 31 procent af tilfældene, hvor voldsudøveren er kendt, er denne af anden oprindelse end dansk, hvorimod de udgør 46 procent af tilfældene, hvor der er to eller flere voldsudøvere involveret.
Hvis man, som Halimas bror, er en del af et kriminelt miljø uden umiddelbar udsigt til at blive en integreret del af det danske samfund, er der formentlig heller ikke udsigt til, at man ønsker at tilslutte sig værdierne knyttet til dette. Man følger i stedet de normer, som umiddelbart indgår i éns liv, og her spiller æresbegrebet en så betydelig rolle, at muslimske mænd er villige til at se bort fra de retslige konsekvenser for i stedet at tilgodese vedkommendes egne kulturelle normer, som har mere umiddelbare konsekvenser i pågældendes liv.
Hvis samfundet byder én velkommen i fællesskabet og skaber nye muligheder for den enkelte i stedet for at fremhæve kulturelle modsætninger og fremmedhed, som kun ansporer segregation, kunne fællesskabet være baseret på engagement og tillid frem for frygten for at træde forkert. Et godt sted at starte kunne være en styrkelse af de lokale netværk og dialog.
I Storbritannien har man haft positive oplevelser med at bede repræsentanter fra minoriteterne om hjælp med både mægling, men også med at holde øje med personer, der kunne være i risikozonen. Helt konkret kunne man fra kommunens side forsøge at indgå i et trekants-arbejde med f.eks. LOKK og prominente skikkelser i de pågældende indvandrermiljøer, f.eks. religiøse ledere, talsmænd eller forældregrupper. Vi ser desuden en fordel i at have specialiserede kulturkonsulenter, med praktisk fodfæste i både dansk og etnisk kultur, som både kan informere voldsramte kvinder om deres rettigheder og muligheder, men som også kan fungere som vejledere for fortvivlede fædre, ægtemænd og andre familiemedlemmer, som har svært ved at få de to kulturer til at hænge sammen. Man kunne f.eks. placere dem i en kommunal funktion, hvor de havde en slags tillidsmandsstatus for nydanske medborgere.
Sidst mener vi, at man igennem offentlige kanaler som f.eks. DR, TV 2 og på landsdækkende radio bør have faste public service-debatprogrammer, hvor alle former for dansk og nydansk kultur deltager med at udvikle substantielle løsninger på nogle af de kulturelle konfliktspørgsmål, og hvor man informerer danske borgere om kulturelle kernesager. Det er ganske enkelt hovedløst, at en efterhånden så moden problemstilling til stadighed forties og behandles som et spørgsmål om kvantiteter af tolerance fra danskernes side af. Så længe indvandrerspørgsmålet forbliver enten et problem eller et tabu, har vi meget langt igen.
Bent Holshagen Hemmingsen og Stine Laursen er analytikere for tænketanken Cevea
”Det er problematisk, at de mange forslag, selv om de er velmenende, mest af alt virker som kortsigtede lappeløsninger på en utilgiveligt forfejlet integrationspolitik. De tager ganske enkelt ikke fat om problemets kerne, men lader de kvinder, der befinder sig under menneskeretskrænkende forhold, i stikken.”
Ja, det er problematisk, og enhver nuanceret debat er velkommen. Det er dog temmelig udsigtsløst, så længe DF bestemmer farten og hvilke ’værdier’ der skal gælde.
Men tak alligevel til Bent Holshagen Hemmingsen og Stine Laursen for en glimrende kronik.
Jeg kan godt forstå ulysten til at kommentere artiklen, men
”Så længe indvandrerspørgsmålet forbliver enten et problem eller et tabu, har vi meget langt igen”.
Jeg synes at vi skylder Halima m.fl. i det mindste at tage debatten. Og evt. se bort fra de indlæg vi finder irrelevante.
Jeg møder stadigt kvinder, der har boet her i en del år, født nogle børn, og alligevel kan de ikke gøre sig forståelig på dansk. Noget af det vigtigste er da at kunne kommunikere. I børnehaven og i skolne er det vigtigt at man deltager i forældremøderne og i arrangementer i øvrigt.
Hvis man starter med at tilegne sig sproget, som i øvrigt også er et krav, så kunne det være begyndelsen til at lære noget om det danske samfund.
Og tv programmer hjælper jo ikke lige, hvis parabolen konstant er stillet ind på de arabiske kanaler.
Mange kvinder er desværre stadigt isolerede i deres hjem, der kunne gøres en indsats for at få dem ud, hvis man ikke var så berøringsangst og bange for at træde for nær.
ØV!
Tak for kommentarerne.
Mona Blenstrup peger på et stort problem i det danske samfund, som udgør det lukkede land, der fungerer som en slags undersamfund. Især når disse kvinder ikke har nogen tilsyneladende åbne kanaler, hvor igennem de kan blive informeret om deres rettigheder og søge dialog. Det er først når disse kvinder bryder med deres ægteskabelige (og ofte også de familiære) bånd, at de får muligheden for at tilegne sig både selvstændighed og rettigheder, men det kommer ikke uden en pris. Jeg tror næppe, at de fleste danskere kan sætte sig ind i den absolutte ensomhed, som det at være fremmed i det land man bor i virkelig medbærer, og slet ikke når ens kulturelle overbevisninger forfejler én, og i sidste ende støder én fra sig.
Det ville være synd at sige, at det danske system svigter en kvinde som Halima. Men som både Stine og jeg påpeger i vores artikel, så problematikken så ydergående, at vi spår, at de nutidige lappeløsninger er som at slukke brand med tørt træ. Der er hverken vision eller oprigtig interesse i behandlingen af individet Halima, men istedet er der enormt meget interesse i at sagen skal behandles så godt og så hurtigt som muligt, for at politikerne kan fremstå som ægte engagerede i emnet som en kernesag. Brian Mikkelsens 30-40 mio. kroner kommer nok til at afhjælpe adskillige kriseramte kvinder, og det er da en eller anden form for initiativ. Men det er for lidt og for sent, og det i virkeligheden skaber man blot beskæftigelse ud af et ækelt samfundssymptom, istedet for at undersøge det og behandle det.
Derfor ser jeg den løsningspakke, som Stine og jeg har nævnt i vores kronik, som et bud på en dialogskabende bevægelse, der rækker ud efter trængte hænder, før de skal gribes i faldet. Vi anerkender da også, at vores løsningspakke ikke giver belæg for at læne sig tilbage og børste støvet af hænderne. Men det er trods alt et yderst realistisk og fremadsigtet bud på et led i en integrationspolitik, som regeringen og DF gang på gang ikke har vist sig moden på at tage seriøst.
Bent Holshagen Hemmingsen
Cevea
Vi skal altså til at forhandle med voldsmænd om at lade være med at overfalde deres koner/døtre/søstre, og så krydse fingre for at de holder hvad de lover?
Under alle omstændigheder ville det være befriende at man droppede berøringsangsten. Vold er vold, uanset hvilken kultur og traditioner den udspinger af.
Der postuleres at man forholder sig til virkeligheden ved at iværksætte alle mulige bureaukratiske krumspring med konsulenter, mæglere etc. Men det gør man jo netop ikke - man indretter sig tværtimod efter voldsudøverne, og giver dem lov til at sætte dagsordenen, og dermed skabe virkeligheden.
Vold og drab er uacceptabelt - og ulovligt. Man lyver, hvis man påstår ikke at vide dette. Punktum. Det gælder alle borgere i samfundet. Man kan ikke opnå særstatus i forhold til disse ufravigelige grundregler, ved at påberåbe sig kultur, religion eller andre luftigheder.
Fremfor at skabe forandringer, er ovennævnte artikel et eksempel på en forhalingstaktik, som giver gerningsmændene et skær af legitimitet via "forståelsen" af deres kultur. Samtidig dømmer man kvinderne til at forblive i deres private helvede, længere end nødvendigt.
Måske var det en idé at udvide tvangsfjernelser til også at gælde personer over 18 år?
"I Storbritannien har man haft positive oplevelser med at bede repræsentanter fra minoriteterne om hjælp med både mægling, men også med at holde øje med personer, der kunne være i risikozonen"
Storbritannien fremstår ofte i medierne som et sted hvor integrationen fuldstændig har lået fejl, derfor er det besynderligt at læse ovenstående. Som Erik B. skriver er en kildehenvisning stærkt ønskværdig.
Her er en artikel som beskriver præcis det modsatte af hvad Bent Holshagen Hemmingsen og Stine Laursen synes at antage:
"Muslim integration has come to a halt
Jon Snow found a worrying trend towards separation among the young when he toured the country to test Muslim opinion
....
By contrast, today’s young British Muslims are less liberal and more devout than their parents. Their beliefs render many of them determined not just to be different but also to be separate from the rest of the nation. The issues that bring them into direct conflict with Britain as a whole include freedom of speech and how the “war on terror” is being fought at home.
.....
The evidence that integration has stopped comes from comparing our survey with previous studies, most notably one conducted in 1993 by Tariq Modood, professor of sociology at Bristol University, who says political identification with Islam has grown disproportionately among the young since then.
....
An overwhelming number of British Muslims believe free speech should not extend to insulting their religion, and one-third would rather live under sharia law, as laid down by the Koran. A 29-year-old of Turkish Cypriot origin told me: “I feel that democracy altogether isn’t working as a system. I believe that man-made laws aren’t really the answer.”"
http://www.timesonline.co.uk/tol/news/article601094.ece
Nu savner jeg svar: Hvorfor vil saa mange muslimer hellere leve i ikke-muslimske lande?
Jeg mener ikke, at det er os, der skal gisne om deres motiver. Jeg mener, at det er dem selv, som skal komme med svaret. Det er vel ikke for meget forlangt? Hvad er deres begrundelse? Bagefter kan vi tage diskussionen derfra.