Kronik

Hvordan forskningen kan afspores ved at sætte den på skinner

Danmark mister i disse år noget at sit forspring på forskningsområdet - og det i en tid, hvor forskningspolitikken skulle medvirke til det modsatte. Noget tyder på, at jo mere man prøver at instrumentalisere de kvaliteter ved Danmark, som man mener at kunne udpege som konkurrencedygtige - desto mere undergraver man dem
Forskningspolitikken er i gang med at ødelægge de konkurrencefordele, som Danmark hidtil har haft, mener Per Øhrgaard.

Forskningspolitikken er i gang med at ødelægge de konkurrencefordele, som Danmark hidtil har haft, mener Per Øhrgaard.

11. november 2008

Husker De historien om de islamiske vandhjul? Engang i 1970'erne blev der skrevet en disputats om gamle vandingsteknikker i den islamiske verden, og datidens samfundsbevidste kritikere af den unyttige forskning fremhævede den som et særlig grelt eksempel på, hvad skatteydernes penge i hvert fald ikke skulle bruges til. Nogle år efter blev dens resultater udnyttet i landbrugsprojekter i u-landene.

Den historie randt mig i hu, da jeg læste Lars B. Goldschmidts kronik i Politiken den 4. november, "Forskning, forskning, forskning".

I en ejendommelig spejlvending af datidens mere rabiate krav om samfundsrelevant forskning taler han for en forskning, som frem for alt tager hensyn til nationens konkurrenceevne. Og Lars Goldschmidt går i den samme fælde som nogle af marxisterne i 70'erne, selv om han kommer gående fra den modsatte side. Han synes at antage, dels at dansk erhvervsliv er identisk med det danske samfund (og DI identisk med dansk erhvervsliv), dels at det alene er virksomhederne, der gør Danmark konkurrencedygtigt. Forskningen skal derfor først og fremmest tjene virksomhederne, disses adfærd kan der ikke sættes spørgsmålstegn ved.

Lars Goldschmidt noterer således, at "for tredje år i træk falder virksomheders investeringer i forskning og udvikling målt i forhold til BNP".

Det kunne jo være fordi, virksomhederne disponerer forkert, men det ligger ikke inden for Goldschmidts horisont; det kan kun være resten af samfundet, der er noget galt med. Goldschmidt henviser til en undersøgelse lavet af DI. Dens talmateriale skal ikke anfægtes, men som alle den slags undersøgelser siger den først og fremmest noget om, hvordan visse mennesker eller grupper opfatter virkeligheden, ikke nødvendigvis noget om denne selv. Man kunne jo forestille sig, at virksomhedernes opfattelse er ukomplet, eller at de - man tør næsten ikke sige det - tager fejl af deres egne langsigtede interesser.

Danmarks internationale placering i forskning og videnskab er langt fornemmere, end landets størrelse og befolkningstal skulle tilsige. Den position er imidlertid ikke skabt alene af dansk erhvervsliv, men af hele samfundets indretning, herunder af en lang tradition for fri og alsidig forskning.

Det er tankevækkende, at Danmark synes at miste noget af sit forspring i disse år, hvor en ny forskningspolitik ellers hævdes at skulle føre til det modsatte. For Lars Goldschmidt er den eneste forklaring, at skatterne er for høje. Men der kunne også tænkes den forklaring, at forskningspolitikken er i færd med at ødelægge de konkurrencefordele, som Danmark hidtil har haft.

Noget tyder på, at jo mere man prøver at instrumentalisere de kvaliteter ved Danmark, som man mener at kunne udpege som konkurrencedygtige - desto mere undergraver man dem.

Sammensat størrelse

"Man indgik ikke globaliseringsaftalen for at styrke forskningen generelt. Man indgik globaliseringsaftalen for at styrke den danske konkurrenceevne," skriver Goldschmidt.

Det har han ret i - og netop derfor kan aftalen meget vel få den modsatte virkning.

For konkurrenceevne er en meget sammensat størrelse, og man kan ikke skyde genvej til den uden netop at styrke forskningen generelt.

Hvis man prøver på det, kommer man uvægerlig til at styre efter nogle helt bestemte nutidsopfattelser, man kanaliserer forskningen ind i en hovedstrøm, og det er langtfra altid dér, de virkelige fornyelser finder sted. Forskerne animeres ikke til at følge deres ideer, men til at se efter hvor den eksterne finansiering skal hentes i dette og de kommende år. Det virker standardiserende. Og videnskab lever ikke af standardisering. Den lever af det stik modsatte.

Hvis man altså instrumentaliserer bestemte sider af de danske kvaliteter og negligerer andre - for eksempel dem, der finansieres af de høje skatter - kan man ødelægge det, man vil fremme. I iveren efter at give det hele et ekstra skub, skubber man det ud over kanten.

Når vi kommer til diskussionen om basismidler, lukker Goldschmidt katten helt ud af sækken. "Hvis politikerne giver alle globaliseringsmidlerne som basismidler til de mange multifakultære universiteter, så er det altså helt op til universitetsledelserne, om de midler, der skulle fremme konkurrenceevnen, går til stumfilm og oldgræsk eller nanoforskning og vedvarende energi."

Den bemærkning vil sikkert blive læst med interesse af nogle af Goldschmidts kolleger fra erhvervslivet, som har valgt at gøre en indsats i universitetsbestyrelser. Her får de at vide sort på hvidt, at dem kan man ikke overlade ansvaret til.

Men der er ingen grund til at tro, at universiteterne ikke selv skulle være i stand til at prioritere deres basismidler og fremme den bedste forskning. Der er tværtimod god grund til at tro, at de vil være bedre til det end alle mulige instanser udenfor, især hvis man styrker deres mulighed for at samarbejde i stedet for at spille dem ud mod hinanden.

Mere mainstream

Der er derfor ingen sammenhæng mellem ligemageri og flere basismidler. Der kan til gengæld meget vel opstå en tæt sammenhæng mellem øget konkurrence om forskningsmidler og mere eller mindre ens mainstream-forskning, fordi blikkene vil rette sig mod, hvad der kan skaffes penge til, i stedet for mod det som man måske var optaget af, og hvor man havde mulighed for at gøre nye opdagelser - som engang også kunne udmøntes i produkter og styrke konkurrenceevnen.

Lars Goldschmidt skriver: "Apparatur og anden forskningsinfrastruktur i den offentlige sektor er på en række områder i latterlig ringe stand."

Sandt nok - men lige da det begynder at koste nye penge, skynder han sig at tilføje, at det naturligvis er universiteternes ansvar at sørge for disse ting.

Kort sagt: Basisbevillingerne kan gå til at male væggene og måske udskifte lidt apparatur, og derefter skal andre nok bestemme, hvad der skal foregå.

En sidste ting, som Goldschmidt slet ikke kommer ind på, men som er afgørende, er motivationen til i det hele taget at gå ind i en forskerkarriere eller for den sags skyld blot at tage en længerevarende uddannelse.

Det er svært at se bort fra, at vanskelighederne ved at rekruttere unge til de naturvidenskabelige fag blandt andet skyldes, at man ikke fortæller dem noget om glæden og fornøjelsen ved sådanne beskæftigelser, men alene taler om konkurrenceevne.

Selv om det vistnok er ment som en morsomhed, er begyndelsen af Goldschmidts kronik afslørende: Titlen er 'forskning', det første ord er money.

Her er der byttet om på mål og midler, og hvis man gør det længe nok, ender man i en blindgyde. Det gør man også, når man hele vejen igennem erstatter tillid med kontrol.

Jeg taler lidt af erfaring: Mit eget lille fag, tysk, som der ifølge alle mulige undersøgelser, inkl. Dansk Industris, er brug for, har i mange år været søgt solgt med bl.a. den begrundelse, at Tyskland er Danmarks største handelspartner. I hele den tid er faget gået støt tilbage, for naturligvis vælger ingen unge mennesker ved deres fulde fem studiefag af den grund. Hvis tilbagegangen nu er standset eller måske endda vendt, skyldes det frem for alt én ting: Den spændende hovedstad Berlin! Det kan sagtens få gavnlige følger også for tyskkundskaber i erhvervene. Men det er den vej rundt, det virker.

Man kan lære meget af Lars Goldschmidts kronik, ikke mindst om, hvor snævert man kan tænke i en af landets mest indflydelsesrige organisationer. Men bemærk venligst: Jeg er ikke spor ligeglad med Danmarks konkurrenceevne. Jeg går varmt ind for en styrkelse af den nu og i al fremtid! Det er netop derfor, ovenstående er skrevet.

Per Øhrgaard er dr.phil. professor ved Handelshøjskolen i København og for tiden fellow ved Wissenschaftskolleg zu Berlin.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tak til Per Øhrgaard for en tankevækkende kronik, der efter min mening meget præcist peger på, hvad der er galt med den danske forskningspolitik.
Over sigt vil Danmark som et resultat af denne billige købmandslogik (undskyld købmænd) miste sine positioner på forskningsområdet og som beskrevet givetvis også miste konkurrenceevne.
Der går en lige linie fra regeringens ideologiske angreb på rundkredspædagogikken (og andre kreativitets- og motivationsfremmende aktiviteter) til den erhvervsinstrumentaliserede forskningspolitik, som Lars Goldschmidt forsøger at gøre til en for den almene nytte afgørende nødvendighed.
Man skal ikke i denne sammenhæng glemme, at DI er en INTERESSE-organisation og hvad der er godt for DI er ikke nødvendigvis godt for Danmark.

Tak til Per Øhrgaard for en fremragende kronik. Jeg er enig med Erik Rolfsen Nissens kommentar. Der går en lige linie fra den kortsigtede taxameterstyring af uddannnelsessystemet til den udbredte anvendelse af kontrolsystemer med henblik på udliciteringer af den offentlige sektor. Det er oplivende at læse et helt andet syn på motivationen for at læse et fag som fx tysk end det, der ofte fremføres af DI.